04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 3 °C

Befrielsesvalget i 1945 – arbejderflertallet der gik i vasken

Kommentar

Befrielsesvalget i 1945 – arbejderflertallet der gik i vasken

Et par ord fra Leif Hansen i forbindelse med 75-årsdagen for det såkaldte befrielsesvalg den 30. oktober 1945.

"Valget i går blev en strålende sejr for det kommunistiske parti."

Med denne seksspaltede overskrift markerede nu hedengangne Land og Folk fra den 31. oktober 1945 Danmarks Kommunistiske Partis (DKP's) store fremgang ved folketingsvalget dagen før – nu for 75 år siden.

I valgkampen dominerede valgmøderne på en helt anden måde, end vi er vant til i dag.

En seksdobling i antal mandater fra tre til 18 og i stemmetal fra omkring 41.000 til cirka 255.000 i forhold til valget i 1939. Socialdemokratiet fik en tilsvarende tilbagegang, således at det af DKP ønskede flertal af de to arbejderpartier ikke blev opnået.

Folketingsvalget i oktober 1945 – det såkaldte befrielsesvalg – kom efter en sommer, der var præget af to strømninger i det danske samfund: På den ene side de kræfter, der ønskede at stabilisere kapitalismen, at genoprette tilstanden fra før den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Den folkelige mobilisering, som frihedskampen havde bragt, skulle neutraliseres og gøres til en parantes i danmarkshistorien. På den anden side stod de fremadstræbende kræfter, der ønskede en reel demokratisk og social fornyelse.

Befrielsesregeringen under ledelse af socialdemokraten Vilhelm Buhl fremstod som et kompromis mellem modstandsbevægelsen og de "gamle" politikere og var således et udtryk for brydningen mellem de to linjer.

Befrielsessommeren var præget af de resultatløse forhandlinger mellem DKP og Socialdemokratiet om dannelsen af et enhedsparti, forhandlinger der sluttede med, at Socialdemokratiet i august proklamerede en konsekvent kamp mod kommunisterne.

Men også de øvrige deltagere i befrielsesregeringen kom i klammeri med hinanden, og det kom som en lettelse for alle parter, da efterkrigstidens første valg blev udskrevet til tirsdag den 30. oktober.

I valgkampen dominerede valgmøderne på en helt anden måde, end vi er vant til i dag. Alene i København formåede DKP at fylde KB-hallen (cirka 5000 tilhørere) ved tre lejligheder. Datidens politikere trivedes med stemningen i de røgfyldte lokaler, hvor djærve tilråb fløj frem og tilbage mellem talerne og salen, og hvor begejstring og mishag blev udtrykt spontant.

DKP's valggrundlag var de to partiprogrammer fra modstandskampen: "Vi kæmper for et sandt demokrati" fra 1943 og "Folkets vilje – landets lov" fra 1944.

Som valgets to vigtigste temaer angav partiet dels et opgør med samarbejds- og forhandlingspolitikken under besættelsen og dels en vision for fremtidens Danmark, hvor det arbejdende folks vilkår stod i centrum.

Men det lykkedes aldrig for alvor at få draget besættelsestiden ind i valgkampen. Krigen var kommet på afstand, og en såkaldt "modbevægelse" med speciale i tilsmudsning af modstandskampen var vokset frem, båret i stort omfang af de to socialdemokratiske professorer Hal Koch og Hartvig Frisch. DKP's mål var oprindeligt at få skabt en bred demokratisk front med basis i modstandsbevægelsen, som kunne have samlet omkring 70 procent af stemmerne.

Bag disse overvejelser lå en klippefast – og overoptimistisk – tro på, at Socialdemokratiet og DKP ville opnå et absolut flertal ved oktobervalget. I en radiotale knap en uge før folketingsvalget sagde DKP-formanden Aksel Larsen blandt andet, at "arbejderpartierne skal have et solidt forankret flertal ved valget, og det er os kommunister, der skal skaffe det".

Arbejderpartiernes forventede flertal skulle ifølge DKP's plan anvendes til at bringe socialdemokraterne tilbage til sommerens afbrudte enhedsforhandlinger. Jo større en del kommunisterne havde i flertallet, jo større blev presset på Socialdemokratiets ledere, lød teorien.

Men de ledende socialdemokrater bed ikke på krogen, og partiets taktik var klar: Frontalt opgør med DKP, koste hvad det ville af mistede mandater og indflydelse i fagbevægelsen. Man regnede stensikkert med at vinde det tabte tilbage på et senere tidspunkt, hvilket jo viste sig at holde stik.

Men Socialdemokratiets nederlag blev større end ventet, mens vælgerne belønnede kommunisterne for indsatsen under besættelsen med en markant fremgang, dog ikke stor nok til at skabe et arbejderflertal.

Den 7. november 1945 dannede Knud Kristensen en reaktionær Venstre-mindretalsregering med fuld accept fra de hårdt ramte socialdemokrater. Og splittelsen i den danske arbejderbevægelse fortsatte – til stor skade for den arbejdende befolkning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2020 - 16:39   30. okt. 2020 - 17:03

Kommentar

af Leif Hansen, Vipperød
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).