03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Sammenkædning er en kæde om benet

Kronik

Sammenkædning er en kæde om benet

Den Danske Model med de nuværende sammenkædningsregler er en tyk kæde om benet på os arbejdere, understreger David Vedersø.

Fanebærerne marcherer ind på Rådhuspladsen.
FOTO: Søren Danholm Andersen
1 af 1

De nuværende sammenkædningsregler på overenskomstområdet, som de danske politikere roser til skyerne under navnet Den Danske Model, er en tyk kæde om benet på os arbejdere, der fjerner vores ret til at kunne strejke, når vores fagforening og arbejdsgiver ikke kan blive enige!

Skulle Den Danske Model virke, som vores kære politikere påstår, havde vi mange og mindre sammenkædninger, og vi lod hver gruppe forhandle deres egen overenskomst.

Navnet klinger jo rigtig fint, for dansk og danskhed forbinder vi jo med hygge, lykke og mange andre positive ting.

Desværre lever vi jernbanearbejdere i den virkelige verden, hvor Den Danske Model burde hedde Den Amerikanske Model, hvor de store fagforeninger og arbejdsgivere kan kanøfle og tyrannisere de små og sætte dem ud foran døren, indtil de “voksne” har besluttet, hvad der skal ske, og de små fagforeninger derefter kan få krummerne fra de stores bord.

I Dansk Jernbaneforbund stemte 94,9 procent af medlemmerne nej, alligevel gør sammenkædningsreglerne, at vi fik påtvunget en forligsskitse, der til forveksling ligner byggeriets.

“Men hov, sammenkædningsreglerne sørger jo for, at små fagforeninger netop ikke kan blive ignoreret, og sikrer, at vi løfter i bunden.”

Det er helt rigtigt. Hvis kasinoarbejderne for eksempel skulle forhandle overenskomst alene, ville de sandsynligvis blive trådt på. Stemte de nej og skulle strejke ene og alene, ville samfundet nok knap bemærke, at der foregik en konflikt, og at kasinoerne var lukkede.

Så her ville de nyde godt af at være sammen med andre faggrupper og derved som minimum få en forligsskitse for de økonomiske rammer, der minder om de andres. Men hvorfor skal løn- og arbejdsvilkår holdes kunstigt oppe?

Ikke to ligeværdige modstandere

Sammenkædningen er netop årsagen til, at vi i Danmark ikke har to ligeværdige modstandere, der forhandler, men én spiller, der dikterer, hvem denne vil tegne overenskomst med.

Skulle Den Danske Model virke, som vores kære politikere påstår, havde vi mange og mindre sammenkædninger, og vi lod hver gruppe forhandle deres egen overenskomst, men dette kommer ikke til at ske, af frygt for at samfundskritiske grupper begynder at kræve ordentlige forhold og en respektabel løn.

Tænk, hvis lærerne, sygeplejerskerne, buschaufførerne med flere pludselig kunne strejke alene, hvis ikke arbejdsgiverne ønskede at forhandle med deres respektive fagforeninger om nye overenskomster!

Hver gruppe kunne uden problemer lukke kritiske dele af samfundet ned, og arbejdsgiver ville være tvunget til at indgå reelle forhandlinger. Noget som de blot kan trække på skuldrene af på nuværende tidspunkt og grine af den forligsmodel, de må tage sig til takke med, når parterne ikke kan blive enige. Noget der kun er muligt i dag på grund af sammenkædningen, når der tegnes overenskomster.

Sammenkædningen bruges som tvang

Ubetydelige, svage og ligegyldige faggrupper nyder rigtig godt af en sammenkædning, men når det betyder, at samfundskritiske arbejdsområder kan blive ignoreret år efter år, igen og igen uden strejkeret grundet sammenkædningen, så viser det med al tydelighed, at sammenkædningen ikke er til for arbejderne.

De er derimod lavet, så arbejdsgiverne kan tvinge samfundskritiske faggrupper ind i overenskomster, de ikke ønsker, som er billigere og – vigtigst af alt – som de kan styre ved at give noget til helt andre faggrupper og derved undgå overhovedet at forhandle med de små og stærke fagforeninger.

Hvor er strejkeretten? Ja, jeg spørger bare!

I Danmark bryster vi os af, at vi via Den Danske Model har et ligeværdigt forhold imellem arbejder og arbejdsgiver, og at de to parter i overenskomstforhandlingerne sætter sig ned og forhandler om løn og fleksibilitet.

Men partner er ikke ligeværdige i Danmark. Arbejdsgiverne står langt, langt stærkere i dag end tidligere, og i stedet for at forhandle med 38 forskellige fagforeninger om hver deres overenskomst er det i dag billigere for arbejdsgiverne blot at sikre, at de største faggrupper får deres ønske(r) opfyldt.

Så er flertallet sikret, for at der bliver stemt ja, og de små, besværlige og ofte samfundskritiske grupper kan herefter totalt ignoreres.

De modtager så en forligsskitse udarbejdet af en forligsmand, der på grund af tidsnød/inhabilitet til at lave en overenskomst blot kopierer forliget udarbejdet for den store gruppe, som fik, hvad de ønskede.

Det eneste tidspunkt, vi lovligt kan strejke, er, når der stemmes nej til en overenskomst, men på grund af sammenkædningen er dette ikke en mulighed i dagens Danmark.

Jeg er godt og grundigt træt af, at vores strejkeret tilsidesættes!

I 2013 blev DSB S-tog a/s fusioneret med store DSB midt i overenskomstforhandlingerne, så disse ikke blev effektueret!

I slutningen af 2017 meldte DSB sig ind i DI, hvilket betød, at vi blev overført til en ny overenskomst, som vi ikke havde mulighed for overhovedet at stemme om!

I 2015 og 2018 blev tjenestemændene underlagt CFU-forliget grundet lærerlockouten.

Ikke siden 2011 har overenskomstansatte i DSB S-tog haft mulighed for overhovedet at stemme om en overenskomst før i år, og med et bragende 94,9 procent nej tvinges vi nu igen ind i en overenskomst, vi ikke kunne undgå, selvom vi satte en tyk streg under, at vi stemte nej.

Den Danske Model virker, men ikke med de nuværende sammenkædningsregler!

Hvorfor holde løn kunstigt oppe?

Tænk, hvis samfundskritiske faggrupper rent faktisk kunne forhandle egen overenskomst og lukke dele af samfundet ned, såfremt arbejdsgiver nægter at forhandle overenskomst.

Jeg tror nok, der hurtigt ville komme andre boller på suppen og helt andre løn- og arbejdsvilkår for personalet på første parket.

Sammenkædningen i nuværende form sikrer et løft i bunden for små forbund, der ikke har en chance for at komme op på samme løn- og arbejdsvilkår, som de nyder godt af i dag, men hvorfor skal løn- og arbejdsvilkår holdes kunstigt oppe på denne måde?

Hvis sygeplejerskerne, lægerne, sosuerne og portørerne kunne stemme samlet og alene, ville arbejdsgiverne ikke kunne ignorere dem, hvis et nej betød, at de lovligt kunne strejke.

De kunne endda kræve en løn, der ligger væsentlig over, hvad de får i dag, vel vidende at et nej ville betyde, at hospitalerne lukkede, indtil der kom en aftale.

Hvis transporten kunne stemme for sig selv, ville det betyde, at tog, busser, taxaer, fly, lastbiler og metroer holdt stille, indtil en aftale kom på plads.

Ændringer kommer ikke uden ofre. Det vil uden tvivl kræve en omstrukturering, imens konflikterne foregår, men er det ikke værd at kæmpe for, at vores børn og børnebørn også kan se frem til at kunne gå på arbejde og nyde godt af løn- og arbejdsvilkår, som de kan leve af i fremtiden?

Hvis løn- og arbejdsvilkår ikke stemmer overens, vil der i fremtiden ikke være nogen til at varetage disse job. Vi er nødt til at finde en balance, hvor efterspørgslen på arbejdskraft inden for hvert fag afspejles i den løn og de arbejdsvilkår, der tilbydes. Men når man holdes fast i en gigantisk sammenkædning uden mulighed for at kunne strejke, så skævvrider vi vores løn- og arbejdsvilkår.

Reelt ingen strejkeret

Den danske model betyder, at to ligeværdige modstandere forhandler en overenskomst. Så kære politikere. Få gjort op med den arbejdsgiverfavorable sammenkædning, der gang på gang saboterer strejkeretten for os arbejderne og efterlader faggrupperne i en situation, hvor den eneste måde at råbe op på er via overenskomststridige handlinger, for vi har reelt ingen strejkeret længere!

En overenskomst er meget mere end blot en lønramme! Den definerer arbejdstiden, tillæg med videre. Køre/hviletid for en lokomotivfører er eksempelvis fastsat af overenskomsten og ikke med lov som for chauffører (ud over arbejdsmiljølovgivningen, der siger 11 timer mellem vagter).

Byggeriet kæmper mod social dumping, buschaufførerne kæmper for retten til at gå på toilettet, for blot at give et par eksempler. Når DI nægter at forhandle med repræsentanterne for de faglige organisationer, tvinges disse til et forlig – et generelt forlig dikteret af forligsmanden, som ikke involverer andet end økonomiske rammer og generel arbejdstid. Og med DI's aktive kamp for helt at fjerne lokalaftaler der supplerer overenskomsterne alle steder, hvor det er muligt, sidder man tilbage med meget at ønske.

Hvad ville der ske hvis…

Lad os derimod prøve at drømme et øjeblik. Hvad ville der ske med vores samfund, hvis vi stak en stor slagterkniv i hele sammenkædningen og lod hver gruppe stemme hver for sig i nye mindre sammenkædninger?

Arbejdsgiverne ville være tvunget til at indgå overenskomster med hver af grupperne og kan dermed ikke tvinge et ja eller nej ned over samtlige grupper, hvis blot de har lavet en god aftale med industrien.

Hver gruppe kan hver for sig sætte samfundet i stå og udløse en storkonflikt i Danmark, men hvorfor er det et problem?

Kunne hver gruppe forhandle overenskomster med det resultat, at landet potentielt gik i stå, ville det betyde, at arbejdsgiver ikke kan ignorere at forhandle, og det vil uden tvivl give et bedre og mere retvisende resultat af, hvad arbejde i hver gruppe er værd.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. okt. 2020 - 11:46   19. okt. 2020 - 14:57

Kronik

af David Vedersø, lokomotivfører i DSB S-tog
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).