12 Dec 2018  

KBH: Overskyet, 3 °C

Kampen for ordentlige uddannelser

Kampen for ordentlige uddannelser

Når kampen om værdierne rykker ind bag de lukkede døre i Bruxelles, er det vigtigt at vi kæmper imod og forsvarer vores rettigheder.

Til daglig kæmper vi for en ordentlig finansiering af vores uddannelser. Vi kæmper for en SU, studerende kan leve af, og som ikke kommer til at betyde, at studerende over hele landet skal gældsætte sig for at kunne gennemføre deres uddannelse.

For mig er der ingen tvivl: Vi bliver nødt til at fastholde, at vores uddannelser ikke skal indrettes efter markedshensyn.

Vi vil skabe uddannelser, der udvikler mennesker og samfund mest muligt - ikke mest mulig profit. Det er truet af TTIP og CETA, og derfor er det så vigtigt, at vi kæmper imod, når de grundlæggende værdikampe rykkes væk fra befolkningen og ind bag lukkede døre i Bruxelles.

Vi kan ikke acceptere, at vores uddannelser langsomt men sikkert privatiseres, og at den danske regering henter hjælp hos multinationale selskaber og erhvervslobbyister til at udbygge ideen om uddannelse som handelsvare - slet ikke når handelsaftalerne lægger op til, at områder, når de først er privatiserede, ikke kan komme tilbage på offentlige hænder. Så risikerer de kortsigtede profithensyn på uddannelses- og forskningsområdet at udvikle sig til permanente fejlprioriteringer, der ikke tager hensyn til hverken befolkninger eller samfundsudvikling.

Diskussionen om formålet med vores uddannelser er ikke en diskussion, der hører hjemme bag lukkede døre - det er en værdidiskussion, der må og skal tages i åbne og demokratiske fora. Vores uddannelser er definerende for, hvordan vores samfund ser ud. Derfor er det også befolkningen og ikke virksomheder, med profithensyn for øje, der skal være definerende for uddannelserne. Både nu og i fremtiden.

Vi bliver nødt til at fastholde: 

  • at vores uddannelser ikke skal indrettes efter markedshensyn,
  • at i det øjeblik handelsaftaler bliver en modsætning til stærke uddannelser og stærke samfund, så vælger vi stærke uddannelser og stærke samfund, 
  • at der aldrig er blevet udarbejdet god politik og gode aftaler ved at ignorere de mennesker, som aftalerne handler om.

Uddrag af Yasmin Davalis tale ved demonstrationen mod CETA og TTIP den 27. oktober i København.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. nov. 2016 - 08:30   02. nov. 2016 - 08:40

Tale

af Yasmin Davali, formand for Danske Studerendes Fællesråd