19 Sep 2020  

KBH: Ingen skyer af betydning, 7 °C

Danmark er stadig et klassesamfund

Danmark er stadig et klassesamfund

Forfatterne til bogen "Det danske klassesamfund" skal prises for uigendrivelige beviser på, at det ikke er golfspillende velhavere, der gør sig til gode med efterlønnen. Og de skal også prises for, at de insisterer på og vil vise, at arbejderklassen trods mange rygter om dens død eksisterer og er stor. Men ”Det danske klassesamfund” er desværre ikke en klasseanalyse i marxistisk forstand.

1 af 1

Fire samfundsforskere har udsendt bogen ”Det danske klassesamfund”. Bogens tekster udgøres af fremlæggelser og analyser, der er udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. De anvendte data er hentet i Danmarks Statistik.

Undersøgelsens genstand er ulighed.

De indsamlede data er samlet i tabeller, der sammenligner forskellige befolkningslags stilling i samfundet med hensyn til for eksempel uddannelse, bopæl og bolig, sundhedsforhold, indtægt og indflydelse på eget arbejde. Man sammenligner forhold i år 1985 med tilstanden i et senere år - som oftest 2009 eller 2010. 

De forskellige befolkningslag er samlet i, hvad forfatterne kalder klasser. Klasseinddelingen er foretaget efter en modernisering af Socialforskningsinstituttets ”socialgrupper”. De var igen afledt af den rangorden af strata (lag), der undervistes efter på sociologisk institut på Københavns Universitet i 1950-60’erne.

Det lyder som tung kost, men er det faktisk ikke, for teksterne er velskrevne. Dertil kommer, at  analyserne suppleres med interviews hentet fra virkelighedens liv. Som en fin service er bogens tabeller med tilhørende analyser tilgængelige på nettet (www.klassesamfund.dk). Det kan anbefales og gå ind og kigge.

Arbejderklassen eksisterer stadig

Bogens fortjeneste er, at den klart og på alle punkter dokumenterer den stigende ulighed og de miserable levekår, som gælder for en voksende befolkningsandel. 

Forfatterne skal prises for uigendrivelige beviser på, at det ikke er golfspillende velhavere, der gør sig til gode med efterlønnen, men først og fremmest dem med det hårde fysiske arbejde, der har gavn af denne (tidligere) sikringsydelse – som de også selv har betalt til i kontingenter og skatter.

Og forfatterne skal også prises for, at de insisterer på og vil vise, at arbejderklassen trods mange rygter om dens død eksisterer og er stor. I deres udgave af fordeling på klasser i Danmark udgør den 47 procent. 

Men ”Det danske klassesamfund” er desværre ikke en klasseanalyse i marxistisk forstand. Forfatterne citerer ganske vist Marx’ korte klassedefinition fra Det kommunistiske Manifest, og anerkender ejendomskriteriet. Men de anvender det ikke konsekvent. Dele af arbejdsstyrken er blevet  veluddannet og tjener for meget til at være arbejderklasse, mener forfatterne.

To hovedklasser

Marxister deler klasserne mellem dem, der ejer produktionsmidler og udnytter andres arbejde, og dem, der ikke ejer produktionsmidler, men må sælge deres arbejdskraft til ejerne for at overleve.

Lenins noget mere detaljerede klasseanalyse (se andetsteds på siden) udpeger i sin sidste sætning disse to uforenelige hovedklasser i ethvert klassesamfund til og med kapitalismens. 

I nutidigt arbejde med den marxistiske klassedefinition (se uddrag fra Kommunistisk Partis program her ved siden af) fremstår stadig de to hovedklasser, men tillige en eller flere sekundære klasser, som regel benævnt småborgerskabet.

I bogen her foretager forfatterne en klassedeling i fem klasser, hvor de afgørende parametre 1) for placeringen i en klasse er a) stilling i arbejdslivet (herunder ejerskab til produktionsmidler, og for eksempel om har man ledelsesfunktioner og på hvilket plan) og b) uddannelse. 

Men senere indgår også indtægt i parametrene.

Herefter er det egentlig kun sammensætningen af overklassen, der er overensstemmende med et marxistisk synspunkt. De øvrige klasser er: højere middelklasse, lavere middelklasse, arbejderklasse og underklasse.

Arbejderklassen er defineret så snævert, at store dele af den i virkeligheden bliver fordelt i de to middelklasser og her blandes sammen med de selvstændigt næringsdrivende. 

Underklassen defineres ved mennesker, der er uden for arbejdsmarkedet i fire femtedele af året.

Da hovedparten af tabelværket og analyserne omfatter befolkningen mellem 18 og 59 år, er pensionister og efterlønnere ikke med i underklassen. Men kan man ikke antage, at hovedparten her også hører hjemme i arbejderklassen?

De offentligt ansatte

Et springende punkt i opfattelsen af arbejderklassen er hele hæren af ansatte inden for tekniske og serviceområder og vel især de offentligt ansattes tilhørsforhold. Hører hovedparten af disse menneskegrupper ikke til arbejderklassen? Svaret er ja. En superkort - og derfor ikke ganske fyldestgørende - begrundelse: 

For det første er deres stilling til produktionsmidlerne den samme som for andre arbejdere, og de har derfor den samme objektive interesse i klassekampen.

For det andet må vi anskue den voldsomme produktivkraftudvikling 2) i Danmark siden Anden Verdenskrig i et dialektisk forhold 3) både til arbejdsstyrkens øgede uddannelse og til det samtidige, kraftige løft i arbejdskraftens reproduktion (vedligeholdelse, det vil sige uddannelse, sundhed, børne- og aldersomsorg med videre). 

At det vældige apparat til arbejdskraftens reproduktion – endnu - befinder sig i offentligt regi, og at mange af de ansatte er højt uddannede, og nogle er vellønnede, fører dem ikke forbi arbejderklassen, de vandrer ind i den. 

”Klassesamfundet i Danmark” er altså et sociologisk studie, og det har da heller ingen mening at forlange af reformister, at de skal foretage en undersøgelse på marxistisk grundlag. Og igen: Hatten af for den forskningsmæssige anstrengelse. 

Men metode og valg af parametre afgør nu en gang resultaterne af et forskningsarbejde. I dette tilfælde får vi en begrænset eller usikker viden - både om småborgerskabet og om arbejderklassen, der dog har udviklet sig så rivende. Den er på ingen måde skrumpet, som forfatterne hævder.

EU's indflydelse

Som sagt sammenligner tabellerne data fra henholdsvis 1985 og 2009 (eller 2010). Tilfældigvis var 1985 det år, hvor EU's indre marked (Den Europæiske Fællesakt) blev vedtaget. 

Danmark tilsluttede sig i 1986, og alle regeringer, uanset farve, har siden da indrettet deres politik efter denne kendsgerning – i politisk følgagtighed og/eller fordi vore egne stormoguler ønskede det. Det har haft og har stadig stor indflydelse på den økonomiske politik.

Det var også i de år, at boligboblen voksede til uhyrlighed, bristede og udløste finanskrisen. Selvom virkningerne af krisen endnu ikke er kommet til fuld udfoldelse, er det dog værd at mærke sig også dette sammenfald.

Heroverfor opererer bogen i et tomrum. Den forholder sig ahistorisk. Det er en mangel, man ofte ser hos forskere, der beskriver og sammenligner øjebliksbilleder med øjebliksbilleder. De tror sig også for det meste værdi- eller ideologifrie.

Dog, hvad angår det ideologifrie, skal disse fire forfattere frikendes! Deres harme over forringelserne og ulighederne og deres advarsler mod den førte politik skinnner klart igennem. Det er tydeligt, at de ankrer bogen op ved reformismens venstre kaj. 

Placerer intet ansvar

I den afsluttende ”Opsang” foretages ingen klassemæssig ansvarsplacering, hvad angår den førte politik og det aktuelle ræs mod bunden. Der angives fem pejlemærker for en optræden imod klasseskel og ulighed i  fordelingspolitikken, i skoler og boligområder, i uddannelsesinvesteringer, og for en forbedring af arbejdslivet med hensyn til miljø, medbestemmelse og økonomisk sikring ved tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Det femte pejlemærke peger på investeringer ”i mennesker” og et opgør med subkulturer. Her tages fat på underklassen og dermed indvandreres og flygtninges forhold. Mantraet ”ret og pligt” tages i anvendelse ligesom argumentet, at en yderligere vækst af underklassens subkulturer kan true velfærdssamfundet og ”sammenhængskraften”. 

Begrebet sammenhængskraft skurrer fælt i ørerne. Hvis sammenhængskraft? Hvis det er arbejderklassens, taler vi vel om solidaritet? Hos andre besmittes ordet af fremmedfjendskhed. En tredie mulighed er ”ro på bagsmækken”, som det engang bramfrit udtryktes af Ritt Bjerregård.

Alt i alt ønsker forfatterne sig tilbage til det statsmonopolistiske Danmarks velfærdssamfund. Alle pejlemærker opererer inden for de eksisterende, snævre rammer om vort samfund.

Men forstå det dog: Den vej er spærret, for i dag lever vi i oligopolernes 3) imperialistiske verdenssystem, hvori det kriseramte EU kæmper for sin placering med øget udbytning af de arbejdende til følge – og på beskostning af velfærd og demokrati.

Vejen ud findes ikke i den arbejdsmarkeds- social- og uddannelsespolitik, der for nuværende er mulig på Christiansborg. Den går kun gennem folkelig og klassemæssig organisering, sammenhold og målbevidsthed. 

Noter:

1) Parameter, her: Et forhold som er bestemmende for en eksakt måling eller en subjektiv vurdering af noget.

2) Ved produktivkræfter forstås produktionsmidler såvel som mennesket selv.

3) Dialektisk forhold: et gensidigt udviklingsforhold

4) I artiklen ”Monopolkapitalen bliver international” (Ret&Vrang, nr. 57, 2012) defineres de netværk af multinationale selskaber, der dominerer verdensøkonomien, som oligopoler: Et oligopol er et fåtal selskaber, der tilsammen har eneret på eller dominerer i en bestemt branche eller på et bestemt marked.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. nov. 2012 - 18:45   23. jan. 2013 - 12:52

Idekamp

Enid Riemenschneider
Klassesamfund

»Klassesamfund ...? Det er da noget, som var der i gamle dage - lige som kakkelovnen, toilet på trappen og det sorte-hvide tv. I dag er danskerne én stor middelklasse, lige med undtagelse af misbrugere, hjemløse og andre socialt udsatte.
Sådan er en udbredt forestilling i den offentlige debat. I denne bog dokumenterer vi, at det er en myte. Danmark er stadig et klassesamfund med store forskelle i levevilkår, magt og muligheder ...«

Fra indledningen til bogen Det danske klassesamfund. Et socialt Danmarksportræt.  Af Lars Olsen, Niels Ploug, Lars Andersen og Jonas Schytz Juul. 147 sider. 199,95 kr. Gyldendal.