31 Oct 2020  

KBH: Overskyet, let støvregn, tåge, 11 °C

Kapitalen har en plan – en klimaplan

Klimaet og kapitalen

Kapitalen har en plan – en klimaplan

Med DI's plan rulles det store grønne røgtæppe ud: Et grønt og mere bæredygtigt Danmark, hvor grøn eksport giver stigende velstand til alle, og hvor BNP vokser med hele 20 procent frem til 2030, skriver Anders Bjerre Mikkelsen.

DI ønsker blandt andet penge til grøn omstilling og energirenoveringer.
FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
1 af 1

Et interessant studie i, hvordan kapitalen reagerer på nutidens udfordringer, er skriftet "Dansk Industris 2030-plan", udgivet 2019.

Med titlen "Sammen skaber vi grøn vækst" markerer planen et prisværdigt omdrejningspunkt: Opnåelse i 2030 af målet om 70 procent reduktion af den danske CO2-udledning.

DI's plan handler ikke om, hvad erhvervslivet har tænkt sig at gøre for at nå CO2-målet. Planen handler om, hvad staten skal gøre som forudsætning for, at erhvervslivet sætter sig i gang.

Den optimistiske titel følges op af følgende bekendelse: "Danmark er et godt land at leve i". Vi får at vide, at det skyldes, at danske lønmodtagere og virksomheder har styrket konkurrenceevnen, dette til glæde for os alle sammen.

Med planen rulles det store grønne røgtæppe ud: Et grønt og mere bæredygtigt Danmark, hvor grøn eksport giver stigende velstand til alle og enhver, bruttonationalproduktet, BNP, vokser med 1,7 procent om året, svarende til 20 procent for hele perioden frem til 2030 (og 66 procent i 2050). Samtidig er CO2-udslippet mindsket med 65-70 procent i forhold til 1990.

For ædruelige personer virker det mildest talt som ren fantasi. Vi overbelaster og forurener i forvejen naturen langt over grænsen. Hvad vil det ikke koste af ressourcer fra naturen at skrotte store dele af vores produktions- og transportapparat og bygge et nyt op – og så samtidig producere endnu flere varer?

Og havde vi så alene klimaændringerne at tage vare på! Vigtige økosystemer ødelægges, og med dem falder biodiversiteten. Vi har stigende forurening og stigende risiko for dødelige pandemier, for at nævne et meget aktuelt eksempel.

Dårlige tegn for kapitalismen

I og med at det alle er trusler, som er koblet til kapitalens måde at fungere på, er det dårlige tegn for kapitalisterne. Men de konfronteres også med andre (for dem) dårlige tegn.

Et stærkt folkeligt pres på politikerne om at sætte effektivt ind mod klimaændringerne har bragt mange krav på banen, der ikke er afstemt med kapitalens agenda: Stop for dansk olieudvinding, nul-vækst for ikke at nævne "system change, not climate change".

Flere moderate systemstøtter er blevet kapitalismekritiske, som for eksempel Piketty, og selv om de fleste ikke råber "socialisme", men "bedre kapitalisme", er det stadig et dårligt tegn.

Hertil kommer, at en grøn omstilling vil blive dyr, og at mange elementer i den langtfra vil være profitable. Så var der nok kommet gang i omstillingen for længe siden. I den situation har Dansk Industri, DI, fundet det klogt at være proaktiv og skrue op for charmen og grøn optimisme, hvad DI så også gør i sin plan.

"Grøn vækst"-model OECD

DI's 2030-plan er støbt over den model for grøn vækst, som de rige landes samarbejdsorganisation for økonomi OECD lagde frem i 2011.

Samme model er også forbillede for EU's "Europæiske grønne Pagt" fra 2019. Denne er af kommissionsforkvinde van der Leyen i samme ånd udnævnt til at være en vækststrategi.

Danske regeringer har taget strategien til sig, men grundet det folkelige pres har den nuværende socialdemokratiske måttet sætte processer i gang, som let kan komme i kollision med "grøn vækst"-politikken: Et ambitiøst klimamål på 70 procent CO2-reduktion i 2030 er sat, en klimalov er vedtaget, hvor endda den borgerlige opposition måtte hægte sig på. En klimaplan med konkrete tiltag er på vej.

For at planprocessen ikke skal løbe løbsk, har regeringen dog sørget for, at tunge drenge fra erhvervslivet er anbragt som kustoder for de klimapartnerskaber, der er nedsat – en for hver af 13 brancher.

Regningen til arbejderklassen

Bag bekendelserne omkring vort gode land, dets velfærd og samhørighed titter klasseinteresser og klassekamp utvetydigt frem i 2030-planen. Kort formuleret: Kriseløsningen bliver dyr, – I, altså arbejderklassen, betaler.

Hvis man tror, denne plan handler om, hvad erhvervslivet har tænkt sig at gøre for at nå CO2-målet, går man galt i byen. Planen handler om, hvad staten skal gøre som forudsætning for, at erhvervslivet sætter sig i gang. Det skal være, som det hedder: "Et solidt politisk håndfæste, der skaber sikkerhed for erhvervslivets fremtidige investeringer".

Det drejer sig om lovgivning, planer, (de)regulering og først og fremmest om alle de penge, staten, det vil sige skatteyderne, skal komme med til virksomhederne til forskning, udvikling, infrastruktur og så videre og så videre.

DI's medlemmer skal så overveje at investere og vupti, så når vi de 65 eller 70 procent i 2030. Den 122 sider lange rapport opsummerer i alt 150 punkter. Der er både krav, der angår den grønne omstilling, og i tilgift alle de velkendte ønsker, DI i øvrigt har til politiske "reformer" under den fortærskede fællesnævner: styrkelse af Danmarks konkurrenceevne.

Igen, igen: Offentlige nedskæringer

Hovedtrækkene i planen er, at det offentlige frem til 2030 skal skaffe flere penge ved at øge arbejdsudbuddet (22 milliarder) og ved mere effektiv opgaveløsning (20 milliarder).

Efter en årrække, hvor der er effektiviseret og effektiviseret i det offentlige, kan det kun betyde én ting: nedskæringer. Ovennævnte penge lagt sammen med det forventede overskud på statsbudgettet (råderummet) skal skabe mere konkurrencedygtige virksomheder, en grøn omstilling og, siges det, holde velfærden på nuværende niveau.

Det vil føre for vidt at gennemgå de mange forslag. Men nogle eksempler skal nævnes: Der ønskes penge til grøn omstilling af industrien (fem milliarder frem til 2030), omlægning af registreringsafgiften for biler (vil koste seks milliarder i 2030), energirenovering af offentlige bygninger, (hvorfor tilbyder industrien ikke at energirenovere egne bygninger?), pulje til bedre understøttelse af industriens involvering i FN's verdensmål, som man ser et stort forretningspotentiale i, sænkning af elafgiften samt desuden dansk adgang til annullering af CO2-kvoter (et EU-afladssystem for fiktiv CO2-begrænsning).

DI: Et stærkt og ambitiøst EU

Hertil kommer de traditionelle DI-forslag: 48 milliarder til bedre trafikforbindelser (mest motorveje), topskattelettelser og konkurrenceudsættelse af for eksempel affaldssektoren.

DI understreger flere gange nødvendigheden af, at den hjemlige indsats koordineres med EU. Et sted hedder det: "Det er kun gennem et stærkt og ambitiøst EU, vi for alvor kan begrænse udledningen af drivhusgasser i verden". – Så kan DI-medlemmerne vist godt tage det helt roligt! Vurderet ud fra EU's tidligere indsats på området og handlekraft i almindelighed kan man kun smile over denne forstilte troskyldighed.

Forbrugerne skal også i sving. De skal købe de grønne produkter, hvorved illusionen om den politiske forbruger genoplives. Hvis forbrugeren virkelig gjorde det, kunne vi sikkert opfylde 2030-målet helt uden DI's plan, men det gør de af forskellige grunde ikke.

Stop kapitalens afpresning

Ethvert samfund må og skal have en produktion af fornødenheder med videre, altså i et moderne samfund en produktionssektor. For nærværende er den organiseret som et privat erhvervsliv, jo, men hvorfor skal dets ledelse nu opføre sig som et forkælet barn, der ustandseligt stiller det øvrige samfund over for alle mulige krav og ønsker og hele tiden pukker på sin uundværlighed.

Vi ved alle, at forkælelse er skadelig både for den, det går ud over, og den, der udøver det. Men det forkælede barn har et effektivt afpresningsmiddel, som senest demonstreret her under coronakrisen. Får det ikke sin vilje/sine penge, er svaret arbejdsløshed, der rammer en masse mennesker hårdt.

Denne afpresningsmulighed må svækkes så meget som muligt. Der er to gode og effektive modtræk: En meget højere dækning af tab af arbejdsløn samt etablering af offentlig produktion under hygiejnisk, miljømæssigt og arbejdsmiljømæssigt forsvarlige forhold. Og skal vi så ikke komme i gang med få sænket udledningen af drivhusgasser!

Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 3, 2020.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jul. 2020 - 15:00   12. jul. 2020 - 08:10

Kronik

Anders Bjerre Mikkelsen
civilingeniør og ph.d. i kemi. Medlem af Kommunistisk Parti

Har været ansat som universitetsforsker og toksikolog på en arbejdsmedicinsk afdeling. Har været aktiv i Samarbejdet mellem Arbejdere og Akademikere i Aarhus omkring det kemiske arbejdsmiljø.

"For mig er der intet alternativ til at vinde kampen mod de truende, menneskeskabte ændringer af klimaet. Kampen vinder vi ikke, hvis den begrænses til udvikling af grøn teknologi og flere offentlige støttekroner. Kampen hedder: omvæltning af magten i samfundet, - fra profitstyring til folkestyring".

Magasinet Arbejderen nr. 3 - 2020

INDHOLD:

Magasinet Arbejderen udkommer 4-6 gange årligt.

Redaktion: Birthe Sørensen, Joan Ågot Pedersen, Lotte Rørtoft-Madsen.

Pris i abonnement: 240 kroner årligt. Tegn abonnement her.