24 Sep 2020  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

Overgreb i og på ældreplejen

Læserbrev

Overgreb i og på ældreplejen

Der skal ryddes op og gøres noget nu, skriver SOSU-hjælper Gert Stenholt Madsen, som her fortæller lidt om egne erfaringer.

FOTO: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
1 af 1

Jeg er SOSU-hjælper og er ligesom mange andre rystet over de optagelser, der har vist overgreb på ældre på plejehjem. Rystet, men ikke overrasket.

Det eneste, der hjælper, er flere ressourcer og flere hænder. 

Man kan ikke udsulte en sektor i årtier og så forvente, at det ikke får konsekvenser.

Selvfølgelig er stress, smerter, lav status og en latterlig løn på ingen måde en undskyldning for at begå overgreb på de borgere, man skal passe på. Det er der intet, det er.

Men hvordan kom vi hertil?

Fyringer kan være på sin plads, men det er jo i sidste ende kun symptombehandling.

Mit fag er ikke et, som de ansatte typisk bliver gamle i. For enten flygter man, eller også går man i stykker.

På en normal aften har jeg mellem 20 og 30 besøg, plus nødkald. Nødkald og nødkaldstelefon er der ikke sat ekstra tid af til, og overarbejde er ikke velset.

Et godt eksemplet på, hvor galt det står til, er, når plejehjem og hjemmepleje ryger på nødberedskabniveau. Mange steder kan man næsten ikke mærke forskel på bemandingen.

Jeg har været på mit nuværende arbejde i to et halvt år. På den tid har jeg haft fem chefer. Jeg har set folk gå i stykker, gå ned med stress og begynde at hade deres arbejde. Det kan ske både for lederen, den faste og afløseren.

Nogle bliver forhærdede, mens andre slet ikke skulle have været i faget til at starte med. Men fordi man har skåret så voldsomt ned så længe, så er der akut mangel på personale. Som en uholdbar løsning tvinger man så folk ind i faget. “Enhver idiot kan sgu da blive SOSU'er” er holdningen. Og ja, det rent faglige er der ikke mange ben i.

Men kan alle mennesker håndtere at skulle hjælpe sårbare mennesker i intime og nogle gange smertelige situationer? Kan de gøre det under pres, når de er stressede og selv har ondt? Tydeligvis ikke.

Jeg har ikke selv set overgreb på mine borgere. Men jeg kan godt mærke utrygheden, hver gang de skal have besøg af nogen, de ikke kender og ikke er blevet tryg ved endnu. Det er helt normalt, at nogle græder, når jeg fortæller dem, at jeg skifter arbejde eller bare går på ferie i en uge.

Jeg har mange ildsjæle og fantastiske kollegaer, men vi kæmper en kamp op ad bakke. Vi får flere og flere besøg, vi skal nå, og de borgere, vi skal tage os af, bliver dårligere og dårligere, før de må få hjælp.

Det eneste, der hjælper, er flere ressourcer og flere hænder. Der skal ryddes op og gøres noget nu.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2020 - 12:15   31. jul. 2020 - 13:29

Læserbrev

fra Gert Stenholt Madsen, Aarup
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).