12 Aug 2020  

KBH: Spredte skyer, 20 °C

Historien om en forkætret mur

25 år efter

Historien om en forkætret mur

Berlinmuren var i et kvart århundrede et af de mest brugte symboler i den ideologiske kamp mellem øst og vest. Men hvad var det for en mur og hvorfor opførte DDR den i 1961?

FOTO: Wikimedia

I disse dage fejrer presse og politikere 25-årsdagen for murens fald. Men hvad var det for en mur, hvorfor opførte DDR den i 1961 og hvad gik der forud?

Berlinmuren kan kun forstås, hvis man forstår efterkrigstidens historie. 

I 1949 blev Tysklands deling en realitet. Den 23. maj blev Forbundsrepublikken oprettet i de tre vestlige besættelseszoner. Som svar blev DDR oprettet.

Kort tid inden afslutningen af Anden Verdenskrig indgik USA, England og Sovjetunionen - på Jaltakonferencen - en aftale om opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner. Den fjerde zone blev fransk. Selvom Berlin lå i den sovjetiske besættelseszone fik byen en særlig status. Den skulle administreres af de fire lande i fællesskab. Samtidig blev Tysklands østgrænse flyttet mod vest langs floderne Oder og Neisse.

Aftalen om fælles administration holdt meget kort. Berlin blev opdelt i fire besættelseszoner. De tre Vestzoner smeltede snart sammen til en fælles zone. Vestberlin var en realitet.

Trods aftaler mellem de fire besættelsesmagter lykkedes det ikke at indføre en fælles valuta i Tyskland. I maj 1948 blev der gennemført en valutareform i de tre vestzoner. Vest fik sin mark og øst sin. Vest-marken blev også indført i Vestberlin, selvom der var aftalt, at det var øst-marken, som skulle bruges i hele Berlin.

I 1949 blev Tysklands deling en realitet. Den 23. maj blev Forbundsrepublikken oprettet i de tre vestlige besættelseszoner. Det skete på initiativ af USA, England og Frankrig. Som svar blev den Tyske Demokratiske Republik - DDR - oprettet den 7. oktober i Østzonen.

Den kolde krig bliver bundfrossen

Efter oprettelse af de to tyske stater accelererede den kolde krig. Vesttyskland begyndte oprustningen, som kulminerede med Vesttysklands optagelse i NATO i 1955. Det var stik mod aftalen fra Postdamskonferencen i sommeren 1945 om demilitarisering af Tyskland.

Op gennem 40’erne og 50’erne foreslog Sovjetunionen mange gange overfor vestmagterne en egentlig fredstraktat mellem de allierede og de to tyske stater. Det blev afvist af Vesttyskland.

Den officielle politik fra vesttyskernes side var, at man ikke anerkendte grænserne fra 1945. Man ønskede en ny grænsedragning, som svarede til grænserne fra 1937. Altså indlemmelse af store dele af Polen. Eller som minister Seebohm sagde i juni 1961 ”Vi kræver tilbagevenden til alle områder, hvor tyskere har bosat sig i øst”.

Slesvig-Holstens ministerpræsident von Hassel sagde i juni 1961: ”Vores territoriale krav går langt videre end Oder-Neisse-linjen; vi ønsker de områder tilbage, som før har været under tysk herredømme”. Den vesttyske forsvarsminister Strauss slog fast, at for ham var ”den anden verdenskrig ikke sluttet”.

Vesttyskland gjorde alt for at undergrave DDR. Her blev Vestberlin brugt som en central brik. Op gennem 50’erne udtalte amerikanske og vesttyske politikere og embedsmænd sig gang på gang om, at Vestberlin skulle bruges til at undergrave DDR. For eksempel sagde USA’s højkommissær i Vesttyskland, Comant, i 1953, at ”Vestberlin er et spyd, som trænger lige ind i hjertet af Østtyskland”.

Berlins senere overborgmester Willy Brandt sagde i 1958, at ”Vestberlins opgave er at hæmme og forsinke konsolideringen og stabiliseringen af sovjetzonen så meget som muligt”.

Han blev sekunderet af det socialdemokratiske medlem af forbundsdagen, Kahn-Achermann, der i december 1958 sagde, at ”Vestmagterne må ikke forlade Vestberlin, for hvordan skulle vi ellers kunne fremkalde en opstand i Østtyskland”.

Den økonomiske krig mod DDR

Vesttyskland og dets allierede gennemførte en decideret økonomisk krig mod DDR for at undergrave landet. Den åbne grænse mellem Øst- og Vestberlin blev brugt af vestberlinere til at købe billigt ind i øst. De købte østmark til urealistisk lav kurs på det sorte marked. Denne svindel kostede DDR omkring én milliard mark om året.

En anden og meget effektiv kampagne mod DDR var flygtningekampagnen. Vesttyskland brugte mange økonomiske midler på at opfordre indbyggerne i DDR til at flygte til Vesttyskland. Man sendte agenter ind i DDR, der fik en præmie på op til 500 mark for hver, som man kunne få til at flygte. Der blev lokket med bedre økonomiske kår i Vest end i Øst. Særlig de højtuddannede fik langt bedre lønninger i Vesttyskland end i DDR. Megen af propagandaen var rettet mod denne gruppe, som var let at påvirke og som samtidig betød en hjerneflugt fra DDR.

Ifølge vesttyske statistikker flygtede op mod tre millioner fra DDR til Vesttyskland fra 1949 til 1961. Men i samme periode flyttede en halv million fra Vesttyskland til DDR.

Fra åbne til lukkede grænser

Grænsen mellem den sovjetiske og de vestlige besættelseszoner var oprindelig relativ åben. Man talte om en grøn grænse. Det fortsatte efter Forbundsrepublikkens og DDR's oprettelse. Men i 1952 indgik vestmagterne og Forbundsrepublikken den såkaldte Tysklandstraktat, der begyndte afviklingen af besættelsen af Vesttyskland og åbnede op for vesttysk oprustning. DDR lukkede grænsen, kappede telefonforbindelsen og indførte særlige passersedler til køretøjer, der ville over grænsen.

Men grænsen mellem Øst- og Vestberlin forblev åben, og den blev opfattet af DDR som et stigende problem og en trussel for landet. Man så, at Vestberlin i stigende grad blev brugt af gamle nazister. Over 120 afdelinger af de militaristiske Träditions-Verband fra Vesttyskland arbejdede åbent i Vestberlin. De omfattede blandt andet De tyske soldaters Forbund, Stahlelm og HIAG (SS-dækorganisation). Mange af disse gruppe gav deres medlemmer militærtræning og i 1959 opbyggede Stahlhelm et såkaldt borgerværn. Alt sammen paramilitære grupper, der skulle bruges til angreb ind i Østberlin og DDR.

Vestberlin blev brugt til møder og demonstrationer af de såkaldte Landmannsschaften og andre organisationer af tidligere indbyggere i de gamle tyske områder i Østeuropa. De rejste krav om tysk anneksion af byer i Polen, Tjekkoslovakiet og Sovjetunionen. De blev fløjet ind fra Vesttyskland til møder i Berlin i amerikanske, engelske og franske flyvemaskiner.

DDR var også opmærksom på, at der i Vestberlins administration var ansat 23.000 tidligere nazistiske embedsmænd. Over en tredjedel af politistyrken bestod af tidligere medlemmer af nazipartiet. Mange af dem havde også arbejdet i Gestapo eller SS.

Gang på gang påpegede DDR, at Vestberlin og Vesttyskland ikke overholdt aftalen fra Postdam om demilitarisering og afnazificering af Tyskland.

Kampen for en fredsaftale

15 år efter Anden Verdenskrig var der stadig ikke sluttet en egentlig fredstraktat. Sovjetunionen og DDR havde gang på gang fremsat forslag om dette. I begyndelsen 60’erne fornyede DDR arbejdet for en fredstraktat. En fredstraktat der godkendte både Oder-Neisse-grænsen og grænsen mellem DDR og Forbundsrepublikken.

Herudover skulle fredstraktaten godkende DDR’s eksistens og indeholde en permanent ordning for Vestberlin. DDR foreslog, at Vestberlin blev en neutral og afmilitariseret fristad, hvis folkeretslige og statsretlige status skulle med i fredstraktaten. Sovjetunionen støttede helt op om en sådan fredstraktat og gik i uformel dialog med USA.

Men endnu engang blev forslaget om en fredstraktat afvist af Vesttyskland. Regeringens holdning blev udtrykt i hamburgavisen Die Welt ved at citerer den amerikanske professor Hans Morgenthau, der sagde, at Khrustjov ønsker at ændre status quo i Berlin, fordi han ønsker at konsolidere status quo i Europa. Og vestmagterne ønsker at opretholde status quo i Berlin, fordi de ikke har noget ønske om at anerkende status quo i Europa.

Vestmagterne ønskede ikke en fredstraktat, men fortsatte i stedet provokationer mod DDR.

I sommeren 1961 fandt DDR ud af, at der var akut fare for, at provokationerne kunne gå over i direkte angreb. Man havde opsnappet informationer om, at vesttyskerne havde planer for krig mod DDR. Det blev senere bekræftet af den vesttyske presse. Den 11. september skrev Der Spiegel, at officerer i den vesttyske forbundshær havde udarbejdet en hemmelig plan for et kup i DDR, hvorefter den vesttyske hær ville overskride sektorgrænsen. Altså et direkte angreb mod DDR.

I denne situation anbefalede landene i Warszawa-pagten, at DDR tog en række forholdsregler over for Vestberlin.

Muren opføres

Om natten søndag den 13. august 1961 klokken et tog Arbejderklassens Kampgrupper støttet af hæren opstilling ved sektorgrænsen mellem Øst- og Vestberlin.

Arbejderklassens Kampgrupper var en slags hjemmeværn, der var organiseret på arbejdspladserne. I den centrale del af Berlin stod de rent fysisk skulder mod skulder. Klokken to begyndte arbejdet med at bryde asfalten op samt opstilling af spanske ryttere og pigtråd blev rullet ud.

Det vestberlinske politi og de vestlige besættelsestropper så passivt til. Det hele foregik med militær præcision. Grænsen var effektivt spærret. Aktionen blev ledt af den senere parti- og statsleder Erich Honecker.

Søndag morgen offentliggjorde aviserne i DDR en erklæring fra ministerrådet. Her stod blandt andet: ”For at hindre de revanchistiske og militaristiske kræfter i Vesttyskland i at udøve deres fjendtlige virksomhed oprettes ved DDR’s grænse, indbefattet grænserne til vestsektorerne i Storberlin, en sådan kontrol, som findes ved enhver suveræn stats grænse”.

Først flere uger efter blev der opført en egentlig mur. Først af hulmursten og senere blev den erstattet af en egentlig betonmur.

De næste 28 år

Muren var med til at stabilisere DDR’s økonomi, og den blev accepteret som en nødvendig løsning af langt den overvejende del af indbyggerne, hvilket også er den holdning, som den danske journalist og forfatter Jan Bo Hansen gav udtryk for i sin bog Muren fra 2009.

Berlinmuren var det næste kvarte århundrede et af de mest brugte symboler i den ideologiske kamp mellem øst og vest. I vest husker vi alle foto af Berlinmuren i regnvejr og fortællinger om de heroiske flygtninge, der ulovligt krydsere muren. I DDR blev muren i første omgang omtalt som en beskyttelsesforanstaltning. Senere kom den i den østtyske terminologi til at hedde Den antifascistiske Beskyttelsesvold.

Den 9. november 1989 meddelte politbureaumedlem Schabowski på TV, at alle DDR-borgere frit kunne rejse ud og ind i DDR. Samme aften blev grænseovergange ved Bornholmer Strasse åbnet, og berlinerne begyndte at bryde muren ned.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. nov. 2014 - 08:20   09. nov. 2014 - 09:52

Historie

af Svend Erik Christensen
DDR (Østtyskland)
  • Den Tyske Demokratiske Republik, DDR (Deutsche Demokratische Republik), eller Østtyskland, var en tysk stat, der eksisterede fra 1949 til 1990.
  • Den bestod af de tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Brandenburg, Sachsen-Anhalt, Sachsen, Thüringen samt den østlige del af landets hovedstad, Berlin.
  • DDR blev oprettet den 7. oktober 1949 i den del af Tyskland, som Sovjetunionen efter aftale med de vestlige allierede (USA, Storbritannien og Frankrig) havde besat efter Anden Verdenskrig. Oprettelsen var en konsekvens af, at Forbundsrepublikken Tyskland, BRD (Vesttyskland) tidligere på året – den 23. maj – var blevet oprettet i de vestlige besættelseszoner.
  • Det regerende parti i DDR var Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED).