10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Tak til Tvind

Kronik

Tak til Tvind

For 25 år siden var jeg med Den Rejsende Højskole i Zambia. Turen ændrede mit liv, fortæller Peter Kenworthy.

Peter Kenworthy i en landsby i Monze East-distriktet i Zambia i 1995.
FOTO: Privat
1 af 1

Perspektiv kan både ses fremadskuende og tilbageskuende. Og perspektiv er en nødvendig bestanddel af det at udvikle sig, om man er et år eller et hundrede.

Og det var ikke mindst perspektiv, som mit ni-måneders ophold på Den Rejsende Højskole i Vamdrup fra 28. november 1994, inklusive fire måneder som solidaritetsarbejder med Team 32 i Zambia i 1995, gav mig. Alt sammen noget jeg delte med Signe, Pia, Jannie, Henning, Charlotte, Bas, Nancy, Manon, Vala, Gunnlaug, Þyrnir, Arne, Leif, og Ahmad – et sammenrend af mere eller mindre unge mennesker.

Jeg ved godt, at Tvind ikke er perfekt, og at man ikke kan tænke på Tvind uden at tænke Amdi, maoisme, (t)vindmøllen, luksus-lejligheder og tvindloven. Men Tvind udvidede også min og mine kollegaers horisont og gjorde os til bedre mennesker.

Vi fik en forståelse af, at verden er større end Danmark, Finland, Island eller Holland. Jeg oplevede, at alle ikke er ligesom mig. Men at alle alligevel virker til at have en grundkerne, der på sin vis var ligesom min.

Og at man sagtens kunne tale om fodbold, politik eller hvorvidt sorghum, majs eller jordnødder klarede sig bedst i årets høst i en overfyldt bus på vej til Lusaka eller bag på en endnu mere overfyldt Toyota Pickup på vej til Monze, hvis bare man havde sat sig lidt ind i disse spørgsmål fra de lokales perspektiv.

Jeg følte desuden, at jeg ville være et skarn, hvis jeg ikke var taknemmelig for det velfærd og den rigdom, som jeg havde fået i dåbsgave. Og et skarn hvis jeg ikke kunne bruge lidt af mit liv på at forsøge at sikre, at lidt flere mennesker kunne få det lidt mere ligesom mig.

Udviklingsturist eller kollega?

Majshøsten i Zambia var slået fejl, da vi ankom til Monze East i det sydlige Zambia, og de subsistensbønder, som boede i det område, som vi arbejdede i, havde derfor mindre mad og indkomst end godt var. Felix, Fortunate, Bornface, Warren og de andre counterparts, som vi arbejdede sammen med, skulle desuden ofte til begravelse for familiemedlemmer, der var døde af aids. Og min kærestes counterpart Moderns yngste dreng fik amputeret det ene ben efter at være blevet bidt i benet af en cobraslange.

Vi boede i mudderhytter med stråtag og uden elektricitet i en landsby langt fra den nærmeste (lille) by ligesom de lokale, som vi desuden ofte spiste, spillede fodbold og hang ud med. Vi hentede vand ved vandpumpen, badede med en spand og kop og lavede mad over bål. Min kæreste (som blev min kone) fik malaria.

Vi cyklede på arbejde på kinesiske Phoenix-cykler eller zambiske Swala-cykler, hvor vi sammen med vores lokale counterpart arbejdede med og i børnehaver og undervisning af voksne i sundhedsfaglige emner som hygiejne og familieplanlægning eller med at opsætte hjemmekonstruerede brændeovne, vandpumper og planteskoler.

Og ja, jeg ved godt, at jeg og mine holdkammerater kun skulle gøre alt dette i fire måneder, og at de lokale ikke bare kunne sætte sig på et fly og flyve til Danmark efterfølgende.

Var jeg så udviklingsturist? Måske. Fik de lokale zambiere noget ud af samværet med mig og mine holdkammerater og den undervisning, som jeg, som ikke var uddannet i sundhedslære, undervisning eller planteskoler, gav dem? Det håber jeg.

At rejse er at leve

Opholdet forstærkede i hvert fald min interesse for læring, international udvikling og journalistik. Og det endte med at inspirere til at uddanne mig til og arbejde som først lærer, siden som NGO-medarbejder med Afrika og menneskerettigheder og solidaritet og efterfølgende som journalist.

Forskellen mellem den verden jeg forlod i Monze East, og den jeg kom tilbage til, da jeg landede i Kastrup Lufthavn, blev helt tydelig, da jeg sad i bus 250S på vej hjem til Københavns forstæder. Her var hovedhistorien i Radioavisen, som chaufføren hørte, at autoværnene på motorvejene måske ikke var helt sikre.

Jeg tror, at mange danskere kunne have godt af et besøg, a la det, jeg har beskrevet. Når nu tilsyneladende Danmark mener, at internationale konventioner er til for at brydes eller ignoreres, eller at udviklingspolitik tilsyneladende skal føres for vores egen skyld. Eller når vi brokker os over, at bussen kommer for sent, og at vores realløn ikke stiger, mens fødevarepriserne gør det.

Jeg har sidenhen besøgt townships i Sydafrika, rapporteret fra flygtningelejre og fattige afrikanske landsbyer og fået tæv og blevet tilbageholdt af politiet i Swaziland. Og alle disse ting har gjort et stort indtryk på mig – men ingen af dem så stort som på den 22-årige dreng, der boede og arbejdede i en landsby i Monze East.

Og så vil jeg lige pointere, at denne historie ikke er skrevet som et forsvar for Tvind, for jeg ved godt, at Tvind ikke er perfekt, og at man ikke kan tænke på Tvind uden at tænke Amdi, maoisme, (t)vindmøllen, luksuslejligheder og tvindloven. Men Tvind udvidede også min og mine kollegaers horisont og gjorde os til bedre mennesker.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. nov. 2019 - 06:29   28. nov. 2019 - 06:30

Kronik

af Peter Kenworthy, journalist og cand.scient.soc.
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.