28 Feb 2021  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 2 °C

Nej til USA's fornyede terrorstempling af Cuba

Udtalelse

Nej til USA's fornyede terrorstempling af Cuba

Udtalelse fra Enhedslistens Latinamerika-gruppe, den 15. januar 2021.

1 af 1

USA's udenrigsminister Mike Pompeo annoncerede den 12. januar 2021, at USA sætter Cuba tilbage på listen over stater, som sponserer terrorisme.

Det vil klæde en ny regering i USA at søge fredelige, fordragelige og solidariske relationer med andre lande – herunder med deres naboer.

USA fjernede ellers Cuba fra denne liste i 2015 efter tilnærmelser og forhandlinger mellem de to nabolande i Barack Obamas regeringstid.

Dermed omgør Trump-administrationen nu i sidste time den sidste reelle forbedring i forholdet mellem de to lande, i et angreb der alvorligt vil skade Cubas mulighed for at tiltrække udenlandsk investering og handle med andre lande. Sidst Cuba befandt sig på listen, betød det, at USA slæbte europæiske banker og investorer for retten og idømte dem milliardbøder for at handle med øen.

At hævde, at den fattige og gennem mere end seks årtier sanktionerede caribiske ø-stat skulle sponsere terrorister, er en absurd påstand, særligt når dette kommer fra USA.

USA har ingen moralsk eller international autoritet til at terrorstemple andre lande med konsekvenser for disses forhold til tredjelande.

USA's liste over stater, der støtter terror, er udtryk for dobbeltmoral og har kun til formål at presse lande, der ikke ukritisk støtter USA's politik.

Mange af USA's allierede – såvel som USA selv – er således stærkt involveret i terrorstøtte – for eksempel udøver USA's nære allierede Colombia og Saudi-Arabien statsterrorisme mod deres egne befolkninger.

Og i virkeligheden burde USA selv være i toppen af enhver liste over stater, der sponserer terrorisme, grundet landets kontinuerlige invasioner, bombetogter, våbensalg og støtte til terrororganisationer i diverse lande – herunder aktuelt i Yemen og Syrien.

Cuba derimod sender læger og sundhedspersonale, ikke bomber og våben, til andre lande. Således har Cuba under covid-19 sendt delegationer af læger til en lang række lande for at hjælpe dem med at få bedre styr på sygdommen og dens udbredelse.

Ligeledes har Cuba bistået vestafrikanske lande ved at sende læger i forbindelse med ebola og hjulpet ved koleraudbruddet i Haiti efter jordskælvet i 2010, og Cuba sponserer hvert år lægeuddannelsen for tusindvis af medicinstuderende fra Det Globale Syd, som kommer til øen for at blive læger.

Enhedslistens folketingsmedlem Christian Juhl har indstillet den cubanske lægebrigade Henry Reeves til Nobels fredspris for denne medicinske solidaritet.

Herudover har Cubas største udenrigspolitiske bidrag gennem det sidste årti været at promovere og huse de colombianske fredsforhandlinger (i tæt samarbejde med Norge og Venezuela).

Cuba var vært for den colombianske regerings succesfulde forhandlinger med den største colombianske oprørsgruppe FARC fra 2012-2016 og havde også tilbudt at være vært for fredsforhandlinger med den anden socialistiske oprørsgruppe ELN.

At den colombianske regering har droppet disse forhandlinger, bruger Pompeo nu som påskud for at anklage Cuba for at huse terrorister. Dette kan danne en farlig præcedens, da det kan afskrække andre lande fra at huse fredsforhandlinger i fremtiden af frygt for efterfølgende at blive stemplede som sponsorer af terrorisme.

Enhedslistens Latinamerika-gruppe fordømmer USA's hykleriske og kyniske chikane af Cuba og sender solidaritet og medfølelse til cubanerne, som lider under de økonomiske og finansielle sanktioner i USA's blokade af øen, som kun er blevet strammet under Trumps regeringsperiode.

Efter disse stramninger af sanktionerne og efter covid-19 er Cubas økonomi i knæ. Folk står allerede i lange køer for at købe mad, og en nylig valutareform gør det svært for mange at få lønningerne til at række.

Det sidste, Cuba har brug for nu, er en uretfærdig og grundløs terrorstempling, som vil afskrække og forhindre udenlandske investorer og selskaber i at søge handel med øen.

Enhedslisten opfordrer ligeledes den danske udenrigsminister Jeppe Kofod til at afvise terrorstemplingen af Cuba og til at presse på for, at den nye regering i USA vil omgøre denne og fjerne Cuba hurtigst muligt fra listen over stater, som sponserer terrorisme.

Det vil klæde en ny regering i USA at søge fredelige, fordragelige og solidariske relationer med andre lande – herunder med deres naboer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2021 - 09:02   18. jan. 2021 - 14:24

Udtalelse

af Enhedslistens Latinamerika-gruppe
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).