10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Klimakrise – vi kommer ikke uden om et opgør med kapitalismen

Kronik

Klimakrise – vi kommer ikke uden om et opgør med kapitalismen

Hvordan kan det være, at en person, der ser sig selv som særlig klimabevidst, alligevel falder i fælden? Det korte svar er kapitalisme. Vi lever helt enkelt i et samfund, der fordrer et højere CO2-udslip, skriver Mads Knud Skovsgaard Antoft.

Virksomhederne bruger milliarder på markedsføring og reklamespots for at vedligeholde vores konstante trang for forbrug. Blandt andet smartphones der skal udskiftes nærmest årligt ...
FOTO: Adrianna Calvo/Pexels
1 af 1

Jeg arrangerede en klimamarch og var stolt. Men så indså jeg, at det ikke gjorde nogen forskel.

Det kræver meget mere end demonstrationer og individuelle valg, hvis vi for alvor skal løse klimakrisen.

Klimakrisen er altså ikke et problem, der skal efterlades til den enkelte og dens morale, fordi så brænder verdenen om 30 år. Det er et problem, der skal løses i fællesskab og i en politisk omstrukturering af vores samfund.

Jeg husker, hvordan jeg følte en hel særlig stolthed, da jeg knappede min bajer op i fejringen af den kæmpe succes, jeg lige havde været en del af. 30.000 mennesker havde mødt op ved Christiansborg for at udtrykke deres bekymringer ved de kommende klimaforandringer. Og jeg havde været en af de 125 frivillige, der var med til at sørge for, at alting forløb uden problemer ved årets første Klimamarch.

Jeg husker, hvordan mine venner og jeg talte om, at vi måske lige havde været med til det første spadestik i en kommende omvæltning af vores samfundsstruktur, hvor klimaet ikke længere ville blive ignoreret.

Et halvt år senere sidder jeg på en flyver mod Tanzania. Jeg var startet på højskole, og min hovedfagslinje skulle til den afrikanske østkyst. Det var ikke af faglig relevans. Det var bare noget, vi skulle, og jeg tog med. Uden at stille spørgsmålstegn ved årsagen til turen.

Klimabevidst men strukturelt lænket

Hvorfor valgte jeg så at tage med min højskole til Tanzania, selvom at jeg godt vidste, at det ville gøre skade på klimaet? Nogle ville måske mene, at jeg bare ikke havde rygrad nok til at stå op for mine principper. Og selvom det ikke er helt løgn, så mener jeg alligevel, at det kun er den halve sandhed.

For hvordan kan det være, at en person, der ser sig selv som særlig klimabevidst, alligevel falder i fælden? Det korte svar er kapitalisme. Vi lever helt enkelt i et samfund, der fordrer et højere CO2-udslip. En undersøgelse af den grønne tænketank Concito fra 2017 viste, at vi årligt i Danmark udleder 19 ton CO2 per indbygger. Den anden øverste kategori ‘ting og sager’, der blandt andet dækker over tøj og elektroniske apparater, udgør over en fjerdedel af udledningen.

Dette er fordi, at vi har en levemåde, der handler om, hvor meget vi kan forbruge, og vores samfund er så uhyggeligt betinget af strukturer, der gør det næsten umuligt for os at ændre på det. Vi arbejder røven ud af bukserne for at skrabe penge sammen, så vi kan købe mere af noget, vi allerede har eller egentlig ikke mangler, og så vi kan flyve sydpå i den årstid, hvor det er varmest i Danmark.

Alt sammen fordi det er i kapitalismens interesse, hvis ypperste formål er at sikre en fast profitmaksimering. Derfor bruger virksomheder tonsvis af penge hvert år på at bevare vores sygelige forbrugskultur. Virksomhederne bruger milliarder på markedsføring og reklamespots for at vedligeholde vores konstante trang for forbrug. Så er der også hele lobbyisme-branchen, der gør det muligt for de store virksomheder også at kontrollere og influere beslutningstagere og dermed fastholde strukturer, som kræver politisk forandring.

Opgør er nødvendigt

Min konklusion er, at vi ikke kommer uden om et opgør med det kapitalistiske samfundssystem og med tanken om, at kapitalismen og dens konstante higen efter økonomisk vækst er den eneste rigtige måde at strukturere et samfund. I hvert fald ikke hvis vi vil beskytte vores klima.

Nogle ville måske betvivle, om en hel omvæltning af vores samfund og et opgør med kapitalismen er nødvendigt. Kan man ikke bare regulere kapitalismen med en masse restriktioner, afgifter og sanktioner? Mit svar er nej. Forskerne har i snart 30 år varslet om klimaforandringer, der har altafgørende betydning for vores klode, og det er endnu ikke lykkedes for alvor at gøre noget under den regulerede kapitalisme. Det hænger sammen med, at de store virksomheder har opnået så meget magt og indflydelse på vores politiske verden.

Hvis dette ikke var sandt, så ville det heller ikke passe, at 20 virksomheder alene står for over en tredjedel af al energirelateret CO2-udledning, som The Guardian redegjorde for i forbindelse med Climate Accountability Institute. Og regulerer vi virksomheder på nogle punkter, så finder de bare nye forbrugsmønstre, der er mindst lige så klima- og miljøbelastende, som set med smartphones der skal udskiftes nærmest årligt. Der er altså behov for drastiske tiltag, hvis vi ønsker nogen form for forandring.

For uagtet hvor ambitiøs og radikal man er i sin stræben efter at blive CO2-neutral, så er det nær umuligt i vores nuværende samfund ikke at træde ved siden af til tider. Vi lever efter alverdens idealer, der er skabt af virksomheder for at tjene flere penge uden at have klimaet og kloden i tankerne.

Klimakrisen er altså ikke et problem, der skal efterlades til den enkelte og dens morale, fordi så brænder verdenen om 30 år. Det er et problem, der skal løses i fællesskab og i en politisk omstrukturering af vores samfund.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. nov. 2019 - 14:20   29. nov. 2019 - 15:30

Kronik

af Mads Knud Skovsgaard Antoft, elev på Vallekilde Højskoles journalistlinje
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.