21 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Hvorfor er skatten så høj?

Hvorfor er skatten så høj?

Der er mange måder at undgå at betale så meget i skat. Men det er kun virksomheder, der kan benytte sig af det.

Regeringen og i særdeleshed Liberal Alliance fortæller konstant at skattetrykket i Danmark er meget højt, men de fortæller ikke hvorfor.

I Danmark har vi et meget højt offentligt serviceniveau, der konstant bliver udfordret af de mange mindre og større private virksomheder samt forretninger, der ulovligt handler med deres virksomheds betalingskort, trækker alle deres indkøb, også private, fra i virksomhedens, forretningens drift, samtidig med at de får den betalte moms retur.

Regeringen og Liberal Alliance fortæller konstant at skattetrykket i Danmark er meget højt, men de fortæller ikke hvorfor.

Rigtig mange trækker også bilen og driften af bilen fra i virksomhedens driftudgifter. Der er også mange, der både trækker bilens vedligeholdelse og brændstofudgifter fra i virksomheden, samtidig med at de foretager fradrag for transport til og fra arbejde, hvis de ikke arbejder fuldtids i egen virksomhed men også er ansat i en anden stilling.

Der er registreret cirka 60.000 virksomheder og forretninger i CVR-registeret. Skattevæsenet foretager oftest ikke kontrol af disse firmaer, men lader det være op til dem selv, at det de indberetter til Skat er lovligt.

Langt de fleste virksomheder har ikke pligt til at benytte en statsautoriseret revisor, og mange revisorer tolker lovgivningen meget kreativt.

Hvis alle disse virksomheder og forretninger betalte det, de skulle, og ikke snød sig til ulovlige momsfradrag, ville skatteprocenten kunne sættes ned, samtidig med at vi kunne få råd til det serviceniveau, vi alle ønsker os.    
                                                                                 

 

13. apr. 2018 - 08:51   13. apr. 2018 - 09:00

af Peer Pedersen, Frederiksværk