15 Oct 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, 16 °C

Sidder kønnet i hovedet?

Kvindekamp anno 2018

Sidder kønnet i hovedet?

Hvis hele samfundet skal ændre opfattelse af, hvad køn er, har det konsekvenser for alle. Hvad sker der fremover med statistikker over kønsbaseret vold og løn, når vi ikke længere kan tale om biologisk køn?

Arbejderkvinders vilkår på arbejdsmarkedet er en følge af den materielle realitet, der følger med at være født med en kvindekrop. Man kan hverken identificere sig ud af sit biologiske køn eller sin klasse.
FOTO: Tobias Stidsen
1 af 1

B egrebet gravide kvinder bør ikke længere anvendes, anbefalede den britiske regering for nylig i en henvendelse til FN. I stedet bør det hedde gravide mennesker, da ordet kvinder kan krænke og udelukke gravide mænd.

Og hvem vil krænke nogen?

Forståelsen af kønnet som både materiel virkelighed og social konstruktion er central for socialistisk feminisme.

Altså fjerner vi ordet kvinde, som efterhånden er blevet et snævert og ekskluderende ord. Men den, der således accepterer inklusion, vil snart opdage, at der følger en ny definition af køn med i købet.

Ifølge denne definition, som begynder at vinde terræn uden egentlig at være blevet diskuteret, sidder kønnet ikke i kroppen. Men i hovedet.

Flere lande, deriblandt Norge og Danmark, har allerede lavet lovændringer, der tillader mennesker selv at vælge køn på sygesikringsbeviset uden krav om kønsskifteoperation, og ifølge et lovforslag skal det samme snart gøre sig gældende i Sverige.

Den Internationale Olympiske Komité anbefaler, at idrætsudøvere får lov at konkurrere som det køn de selv vil, bare de har levet som sådan i fire år og har passende hormonniveauer. Det britiske Labour-parti har udfærdiget nye retningslinjer for sine kønskvoterede lister, således at alle, der identificerer sig som kvinde, kan tage plads på kvindelisten.

Hvad er køn?

Det anses generelt for at være en progressiv udvikling: Nu reducerer man ikke længere kønnet til biologi, og nu kan transpersoner endelig anerkendes juridisk!

Formuleringen af køn som et spørgsmål om identitet snarere end noget ideologisk har gjort, at diskussionen er udeblevet, til trods for at den er et grundlæggende samfundsspørgsmål.

For hvis hele samfundet skal ændre opfattelse af, hvad køn er, har det konsekvenser for alle. Hvad sker der fremover med statistikker over kønsbaseret vold og løn, når vi ikke længere kan tale om biologisk køn? Hvad sker der med synet på homoseksualitet? Hvad sker der med kønsopdelte rum som fængsler, omklædningsrum og kvindeherberger? Ja, hvad er køn egentlig?

Ifølge denne definition, som begynder at vinde terræn uden egentlig at være blevet diskuteret, sidder kønnet ikke i kroppen. Men i hovedet.

Det Svenske Akademi definerer en kvinde som ”et voksent menneske af hunkøn”. For at vide, hvad hunkøn er, må vi henvende os til Karolinska Universitetslaboratorium, som fortæller os, at bortset fra dem der fødes med kromosomafvigelser, er sondringen, at ”kvinder normalt har to X-kromosomer, XX, mens mænd har et X og et Y kromosom, XY”. I forlængelse af dette ligger også den lighedsfeministiske drøm: At køn udelukkende betyder dette og intet andet.

Det er dog ikke tilfældet – i det patriarkalske samfund er køn også kommet til at indeholde et ”bør”. En mand bør hedde, være, se ud og opføre sig på en vis måde, og kvinder på en anden måde. Det er disse kønsroller, som kønsforskningen betegner socialt køn i modsætning til biologisk køn (sex).

Den nye definition vender op og ned på dette. Kønnet er nu ikke en reproduktiv funktion, det er en identitet. Det betyder ikke, at det skulle være valgfrit. Ifølge visse læger og transaktivister er kønsidentiteten en essens, som eksisterer uafhængigt af socialisering og krop.

Transaktivisten og forfatteren Julia Serano mener, at der findes perspektiver af kvindelighed, som ”er naturlige og kommer før socialiseringen og eksisterer uafhængigt af det biologiske køn”.

Men at skulle lade som om, at det er det samme at være født som kvinde og at være blevet kvinde i en voksen alder – det er noget helt andet.

Det er en idealistisk definition, der betyder, at tanken hersker over kroppen, følelsen skal afgøre, hvilket køn nogen tilhører, og kroppen skal omformes efter det. Der tales ikke længere om kønsskifte, men om kønskorrigerende eller kønsbekræftende operationer.

At sige at man kan ”skifte” køn antyder, at der tidligere fandtes et andet køn i kroppen, hvorimod den, der bekræfter sit køn, blot lader kroppen afspejle det rette køn – det, der findes i hovedet.

Børn og køn

Hvem kan så afgøre, hvilket køn nogen tilhører? Ofte bliver de samme kønsroller, som feminister bekæmper, nu selve beviset på, at nogen tilhører et bestemt køn.

I Läkartidningen hævder overlægerne Louise Frisén, Per-Anders Rydelius og Arne Söder, at kønsidentitet er medfødt. og at ”syv procent af drenge opfattes som ekstremt pigede og noget færre piger som ekstremt drengede”. Hvad søren menes der? Hvem forstår børns opførsel ud fra deres køn, og opdeler dem derefter?

Ifølge den amerikanske organisation Trans-YouthProject er en dreng, som ikke afskyr prinsessekjoler, kønsafvigende og bør gennemgå en udredning om kønsidentitet. Hvis han derudover vil være langhåret, leger med piger og tiltrækkes af blinkende lyserøde sko, er han ifølge organisationen formodentlig en pige. Han kan derfor behandles med pubertetsblokkeren Depot Lupron i form af sprøjter i musklerne hver tredje måned eller få et Histrelin-implantat opereret ind i overarmen, som udsondrer et testosteronhæmmende middel.

Indtil videre er der aldersgrænser for behandling, men flere og flere læger vil fjerne dem. Feministisk Initiativ Sverige vil have aldersgrænsen for underlivskirurgi fjernet og ønsker, at det skal være tilstrækkeligt med ”barnets vilje og tarv sammen med en myndighedsindehavers samtykke”.

De færreste vil benægte, at der findes børn, der føler, at de tilhører det andet køn og mistrives i deres kønsrolle, og at det kan være forfærdelig grusomt at vokse op i et samfund, der straffer afvigende børn.

Den, der afviser dette, burde læse biografier af transpersoner som 70’ernes Mario Martino eller vor tids Caitlyn Jenner, som beskriver en livslang følelse af ikke at passe ind og befrielsen ved en dag at finde deres rette jeg.

Bekæmp Kønsrollen – ikke kønnet

Men her findes der flere spørgsmål. Hvor etisk er det at bortoperere kønsorganerne på børn, som ikke evner at overskue konsekvenserne ved det? Og risikerer denne ”progressive” holdning ikke i stedet at blive et ekstremt konservativt syn på køn – hvor man før i tiden tog kjolen fra børn med penis, lader man dem nu beholde kjolen, men fjerner penis?

Kønsrollerne bevares, men underlivet fjernes. Tilbage er stadig idéen om, at en person med penis ikke bør gå i kjole, hvilket ikke er et opgør med biologisk determinisme, snarere tværtimod.

At køn bliver noget, man selv må definere, har også utilsigtede konsekvenser, som at voldtægtsmænd kan placeres i kvindefængsler – hvilket er sket i England, hvor blandt andet Martin Ponting, dømt for to voldtægter, blev sat i et kvindefængsel efter at have skiftet køn.

Men fremfor alt har denne ændring ført til, at personer født som mænd går frem med stormskridt i kvinders verden. I amerikanske bokseringe, italienske volleyball-ligaer og canadiske cykelløb konkurrerer personer født som mænd i dameklasserne.

At køn bliver noget, man selv må definere, har også utilsigtede konsekvenser.

De australske vægtløftsmesterskaber 2017 blev vundet af Laurel Hubbard, som for ti år siden var en mand, der konkurrerede under navnet Gavin Hubbard. Som mand var Hubbard ikke så succesrig – men som kvinde løftede hun 19 kilo mere end hende, der kom på andenpladsen.

Årets Kvinde i USA i 2015 var Caitlyn Jenner, som blot året før var en mand. Årets bedst betalte kvindelige direktør i USA i 2013 var Martine Rothblatt, også født som mand. Modstykket er svært at finde. Få kvindefødte gør fremgang i mændenes verden. Den mest almindelige medieomtale af en transmand sidste år handlede om, at han var gravid.

Det signal, som dette sender til kvinder, er, at for at opnå at blive årets kvinde, bedst betalte kvinde osv., skulle vi have været født som mænd – præcis hvad kvinder altid får at vide, bortset fra at nu skal vi også henvises til andenpladsen indenfor vores egen gruppe.

At tage dette op til diskussion er blevet noget nær umuligt. At tale om forskelle på dem, som er født som mænd, og dem som er født som kvinder – feminismens grundtese – anses nu per definition for at være transfobisk.

Feminister, som anklages for transfobi, udsættes for klapjagt, dødstrusler, voldtægtstrusler, boykot og afskedigelser. Lesbiske kvinder, som ikke vil dyrke sex med personer med penis, kaldes transfober på de engelsksprogede sociale medier, hvor en penis anses for at være en ”kvindelig penis”, hvis den sidder på en transkvinde.

De idrætskvinder, som indvender, at der er ulige vilkår, får at vide, at de skal tie stille, eftersom de har ”cis-privilegier” – som om det var en fordel, at være født som kvinde.

Er etnicitet valgfrit?

Ofte undskyldes disse aggressioner med, at transpersoner er en utrolig udsat gruppe, som har høje selvmordstal, og som løber en stor risiko for at blive ramt af vold og hadkriminalitet. Fuldstændig sandt. Men der er noget her, som er sært: Til trods for at det er mænd, som udfører så godt som alle volds- og hadforbrydelser mod transpersoner, er det kvinder, som pålægges skylden, og det bare for at skrive om og tænke over køn.

Skal alle mennesker således skrive under på, at kønnet sidder i hjernen, for at ingen skal føle sig dårligt tilpas? Sådan kan det ikke være.

At kræve respekt, menneskerettigheder og en ende på vold mod transpersoner er en forbandet selvfølge. Men at skulle lade som om, at det er det samme at være født som kvinde og at være blevet kvinde i en voksen alder – det er noget helt andet.

For hvis kroppen ikke betyder noget, hvis opvæksten ikke betyder noget, hvorfor betyder køn så noget overhovedet?

Forståelsen af kønnet som både materiel virkelighed og social konstruktion er central for socialistisk feminisme. Når vores kroppe producerer sperm eller æg, sker det helt uafhængigt af, hvad vi mener eller kalder det, hvilket gør køn anderledes end race/etnicitet, som helt savner en funktion andet end som samfundets dominanssystem.

Det er fuldtud muligt at forestille sig et samfund, hvor etnicitet ikke er relevant, og der findes lige så mange etniciteter, som et samfund bestemmer sig for. Men alligevel behandles etnicitet i den nutidige vestlige diskurs som noget én gang givet og uforanderligt.

Tænk blot på hvad der skete, da NAACP-lederen Rachel Dolezals forældre gik offentligt ud og fortalte, at hun var hvid. Til trods for at hun havde levet som sort i årevis, forsket i og holdt forelæsninger om det at være sort, ”var” hun ikke sort, mente en enig befolkning.

Men okay. Sig, at vi gør køn, men ikke etnicitet til noget, vi selv vælger. Vi spørger vore børn, hvad de føler sig som, og sørger for at de havner i den rette kategori, ellers skaber vi flere kategorier.

Måske fører det til større frihed for alle. Spørgsmålet er så, hvad vi gør med den halvdel af menneskeheden, som fødes med XX-kromosomer, og som har det til fælles, at de udvikler bryster, har en vagina, får menstruation og (som oftest) kan blive gravide.

Den gruppe, som har højere risiko for at blive aborteret, kønsmutileret, nægtet skolegang, voldtaget, giftet bort som børn, mishandlet i hjemmet, får lavere løn, udsættes for seksuelle overgreb, diskrimineres på arbejdsmarkedet og udfører størstedelen af husholdningsarbejdet – skal denne gruppe ikke have et sit eget navn?

Kommentaren er oversat af Jette Gnudtzmann, mellemoverskrifterne er indsat af redaktionen.

05. jul. 2018 - 09:33   05. jul. 2018 - 16:30

Kommentar

af Kajsa Ekis Ekman
Rød bog: Kajsa Ekis Ekman
  • Født i 1980 i Stockholm.
  • Svensk forfatter og journalist.
  • Skriver blandt andet i Aftonbladet, Dagens Nyheter, det britiske dagblad The Guardian og det græske dagblad Kathemerini.
  • Var i sommeren 2015 med ombord på Ship to Gaza for at protesere mod Israels blokade af Gaza.
  • Har skrevet flere bøger om prostitution, som er udkommet på svensk og engelsk.
  • Modtog i 2010 som den første Jan Myrdalselskabets kulturpris Robespierreprisen. 
  • Modtog i 2016 litteraturprisen Sara Lidman-prisen.