22 Nov 2019  

KBH: Overskyet, 9 °C

Byg basen i byen

Byg basen i byen

Bevægelsen RTCA arbejder i USA med at samle kampen på alle planer for bedre forhold for de dårligst stillede i samfundet. Det handler både om konkrete krav her og nu og om at rejse visioner for et andet samfund.

Civil ulydighedsaktion i Washington DC mod de amerikanske kreditinsitutioner Fannie Mae og Freddie Mac.
FOTO: righttothecity.org
1 af 1

»Kun ved at forstå, at dem der producerer og reproducerer byens liv har en primær ret til det de har produceret – og at et af deres krav er en direkte ret til at lave byen mere efter deres hjerter, ønsker og lyst – vil vi nå frem til en politik for det urbane, som giver mening.«

Harvey, David. 2012. Rebel Cities.

Lissabon, Athen, Budapest, Paris, Hamburg, Valencia, byer i Latinamerika, i Indien og USA. I disse byer er retten til byen en platform for organiseringer. Selvom udgangspunkterne er forskellige, er behovet for billige boliger, demokratiske rettigheder, jobs, velfærdstiltag og kampen mod gentrificering (1) temaer der går igen. Organisatorisk spænder de fra anarkistisk inspirerede flade organisationer til udviklede demokratiske strukturer i større skala.

Retten til Byen er blevet et begreb for en retfærdig by og en form for en politisk platform i det, den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre kalder den kritiske zone mellem industribyen og det urbane samfund.

Byen er nøglen i denne fase. Den er lige så meget stedet for klassebevægelserne, som virksomhederne er det - hvis ikke mere! (2) Både produktionen og reproduktionen af livet i byen er det produktionsforhold, der skal ændres.

I arbejderbevægelsens tidligere periode var alle dele af arbejdernes liv en del af den politiske dagsorden.

I arbejderbevægelsens tidlige periode var alt fra stemmeret, løn og arbejdstid, organisationsret og så videre en del af den politiske dagsorden. Organiseringen var bredere og blev i høj grad bygget nede fra. Arbejdspladserne lå tæt på boligkvarteret.

Mange i gaden arbejdede samme sted. Partier og fagforeninger organiserede kulturaktiviteter og uddannelse. Der blev bygget boliger og etableret kooperative virksomheder. Gennem alle disse aktiviteter opfattede arbejdere sig selv om en del af en klasse med et eget projekt, egne normer og drømme. På sin vis var det byen, der fungerede som en politisk platform.

Denne artikel handler om et nutidigt eksempel på denne form for organisering. Det er Right to the City Alliance (RTCA) i USA, særligt organisationens arbejde i New York. Det er ikke ment som et ideal, der skal fremhæves. Og det er heller ikke en organisation uden problemer. Men det er værd at tænke over.

Righ to The City Allliance

Righ to The City Allliance blev dannet i 2007 i Los Angeles. RTCA har afdelinger i 21 byer rundt om i USA med knap 52 medlemsorganisationer. Udover Los Angeles er det i byer som Oakland, New Orleans, Boston og New York.

I New York består RTCA af 13 organisationer som: Picture the Homeless, der kæmper for de hjemløses rettigheder og boliger, Mothers on the Move organiserer kampen for et bedre miljø og boliger i bydelen South Bronx, - FUREE (Families United for Racial and Economic Equality) har base i Downtown Brooklyn, og arbejder på en række felter for kvinders vilkår, arbejde, små virksomheder, boliger mad med mere. Flere af disse organisationer indgår i bogen New York & Kampen for Byen.

Det handler om at søge nye metoder for organisering og udvikling, der svarer til mentaliteten i dag.

RTCA har en omfattende kritik af neoliberalismen og globaliseringen, som især har konsekvenser for farvede og grupper med lav indkomst. RTCA konstaterer blandt andet: »Det er tid for en national bevægelse, der er ledt af farvede communities, kvinder, unge og seksuelle minoriteter, som fremmer alternativer, nye visioner, nye strategier og nye løsninger, der virkelig bringer os fremad. Tiden er moden til at investere i en bevægelse, som er vores«.

Afsættet for RTCA var det generelle problem i USA med opsplittede bevægelser. Intentionen var at skabe en større sammenhæng ved at styrke arbejdet på byplan, regionalt samt at operere nationalt. »Right to the City Alliance blev født ud af en stræben og et behov hos organisatorer og allierede rundt om i landet, for at skabe en stærkere bevægelse for urban retfærdighed. Men den var også født af en stærk idé om en ny type bypolitik, der sikrer alle, især dem der er frataget deres rettigheder, ikke blot en ret til byen, men som borgere, der har ret til at skabe den, designe den og operationalisere på en urban menneskerets dagsorden«.

RTCA bygger videre på erfaringer, som både ældre og nye bevægelser har gjort. De ønsker at bruge metoder, der overkommer ideologiske splittelser, adskillelser og begrænsningen af arbejdet. For Rachel LaForrest, der er leder af RTCA, handler det om at søge nye metoder for organisering og udvikling, der svarer til den mentalitet som mennesker, fællesskaber, kvarterer og organisationer har i dag. Udfordringer er at hjælpe folk fra de forskellige felter, organisationer og kvarterer frem på en fælles dagsorden, med analyser og akkumulerende organisering.

Geografen David Harvey peger på, at byen som det samlende perspektiv styrker de enkelte kampfelter og giver mere dynamik. »... det er præcist her, at spørgsmålet om hvordan vi organiserer en hel by bliver afgørende. Det frigør progressive kræfter ikke at være organisatorisk bundne på micro-niveau i arbejderkollektiver og solidaritetsøkonomier (uanset hvor vigtigt dette måtte være) og tvinger os til en fuldstændig anden måde at teoretisere og praktisere antikapitalistisk politik på.« (3)

Opbygning af basen

RTCA vil være en platform for koalitioner af forskellige aktører. De ser en udfordring i den samtidige krise i arbejderbevægelsen, de politiske organisationer og sammenbruddet i miljøbevægelsen og mener, at det kan være et moment for at komme videre.

RTCA arbejder derfor med en strategi, der forener progressive i bykvarterer, i faglige organisationer, i miljøbevægelser og andre steder, som anerkender behov for at bygge mere intensivt på tværs af deres egeninteresser i forhold til både de traditionelle materielle krav og livskvalitet i bred forstand. Dette perspektiv gør det muligt at håndtere de normale opsplitninger mellem arbejdsplads og community (4), mellem betoning af klasse eller kultur, samt mellem pragmatiske enkeltsager og mere ideologisk baserede strategier.

RTCA lægger vægt på at opbygge organisationernes baser i bysamfundet. Uden dem, ingen styrke på hverken by- eller nationalt niveau. Man kunne på en måde kalde det en folkefront nede fra. Ai-jen Poo fra Domestic Workers United (DWU), der organiserer husarbejdere, siger det på denne måde: "At bygge holdbare organiseringer i arbejderklassekvarterer og communities af farvede er det vigtigste arbejde, som venstrefløjen kan udføre. Disse organisationer er murstenene i en stærkere bevægelse."

Strategier og programmer skal både forsvarer mod overgreb på eksisterende vilkår og proaktivt kæmper for »en type by der ikke blot gavner folk, men gør det muligt at tage fat om de dybereliggende årsager til, hvad der foregår.«

En af udfordringerne er netop forskelligheden mellem organisationerne. En bevægelse, hvor folk kommer til, fordi de er enige om måske blot én ting, er ret nem at organisere. Det er sværere, hvor der er større eller mere komplekse spørgsmål og forskellige aktører. Måske er hverken deres historie eller kultur fælles. Der kan også umiddelbart være direkte modstridende interesser. Mange bevægelser er brudt sammen eller sprængt, fordi de ikke kunne rumme forskelligheder. Og byen er jo netop en koncentration af heterogene grupper (uensartede og sammensatte).

 For stærk indflydelse fra de hvide middelklasse radikale kan svække essensen i deres strategier. 

Derfor må målet, som David Harvey siger, være at bruge forskelligheden dynamisk: »... og skabe en anden type by, en mere politisk by, som er åben for politiske forhandlinger på tværs af heterogenitet. Ved at skabe verden skaber vi os selv, men vi laver også vores politik ved at lave verden om… Byerne bør være centre for politisk bevidsthed i stedet for forvirring«. Håndteret rigtigt er forskelligheden som et fælles kvaliteter en kilde til en større indsigt i byen, der åbner for handling og tanker i nye radikale realiserbare baner.

Race spiller en stor rolle i USA. På venstrefløjen, især blandt den hvide middelklasse, der fylder en del, er der en tendens til at overbetone klassespørgsmålet og se bort fra en masse nuancer af betydning for de farvede communities. I forhold til uddannelse, boliger, jobs, politi, miljø og så videre bliver de farvede mødt af en anden virkelighed end de hvide. Andre overbetoner race eller religion på bekostning af klasseaspektet.

Det er også en af grundene til, at det for RTCA og medlemsorganisationerne er en kerneopgave at uddanne nye ledere i de farvede communities. De er opmærksomme på, at for stærk indflydelse fra de hvide middelklasse radikale kan svække essensen i deres strategier. Af samme grund holder de også akademikerne på bagsædet.

Uddannelse kan ikke skilles fra politisk udvikling. Når medlemmerne har fod på, hvordan samfundet virker, kan de for alvor sætte hverdagens aktiviteter ind i et større perspektiv og give dem retning. Hvordan virker lovene, hvordan organiserer man via medier og så videre.

Analyser er også nødvendige. På de kampfelter, hvor RTCA arbejder, gennemfører de workshops og samarbejder med akademikere, der er parate til at hjælpe. De bidrager for eksempel med analyser af følgerne af den neoliberale boligpolitik, konsekvenserne i de miljøbelastede farvede bydele, vilkårene for små virksomheder under byomdannelse og madforsyningen i byområder uden butikker. Arbejdet med analysen er koblet med formuleringen af strategier for realiseringen af krav og målsætninger.

Udgangspunktet for visionen er, at en bolig er en menneskeret. 

DWU organiserer hushjælpere, der arbejder isoleret. De er overvejende latinoer og afroamerikanere. De havde ingen rettigheder, indtil DWU i 2010 i staten New York fik dem kæmpet igennem. Flere stater er fulgt efter. Senest i Illinois og Californien i september 2013. For at skabe en forståelse for problemets karakter organiserede DWU seminarer, der analyserede relationen mellem husarbejde og resterne af de ideologiske og psykologiske mekanismer fra slaveriet, som har overlevet i forskellige former i husarbejdet.

RTCA´s Land and Housing Workgroup arbejder med det påtrængende boligproblem og har udarbejdet en strategi for boliger til alle. Afsættet var et tredages forløb i New York i juli sidste år, hvor 18 organisationer fra 12 byer deltog.

Udgangspunktet for visionen er, at en bolig er en menneskeret. Byen skal udvikles på en måde, der er bæredygtig for planeten. Lavindkomst communities skal have boliger, der er billige, smukke, kreative og med service. Der skal mere offentlig finansiering til, og kvartererne skal have kontrol med boliger og byudvikling.

Målet er at opnå håndgribelige forbedringer både lokalt og nationalt. I forhold til medierne skal fortællingen om boligsituationen udvides til en national bevægelse for urban retfærdighed for at skabe en front med allierede i andre sektorer på tværs af race og klasse.

RTCA hjælper organisationerne med at udvikle disse aktiviteter og koordinere indsatsen mellem flere organisationer. For eksempel da Picture the Homeless, der organiserer hjemløse, for et par år siden talte ledige boliger i New York, fik de assistance fra de andre organisationer og et universitet. De ville påvise over for byen, at der ikke er grund til, at 50.000 newyorkere sover på herberg, når der er rigeligt med tomme boliger.

Reformer og perspektiver

RTCA i New York arbejder med transformative krav, som kan realiseres på de gældende vilkår. Samtidig peger bevægelsen på de dybere årsager til problemerne og forsøger at skabe en forestilling om, hvordan det kunne være anderledes. Den enkelte borger skal kunne genkende sine behov i disse generelle krav og visioner, der peger ud over samfundets nuværende rammer. Derfor handler det ikke om at opfinde fjerne spekulative krav, men om at grave konkrete løsningerne frem.

Krav og mål skal på én gang være både lokaliseret geografisk og bygge en politisk helhed op ved at inddrage andre faktorer, der er en del af problemet. For eksempel handler uddannelse ikke blot om at undgå, at familierne i blokken bliver sat på gaden eller om lukningen af en skole. Bystyret kunne sammen med staten New York eller staten gennemføre det nødvendige ved at give skolerne i lavindkomstområder højeste prioritet. Mere holdbare løft forudsætter også billige boliger, udbygget kollektiv trafik, jobs med lønninger til at leve af, bedre uddannelser, demokratiske byrum og så videre. I nogle kvarterer gælder også om at modvirke gentrificering. Retten til byen bliver her den fælles platform.

Vi må forholde os til de lave lønninger, og hvordan byen virker i den globale økonomi, samt de arbejdsforhold arbejderne har i de fattige lande.

På RTCA’s Urban Congress i Los Angeles i september 2012 fortalte en af stifterne, Gihan Perera: »Det handler ikke om at gøre det, vi gjorde før, blot på en anden måde. Det handler om, hvordan vi erkender, det vi gør, og den urbane sammenhæng vi agerer i. Vi må forstå, hvordan byen hele tiden bliver bygget, destrueret og genskabt, og hvordan folk bliver skubbet rundt i byen og trukket ned.

Vi må forholde os til de lave lønninger, og hvordan byen virker i den globale økonomi, samt de arbejdsforhold arbejderne har i de fattige lande. Der er sammenhænge, og deres vilkår er forbundet med dem, vores communities har. Det er dette, vi er oppe imod, og vi må forstå vores kamp i forhold til dette system. Perspektivet er afgørende for, at vi kan udvikle vores aktiviteter efter det". (5)

Hvordan organisationen kan være reflekterende er essentielt hos RTCA ligesom en fortsat uddybning af forståelsen af, hvad retten til byen er. "Hvis retten til byen er en ramme for alle os, der ønsker en strategi for demokratisk magt, så må vi begynde at skitsere billedet af, hvordan denne strategi ser ud. ... først må vi samle og sy erfaringerne sammen i en teori om demokrati og demokratisk forandring nede fra."

Udfordringer

For RTCA er formålet med at bygge basen, at styrke den samlede bevægelse på landsplan. Men der er mange udfordringer, fordi det, som Gihan Perera sagde, handler om at forstå sammenhængene, forstå byen og hele tiden udvikle analyser, organisering og refleksioner på måder, der passer til.

Ét vilkår er, at det politiske system i USA reelt er baseret på to partier, samt et ekstremt behov for penge og adgang til medierne. Forholdene i hver by er forskellige på grund af historie, kulturen for organisering, de aktuelle problemer og personer. Nogle byer har udviklede progressive miljøer, mens andre halter bagud. Denne ujævne tilstand giver byen som politisk platform en særlig betydning.

En udfordring i USA er, at der er en udbredt communitytænkning (lokalt eller i den lille skala) ved siden af en sektorisering på enkeltområder. Man er optaget af sit community. Det kan i nogle sammenhænge være en styrke, men på den lange bane er det en svaghed, fordi det gør det vanskeligt at skalere det politiske arbejde op på byniveau og nationalt niveau. I stigende grad også på globalt niveau.

Når organisationen ikke er baseret på enkeltmedlemmer, svækker det den demokratiske karakter.

En masseorganisering hænger ikke så godt sammen med, at der er sket en "ngo-isering" i USA, men også på den globale scene. Ngo'erne (ikke statslige organisationer) og non profit organisationerne har en særlig juridisk status i forhold til for eksempel skat og vedtægter. De har typisk en bestyrelse, som er udpeget, og en stab med ansatte.

Problemet er, at når organisationen ikke er baseret på enkeltmedlemmer, svækker det den demokratiske karakter og muligheden for at udvikle en stor medlemsbase. Flere af RTCA´s organisationer er non-profi, men for eksempel i Picture the Homless er det de hjemløse eller tidligere hjemløse, men alle aktivister, der sidder i bestyrelsen og har snor i aktiviteterne.

RTCA er en løs form for hierarkisk organisering uden at være monocentristisk. Og frem for at udvikle store programmatiske modeller, (en proces der ser ud til at kunne splitte næsten enhver venstrefløj), går vejen gennem praksis og dialogbaserede analyser, der danner afsæt for de politiske strategier.

Der er en del overfølsomhed i forhold til organisering med en demokratisk struktur med en form for hierarki. Modstand kan virke som en bremse på udviklingen af bevægelsen. For eksempel tager anarkistiske eller autonome miljøer afstand fra centralisme og insisterer på horisontale relativt løst koblede små enheder i dynamiske netværk.

Occupy Wall Street (OWS) er en sådan organisme, der kan agerede spontant, og som kan revitaliseres hurtigt, som det for eksempel skete i New York under orkanen Sandy i efteråret 2012. I Europa er tænkningen især udbredt i Sydeuropa som strømninger inden for både arbejder- og bybevægelser, der satser på selvorganisering.

Der er mange praktiske erfaringer fra denne type organisering, der kan være brugbare i protestbaserede bevægelser eller i mindre skala. Men, som David Harvey skriver, kan en radikal decentralisering – en polycentrisme alene – kun være demokratisk til en vis grænse. »Det er simpelt hen naivt at tro, at en polycentrisme eller andre former for decentralisering kan fungere uden en stærk hierarkisk begrænsning og aktiv håndhævelse.« (Rebel Cities. Side 84) Problemet opstår med komplekse og store organisatoriske opgaver. Her bliver det nødvendigt med valgte personer kombineret med et dynamisk demokrati.

Det er en erfaring fra OWS, at alliancer med andre bevægelser og faglige organisationer er afgørende. I begyndelsen blev OWS mødt med skepsis. Folk, der havde kæmpe i communtities i Bronx og Brooklyn i 10-20-30 år, havde svært ved at forstå, hvorfor der nu var så meget ståhej om OWS. Mange anså det for at være en bevægelse af den hvide middelklasses unge hipsters. Når de kom til Liberty Park, så de på hinanden og sagde: "De ligner ikke os".

Gennem møder og fælles aktioner opstod der en gensidig respekt. OWS havde jo også åbnet nogle vinduer, som community organisationerne kunne bruge til at fremme nogle af de kampe, de havde gang i. Det var med fagforeningernes støtte og deltagelse i OWS, at bevægelsen fik et mærkbart gennemslag. Det var på det tidspunkt, at der tegnede sig en kraftfuld bevægelse på en platform på et klassegrundlag. 15 fagforeninger med transportarbejdere, lærere, hospitalsansatte og så videre sluttede for eksempel op om demonstrationen 5. oktober 2011.

De samme erfaringer blev gjort andre steder i USA, herunder i Los Angeles, hvor OWS blev en bredere bevægelse af både unge anarkister, fagforeninger, organiserede immigranter med flere. Her var det afgørende, at nogle af de faglige organisationer spillede en aktiv rolle som brobyggere, og at de bredte deres eget politiske perspektiv ud.

Udgang

På grund af politiske og organisatoriske mangler fusede alliancen ud. Der blev dog skabt nogle kontakter og en gensidig tillid, der kan tages i brug. OWS gennemfører stadig aktioner og har et udbygget netværk.

På den lange bane er RTCA i princippet vigtigere. Den er forankret i organisationernes etablerede daglige arbejde med udvikling af basen blandt lavtlønnede og farvede.

De næste artikler handler om, hvad et andet samfund mon kan være. Det sker ved at beskrive forskellige typer progressive historiske utopier, nogle neoliberale utopier og dem, vi selv kan arbejde med.

 

Noter:

1. Gentrificering er en betegnelse for den forandring, der sker i et byområde, når beboerne på grund af stigende boligpriser fortrænges af mere velhavende grupper.

2. Arbejderen 4. december 2013. http://www.arbejderen.dk/idekamp/byen-og-arbejderklassen

3. Rebel Cities. Side 152

4. Community bliver som begreb brugt meget i New York og kan betyde mange forskellige ting: Et lokalområde i byen, et interessebaseret fællesskab, netværk der dækker hele byen, eller et fællesskab baseret på kultur.

5. Jørgensen, Peter S. 2013. New York & Kampen for Byen. Frydenlund. Side 585.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. jan. 2014 - 09:00   15. jan. 2014 - 09:15

Kampen for byen

af Peter Schultz Jørgensen
Byen som politisk platform
  • Dette er sidste artikel i serien Byen som politisk platform, som Arbejderen har bragt i løbet af det sidste halve år. Artiklerne er skrevet af Peter Schultz Jørgensen. Forfatteren beskriver selv ideen med artikelserien således: 
  • "Byer har altid skubbet samfundene igennem historien. Byerne har været arnesteder for opbrud og grundlæggende ændringer. Her har menneskers drev, nysgerrighed og fortvivlelse udløst skaber- og handlekraft, som har næret vores fantasier om, hvordan verden også kunne være.
  • I en række artikler vil jeg pege på byernes vilkår i en epoke domineret af et kompleks af kriser. Samtidig er der også tanker og aktiviteter, der peger igennem systemets grænser og ud på noget andet.
  • Det er min tese, at byen i dag– som et produktionsforhold og en produktivkraft – har et afgørende potentiale som politisk platform. Alt i alt er det ment som en skitse til debat. Artiklerne har derfor en generaliserende karakter, der ikke fuldt ud tager højde for forskelle på grund af historiske, geografiske og politiske forhold.
  • Afsættet er mit arbejde med bogen New York & kampen for byen, der er udkommet på Frydenlund."

De foregående 18 artikler kan læses på arbejderen.dk/tags/kampen-byen

 

Om forfatteren

Peter Schultz Jørgensen (1950) er uddannet byplanlægger og har arbejdet med byudvikling og kulturstrategier i flere byer.

Han har skrevet artikler til aviser og tidsskrifter om byer, deres udvikling og bykultur. Senest bogen New York & kampen for byen.