06 Apr 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 6 °C

Noget er i gære

Åbent brev

Noget er i gære

Eller noget er ikke helt, som det skulle være. Åbent brev til statsminister Mette Frederiksen og klimaminister Dan Jørgensen fra Levende Hav, Jyder Mod Overflødige Motorveje, Plastic Change, Ungdom NOAH, Rådet for Bæredygtig Trafik, Global Aktion, Fridays for Future, Bevar Jordforbindelsen, Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus, Det Fælles Bedste og Miljøbevægelsen NOAH.

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i samråd 27. februar om betydningen af en reduktion af drivhusgasser i 2030.
FOTO: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
1 af 1

Kære Mette Frederiksen og Dan Jørgensen

Til folketingsvalget den 5. juni sidste år fik I borgernes mandat til at gøre noget ved vor tids allerstørste udfordring: klimaet.

Nu har I sat direktører for store virksomheder som Danish Crown, Mærsk, Aalborg Portland og SAS i spidsen for 13 klimapartnerskaber.

Vi er alvorligt bekymrede for, om det lykkes at gribe ind hurtigt nok til, at Jordens klima ikke går helt amok ...

Dem, der sidder med ved bordet, er dem, der sætter dagsordenen. Profilen hos den kreds og de udtalelser, der kommer fra flere af dem, gør os dybt bekymrede for, om det momentum, der kom sidste år, nu bliver afsporet.

Vi spørger så:

Hvordan kan det være, at I har indbudt SAS, men ikke Cyklistforbundet og Bevar Jordforbindelsen, når I skal beregne jer frem til, hvordan Danmark når 70 procent reduktion på transportområdet?

Hvordan kan det være, at det er en emballagefabrik, der skal stå i spidsen for et partnerskab vedrørende affald? Danmark har et af de største forbrug af unødvendig emballage i verden. Hvad med at invitere folk der arbejder for reduktion af vores emballage som for eksempel Plastic Change?

Hvordan kan det være, at I kun har indbudt Ørsted, som i øjeblikket er ved at omdanne Danmarks såkaldte vedvarende energi til at være baseret på importeret biomasse, der gør, at vi er skyld i skovrydning rundt omkring i verden? Hvad med at invitere borgerdrevne foreninger, der arbejder for og har indført lokalt ejet, reelt vedvarende energi?

Hvordan kan det være, at I har inviteret Danish Crown, en hovedaktør i Danmarks årlige produktion af 30 millioner svin, der lægger beslag på store områder i Sydamerika til produktion af ikke-bæredygtigt soja til foder? Hvad med i stedet at invitere repræsentanter for regenerative landbrug, der arbejder med løsninger til, hvordan vi får livet tilbage i jorden?

Og hvordan kan det være, at Danmarks klimaansvar stopper ved grænsen, når vi ved, at vores produktion belaster andre og mere sårbare lande, der mest betragtes som et marked for “grønne løsninger”. Så ikke nok med at de fattige skal skabe overskud til vores virksomheder og pensionskasser, så skal de fattige også betale for vores forbrug i form af dramatisk ændrede klimaforhold.

I har valgt 13 formænd for klimapartnerskaber, som alle repræsenterer mere business as usual.

Men kære Mette og Dan. Der er ikke tid til business as usual. I har fået mandat af den danske befolkning til at gøre noget ved klimaet.

Så. Hvad med at invitere græsrods-, miljø- og civilsamfundsorganisationer, som i årevis (årtier!) har arbejdet for reel bæredygtighed? Hvad med at invitere forskere, der har beskæftiget sig med planlægning for vedvarende energi, bæredygtig trafik, biodiversitet og regenerativt landbrug? Hvad med at invitere de unge? Hvad med at invitere repræsentanter fra det globale Syd – dem, som klimaforandringerne allerede nu går ud over?

Børnene og de unge har fattet, at der er behov for radikale forandringer i samfundet, at det ikke bliver gratis, at der er brug for en ny nødvendigheds politik, hvis der skal være en fremtid at leve i. Vi vil ikke mindst holde fast i helheden, sikre sammenhængen med Verdensmålene, og at vi skal gå radikalt til værks.

Vi er alvorligt bekymrede for, om det lykkes at gribe ind hurtigt nok til, at Jordens klima ikke går helt amok i selvforstærkende spiraler eller falder ned i ukendt terræn efter tipping points, der kan være meget tættere på, end de fleste går og tror.

Danmark skal tage sin del af de globale reduktioner og bidrage med sin del af den globale finansiering af tab og ødelæggelser, tilpasning og omstilling i Syd, i de lande, der uden selv at have bidraget bærer de tungeste byrder af klimaforandringerne.

Derfor, kære statsminister og kære klimaminister, inviterer vi os selv. I må gerne bestemme sted, bare det ikke varer for længe.

På vegne af Danmarks og resten af Jordens befolkning:

Levende Hav, Jyder Mod Overflødige Motorveje, Plastic Change, Ungdom NOAH, Rådet for Bæredygtig Trafik, Global Aktion, Fridays for Future, Bevar Jordforbindelsen, Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus, Det Fælles Bedste og Miljøbevægelsen NOAH.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. mar. 2020 - 14:53   17. mar. 2020 - 13:01

Åbent brev

fra Levende Hav, Jyder Mod Overflødige Motorveje, Plastic Change, Ungdom NOAH, Rådet for Bæredygtig Trafik, Global Aktion, Fridays for Future, Bevar Jordforbindelsen, Bedsteforældrenes Klimaaktion Aarhus, Det Fælles Bedste og Miljøbevægelsen NOAH
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).