16 Dec 2018  

KBH: Spredte skyer, 2 °C

Den almene sektor er under pres

Den almene sektor er under pres

Regeringens planer om at afskaffe parallelsamfund ved at nedrive almene boliger er udtryk for en asocial tankegang, og kommer til at ramme de aller-svageste beboere hårdest.

Nini Kristensen holdt talen i Aarhus den 29. september ved demonstrationen mod regeringens ghettoplan.
FOTO: bi
1 af 1

Under påskuddet af, at politikerne vil ghettoer til livs, arbejdes der på at rive lejeboliger ned i de store byer. Boliger der skal erstattes med andels- eller endnu bedre ejerboliger.

Men det handler ikke blot om at skifte boligform, det handler helt principielt om at skifte beboere.

Hvem havde forestillet sig, at byråd efter byråd ville acceptere nedrivningen af tusindvis af gode boliger og privatiseringen af de fælles værdier?

Især efter år 2000 er den politiske retorik i forhold til den almene sektor blevet stadigt hårdere.

Med udgangspunkt i det, der blev kaldt de socialt udsatte boligområder, er der de seneste 20 år sket en optrapning i jagten på udsatte socialgrupper, der meget ofte bor i den almene sektor.

Retorikken skærpes

Beboerne i den almene sektor er i den politiske retorik gået fra at være ressourcestærke mennesker med krav på demokratisk indflydelse på deres boliger, til at være personer, der skal hjælpes og i de seneste aftaler som nogle, der er en del af et problem.

Når der stilles politisk krav om at fjerne 1.000 boliger i et område, så er det et udtryk for en nedladenhed overfor alle beboere i området, som tager udgangspunkt i en stigmatisering af områderne.

Med andre ord, regeringens indsats overfor ghettoer kommer til at straffe den almene sektor, fordi det er en sektor, der har udvist samfundssind, og taget sig af en del af de borgere, som den velstillede del af samfundet ikke ønsker at have som naboer.

I praksis så straffes den almene sektor for at opfylde sin formålsparagraf. Der stilles gode boliger til rådighed for alle, så de har et sted at bo. Også de, der ikke har andre muligheder. Angrebet på den almene sektor er et angreb på det ideologiske mål, at det er en statslig opgave at sikre, at der er gode boligforhold til alle samfundsgrupper.

Et ideologisk skift

Det er starten på et ideologisk skift fra et samfund, hvor den almene sektor er til alle, og så til et samfund, hvor der er sociale boliger for de udsatte og så det private boligmarked for alle andre.

Det bliver et samfund, hvor de mest udsatte grupper skal tage til takke med det, de kan få. Og det,de kan få, kommer ikke til at ligge der, hvor der er attraktive byggegrunde. Opgøret med en solidarisk boligpolitik er i meget høj grad begyndelsen på et opgør med universel velfærd.

Når velfærd ikke er til alle men kun til de mest udsatte, bliver det med en beskrivelse fra England til "welfare for the poor is poor welfare" af den simple grund, at samfundets svageste har mere end almindeligt svært ved at stille og især få gennemført deres krav.

Demokratiet udhules

Det bliver et opgør med det samfund, der har drømmen om socialt, økonomisk og politisk medborgerskab for alle som endemål. Siden 2001 er den almene sektors demokratiske og sociale grundlag udhulet på flere områder, der er indført a, b og c borgere:

  • De der må bo i alle dele af den almene sektor,
  • de der kun må bo i nogle dele af den almene sektor og
  • de der helst ikke skal bosætte sig i den almene sektor.

Først solgte man de sociale boliger

Metoden er ikke ny. Det er grundlæggende det samme, der skete, da kommunerne valgte at sælge de sociale boliger fra. På kort tid lykkedes det at fjerne 1tiusindvis af tilgængelige lejeboliger i de store byer, med den begrundelse, at der boede for mange fattige, kriminelle, misbrugere og alle de andre folk, som pæne mennesker ikke vil lege med.

Resultatet var ikke overraskende, at de grupper, der har mest brug for hjælp til at få en bolig, samlede sig i den almene sektor, hvor skulle de ellers bo?

Efter de sociale boliger er turen nu kommet til den almene sektor. Det er en tro kopi. Det virkede så godt med afskaffelsen af de sociale boliger.

Der blev beboerne erstattet af velstående folk med penge pungen i orden. På få år gik flere af landets største byer fra at være nogle af de fattigste til nogle af de mere velstående dele af Danmark.

Hvor skal de fattige bo?

Alt for få spurgte sig selv, hvad der skete med de borgere, der ikke længere havde råd til at bo der, hvor de havde deres fundament.

Angrebet på den almene sektor er et angreb på det ideologiske mål, at det er en statslig opgave at sikre, at der er gode boligforhold til alle samfundsgrupper.

Denne gang føres kampen mod den almene sektor og især samfundets fattigste. Under dække af at ville bekæmpe kvindeundertrykkelse og social kontrol, eller det, der populært kaldes parallelsamfund, så skal den privatisering, der har været et politisk ønske siden midten af 1990’erne, gennemføres ved magt.

Ved at tale om områder som steder, hvor de kriminelle styrer, hvor kvinder ikke kan bevæge sig rundt, der er præget af angst og utryghed, så får man skabt en forestilling om nogle områder og mennesker, der er så fremmedgjorte, at det bliver muligt at gennemføre handlinger overfor dem, der er meget mere vidtgående, end det et flertal af befolkningen ellers ville have accepteret.

Byggegrunde er en handelsvare

Hvem havde forestillet sig, at byråd efter byråd ville acceptere nedrivningen af tusindvis af gode boliger og privatiseringen af de fælles værdier?

Men baggrunden for udsalget af den almene sektor er meget simpel. Byggegrunde er en unik handelsvare. De er geografisk forankrede og enestående. De kan ikke flyttes eller lægges et billigere sted. Det kan boliger og især beboere derimod.

Så hvis en investering skal kunne betale sig, så handler det om, at få fat i de, der er attraktive i et byudviklingsperspektiv, for eksempel de, der er allerrigest. For at gøre et boligområde attraktivt skal der tiltrækkes de ønskede beboere, mens de uønskede skal kunne afvises.

Det er det, der kaldes ”vækst gennem fordrivelse”. Slaget om de almene boliger handler derfor om retten til byen. Skal der kun være plads til de højtlønnede og velstillede, eller skal den være rum for alle?

Mange af de ressourcestærke borgere, der, selvom de ikke har høje lønninger, gør et område attraktivt og velfungerende, får simpelthen ikke råd til ejerboligerne, ikke nu og ikke i fremtiden.

Forsvaret for den almene sektor er et forsvar for en by, der skal rumme alle. Tak for ordet.  

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. okt. 2018 - 08:55   05. okt. 2018 - 09:00

Tale

af Nini Kristensen, formand for Lejernes Landsorganisation, Aarhus