16 Sep 2019  

KBH: Let skyet, 15 °C

Enspænderens frygt for fiasko

Læserbrev

Enspænderens frygt for fiasko

Vi lever i et samfund, hvor vi i stigende grad bedømmer og dømmer, ikke kun de andre, men også os selv. Derfor bliver følelsen af skrøbelighed og sårbarhed dybt skræmmende, skriver Peter Johannes Schjødt.

En hestevogn, der kun trækkes af én hest, kaldes for en enspændervogn. Hvis man for illustrationens skyld sammenligner vognen med et menneskeliv og hesten med det enkelte menneske, så får vi billedet af et liv, der så at sige skal trækkes eller bæres af ét enkelt menneske alene, af enspænderen. Dette billede er ganske dækkende for den dominerende sindstilstand og selvforståelse i dagens samfund.

Enspænder-samfundets ideal er den suveræne enkelte med hele sit liv på slæb. Ansvarlig for både gevinst og tab, for fremdrift og fortabthed. Men netop dét menneskesyn skaber en enorm frygt for fiasko, som på sin side skaber angst og nederlags-stemning.

Foran enspændervognen går det moderne menneske; det handlekraftige, uafhængige og selvskabende menneske. I et mere videnskabeligt sprog kaldes dette menneske for det “refleksive selv”. Det vil sige et menneske, der er suverænt selvstyrende og uafhængigt af andre. Og hvem vil ikke gerne være det? Hvem vil ikke gerne være herre i eget hus, bestemme over sit eget liv, have frihed til at vælge sin livsbane?

Usikkerhed som stopklods

Men prisen kan være høj, for i dette suveræne og selvstyrende menneske skjuler sig en enorm udsathed og sårbarhed: Hvad nu hvis man ikke kan bære eller trække hele sit liv alene, hvis man ikke af egen kraft kan træffe alle de rigtige valg, udnytte alle mulighederne, finde vejen og skabe det liv, som man selv har ansvaret for – mens man kikker på alle de andre og sammenligner sit eget lille liv med deres tilsyneladende store succes?

Hvis denne skrøbelighed og usikkerhed griber én i hjertet, så kan den blive stopklods for mange ting i livet. Tvivlen på ens selvværd sniger sig ind, og denne sårbarhed får man ikke nogen anerkendelse for, den opleves som en svaghed og utilstrækkelighed – som en manglende robusthed, og så har man med det samme tabt i markedsværdi.

Enspændermetaforen viser meget præcist, hvad der sker: Kan man ikke trække hele læsset selv, truer fiaskoen, tabet af livsmuligheder, friheden til at vælge selv – sådan er frygten i hvert fald.

Det er en udbredt forestilling, at det enkelte menneske råder over nærmest uanede muligheder. Det ligger i spørgsmålet, som man næsten ikke kan undgå: “Hvem vil du gerne være?”. Heri ligger implicit, at det er noget, du selv kan vælge, at den eneste begrænsning i dit liv – er dig selv!

Tidligere var livet en kamp for at få opfyldt det mest fornødne, og ressourcerne var endda ofte stærkt begrænsede. I dag er livet en kamp for at nå alt, prøve alt, overskride alle begrænsninger og finde svar – helst mange svar – på spørgsmålet: “Hvem eller hvad vil du gerne være?”

Derfor ender det ofte med en tabsoplevelse i forhold til alt det, som man ikke når, ikke kan eller ikke magter på trods af alle mulighederne. Risikoen for en oplevelse af fiasko er derfor stor, fordi det er oplagt at sammenligne sig selv med andre, hvad andre når og magter at få gjort sig selv til.

Et meningsfuldt liv

Man skal nå at leve et meningsfuldt liv med masser af oplevelser og udfordringer; man skal nå den rigtige uddannelse, det rigtige job, den rigtige karriere, den rigtige kærlighed, det lykkelige og succesfulde liv, og så skal man for alt i verden ikke hænge fast. Det er de uendelige valg og muligheder, der er motivationsfaktoren, men som også let skaber tabserfaringen, altså fokus på det, man ikke nåede, ikke blev, ikke kunne – det man ikke magtede, var for sårbar, bange eller uegnet til.

Når alle unge får at vide, at de kan blive stjerner, hvis de altså vil og gør det rigtige – hvad sker der så, når de ikke opnår det? Indlysende nok, må de have gjort det forkerte eller ikke magtet opgaven, måske har de ikke været gode nok. På den baggrund er det nærliggende at kassere sig selv i sammenligningen med andre, som man tror gør det bedre end én selv.

Enspændersamfundets ideal er den suveræne enkelte med hele sit liv på slæb. Ansvarlig for både gevinst og tab, for fremdrift og fortabthed. Men netop dét menneskesyn skaber en enorm frygt for fiasko, som på sin side skaber angst og nederlagsstemning.

Frygten for fiasko virker lammende på mange unge. Frygten for ikke at være god nok, ikke at slå til, fører til ensomhed og afstand til de andre, som jo rent faktisk er ens konkurrenter og dommere i kapløbet mellem de enkelte enspændervogne.

Der er tale om en form for statusangst, hvor mange unge hele tiden oplever, at de bliver bedømt, vurderet og sammenlignet: "Er jeg god nok, ligeså god som de andre?" Vi lever i et samfund, hvor vi i stigende grad bedømmer og dømmer, ikke kun de andre, men også os selv. Derfor bliver følelsen af skrøbelighed og sårbarhed dybt skræmmende.

Forestillingen om det enkelte menneskets suverænitet, dets frie valg og uendelige muligheder er blevet en ligeså stor myte som tidligere tiders forestilling om en alt bestemmende Gud i himlen. Tidligere kunne troens Gud knuse det enkelte menneske, hvis dette menneske ikke levede det rette liv. I dag kan det enkelte menneske knuse sig selv, hvis det ikke lever op til forestillingen om det rette liv – og hvad er værst?

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. sep. 2019 - 13:56   03. sep. 2019 - 14:25

Læserbrev

af Peter Johannes Schjødt, Præstø
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.