18 Nov 2019  

KBH: Overskyet, dis, 9 °C

Arbejderbevægelsen er en politisk bevægelse med retning og mål

Kronik

Arbejderbevægelsen er en politisk bevægelse med retning og mål

Har vi som kollektiv svigtet at diskutere, hvad vi som arbejderbevægelse skal sigte mod, spørger murersvend Emil Olsen og giver en historisk gennemgang.

FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

I vore dage er der mange, som sætter spørgsmålstegn ved fagbevægelsen som en politisk bevægelse. Endda kan det forarge nogle, når politiske kræfter organiserer sig fagligt. Men vist nok mest når ikke det er dem selv.

Jeg tror på, at aktive kræfter på ny må sætte sig sammen og diskutere, hvordan vi som arbejdere bliver frie mennesker, præcis som Louis Pio blandt andre gjorde det.

For at forstå, hvorfor arbejderbevægelsen er mudret ind i både politiske partier og i fagforeninger, må man nøje forstå læren af de dyrekøbte erfaringer, som arbejderklassen har opnået igennem dens mangeårige historie.

Vi skal helt tilbage til feudalsamfundets tid fra overgangen til kapitalismen. Det var på dette tidspunkt, at arbejderklassen begyndte at blive bevidste om rollerne i produktionsapparatet.

Her var der opstande af forskellig karakter mod den dominerende rolle, som konger og godsejere udøvede overfor bønderne, som sikrede dem deres rigdom.

Men i en lang periode var der ikke en retning på bondeopstandene, og de var på ingen måde repræsenteret, hverken politisk eller gennem faglige organisationer i en retning af et mere socialt indstillet samfund.

Det kommunistiske Manifest

I midten af 1800-tallet fik arbejderklassen for første gang et politisk manifest. Efter lange studier af produktionsforholdene, de sociale udviklingstrin fra slavesamfund til feudalsamfund og den spirende kapitalisme, udgav Marx og Engels sammen i 1848 Det kommunistiske Manifest.

Dette manifest blev hurtigt en stor inspirationskilde for arbejdere over hele verden. I takt med at arbejderklassen nu havde fået en retning, begyndte opstandene også at få medvind.

Pariserkommunen og Oktoberrevolutionen

Den 18. marts 1871 gjorde Paris oprør og oprettede et revolutionært folkestyre, Pariserkommunen. Den holdt dog ikke længe, men trods nederlaget blev Kommunen snart en legende, en mægtig inspirationskilde for arbejderbevægelsen og den revolutionære kamp verden over.

Arbejderklassen begyndte at danne fagforeninger. Paroler, som fremsatte arbejdernes aktuelle krav, blev nu en organiserende politisk kraft, og de socialdemokratiske partier, som repræsenterede både den revolutionære og reformistiske linje, så dagens lys.

Hvor særligt stifteren Louis Pio ikke lod nogen være i tvivl om, hvor hans inspiration kom fra. Pios egen skæbne efter Slaget på Fælleden med seks års forbedringshus i 1873 var medvirkende til hans politiske afklaring. I 1875 gjorde han sit standpunkt helt klart:

“Hvis den flok banditter, som for øjeblikket spiller herskere på Jorden og frækt tilraner sig udbyttet af vort arbejde, hvis denne nederdrægtige bunke spillere, drivere, gøglere og slavefogeder endnu blot i 10 år skulle have lov til at fortsætte deres mord, tyveri, brandstiftelse og uterlighed, da vil samfundet blive ført til afgrundens rand, og den tirrede menneskehed ville ikke have anden udvej end at udrydde denne yngel af Jorden.”

På den baggrund blev han deporteret til Amerika, ikke mindst til lettelse for visse dele af fagbevægelsen, den reformistiske. Men hans standpunkt var ikke til at tage fejl af.

Således var arbejderklassen godt i gang med at styrke sig, hvor endnu et forsøg så dagens lys med Oktoberrevolutionen i 1917, som blev til Sovjetunionen og, som vi ved, overlevede noget længere. Forbedringer af grundlæggende karakter for arbejderklassen gav fornyet håb.

Reformister og revolutionære

At vi diskuterer politik i arbejderbevægelsen er altså ikke nyt, og at politiske linjer arbejder i fagbevægelsen er heller ikke nyt. Indtil reformisterne i Socialdemokratiet fik flertal for, at Socialdemokratiet stemte for krigsbevillingerne under Første Verdenskrig, var arbejderbevægelsen organiseret derigennem.

Beslutningen fra Socialdemokratiet om at gå ad krigsstiens vej førte til en splittelse, og Danmarks Kommunistiske Parti dannedes i 1919, hvor det hurtigt blev en afgørende spiller i arbejderbevægelsen.

Senere er der kommet flere partier til og så videre, men der er intet nyt i, at partier og arbejderbevægelsen er tæt knyttet. Man havde en retning og et mål, som var forbundet med kampene.

Situationen i dag

Så når det i vore dage forfægtes, at politiske partier skal holde sig fra fagbevægelsen, så er det i virkeligheden enten et reaktionært synspunkt, fordi man mener, at fagbevægelsen skal flytte sig fra sine politiske mål og sine historiske forpligtigelser.

Eller at det er et udtryk for, at vi i alt for mange år har svigtet som kollektiv at diskutere med hinanden om, hvad vi som arbejderbevægelse skal sigte mod.

Når vi render fra sag til sag. Hvor det den ene dag er pensionerne, vi skal forholde os til, og den næste dag er dagpengespørgsmålet, så skal vi selvfølgelig have vores dagsaktuelle krav på plads. Men som vi ser på det for tiden, så gør det, at vi ikke ser samfundet og udviklingen i det store perspektiv – det er nødvendigt!

Jeg tror på, at aktive kræfter på ny må sætte sig sammen og diskutere, hvordan vi som arbejdere bliver frie mennesker, præcis som Louis Pio blandt andre gjorde det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2019 - 13:17   30. okt. 2019 - 16:57

Kronik

af Emil Olsen, murersvend
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 800 og 3000 tegn inklusive mellemrum.
  • Kronikker og kommentarer må maksimalt være på 5000 tegn inklusive mellemrum.
  • Sendes til debat@arbejderen.dk 
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.