15 Nov 2018  

KBH: Ingen skyer af betydning, dis, 7 °C

Historien om et oprør

29. august 1943

Historien om et oprør

I sensommeren 1943 bredte der sig en serie af strejker og protester mod den tyske besættelsesmagt over hele Danmark. Samtidig optrappede modstandsgrupperne den væbnede modstand.

En politibil væltes under optøjer i Odense, august 1943.
FOTO: Nationalmuseet/CC BY-SA 2.0
1 af 1

29. august 1943 er datoen, der i eftertidens historiebøger markerer skiftet til Danmark som modstandsnation mod nazismen, frem for en samarbejdsnation. Men sådan forholdt det sig nu ikke helt. Beslutningen blev tvunget igennem, efter længere tids uro. Det var ikke de danske politikere, embedsmænd eller det etablerede Danmark, som ønskede samarbejdspolitikkens sammenbrud – tværtimod.

Især sabotageaktioner i Odense og Esbjerg, betyder et tysk krav om udgangsforbud.

Erik Scavenius som blev udenrigsminister i Stauningregeringen i juli 1940 og statsminister fra 9. november 1942, fremførte sin meget markante holdning allerede tre måneder efter Danmark var blevet besat:

"Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland.“

Med de ord udtrykte han, hvad stort set hele det samlede Folketing, samt regeringen mente og det var en særdeles positiv tilpasningspolitik, som blev ført, med statsminister Stauning i spidsen.

Man troede på en tysk sejr og forsøgte endda at planlægge efter nazistisk planøkonomi i embedskontorerne, i diverse organisationer og på politisk plan, for at Danmark som en del af “Det Ny Europa” var på forkant, i forhold til de lande, som ikke ville samarbejde med nazisterne.

Kort beskrevet kan citatet af Jean Cocteau (1889-1963) illustrere situationen: “Menneskeheden består af nogle ganske få forløbere, særdeles mange medløbere og en overskuelig mængde efterløbere”. Det etablerede Danmark bestod af med- og efterløbere. Det var på grund af “Augustoprøret i 1943” at Danmark historisk ikke er blevet stemplet som en kollaboratørnation. 

Folkestemningen satte dagsordenen

Nazi-Tyskland oplever i sommeren 1943 en række nederlag, på slagmarkerne ved Østfronten, samt ved Middelhavsfronten og den 24. juli bliver Hitlers allierede diktatoren Mussolini afsat i Italien. Folkestemningen vejrer morgenluft og troen på et snarligt tysk nederlag vokser. Det udmunder i en vilje til opgør med besættelsesmagten.

En anden årsag til stemningsskiftet er afsigelsen af den første dødsdom over en sabotør. Dommen gjaldt den tidligere spaniensfrivillige Hans Petersen. Den menige dansker ville ikke acceptere dommen, som senere blev ændret til livsvarigt tugthus.

I juli stiger sabotageaktionerne i styrke og antal. Samme måned vil justitsminister Thune Jacobsen have bevilget 1 million kroner til (flere) maskinpistoler til politiet, “for at stoppe sabotagehandlingerne”!

4. august anmoder tyskerne Folketinget og regeringen om at sabotørerne skal dømmes efter tysk straffelov. Anmodningen når ikke at blive behandlet af hverken embedsmænd eller i Folketinget.

Især sabotageaktioner i Odense og Esbjerg, betyder et tysk krav om udgangsforbud. Modstandsbevægelsen svarer igen med flere sabotageaktioner og opfordrer til strejker.

6. august erklæres Esbjerg i undtagelsestilstand efter en stor sabotagebrand. Erklæringen får alle byens arbejdere til at gå i strejke, og butikkerne til at holde lukket. Seks dage senere ophæves undtagelsestilstanden. Men oprørstrangen er vakt.

19. august udbryder der strejker i Odense. På trods af henstillinger fra det etablerede Danmark fortsætter strejkerne og 21. august mødes 5000 demonstranter i midtbyen.

24. august skal en myrdet frihedskæmper begraves i Aalborg og 10.000 mennesker møder op ved kirken. Tyskerne skyder mod begravelsesoptoget og flere bliver såret. Men det afskrækker ikke modstanden. Efter endnu en dræbt dansker på en cementfabrik i Aalborg, mødes 17.000 demonstranter i Aalborg.

Strejkerne har nu bredt sig fra Jylland til hele landet. Uroen får Hitler til at kalde Werner Best – Hitlers rigsfuldbemægtigede i Danmark – til “samtale”.

Efter samtalen vender Werner Best tilbage til Danmark med en række ultimative krav: Dødsstraf for sabotage, undtagelsestilstand i hele landet, udgangsforbud aften og nat, forbud mod “sammenstimlen”, særdomstole, forbud mod strejker og mere af samme skuffe.

Politikernes svar til Werner Best er et klart nej. Nok mere på grund af folkestemningen end på grund af egne personlige holdninger, som de lige så klart havde vist siden besættelsesdagen 9. april 1940. “Undskyldningen” var modstand mod dødsstraffen. Selvsamme straf som de selv samme politikere indførte efter Danmarks befrielse.

Departementschefstyre

29. august overgår Danmark til et Departementschefstyre, hvilket betyder at regering, rigsdag og centraladministration varetages af ministeriernes departementschefer og direktører samt af et “Trettenmandsudvalg”, som før var et “Nimandsudvalg”.

Sidstnævnte – formelt Rigsdagens Samarbejdsudvalg – var et dansk parlamentarisk stående udvalg, der blev nedsat 2. juli 1940 af de partier, der indgik i Samlingsregeringen efter Tysklands besættelse af Danmark (Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre), og Retsforbundet.

Udvalget bestod af to medlemmer fra hvert parti – dog havde Retsforbundet kun et enkelt medlem. Efter at regeringen var trådt tilbage i august 1943 blev udvalget udvidet med én (tilbagetrådt) minister fra hvert af de fire store partier og blev derved et trettenmandsudvalg.

Så der blev ikke den store forskel på samarbejdspolitikken før og efter d. 29. august. En forskel var at nu kunne politikerne erklære sig ansvarsfrie. Eksporten af landsbrugsvarer og en række andre varer steg markant efter samarbejdspolitikkens "sammenbrud" – det samme gjorde indtjeningen ved samhandel med Tyskland.

Kommunisterne i Horserød 

Cand.jur. Thune Jacobsen blev chef for opdagelsespolitiet i 1926 og påbegyndte egenhændigt et omfattede register over danske kommunister og deres aktiviteter og var den 22. august 1941 justitsminister, da et enigt folketing vedtog “Kommunistloven” med tilbagevirkende kraft fra 22. juni samme år.

Enigheden bundede dog i, at de tre kommunistiske folketingsmedlemmer ikke havde mulighed for at stemme, da de ville blive arresteret, hvis de forsøgte at komme ind på Christiansborg. To var ikke pågrebet endnu, mens Martin Nielsen allerede sad interneret i Horserødlejren.

Tyskerne havde forlangt 22 kommunister anholdt i København – politiet anholdte 147 personer. I provinsen anholdtes 192, hvoraf kun 16 var på tyskernes liste.

Da folketinget og regeringen den 29. august gik over til departementschefstyre, var en klar holdning hos størstedelen af de internerede kommunister i Horserødlejren, at de havde fået lovning på, at hvis tyskerne overtog lejren, ville de blive advaret og få mulighed for flugt. Men med Thune Jacobsen i front, solgtes de internerede kommunister til tyskerne.

I hans bog “På en Uriapost” fra 1946 skriver Thune Jacobsen: “Kommunistloven varetog ikke bare tyske, men også danske interesser”. Thune Jacobsen kunne med én opringning have forhindret at 143 mænd og 7 kvinder blev deporteret til koncentrationslejren Stutthof, hvor 22 mistede livet i lejren, på “Dødsmarchen” eller kort efter hjemkomsten. Flere begik selvmord få år efter befrielsen.

Efterfølgende har flere historikere beskrevet og haft menninger vedrørende en “kommunistisk topledelse”, som gav forbud mod flugtforsøg. Denne historieforfalskning fjerner behændigt enhver form for ansvar hos justitsministeren, politikere og embedsmænd – som reelt var de eneste der kunne have gjort en forskel.

Flugten fra Horserød 29. august 1943

For 97 kommunister blev det deres redning, at tyskerne ikke vidste, at Horserødlejren bestod af en ny og en gammel del. Da besættelsesmagtens lakajer ankom klokken 02:30 om natten, med stor voldsomhed og bevæbnet med maskinpistoler, mødte de internerede kommunister i den nye del af lejren en lille flig af nazisternes syn på dem som “undermennesker” – et syn som blev yderligere udfoldet under opholdet i koncentrationslejren Stutthof.

I den gamle lejr blev madrasser, sengetøj, baderiste og diverse materiel imens brugt til at forcere hegnene. Måske det også var en fordel for de 97 flygtene fanger at det var mørkt og et voldsomt regnvejr.

Blandt de som undslap var forfatteren Hans Kirk, arkitekten Edvard Heiberg og den kontroversielle landretssagfører Carl Madsen, som i bogen “Vi skrev loven” beskriver flugten:

"Den, der forrådte os den nat var Thune Jacobsen, der koldt og bevidst overlod os til vores skæbne. Det var spændende øjeblikke, da vi i mørke klatrede over hegnet og flygtede ud i skoven. Efter at have gået lidt, hørte jeg et stærkt skyderi bag i mig. Det var det sidste jeg hørte til Horserødlejren. Jeg lagde mig ned og ventede til det var forbi. Jeg gik gennem buskadset, til det gærde der omgav skoven. Så sprang jeg ud på marken. Idet jeg sprang, trådte der en vagtpost frem bag en busk. I samme sekund fór det gennem hovedet på mig, at det hele ikke havde været umagen værd og mine cigaretter var blevet ødelagt af regnen. Jeg rejste mig op og gjorde front mod tyskeren, der viste sig at være en kalv. Jeg erindrer, at jeg stod gennemblødt og fik et anfald af krampelatter. Nerverne havde været svært på højkant”.

Carl Madsen levede resten af besættelsen illegalt i Danmark. Hans Kirk gik sammen med sin familie under jorden og bidrog blandt andet med tre hæfter til DKP's pjeceserie under besættelsen. Edvard Heiberg flygtede til Sverige, hvor han arbejdede for Svenska Riksbyggan under Uno Åhrén 1943-45.

29. aug. 2018 - 07:05   29. aug. 2018 - 09:28

Besættelsen

Annette Mørk
Augustoprøret
  • I sensommeren 1943 bredte der sig en serie af strejker og protester mod den tyske besættelsesmagt over hele Danmark, i høj grad organiseret af det illegale kommunistparti. Samtidig optrappede modstandsgrupperne den væbnede modstand.
  • Samarbejdsregeringen, med statsminister Scavenius i spidsen, forsøgte på ordre fra den tyske besættelsesmagt og i samarbejde med fagforeningsledere og arbejdsgivere at dæmpe gemytterne, men uden effekt.
  • I august 1943 fremsætter den tyske rigsbefuldmægtige, Werner Best, et ultimatum om at slå hårdt ned på uroen, dikteret af Hitler selv.
  • Samarbejdsregeringen nægter og træder officielt tilbage 29. august 1943, hvorefter den politiske styring af Danmark overlades til værnemagten.