20 Jul 2019  

KBH: Overskyet, stedvis tåge, 13 °C

Lad os tage flaget tilbage

Kronik

Lad os tage flaget tilbage

I Danmark kan man føle sig tryg og regne med, at når man ser Dannebrog, så er man velkommen. Skal vi ikke være enige om, at værdier er ikke noget, man formulerer. Værdier er noget, man praktiserer. Lad os kræve flaget tilbage! Lad os vise, at vi er danske, og at vores værdier er humane! Lad os vise, at vi er holdt op med sige: Det er altid de andre, opfordrer Anita Corpas.

1 af 1

Det er altid de andre.

Det er de andre, der driller. Det er de andre, der får os til at droppe ud af skolen, det er de andre, der snyder, og det er de andre, der får os til at ryge.

Op til dette folketingsvalg har vi hørt politikere fra 13 partier fortælle os rigtig meget – om de andre. Faktisk føles det lidt som om, at dét at være dansk bliver sat i relation til, hvad vi tror – om andre. For hvad vil det egentlig sige at være dansk, og hvad er det for værdier, der er danske?

De værdier, der betyder noget for mig, er retfærdighed og ærlighed og dét at kunne føle sig tryg ved at være anerkendt og have følelsen af at være med i et fællesskab.

Vi har hørt, at danske værdier handler om alt lige fra lighed, retfærdighed, bæredygtighed til stegt flæsk og persillesovs.

Men som min underviser på Dispuk, Allan Holmgren, har sagt, så er værdier sjældent noget, vi mærker, førend nogen jokker på dem.

Engang befandt jeg mig i et usundt arbejdsforhold, hvor chefen var ubehagelig. Og som det jo ofte er i syge forhold, så lagde jeg slet ikke selv rigtig mærke til, at jeg ikke trivedes, førend flere og flere biler om morgenen begyndte at tude i hornet ad mig på vej til arbejde. Og jeg havde det sådan lidt: Slap dog af! Først da gik det op for mig, at jeg ikke kørte over 60 kilometer i timen. Min krop nægtede simpelthen at følge mig på arbejde.

De værdier, der betyder noget for mig, er retfærdighed og ærlighed og dét at kunne føle sig tryg ved at være anerkendt og have følelsen af at være med i et fællesskab.

Sådan tror jeg, at der er mange, der har det.

Jeg husker selv særligt den første gang, jeg mærkede denne stærke følelse af samhørighed.

Det var ved mit første delegeretmøde i en faglig sammenhæng. Da de faglige faner blev ført ind i kongrescenteret, rejste vi os allesammen og sang, mens de flotte røde faner med fanespyd i guld sejlede forbi os op til podiet, hvor de blev sat ned side om side.

Det gav mig en kæmpe følelse af fællesskab at vide, at her stod jeg og mine kolleger i en fælles kamp for fair løn, grundlæggende vilkår og faglig kollegialitet. Fanen er vores vejviser – vores fælles symbol.

Men i Danmark har vi ligesom mistet vores symbol for fællesskab. Vi er nærmest gjort fællesskabsløse. Mange har fået det med politik som med organdonation.

De fleste af os er villige til at redde vores eget liv med de andres organer, men de færreste af os er parate til selv at være leverandører.

Men opfører vi os alligevel ikke lidt som hjernedøde organdonorer, når vi tavst lader politikerne stjæle vores nationalfølelse og lader dem udnytte vores fredelige danske symbol på fællesskab som for eksempel det danske flag.

Jeg husker det stadig som noget ganske særligt, når min morfar flagede på vores fødselsdage. Vi var ikke i tvivl om, at vi var ventede og velkomne. Men i dag er det jo næsten umuligt at hejse Dannebrog uden at føle, at man samtidig hejser en politisk erklæring over sin matrikel.

Men som der står i Danmarkshistorien, så er Dannebrog danernes flag. Det er vores allesammens flag.

For i Danmark er der tradition for, at vi bruger vores flag i positive sammenhænge.

Vi flager ved fødselsdage, fest og fejring. Og vi har en lang, lang tradition for, at vi står med vores flag i hånden, når vi byder vores gæster velkommen.

Så når politikerne står med vores flag – det danske velkomstsymbol – i hånden og råber skrub af – til de andre – så står vi, der virkelig mener velkommen med det engang så stolte velkomstsymbol, nu med en klud, der kun vækker had og afmagt.

Derfor bør det være forbudt at bruge det danske flag i sammenhænge, der hverken er tradition for, eller som heller ikke er særlig dansk. Som for eksempel i politik og negativ markedsføring.

Tale dårligt om andre

Politikerne forlanger, at de andre skal føle sig danske. De andre skal acceptere vores danske værdier og vores kultur. Men hvad er det så, de får at føle? For 40 år siden skrev fremskridtsmanden Anders Thorbjørn Riemann i Danske Tidende:

Findes der overhovedet i Danmark et kodeks for, hvordan vi behandler hinanden? Det gør der faktisk.

”Vi har cirka 50.000 fremmedarbejdere i Danmark bosat i store kolonier. Hovedparten tager kun lidt – eller slet ikke – del i arbejdet. De vegeterer som arbejdsløse på flittige og dygtige danskere, mens de gennem indvandring og børneavl formerer sig som rotter.” Han fik en fængselsdom på 14 dage.

15 år senere rettede Pia Kjærsgaard i en munter sammenhæng citatet til: ”De fremmede yngler som kaniner”. Hun fik en tur i mediemøllen.

Gennem de seneste 20 år er indvandrere og muslimer sammenlignet med "kræftceller", "computervirus" og "selvpåført cancer". Og man har sammenlignet indvandrere, islam og kritikere med alt fra "snyltere", "nazister" og "besættere" til "pest", "rotter" og "svin".

I dag taler vi om, at de fremmedes blod skal flyde i gaderne.

Er det dansk kultur at tale så dårligt om andre? Findes der overhovedet i Danmark et kodeks for, hvordan vi behandler hinanden? Det gør der faktisk.

I folkeskolen arbejder vi netop meget aktivt med mobning, og vi forsvarer retten til at være anderledes. Vi gør noget ud af, at de, der mobber, virkelig skal føle, hvad det vil sige at blive mobbet.

Det ligger i den danske mentalitet, at vi gerne giver plads til forskellighed og forskellige værdier, og at vi faktisk bliver utilpasse, når andre mennesker bliver kede af det.

Ifølge UNESCO er etnicitet nemlig ikke kun, hvad man selv føler sig som, men i høj grad, hvad andre ser dig som.

Personlig identitet bliver skabt på grundlag af, hvor vi hører til, hvordan vi ser ud, vores kultur og vores sprog.

Det betyder, at vi allesammen her i Danmark har et ansvar for, hvad de andre skal føle sig som.

Men nogle vil måske sige, at formålet netop er, at man overhovedet ikke skal føle sig velkommen. I så fald skal vi holde op med at skælde ud og klandre, at folk ikke falder til af sig selv.

Det gør ondt i min nationalfølelse og langt ind i hjertet, når politikere står med vores danske flag i hånden og signalerer velkommen, når man i virkeligheden ønsker, at folk skal rejse. Det føles næsten lidt som at lokke ænder hen til bredden med foder og så skyde dem, når de spiser ad din hånd.

Næstekærlighed

Selv er jeg katolik. Jeg har gået på en katolsk skole, og jeg er undervist af nonner. Hele mit liv har jeg måttet balancere på en knivsæg mellem himmel og helvede.

Jeg har lært, at jeg skal behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles. Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er særlig god til det. Men i Danmark er noget af det, vi er fælles om, netop kærligheden.

I Danmark er noget af det, vi er fælles om, netop kærligheden.

Vi er opdraget med næstekærligheden, fordi næstekærlighed er et kristent begreb. Vi udmærker os ved at være blandt de lykkeligste i Europa, og vores brand er hygge.

Men har de andre så overhovedet noget, som hedder næstekærlighed?

Ifølge Kristeligt Dagblad er der ingen tvivl om, at Koranens religiøse etik har lighedspunkter med den kristne. Nogle kalder det næstekærlighed på linje med kristendommen, mens andre hellere kalder det medmenneskelighed.

I Danmark tager vi afstand fra fundamentalisme. Vi tager afstand fra fanatiske og ekstreme religioner, som regnes for udanske.

For over hundrede år siden udtrykte den radikale folketingspolitiker Niels Brandsager i en tale, at den værste fare for den danske kristendom var truslen fra indre-mission.

”Indre-mission er et fremmed element iblandt os og fjendtligt mod en fri menneskelig udvikling. Indre-mission er i sit væsen i lige grad udansk og umenneskelig.”

I dag er indre-mission for eksempel stadig imod kvindelige præster, skilsmisse, sex før ægteskabet og abort, og de tror, at ikke-troende ender i helvede. Mange vil sige, at det ikke er særligt dansk. Nogle vil måske sige, at det lyder lidt muslimsk.

Det er heller ikke særlig dansk at hedde Corpas. I Danmark er der kun min søn og mig, der hedder sådan. Min far var spansk, og familiekrøniken fortæller, at han faktisk betalte den katolske præst for at skrive Anita Corpas på dåbsattesten.

Ellers var jeg kommet til at hedde Anne Andersen. Men vil et mere almindeligt navn gøre os mere danske?

Da jeg som ny journalist startede på en landbrugsavis i Jylland, var en af mine første opgaver at ringe til Jens Larsen, en ærkedansk landmand fra Sønderjylland.

Da han endelig tog telefonen, sagde han: Æ gik u i e kalgår mæ e kritbar. Efter jeg havde sagt hva’ fire gange, måtte jeg simpelthen opgive interviewet.

Gør det ham mindre dansk, at jeg ikke forstår ham?

Tryghed og reptilmode

Forleden var jeg på Statens Museum for Kunst og se en udstilling, der hedder: Dér har jeg hjemme.

Her har kunstnerduoen Elmgreen og Dragsted blandt andet fortolket den danske maler Vilhelm Hammershøi.

De fleste vil genkende et maleri af Hammershøi, når de ser det.

Hammershøi maler igen og igen vinduer uden udsigter og lukkede eller halvt åbne døre, som potentielt byder indenfor, men som måske snarere viser eksklusion og frygten for det fremmede.

Mange vil hævde, at sådant et billede udtrykker ro og stilhed.

Mordene begynder med ordene, og undertrykkelsen lever af tavsheden.

Men som Elmgreen og Dragsted selv skriver i deres statement, så lurer ulykkeligheden under overfalden i det pæne hjem, hvor vores forsøg på at passe ind i så perfekte rammer enten driver os til resignation eller vanvid.

Og her sidder vi så på Folkemødet og drikker store fadbamser, mens solen skinner, som den jo altid gør på Bornholm.

For mig er det ovenikøbet en rigtig dejlig følelse at være her. For jeg er vokset op på Bornholm. Her har jeg hjemme, her er jeg tryg.

Jeg tror ikke, at der er noget sted på øen, jeg ikke har været. Og jeg har aldrig været bange.

For vi mennesker har brug for tryghed, fordi vores hjerner ellers er skabt til at tegne fjendebilleder.

Når vi ser noget, der er anderledes, så registrerer vores hjerner det. Vi går i reptilmode, vi bliver bange, og vi beordrer straks os selv ud efter bue og pil.

For eksempel har min venindes datter en sygdom, der gør hende en anelse langsommere i motorikken. Mere skal der ikke til, før man er anderledes, og vores overlevelsesinstinkt går i alarmberedskab. Vi må kæmpe – vi må forsvare os.

Men det, vi reelt skal være bange for, er, at små politiske grupper i vores samfund tager os som værdigidsler i deres egen forestilling om skræmmebilleder.

Som Marianne Christensen, biskoppen fra Haderslev slog fast, da hun markerede dagen for Danmarks befrielse, så begynder krig og konflikter altid med ydmygende ord – i skolegården, i det politiske miljø eller i det folkelige liv:

Mordene begynder med ordene, og undertrykkelsen lever af tavsheden.

I Danmark hævder vi, at vi er fordomsfrie. Vi er hippier, vi har fri porno, vi har fri abort, og snart har vi også kvoter i bestyrelser og mænd på fast barsel. Men vigtigst af alt: Vi er frie.

Alligevel synes vi at acceptere påbud, restriktioner og overvågning og lader os begrænse i vores frie bevægelighed. Men det er ikke danske værdier.

For i Danmark handler værdier om mennesker og om medmennesker. Vi tager vare på hinanden. Vi forsvarer retten til at være anderledes. Vi er opdraget med næstekærligheden. Vi drager omsorg for hinanden uden hensyn til religion, hudfarve, indkomst, seksualitet eller politisk standpunkt.

For i Danmark kan man føle sig tryg og regne med, at når man ser Dannebrog, så er man velkommen. Skal vi ikke være enige om, at værdier er ikke noget, man formulerer. Værdier er noget, man praktiserer.

Lad os kræve flaget tilbage! Lad os vise, at vi er danske, og at vores værdier er humane! Lad os vise, at vi er holdt op med sige: Det er altid de andre.

Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jun. 2019 - 09:32   19. jun. 2019 - 14:11

Kronik

af Anita Corpas
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.