18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Hvad vil kommunen i bund og grund opnå med ressourceforløb?

Læserbrev

Hvad vil kommunen i bund og grund opnå med ressourceforløb?

“Jeg kan ikke overskue verden, men udadtil skal jeg igen virke stærk, især overfor min søn. Det er hårdt, og presset fra kommunen bliver ikke mindre.” Krista Jensen fortæller om sin situation.

Jeg står, hvis jeg selv skal sige det, i en møgsituation. Jeg er ikke længere selvforsørgende, da jeg helbredsmæssigt har så mange følgesygdomme af min diabetes.

Jeg skal skulderopereres i januar 2013 og overgår til sygedagpenge, kommunen mener ikke, de kan forlænge efter de 52 uger.

Jeg håber, Skive Kommune sidder med røde ører og lang næse, for det her er ikke menneskeligt.

Jeg er i gang med genoptræning, og lægerne kan ikke sige præcist, hvornår jeg er klar. Der kan ikke sættes et præcist forløb, når jeg er diabetiker, så meldingen lød på 3-4 måneder, hvor man ved en ikke-diabetiker siger 3 måneder.

Jeg forventer at få økonomisk støtte på anden vis, når jeg ikke længere kan få sygedagpenge. Men der får jeg en lang næse, Ingen hjælp overhovedet, på trods af kommunen ved, jeg i august skal opereres i den anden skulder.

Jeg går meget lang tid uden penge, og deres begrundelse for, at jeg ikke kunne modtage økonomisk hjælp, var, fordi jeg ejede et hus.

Jeg siger her til min rådgiver, at man jo ikke sælger et hus fra dag til dag. Hendes svar var: “Ork jo, det er prisen, man sætter på huset, der er afgørende”. Jeg levede den tid af min mors penge, og det er virkelig flovt, at man som voksen skal “tigge” om penge for at kunne eksistere. Jeg har jo også et barn at forsørge!

Min milepæl, bedste veninde, min bedste støtte, nemlig min mor bliver kræftsyg i 2014. Min verden vælter fuldstændig!

Jeg kan ikke overskue verden, men udadtil skal jeg igen virke stærk, især overfor min søn. Det er hårdt, og presset fra kommunen bliver ikke mindre.

Desværre mister jeg min mor samme år, og jeg har det så skidt. Det var det værste, der kunne ske. Det hele gik stærkt, så stærkt at vi slet ikke kunne forholde os til det. Det knækkede mig fuldstændig, og jeg er den dag i dag stadig psykisk påvirket af hendes dødsfald.

Jeg blev for fire år siden parkeret på ressourceforløb med lovning på snarlig afklaring. Ved ikke om man kan sige, fire år er kort tid ...

Det er det ikke i min verden, og på de fire år er det helbredsmæssige gået stødt ned ad bakke. Jeg er panisk angst for, om kommunen kunne finde på at stoppe udbetalingen på ressourceforløbet. Jeg er meget angst! For det har de jo formået en gang tidligere.

Min rådgiver opmuntrer mig desværre ikke ret meget. Der kommer sårende sætninger som: “Det er meget vigtigt, du er et forbillede for din søn”, eller en tidligere rådgiver der sagde: “Tag dig sammen, unge dame, det er det mindste, du kan gøre, det er faktisk mig, der betaler din løn”.

Det er så sårende, og var man ikke under gulvbrædderne, så kom man det da! Hvis jeg bare kunne tage mig sammen, havde jeg gjort det for længst. Denne “kamp”, jeg kæmper, ønsker jeg for ingen, ikke engang min værste fjende, hvis jeg da altså har sådan en.

Jeg kæmper med min sukkersyge, jeg kæmper med alle de følgesygdomme, der følger med. Jeg kæmper med det fysiske. Jeg har som sagt dårlige skuldre, dårlige fingre (springfingre), slidgigt i ryggen, slidgigt i begge hofter, og jeg kunne blive ved.

For et par måneder siden blev jeg så ramt af en lille blodprop i venstre hjernehalvdel, og skal jeg være helt ærlig, tænker jeg, presset fra kommunen er medskyldig i den sag.

Man bliver psykisk slidt op. Man bliver ikke tyk af den ydelse, man får, og jeg har et ton medicin, jeg skal have hver måned. Der er ikke råd til at købe noget, man virkelig mangler, og jeg må nedprioritere min søn på den bekostning. Det er hårdt!

Man kender ikke kommunens næste træk. Jeg er påvirket så meget psykisk af hele sagen, at jeg nu har udviklet angst og depression.

Var det ikke for min søn, så var det ikke hver dag, vi fik noget at spise. Jeg stikker ham dankortet og sender ham i Rema efter det, vi skal bruge, så langt er jeg ude, men ingen forstår.

Jeg skal forsøge at være stærk, især for min søn, men gud hvor er det svært, når man hele tiden er presset.

Min rådgiver går desværre for meget op i, at jeg ikke er stationær, og nej, der kommer nyt til hele tiden. Jeg er ikke selv herre over, hvad der rammer mig. Jeg har diverse lægers ord for, at min tilstand ikke bliver bedre, hvorfor kan der så ikke komme en afgørelse?

Er det fordi, kommunen vælger den billigste løsning for dem selv? Er de skide ligeglade med, at jeg må vælge livsvigtig medicin fra for at få råd til en pakke rugbrød? Hvor længe er det egentligt rimeligt, man skal være på et ressourceforløb, når man har sine papirer i orden?

Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg snart ikke kan mere. Jeg kan ikke finde ressourcer til at kæmpe videre, jeg ligger søvnløs om natten, for jeg ved ikke, hvad dagen i morgen bringer.

Psykiateren, jeg er tilknyttet, har sendt Skive Kommune en statusattest. Men går det, som det plejer, lytter de jo heller ikke til hende. Kort sagt, er min psykiske tilstand blevet stationær, det er jo det ord, kommunen søger. Alle muligheder er udtømt, hun kan ikke gøre mere medicinsk for mig.

Man læser ofte i medierne, at folk truer rådgiver med både det ene og det andet, det er selvfølgelig ikke i orden. Men i min verden er det afmagt, og afmagt er, når man er drevet derud, hvor det ikke er sjovt længere. Jeg håber, Skive Kommune sidder med røde ører og lang næse, for det her er ikke menneskeligt.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


08. nov. 2019 - 14:56   08. nov. 2019 - 15:11

Læserbrev

af Krista Jensen, Skive
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.