09 Apr 2020  

KBH: Overskyet, 8 °C

Stands udplyndringen af lejerne

Kronik

Stands udplyndringen af lejerne

Carl Henrik Rørbeck ønsker med denne kronik at beskrive de national- og samfundsøkonomiske konsekvenser af de konstaterede huslejestigninger, som har taget fart siden midten af 80'erne.

Carl Henrik Rørbeck kan ikke forstå, at man ikke kan indføre et huslejeloft på 75 kroner per kvadratmeter per måned – sådan som man er ved at gøre det i Berlin, her Viktoria-Luise-Platz.
FOTO: Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

I en glimrende artikel i Arbejderen fra 1. september 2018 fastslås det med baggrund i en undersøgelse fra laanio.dk, at huslejerne er seksdoblet – i forhold til pristallet – siden 1945.

Hvad artiklen ikke medtager, fordi det ikke fremgår af data, er, at den altovervejende del af denne kolossale forhøjelse har fundet sted siden midten af 80'erne. Hvordan kan jeg hævde det?

Boligmarkedet kan aldrig blive frit og har aldrig været det. Der bygges ikke tilstrækkeligt mange boliger til at tilfredsstille efterspørgslen. Det sørger markedets dominerende entreprenører og bygherrer for.

Min far var advokat i København og administrerede fra sit kontor på Dantes Plads mere end 200 ejendomme. Jeg arbejdede i studietiden af og til på kontoret.

Min onkel var underdirektør i forsikringsselskabet Hafnia, som dengang ejede en meget betydelig ejendomsportefølje i København; formentlig ikke under 50.000 lejemål.

Endelig havde jeg også nogle nære venner, som ejede nogle ejendomme på Nørrebro og Frederiksberg. En stor del af min omfangsrige familie og vennekreds var – i lighed med mig selv – anbragt i disse ejendomme, og derfor har jeg en særdeles præcis fornemmelse af, hvordan niveauet var frem til 1987, hvor jeg valgte at emigrere.

Det gælder for alle disse tre administratorer, at lejeberegningen og -forhøjelserne foregik efter en snor. Der blev ikke benyttet smarte tricks eller deciderede fupnumre, som det senere er blevet normalt.

Alle disse lejemål var omfattet af lov om omkostningsbestemt husleje. Denne lov er siden, gennem en række politiske fupnumre som jeg ikke skal beskæftige mig nærmere med her, stort set blevet sat ud af kraft.

Men derudover har der i den mellemliggende periode fundet en omfattende svindel med den omkostningsbestemte husleje sted, som skiftende regeringer har valgt at se igennem fingre med.

Den socialdemokratiske regering (1992-2001) gjorde det, og Anders Foghs første politiske skridt efter magtskiftet i 2001 var at nedlægge Boligministeriet. Hvordan kan jeg så hævde det?

Det kan jeg, fordi en række medarbejdere hos større ejendomsbesiddere har betroet sig til mig, og fordi jeg selv i 0'erne har ført en række huslejenævnssager, hvor en del af disse metoder er blevet afsløret.

De omfatter overfakturering af renoveringsarbejder, falske tilbud, som er medtaget i budgetteringen og med andet. Der er ingen myndighed, der foretager budgetopfølgning, og ingen, der efterforsker fupregninger og returkommissioner – heller ikke i almennyttige boligselskaber, som på mystisk vis er fulgt godt med deropad.

Omkring 1985 lå lejeniveauet på cirka 150 kroner per kvadratmeter per år i København og på Frederiksberg. I dag – 2020 – ligger det i nybyggeri på omkring 2.250 kroner per kvadratmeter per år. Det er præcis en 15-dobling af huslejerne. I samme periode er pristalsudviklingen cirka 2,8. Altså det, der i 1985 kostede 100 kroner, koster nu gennemsnitligt 280 kroner.

Denne artikels primære mål er dog ikke at beskrive forholdene på lejemarkedet i detaljer, men derimod at beskrive de national- og samfundsøkonomiske konsekvenser af de konstaterede lejestigninger. De følgende tal er alle resultatet af beregninger foretaget på grundlag af tal fra Danmarks Statistik.

Antal husstande: 2.714.285. Heraf i lejebolig: 43 procent. Antal husstande i lejebolig: 1.162.142.

Gennemsnitsløn 1985: 96.500. Gennemsnitsløn 2017: 309.000.

Husleje 1985: 1.000 kroner per måned. Husleje 2017: 15.000 kroner per måned. 

Rådighedsbeløb efter husleje: 1985: 84.500. Rådighedsbeløb 2017: 129.000.

Hvad rådighedsbeløbet ville være ved uændret huslejeniveau (korrigeret for pristal 2,8): 270.000.

(Der er ikke i dette taget højde for skatter og husstandenes 2. indkomst, da dette er uden betydning for beregningen af differencen.)

Difference per husstand: 141.000.

Samlet difference: = 1.162.142 x 141.000 = 163.862.022.000.

(Dette tal er ikke nøjagtigt, idet det ville kræve en betydelig dybere analyse af de underliggende data at opnå denne nøjagtighed, men afvigelsen skønnes at være inden for 15 procent, hvilket for eksemplet må betegnes som tilfredsstillende.)

Lønmodtagerne/lejerne lægger altså årligt 163 milliarder mere i lommerne på ejendomsbesidderne. Det er cirka 16 procent af de offentlige budgetter!

Det kan med betydelig sikkerhed fastslås, at stort set hele denne difference enten ville være blevet kanaliseret ud i et aktivitets- og jobskabende forbrug eller ville være blevet benyttet til en øget privat opsparing, dersom den var forblevet i lejernes lommer. Begge dele til stor gavn for samfundsøkonomien.

I en artikel i Altinget den 8. oktober 2017 rammer økonomen Paul Tiedemann en pæl gennem forestillingen om Danmark som et af verdens mest lige samfund.

Han påpeger, at indkomstfordelingen er et dårligt mål for ulighed, og at formuefordelingen er et mindst lige så vigtigt mål for, hvordan den samlede købekraft fordeles. Og her er Danmark faktisk et af verdens mest ulige samfund.

Uligheden i formuefordeling var allerede i 2000 betydelig større i Danmark end i USA og Storbritannien, og de eneste lande i undersøgelsen, der havde en mere skæv formuefordeling, var Tanzania og Namibia.

Uden at ligge inde med de fornødne oplysninger til at kunne dokumentere min påstand, vil jeg ikke desto mindre fremsætte den formodning, at den vanvittige udviklingen i huslejerne og i markedet for ejerboliger udgør langt de væsentligste elementer i denne skævvridning af samfundsøkonomien.

Begge dele er sket med politikernes fulde billigelse og er endog blevet betydeligt faciliteret gennem den forrykte lovgivning, som er gennemført siden 1992.

Fra det yderste højre til det yderste venstre (i Folketinget) er indifferencen slående. Man hører – også blandt økonomer og venstreorienterede – det fortærskede mantra om “frit marked, frit marked” gentaget søvngengeragtigt, brægende og ureflekteret, som om det var en hellig, folkekirkelig sandhed.

Boligmarkedet kan aldrig blive frit og har aldrig været det. Der er ingen fri tilgang på boligsiden. Der bygges ikke tilstrækkeligt mange boliger til at tilfredsstille efterspørgslen. Det sørger markedets dominerende entreprenører og bygherrer for.

En lang række lejeboliger lejes ikke ud på normale vilkår. Dels er der ydet talrige dispensationer for bopælspligten i større lejligheder i den københavnske boligmasse, så de kan lejes ud til astronomiske priser til udenlandske diplomater og forretningsfolk, dels føres der ikke længere kommunalt tilsyn med, at de lejligheder, der er underlagt bopælspligt, faktisk udlejes til boligsøgende.

Jeg kan ikke for min død forstå, at man ikke til gavn for hele samfundet kan indføre et huslejeloft på 75 kroner per kvadratmeter per måned, sådan som man er ved at gøre det i Berlin. I Berlin kommer en 90 kvadratmeter lejlighed, der i Ørestaden koster 17.000 kroner, til at koste 6.750.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. mar. 2020 - 14:32   23. mar. 2020 - 15:59

Kronik

af Carl Henrik Rørbeck, fraud examiner ("bedrageri-sagkyndig"), Næstved
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).