16 Jul 2020  

KBH: Spredte skyer, 17 °C

Du har et valg, Mette

Tale

Du har et valg, Mette

Hvad kræver det egentligt at være en reel børnenes statsminister? Det er nu, du skal lytte godt efter, Mette! Tale holdt foran Statsministeriet af klimaaktivist Selma Montgomery den 17. januar 2020.

Selma Montgomery (i blå jakke) taler foran Statsministeriet.
FOTO: Morten Larsen
1 af 1

Forestil dig, at du er vicevært i et lejlighedskompleks.

Du bliver ved med at få klager over den her ubehagelige lugt fra stueetagen. Du går ned og tjekker efter, og med det samme kan du mærke lugten, der hiver i dine næsebor. Den stammer fra en stor, mørk og fugtig mugplet, dér, midt på væggen.

Hvis du rent faktisk vil være “børnenes statsminister”, så skal du sætte handling bag ordene og give os verdens mest ambitiøse klimahandling. Nu.

Du får nogle fagfolk ud for at undersøge pletten, og de fortæller dig, at det ikke står helt godt til. Mugpletten har fået lov til at vokse, måske grundet tidligere viceværters forsømmelse, og dens mugtråde har nu spredt sig til næsten alle etager i bygningen. Resten af husets beboere får også nys om fagfolkenes bedømmelse, og de vender sig straks til dig, der i kraft af dit hverv som vicevært har magten til at stille noget reelt op mod pletten.

Du er i vildrede. For selv om det rigtige ville være at sætte ind med alle kræfter for at stoppe muggen, der stille, men sikkert æder dit hus, før den har spredt sig så meget, at den vil være umulig at stoppe, så er du inderst inde også kommet til en anden erkendelse, en erkendelse som dit bevidste jeg måske ikke helt vil anerkende.

En erkendelse af at stoppe mugpletten ville kræve gennemgribende renoveringer af alle husets etager. En renovering der ville påvirke alle husets beboere. Kræve noget af alle husets beboere. Og du er bange for beboernes vrede, når de finder ud af, at hele deres lejligheder ville skulle omrokeres. Du frygter, at det ville gøre dig upopulær i deres øjne, og at beboerne måske endda kunne finde på at ansætte en ny vicevært.

Du lader dig styre af din ubevidste frygt, så i stedet for at gøre det der kræves, overklistrer du bare mugpletten med noget nyt tapet. Og når beboerne kommer for at tjekke op på mugpletten, peger du bare på væggen med det nye tapet, smiler stolt og siger: “Se, jeg har fikset det!”

Og beboerne tror på dig, fordi de ønsker så højt, at det, du siger, er sandt. Til sidst har du måske også overbevist sig selv om, at problemet er løst. Du kan nu fortsætte med ting, der har lidt højere prioritering på din egen personlige to do-liste.

Børn skal ikke bære de voksnes ansvar på deres små skuldre. Så stop med at klappe af os, kæmp med os!

Det her er en forenklet metafor for Mettes håndtering af klimakrisen. Hun behandler klimakrisen som et lille irritationsmoment, det sætter pletter på hendes ellers pletfrie visioner for Danmark. Ikke som den altoverskyggende krise den er.

For eksempel sagde hun til Ritzau, at “mange unge kan nu se, at løsningen af klimaspørgsmålet ligger hos politikerne på Christiansborg.”

I så fald har hun i hvert fald overvurderet vores synssans, for alt, hvad vi har set indtil videre, er en rimelig fordrukken klimalov.

Måske har vi overset hendes endelige løsningsforslag, men hvis klimaloven er hendes definition på en løsning, løsningen på et problem så katastrofalt og gennemgribende som klimakrisen, så er det vist hende, der er blind for katastrofens omfang. Og så mangler hun godt nok et reality check, når det kommer til den krise, hun forsøger at løse.

Børnenes statsminister.

Det er det nye label, Mette Frederiksen har puttet på sig selv. Men hvad dækker den titel egentlig over? Ja, hun siger det rent faktisk selv. En børnenes statsminister er en, der altid er på børnenes side. En der entydigt tager børnenes parti. Ikke de voksnes, men børnenes.

Det er på en eller anden måde så ironisk, så dobbeltmoralsk. For hvis der er noget, hun ikke er, så er det børnenes statsminister. Min statsminister. Hvis der er noget, hun ikke kæmper, så er det en kamp for os. For vores fremtid og en ret på denne her jord.

Jeg tror, at hun bruger den titel til at dække over sit kæmpe svigt. Det kæmpe svigt det er at sidde med næsten alle kortene på hånden, men stadigvæk nægte at bruge dem.

Jeg tror ikke, at hun svigter med vilje. Jeg tror ikke, at hun direkte har fravalgt os. Men hun har heller ikke aktivt tilvalgt os. Og det er dér, det sande svigt ligger.

Men hvad kræver det egentligt at være en reel børnenes statsminister? Det er nu, du skal lytte godt efter, Mette!

For det første handler det om at anerkende den krise, vi står i.

Klimakrisen er den største krise i menneskehedens historie.

Og den grønne omstilling, der er brug for for at bidrage til løsningen af den, handler ikke om bare at skrue på et par knapper hist og pist. Det er en radikal og gennemgribende ændring af vores samfund.

Klimakrisen er ikke bare nogle få tal, der skal gå ned. Klimakrisens spind er overalt. Dens tråde er i vores økonomi, vores industri, vores demokrati, vores interaktioner, vores hverdagsliv, ja selve vores måde at være til på.

Hvis man ikke erkender de fulde konsekvenser af den krise, man står i, hvordan skal man så nogensinde kunne løse den?

For det andet handler det om at tage ansvar.

For det er jo egentligt også et spørgsmål om ansvar. Ellere rettere sagt: manglen derpå. For når du, Mette, bliver ved med at give os skulderklap på skulderklap, så ligger du med hvert klap endnu et kilo af ansvar på vores skuldre. Når du roser i stedet for at handle, fratager du dig selv ansvaret.

Det kræver mod at prioritere mennesker over profit.

Vi gider ikke have dine skulderklap. Ja, vi er stærke, det ved vi godt. Men det her handler ikke bare om nogle unge, der bruger deres demokratiske ret i samfundet og skal have et skulderklap, for "det er jo præcist de unge samfundsborgere, vi ønsker at se". Det handler om unge mennesker, der desperat kæmper for deres fremtid. Og det er ikke positivt. Det er dybt, dybt tragisk. For du siger det jo selv i din nytårstale: Børn skal ikke bære de voksnes ansvar på deres små skuldre.

Så stop med at klappe af os, kæmp med os!

For det tredje handler det om mod.

Du har et valg, Mette. Du får lov til at vælge, hvad historiebøgerne skriver om dig. Hvordan fremtidige generationer husker og dømmer dig.

Var du statsministeren, der for en gangs skyld gjorde, hvad der krævedes, ikke fordi det var nemt, men fordi du havde modet til at indse, at du ikke havde noget andet valg? Eller var du statsministeren, der lod sig styre af sin frygt for at gøre op med det etablerede, aldrig gav Danmarks børn og fremtidens børn den handling, der var så desperat brug for?

Det kræver mod at prioritere mennesker over profit.

Det kræver mod altid at være på vores, børnenes side.

Det kræver mod at kæmpe en kamp for fremtidens generationer. Men jeg har brug for, at du finder det mod frem. Gør klimakampen til din kamp. For det er din, min og jeres kamp. Det er vores kamp.

Hvis du rent faktisk vil være “børnenes statsminister”, så skal du sætte handling bag ordene og give os verdens mest ambitiøse klimahandling. Nu.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2020 - 15:38   20. jan. 2020 - 12:38

Tale

af Selma Montgomery
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).