23 Mar 2019  

KBH: Spredte skyer, 9 °C

Feminisme uden plads til kvinder

Identitetspolitik

Feminisme uden plads til kvinder

Feminisme var oprindeligt kampen for kvinders frihed i stort og småt. I dag favner feminisme under overskriften intersektionalitet så bredt, at de sidste, der bliver hørt, er kvinderne.

I Slutwalk kan man se et eksempel på, hvordan intersektionel feminisme hverken truer patriarkat, klassestrukturer eller kapitalisme.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Langt de fleste feminister i dag definerer sig selv som intersektionelle. Det lyder godt, og teorien bag kan man ikke sætte en finger på. Ideen om en feminisme, der påskønner det intersektionelle aspekt af undertrykkelse og dermed inddrager eksempelvis racisme og homofobi, er helt i gennem sympatisk og relevant. Problemet er, at det i praksis langt fra er lige så sympatisk og inkluderende, som det umiddelbart lyder.

Undertrykkelsen flytter med 

Problemet med den intersektionelle feminisme er, at den ihærdigt prøver at kramme alle på én gang, men der er altid nogen som armene ikke kan nå - og det bliver kvinderne. For at forstå kritikken af den intersektionelle feminisme, må man forstå og ikke mindst erkende vigtigheden af emotionel labor.

I stedet for at være en inkluderende, social bevægelse, er feminismen blevet til et kapløb; en omgang undertrykkelses-bingo, hvor det gælder om at have flest mulige poletter på pladen. 

Emotionel labor kan anses som det ekstra arbejde, der ligger i at forsøge at gøre andre mennesker komfortable og gemme sine egne følelser væk for at beskytte andres. Emotionel labor bliver ofte i feministiske sammenhænge anset som kvinders usynlige job. Og i den intersektionelle feminisme er der hele tiden nogen at tage hensyn til, nogen det er mere synd for, nogen du skal undskylde over for.

I stedet for at være en inkluderende, social bevægelse, er feminismen blevet til et kapløb; en omgang undertrykkelses-bingo, hvor det gælder om at have flest mulige poletter på pladen. For den, der er mest undertrykt, har mest at skulle have sagt, og alle de andre skal makke ret.

Vi er simpelthen gået fra, at kvinder skal stoppe med at være pæne piger, der siger undskyld i ét væk, til igen at sidde med hænderne i skødet og allernådigst undskylde os selv - for tænk hvis vi støder nogen. Feminismen har simpelthen kæmpet for at bryde vores bånd, blot for at binde dem på en ny måde. En pænere sløjfe, men med lige så snæver bevægelsesfrihed.

Feminisme for mænd

Når feminismen er inkluderende, inkluderer den også mænd. Langt de fleste mænd, der kalder sig feminister, bekender sig netop til den intersektionelle feminisme, og det er smart. For i den intersektionelle feminisme kommer de i læ; der er ikke egenhændigt fokus på mænds undertrykkelse af kvinder.

Derfor er det nu blevet helt naturligt at mænd kan tie kvinder i feminismen, fordi disse kvinder potentielt kan støde en fra de andre undertrykte grupper. 

Den kønnede undertrykkelse, som er grundstenen i feminismen, ryger simpelthen ud af fokus i forsøget på at belyse og bekæmpe al undertrykkelse på én gang. For der opstår et hierarki, der især opretholdes af tro følgere af den intersektionelle tankegang, der oparbejder et kunstigt sprog, hvori man skal gebærde sig korrekt.

Derfor er det nu blevet helt naturligt, at mænd kan tie kvinder i feminismen, fordi disse kvinder potentielt kan støde en fra de andre undertrykte grupper. Vi oplever altså en feminisme, hvor kvinder må tie med deres undertrykkelse.

Kæmp legitime kampe på deres eget grundlag

Men hov - vil det så sige, at man som feminist ikke kan være imod racisme, homo -og transfobi? Nej. Spørgsmålet er om det at være imod disse ting nødvendigvis skal være feministisk? Hvis man som kvinde skal dække sine bryster til for ikke at skabe ubehag og dysfori hos en transperson, er dette så feministisk? Nej, det er det ikke. Det er et høfligt hensyn at tage, og som i mange henseender sikkert vil være det mest korrekte at gøre. Men i en feministisk kontekst hører det sig ikke til - for så er vi netop nået dertil hvor, kvinder skal lægge bånd på sig selv for at tilpasse sig andre. Og er det ikke lige netop dét ,vi har kæmpet imod så længe?

Patriarkatet har gyldne tider, når kvinders undertrykkelse let og elegant kan diskvalificeres, fordi det er for "hvidt", "heteronormativt" eller "cis'et".

Feminismen er i sig selv inkluderende. Det er en kamp for kvinders rettigheder, uanset hvilken seksualitet eller farve disse kvinder måtte have. Når vi begynder at snakke om dobbelt-undertrykkelse skrider vi ud af fokus, ud af den problemstilling, der omhandler den systematiske undertrykkelse og magt, den ene halvdel af jordens befolkning har over den anden halvdel.

Det hele bliver én stor, grødet masse af forskellige former for undertrykkelse, og hvem er i virkeligheden den autoritet, der skal afgøre, hvem der er mest undertrykt?

Når vi som bevægelse skal inkludere en ideologi, der varetager alle former for potentielle undertrykkelsesmekanismer på én gang, forsvinder et reelt hovedfokus; kvindeundertrykkelsen. Den originale kvindekamp drukner simpelthen i alle andres problemer - og hvor er vi så? Patriarkatet har gyldne tider, når kvinders undertrykkelse let og elegant kan diskvalificeres, fordi det er for ”hvidt”, "heteronormativt" eller "cis'et". Og tilbage står kvinderne - oversete, diskvalificerede og ikke mindst stemmeløse - igen.  

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. mar. 2019 - 01:30   11. mar. 2019 - 10:10

Kronik

Nadja Jensen
biolog