23 May 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 8 °C

Når uret bliver ret.....

Når uret bliver ret.....

Den nye regerings beslutning om at nedlægge Irak-kommissionen blev den 8. august mødt med en demonstration foran Christiansborg.

Fra demonstrationen på Christiansborg Slotsplads mod regeringens lukning af Irak- og Afghanistan-kommissionen.
FOTO: Claus Bech / Scanpix
1 af 1

Min opfordring i dag er en opfordring til handling. Der har alt for længe været alt for stille – og stilhed er som bekendt herrernes fred. Den fred skal brydes. De ansvarlige for Danmarks militaristiske udenrigspolitik skal ud af mørket og frem i lyset, og stå til ansvar for deres handlinger.

Men da vi endelig var nået frem til, at hovedmændene – tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller – omsider skulle stå til ansvar for deres bedrag mod det danske folk, lukkede den nye V-regering - som sin første handling - Irak- og Afghanistan-kommissionen ned.

Den danske regerings- og folketingsflertallets såkaldt "aktivistiske udenrigspolitik" sender unge danske mænd i krig den ene gang efter den anden. Ikke blot i Irak og Afghanistan – men også i Libyen, hvor flyene var på vingerne i samme sekund, ordren kom fra Pentagon. Nu er Libyen kastet ud i kaos. I øjeblikket patruljerer danske NATO-fly i Baltikum ved den russiske grænse. Danmark slutter helt og fuldt op om EU's økonomiske sanktioner mod Rusland, samtidig med at man støtter den fascistiske kup-regering i Kiev. Man benytter sig i den som i andre sammenhænge af en retorik, som giver mindelser om Den kolde Krigs værste dage.

Fascismens fremtrængen

I 1945 lå Europa i ruiner. Det må være på sin plads heri 70-året for Danmarks befrielse, at erindre om, hvad fascismen og nazismen kostede menneskeheden mere end 60 millioner døde og et ukendt antal sårede og lemlæstede. Så vores holdning er - dengang som nu: Fascismen er ikke en legal politisk mening. Den er en forbrydelse, som skal bekæmpes med alle midler, hvor den end forsøger at stikke hovedet frem.

Men, det skal man gøre sig klart: ”Nutidige fascister går ikke nødvendigvis i støvler og uniform og råber "Heil Hitler". De foretager "humanitær intervention" og bruger sult og fragmentations-bomber i kampen om resurserne kamufleret som en kamp for "demokrati og menneskerettigheder."

Forskellen på før og nu

Fascismen breder sig som en pest i hele Europa. I Estland, Letland og Litauen paraderer gamle SS-ere og KZ-bødler i gaderne med myndighedernes fulde billigelse og støtte. Det gentager sig i stort set alle østeuropæiske lande – fra Ungarn, Ukraine – den første nynazistiske stat i Europa – hvor det kommunistiske parti netop er blevet forbudt - til Rusland. Man spytter på de dødes grave, og beskylder de levende for at være terrorister.

Det samme sker i de tyske länder, i Østrig, Italien og Grækenland – hvor fascistoide organisationer og partier sidder i parlamenterne eller har regeringsmagten. Her afholder nynazister med jævne mellemrum marcher og koncerter, hvor hadet til alle anderledes tænkende dyrkes.

Jagten er gået ind på flygtninge, indvandre, romaer, farvede, sorte og antifascister, socialister og kommunister overfaldes – ofte med døden til følge. Mordbrande og bombeattentater høre til dagens uorden mange steder.

Racismens, fremmedhadets, nationalismens og militarismens gift breder sig i samfundene, mens ligene skyller i land på Middelhavets kyster.

Historieforfalskning

Så et af de største problemer, vi står over for, er den massive historieforfalskning, som det officielle Danmark er mester for. Hvis ikke modstanden imod det styrkes, står vi inden for få år med en historieløs ungdom, som er lette ofre for højrekræfternes demagogi og løgne.

Så når nogen spørger, om det ikke snart er på tide, at holde op med at tale om de fem forbandede år, så er svaret NEJ,NEJ og atter NEJ! For vore børns børnebørn og deres børns skyld vil vi blive ved med at tale om besættelsen, om nazismens grusomhed og om modstanskampen, for at det ikke skal gentage sig.

Vi vil tale os hæse, og vi vil skrive og argumentere til vor sidste time. Ingen skal lukke munden på os. Frihed er ingen selvfølge og freden ingen given ting. Der er fortsat mennesker i denne verden, som er villige til at at tilintetgøre alt. 

Så den antifascistiske kamp er vigtigere i dag end meget længe.

Danmarks tidligere statsminister, Fogh Rasmussen gik i krig med folketingsflertallet i ryggen. Som tak blev han - efter en beskidt studehandel med Tyrkiet, som indebar lukning af den kurdiske tv-station i Danmark, ROJ-tv - NATO´s generalsekretær.

Der kunne man se, hvad en løgn i rette tid kan føre med sig. I stedet er han nu blevet spin-dokter for Goldmann Sachs. Han bliver aldrig arbejdsløs med de venner, han har.

Danmark må ud af sin rolle som USA's og NATO´s logrende hund, som støtter torturbødler, undertrykker andre folk og træder deres menneskerettigheder under fode. 

Mange kampe forestår. Det bliver ikke nemt eller omkostningsfrit – men det er nødvendigt. Den antifascistiske kamp er i dag først og fremmest en kamp for fred, frihed og menneskerettigheder, mod imperialisme, krig og undertrykkelse.

Strømmen skal vendes, og solidariteten igen i højsædet – det er vort mål. Vi må alle deltage. Gå til modstand og organiser jer, hvor I end kommer fra.

For når uret bliver ret – så er modstand en pligt!

Talen blev holdt 8. august ved demonstrationen mod lukningen af Irak-kommissionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2015 - 09:22   14. aug. 2015 - 09:30

Tale

af Anton Nielsen, Horserød-Stutthof Foreningen og FIR-Danmark