14 Aug 2018  

KBH: Spredte skyer, 18 °C

EU's indflydelse på den faglige kamp

Tale

EU's indflydelse på den faglige kamp

Når den danske model er under pres, så er det især, fordi vi har tilladt EU-harmonisering af vores arbejdsmarked. EU er på arbejdsgivernes side.

Karen Sunds (i midten) talte på LO Esbjergs 1.maj-arrangement på vegne af Folkebevægelsen mod EU.
FOTO: Per Benny Paulsen
1 af 1

Overenskomstkampen har udviklet sig helt fantastisk. Fra udgangssituationen hvor vi stod overfor en meget aggressiv arbejdsgiver med Sofie Løhde i spidsen.

Hvis vi går den vej, som briterne viser lige nu, får vi chancen for at gøre noget, der virkelig rykker.

Hun havde lagt en plan for – ved hjælp af en storlockout – at smadre de offentlige fagforeninger og tømme strejkekasserne. Med andre ord give alle de offentligt ansatte samme tur, som lærerne fik i 2013, så der ville være frit spil for at skære den offentlige velfærd til ukendelighed. 

De offentligt ansatte fandt ud af at stå sammen. Skulder ved skulder. Og der kom en kæmpe opbakning fra de privatansatte, som jo godt kunne se, at hvis det hér gik galt, så var det deres tur ved overenskomstkampen i 2020.

Den største sejr

Vi nåede ikke i mål med alle vores krav. Men vores solidaritet og den nye optimisme og bevidsthed, som den her kamp har skabt, det er i sig selv den største sejr. For det har givet en ny tro på, at hvis vi evner at stå sammen, og hvis vi kæmper aktivt, så kan vi faktisk ændre tingene. Og det bliver der brug for. For vi står overfor en meget aggressiv arbejdsgiverside på alle områder.

I dag ser vi, hvordan fattigdom og ulighed eksploderer i hele Europa. Også herhjemme eksploderer uligheden. Hver 10. europæer er i dag det, som vi kalder working poor. Det vil sige, at man ofte har flere jobs, men alligevel er man så fattig, at man må stille op i køen til velgørenhedsorganisationernes gratis suppeuddeling. Så langt er vi kommet ud på ganske kort tid. Og starten gik med den tyske Hartz-reform: Gennem udhulning af den sociale sikkerhed som er et værn mod lønnens frie fald.

Hartz-reformen er EU's drejebog for, hvordan man får presset lønnen i bund i hele EU-området.

For EU er en helt central medspiller i denne her udvikling, EU spiller arbejdsgiversidens kort.

EU's mantra 

Vi har lige set Sofie Løhde i aktion. Hendes plan er hentet direkte i EU's finanspagt og europluspagt: De offentlige lønninger må ikke forårsage lønpres i den private sektor og dermed skade konkurrenceevnen. Det er mantraet.

Vi ser det i endnu højere grad i forhold til den sociale dumping, som er fagbevægelsens største udfordring i dag. Den sociale dumping har direkte rod i EU's indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Vi kan ikke få lov at kæmpe på den gammeldags facon, fordi løndumpingsfirmaer, der har en postadresse i Rumænien, dybest set er fuldt lovlige i EU's indre marked. Siden 2004 har vi oplevet enorme problemer indenfor byggesektoren, transportsektoren, gartnerier, rengøring. Og nu ser vi også, hvordan italienske mafiafirmaer helt frit kan vinde retten til arbejdet på letbanen, storstrømbroen med videre på grund af EU's udbudsregler. Det er for langt ude.

EU vil aldrig opgive at lægge pres, for at vi skal gøre som i andre lande, nemlig regulere arbejdsmarkedet med lovgivning.

Mange steder bliver der gjort et kæmpemæssigt arbejde for at organisere østeuropæisk arbejdskraft. Blandt andet i min egen fagforening, 3F Djursland, som har succes med at organisere blandt de litauriske og rumænske arbejdere på de store gartnerier. Men nok så meget arbejde kan ikke kompensere for det hovedproblem, vi har: At vi er frataget vores mulighed for at slås med de våben, vi kender.

EU og den danske model

EU anerkender helt grundlæggende ikke det særlige danske overenskomstsystem. Det vi kalder den danske model. EU vil aldrig opgive at lægge pres, for at vi skal gøre som i andre lande, nemlig regulere arbejdsmarkedet med lovgivning.

Så når vi siger, at den danske model er under pres, så er det i høj grad også, fordi vi har tilladt EU-harmonisering af vores arbejdsmarked. Og der bliver vi fanget i en ond cirkel: For hvis vi ikke må slås med de gammeldags metoder, så bliver vi mere usynlige, og det bliver sværere at se forskel på os og de gule. Og vi mister medlemmer.

Vi skal have brudt den onde cirkel. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, til før disse angreb fra kapitalen satte ind. Det ved vi alle. Vi skal fremad.

I mange år har vi ikke rigtig kunnet gøre så meget andet end at slås for at luge de værste tidsler ud af EU's direktivjungle.

Skal vi være helt ærlige, ved vi jo godt, at vi aldrig kommer ret langt med at forsøge at gøre EU mere lønmodtagervenlig. Vi kan vinde indrømmelser, ja. Men det ér et Sisyfosarbejde. Hver gang vi har vundet en lille sejr, så tårner et nyt direktiv sig op. Det kan man bare spørge havnearbejderne om. Hvis der er nogen, der har kæmpet mod EU's direktiver, så er det havnearbejderne. De har ydet en formidabel indsats. Og de holdt havnedirektivet stangen i mange år. Men det hører aldrig op. Til sidst kom direktivet, dog uden den forhadte "selvhåndtering"…

Det har været træls. Men nu er der lys for enden af tunnelen. For med briternes beslutning om at træde ud af EU er situationen skiftet, og vi står med nogle andre muligheder, som der er meget mere power i. Hvis vi går den vej, som briterne viser lige nu, så får vi chancen for at gøre noget, der virkelig rykker. Nemlig at gøre op med hele EU's klamme hånd om vores arbejdsmarked, faglige rettigheder og velfærd.

Prøv at se, hvordan de britiske fagforeninger nu konkret begynder at snakke renationalisering af jernbanerne i Storbritannien. Det er en mulighed, som de får, fordi de træder ud af det indre marked. Vi kunne også renationalisere de ting, som er blevet overdraget til private virksomheder, og dermed genetablere arbejdspladser på ordentlige vilkår. Og fremfor alt kunne vi sætte en stopper for, at arbejdsgiver fuldt lovligt kan ansætte folk på rumænske lønninger.

Det handler om at tage magten tilbage. Det sker selvfølgelig ikke uden kamp. Men når man ser på den solidaritetsbevægelse, som har udviklet sig her over de sidste mange uger, så er konklusionen da klar: Slaget er overhovedet ikke tabt. Folk vil solidaritet. Den danske model er ikke død, når der kan etableres et så fantastisk sammenhold og mobilisering, som vi har set. Det lover rigtig godt for fremtiden.

International solidaritet

Hvis vi træder ud af EU, betyder det overhovedet ikke, at vi er ligeglade med arbejdernes vilkår i andre lande. Tværtimod. International solidaritet arbejdere imellem på tværs af landegrænser har aldrig været vigtigere.

Men: Vores vigtigste bidrag til at styrke den internationale solidaritet, det er at forsvare vores egne bastioner og tilkæmpede rettigheder så godt som overhovedet muligt. For derved at sætte en prop i det vanvittige ræs mod bunden, hvor vi konkurrerer hinanden ned.

Hvis vi skal leve op til den forpligtelse, skal vi tage et opgør med EU's indflydelse i den faglige kamp.

08. maj. 2018 - 08:25   08. maj. 2018 - 08:30

Tale

af Karen Sunds, Folkebevægelsen mod EU