25 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Danmark og flygtningene fra Moria-lejren

Åbent brev

Danmark og flygtningene fra Moria-lejren

Danmark bør tilbyde at huse de mest udsatte flygtninge fra Moria-lejren, skriver Rajesh Holmen i et åbent brev til statsministeren.

FOTO: Louisa Gouliamaki/AFP/Ritzau Scanpix
1 af 1

Kære Mette Frederiksen

Den danske regering bør tilbyde tryghed i Danmark til nogle af de børn, som indtil for nylig boede i flygtningelejren Moria på den græske ø Lesbos. Den 9. september nedbrændte flygtningelejren, hvilket efterlod op mod 12.500 mennesker uden tag over hovedet.

Der skal handles NU. Lad os sammen sikre en værdig tilværelse for Morias børn.

Tusindvis af børn på flugt sover nu på gaden. Børnene og deres familier levede i forvejen under forfærdelige forhold, men deres situation er blevet endnu mere håbløs.

For nylig blev der konstateret corona blandt beboere i lejren, og efter branden befinder lejrens tidligere beboere sig nu i en akut nødsituation og voksende humanitær krise.

Der er mangel på alt. Mad. Vand. Hygiejne. Medicin. Og vigtigst af alt er der mangel på sikkerhed. Morias beboere er langtfra sikret menneskerettigheder og beskyttelse, som vi har lovet dem med vores internationale forpligtigelser.

Moria-lejren var Europas største flygtningelejr. Siden flygtningelejren brændte ned, har mindst 11 europæiske lande meldt sig parate til at hjælpe børn og deres familier ved at genbosætte dem i deres egne lande. Det kan og bør Danmark også gøre af følgende grunde:

  • Der er i finansloven for 2020 afsat penge til at modtage 500 kvoteflygtninge. Vi har derfor ressourcer og kapacitet til at tage imod børn fra den nedbrændte flygtningelejr.

  • Vi har med det laveste antal asylansøgere i 11 år plads til at tage imod nogle af de mest sårbare flygtninge.

  • Flere kommuner har meddelt, at de er klar til at tage imod flygtninge fra Moria-lejren, heriblandt København, Sønderborg og Svendborg, og over 14 kommuner har sat det på byrådets dagsorden.

  • Regeringens tre støttepartier har i en fælles appel opfordret regeringen til, at Danmark bør tage imod 300 børn fra de græske flygtningelejre.

  • Danskerne og civilsamfundet bakker op om, at Danmark bør tage imod børn fra Moria-lejren, hvilket mere end 40.000 danskere har skrevet under på (se underskrifter her og her), og hvilket knap 1000 borgere demonstrerede for i et fælles opråb foran Christiansborg i København og i Aarhus.

  • Moria-lejren vil genopstå, medmindre Danmark og EU-landene tager ansvar ved at tilbyde at huse de mest udsatte flygtninge.

Nærområderne er også vigtige at støtte, men det er langsigtede planer, der ikke hjælper børnene, der nu bor på gaden. Økonomi, telte og tæpper er værdsat, men bidrager desværre ikke til en fair asylbehandling, hvor man ikke skal opholde sig i en lejr i Europa i flere år. 

Der er brug for, at Danmark tilbyder børnene tryghed i Danmark af hensyn til børnenes sikkerhed og for at undgå, at mennesker på flugt igen tvinges til at leve under slumlignende vilkår i en overfyldt lejr med lange udsigter til at få behandlet deres asylansøgning.

Børn er børn. Vi håber, at børnenes statsminister også vil tilkendegive sin støtte til børn på flugt. Med verdensmålene har vi lovet at hjælpe de mest udsatte. Endnu mere specifikt har vi med Verdensmål 10 lovet at tage ansvar for en velstyret migrationspolitik. Vi kan sammen komme det et skridt nærmere ved at hjælpe børnene i Moria.

Den danske regering har lige nu en chance for at tage ansvar, leve op til internationale forpligtelser og gå forrest i kampen for en human flygtningepolitik i EU ved at tage imod nogle af de mest udsatte flygtninge fra den nedbrændte Moria-lejr.

Vi beder dig som folkevalgt om at tage stilling til denne alvorlige situation – ved at handle med din stemme på Christiansborg. Bak op om støttepartiernes krav om, at Danmark tager ansvar for 300 børn fra Moria!

Der skal handles NU. Lad os sammen sikre en værdig tilværelse for Morias børn.

Tak for din tid.

Venlig hilsen

Rajesh Holmen

Mere information om Moria-lejren:

I denne video på 3 minutter fortæller dokumentarist Michael Graversen om sine stærke oplevelser fra Moria.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. sep. 2020 - 11:19   22. sep. 2020 - 10:01

Åbent brev

fra Rajesh Holmen, København, i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).