22 Jan 2019  

KBH: Overskyet, -1 °C

Da revolutionen stod for døren i Danmark

Det begyndte i Petrograd

Da revolutionen stod for døren i Danmark

Den revolutionære bølge, som skyllede ind over Danmark i kølvandet på Oktoberrevolutionen, blev effektivt brudt i løbet af 1920'erne. Men spaltningen i arbejderbevægelsen mellem reform og revolution trådte tydeligere frem.

Den revolutionære bevægelse arrangerede i efteråret 1918 de såkaldte Grønttorvsmøder med krav om løsladelse af de politiske fanger. Det kulminerede den 13. november med Slaget på Grønttorvet, hvor en demonstration udviklede sig til voldsomme gadekampe mellem politi og demonstranter.
FOTO: ABA
1 af 1

"Ligesom historikerne søger i dokumenterne efter de mindste enkeltheder om Pariserkommunens historie, vil de ønske at vide, hvad der skete i Petrograd i november 1917, kende den ånd, der besjælede folk, vide hvorledes lederne så ud, talte og handlede". 

"Ligesom historikerne søger i dokumenterne efter de mindste enkeltheder om Pariserkommunens historie, vil de ønske at vide, hvad der skete i Petrograd i november 1917, kende den ånd, der besjælede folk, vide hvorledes lederne så ud, talte og handlede". 
John Reed

Således skrev den amerikanske forfatter John Reed i "10 dage, der rystede verden", og han fik i den grad ret. Faktisk er der tale om en underdrivelse, for historikerne arbejder til stadighed på at afdække, hvad der skete ikke blot i Petrograd, men i hele verden som følge af Oktoberrevolutionen.

Denne artikel belyser udviklingen i den danske arbejderbevægelse i årene omkring revolutionen gennem tre centrale personer: Frederik Borgbjerg, Marie Nielsen og Ernst Christiansen. De tre repræsenterer flere af de retninger, der dominerede den danske venstrefløj, og de besøgte alle tre det revolutionerede Rusland. Borgbjerg i perioden mellem Februarrevolutionen og Oktoberrevolutionen, de to andre i årene efter Oktoberrevolutionen. Denne fordeling er på sin vis sigende for de tre personers politiske positioner.

Fredsrevolution

"Men selv om vi erkender, at Bolschevikernes Taktik er tids- og stedbestemt som al Taktik og ikke passer overalt, saa har vi inderst inde en Sjæl, der fri for al Ravnekrogs-Fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkeligt revolutionært i Verden".

Citatet er Frederik Borgbjergs (1866-1936) og stammer fra Social-Demokraten den 24. december 1917, og det kan på baggrund af hans og Socialdemokratiets syn på spørgsmålet om revolution og reform umiddelbart undre.

"Men selv om vi erkender, at Bolschevikernes Taktik er tids- og stedbestemt som al Taktik og ikke passer overalt, saa har vi inderst inde en Sjæl, der fri for al Ravnekrogs-Fordom skælver af begejstring for alt, hvad der er virkeligt revolutionært i Verden".
Frederik Borgbjerg

Frederik Borgbjerg var noget så usædvanligt som en teologisk uddannet socialdemokrat af bondsk afstamning. "En Bondestudent", som han underskrev sin første artikel i Social-Demokraten med i 1890. I de første årtier af det 20. århundrede var han den ledende skikkelse i Socialdemokratiet, hvor han blandt andet spillede en central rolle i udformningen af den nye grundlov i 1915.

Borgbjerg havde et ry som legendarisk agitator fra sine mange agitationsrejser i provinsen i 1890’erne, hvor han stærkt præget af Grundtvig var med til at udbrede arbejderpartiets virksomhed på landet. Han agiterede varmt for kooperationen, som en væsentlig del af den glidende overgang fra kapitalisme til socialisme. Han var aldrig indstillet på at forhaste socialismens gennemførelse med revolutionære udskejelser. Alligevel hilste han som ledende socialdemokrat og redaktør af partiavisen Oktoberrevolutionen velkommen. Forklaringen findes i årene under verdenskrigen.

Første Verdenkrig

Udbruddet af Første Verdenskrig blev afgørende for den internationale arbejderbevægelse. Det tyske socialdemokrati (SPD), som var det største og mest velorganiserede arbejderparti i Europa, støttede krigsbevillingerne og dermed den imperialistiske storkrig. Det danske socialdemokrati, som stod tæt på SPD, forsvarede beslutningen gennem hele krigen. Et af argumenterne var, at SPD - og det gjaldt også for partierne i de andre krigsførende lande - kun ved at støtte krigen kunne sikre sin indflydelse nationalt, når krigen engang var forbi.

Bolsjevikkerne var den eneste tilbageværende politiske faktor i Rusland, som konsekvent kæmpede for freden. For Borgbjerg, partiet og avisen overtog Oktoberrevolutionen derfor rollen som Fredsrevolutionen.

Karl Liebknecht, der som den eneste i SPD’s rigsdagsgruppe stemte imod krigsbevillingerne, blev hånet i Social-Demokraten: "Det er trist, at det skal ende saaledes med Bæreren af et saa stolt Navn. Men netop dette Navn har vel været hans Ulykke. Han har følt, at det forpligtede ham til at spille en Rolle - som Ævner og Karakter imidlertid ikke tillod ham at udfylde. Da han - skriver et tysk Partiblad - ikke kunne blive tilstrækkeligt fremragende ved at rage et Hoved op over sin Partigruppe, valgte han at blive bemærket - ved at træde udenfor".

Krigsudbruddet var et hårdt slag mod Anden Internationale, som i praksis blev splittet. Sideløbende med forsvaret af de partier, som støttede krigen, forsøgte det danske socialdemokrati sammen med blandt andet de øvrige skandinaviske partier at forsone partierne i Anden Internationale med henblik på fredsforhandlinger mellem de krigsførende nationer.

Den russiske tsarisme var af socialdemokratiet og Social-Demokraten fra krigens begyndelse blevet udråbt som en af de primære årsager til krigen. Derfor gav tsarens fald i februar 1917 forhåbninger om, at der kunne komme skred i bestræbelserne om fredsforhandlinger. Februarrevolutionen blev opfattet som Ruslands borgerlige revolution på linje med den franske revolution i 1789, og den blev hyldet som et vigtigt skridt for Rusland på den historiske vej fra feudalismen over kapitalismen og frem mod socialismen.

Borgbjerg opfattede Februarrevolutionen som en fredsrevolution. I løbet af foråret og sommeren 1917, hvor Borgbjerg i en periode opholdt sig i Rusland, viste det sig dog, at det ikke var så lige til. Først måtte man indse, at revolutionen ikke uden videre ville føre til en generel fred, og da forsøget på at skabe grobund for forhandlinger om en fred mellem Rusland og Tyskland også strandede, forsvandt troen på, at den nye russiske regering kunne bidrage til at skabe fred, som man havde håbet. Bolsjevikkerne var således den eneste tilbageværende politiske faktor i Rusland, som konsekvent kæmpede for freden. For Borgbjerg, partiet og avisen overtog Oktoberrevolutionen derfor rollen som Fredsrevolutionen.

Der, hvor der kæmpes

I årene op til 1917 fandtes oppositionen i arbejderbevægelsen, det vil sige til den dominerende linje i Socialdemokratiet og fagbevlægelsen, hovedsageligt tre steder: internt i partiet, i ungdomsorganisationen SUF (Socialdemokratisk Ungdoms Forbund) og i den syndikalistiske bevægelse, som var organiseret i Fagoppositionens Sammenslutning (FS).

For Marie Nielsen var Oktoberrevolutionen ikke blot en fredsrevolution. Det var også en frihedsrevolution.

Den interne opposition i Socialdemokratiet var uorganiseret og spredt. I mange år var den revolutionære Gerson Trier den mest markante stemme på partiets venstrefløj, men han meldte sig ud af partiet i protest mod Thorvald Staunings indtræden som kontrolminister i den borgerlige regering i september 1916.

Triers plads i hovedbestyrelsen blev overtaget af Marie Nielsen (1875-1951). Hun overtog samtidig hans plads som en af venstrefløjens mest markante stemmer.

Marie Nielsen kom fra et husmandshjem og arbejdede i sin ungdom som tjenestepige, hvorved hun sparede sammen til læreruddannelsen, som hun afsluttede i 1908 - samme år hun meldte sig ind i SUF og sandsynligvis også Socialdemokratiet. Nielsen hørte altid til på partiets og SUF’s venstrefløj. Da hun kom på kant med ledende folk i SUF, førte det i foråret 1915 til, at hendes plads i forbundet blev kritiseret med henvisning til hendes fremskredne alder.

Hun koncentrerede derefter i stigende grad sit arbejde i Socialdemokratiet, hvor hun på samme års kongres gik forrest for sin partiforening på Frederiksberg med et forslag til resolution. Resolutionen skulle holde rigsdagsgruppen fast på tidligere kongresbeslutning om ikke at deltage i fester med kongen, at gruppen ikke måtte stemme for krigsbevillinger samt opgivelse af valgalliance med Det Radikale Venstre, idet partiet måtte fastholde "sin særlige Karakter af proletarisk Klasseparti". Forslagene blev nedstemt på partikongressen.

Netop spørgsmålet om Socialdemokratiets klassetilhørsforhold blev afgørende for Marie Nielsens oppositionelle kamp i og hendes senere afsked med partiet. Ved Gerson Triers udtræden i 1916 har Marie Nielsen imidlertid vurderet, at det var bedre at forblive som intern opposition i partiet. Det var en løbende diskussion på partiets venstrefløj. Men udviklingen gik stærkt, og det varede ikke længe, før også hun tog konsekvensen af den "Borgerliggørelsens Politik, som Partiet i stedse stigende Grad [førte&#93", hvilket var en del af hendes begrundelse for at træde ud af hovedbestyrelsen efter partiets 17. kongres i februar 1918. Kongressen besluttede at gå i valgalliance med de Radikale.

Allerede i slutningen af 1917 havde Marie Nielsen søgt direkte kontakt til Zimmerwald-bevægelsen, som samlede antireformistiske strømninger i den internationale socialistiske bevægelse efter Anden Internationales sammenbrud. For en revolutionær som Marie Nielsen varslede proletarrevolutionen i Rusland en ny verdensordens komme. Hun så det som en udvikling, der ikke kunne stoppes, og hun "tilbad i ærefrygt de gigantiske frigørelseskræfter, der udfoldede sig derovre og løste millioner af knugende bånd og lænker, gav millioner den så usigelig længselsfuldt ventede frihed [...&#93". Freden spillede naturligvis også en central rolle, men for Marie Nielsen var Oktoberrevolutionen ikke blot en fredsrevolution. Det var også en frihedsrevolution.

I foråret 1918 var arbejdet med at danne et nyt parti allerede i gang. En lignende udvikling havde fundet sted i lande som Tyskland og Sverige, hvor nye partier til venstre for de gamle socialdemokratier var blevet dannet (i Tyskland Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands, USPD og i Sverige Sveriges Vänstersocialdemokratiska Parti). Da dannelsen af Danmarks Socialistiske Arbejderparti (SAP) blev proklameret i slutningen af marts 1918 meldte Marie Nielsen sig endegyldigt ud af Socialdemokratiet og SUF.

I kommentaren "Et ord i egen sag" begrundede hun sin afsked med partiet, som hun anklagede for klasseforræderi og højredrejning. Partiets forhold til arbejderklassen står helt centralt i denne begrundelse. "Partiet skal som Borgbjerg ønsker sig det, blive et virkeligt folkeparti, afryste sit klassepræg" skrev hun blandt andet, og sluttede: "Det er ikke visse partirammer, jeg har elsket og tjent, men derimod den klasse jeg tilhører. Ifølge min anskuelse repræsenterer det store Socialdemokrati ikke mere arbejderklassens sande interesser, det har mistet evnen til at være det våben, hvormed arbejderklassen skal tilkæmpe sig økonomisk frigørelse [...&#93 Men jeg føler, jeg har min plads der, hvor der kæmpes, og ikke hvor der handles og sjakres".

Regnskabets dag

Ernst Christiansen (1891-1974) voksede op i Roskilde, hvor han blev udlært som typograf. Han blev tidligt politisk engageret og aktiv i den lokale fagforening og SUF-afdeling. I 1913 blev han landsformand for SUF, som indtil krigsudbruddet havde et godt forhold til Socialdemokratiet. Første Verdenskrig satte imidlertid forholdet mellem Socialdemokratiet og SUF på spidsen, og Christiansen hørte til den fløj af SUF,  som i stigende grad kritiserede moderpartiets politiske linje.

SUF’s opposition til Socialdemokratiet var ikke egentlig revolutionær. Christiansens og det oppositionelle flertals kritik havde som sit primære formål at holde Socialdemokratiet fast på og føre det tilbage til de principper, som var vedtaget af partiets kongres, og som stod skrevet i partiets program. På spørgsmålet om militarismen ønskede SUF’erne eksempelvis ikke at gå til yderligheder som konsekvent militærnægtelse, sådan som syndikalisterne gjorde. Christiansen kæmpede for, at Socialdemokratiet skulle stemme imod krigsbevillingerne, som i Danmark blev brugt på den såkaldte Sikringsstyrke - til "sikring af neutraliteten", som det hed.

Foruden det militære spørgsmål gik kritikken hovedsageligt på "ministersocialismen" og forholdet til kongemagten. I sin argumentation henviste Christiansen til kendte tyske socialdemokrater som Karl Kautsky og August Bebel, når han påpegede, at Staunings indtræden som kontrolminister betød, at Socialdemokratiet tog ansvar for alle den borgerlige regerings handlinger. Ligeledes var deltagelse i kongefester med til at legitimere kongemagten. Christiansen og flertallet i SUF kunne dog til nød acceptere en midlertidig suspendering af nogle af partiets principper under indtryk af verdenskrigens rasen. Men efter krigen måtte denne suspendering ophøre, og borgfredspolitikken måtte bortfalde: "Gang paa Gang under Krigen forsikredes det jo fra Partilederne, at Partiets Politik efter Krigen skulde blive ren socialistisk. Derfor blev Oppositionen i Partiet, for i hvert fald at kunne gøre Regnskabet op, naar Krigen sluttede. Nu er dette Tidspunkt naaet. Regnskabets Dag er inde".

I foråret 1919 vedtog et snævert flertal i SUF at pålægge Socialdemokratiet at opgive borgfredspolitikken. Ellers måtte samarbejdsaftalen mellem de to organisationer ophøre. Socialdemokratiet afviste SUF på en kongres i efteråret, hvorefter SUF gik i opløsning. Et loyalt mindretal i SUF dannede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Det oppositionelle flertal med Ernst Christiansen i spidsen tog i november initiativ til dannelse af et nyt parti - Danmarks Venstresocialistiske Parti (VSP).

På tærsklen til revolution?

Borgbjergs begejstring for bolsjevikkerne var absolut midlertidig. Der havde aldrig været politisk enighed mellem Socialdemokratiet og bolsjevikkerne, tværtimod. Allerede i løbet af december 1917 og januar 1918 blev tonen mere kritisk. Opløsningen af den grundlovgivende forsamling i Petrograd i slutningen af januar blev et skæringspunkt for Socialdemokratiets syn på det nye Rusland. Og da målet med opbakningen til "fredsrevolutionen" var nået - Brest-Litovsk fredsaftalen mellem Rusland og Tyskland 3. marts 1918 - var der ikke længere grund til blødsødenhed. Herefter benyttede Social-Demokraten begrebet "bolsjevismen i dens nuværende form", altså efter at bolsjevikkerne havde ofret demokratiet ved opløsningen af den grundlovgivende forsamling.

Da målet med opbakningen til "fredsrevolutionen" var nået - Brest-Litovsk fredsaftalen mellem Rusland og Tyskland 3. marts 1918 - var der ikke længere grund til blødsødenhed.

1918 var et hektisk år med omfattende aktivitet i den revolutionære bevægelse i Danmark. Den danske arbejderklasse var som følge af landets neutralitet stort set forskånet for skyttegravenes blodbad, men ikke for krigens forarmelse, som slog hårdt igennem i den danske arbejderbefolkning. Samtidig skummede gullaschbaronerne fløden af de krigeriske udskejelser på Europas slagmarker.

Det skabte grobund for en stigende radikalisering i arbejderklassen. Især syndikalisterne i FS oplevede stor fremgang i denne periode, hvor strejkeaktiviteten på arbejdspladserne eksploderede. FS’ blad Solidaritet nåede et oplag på omkring 15.000 – i 1912 havde det ligget på nogle hundreder – og medlemstallet var oppe på omkring 3.500. Denne revolutionære opblomstring kulminerede første gang 11. februar 1918 med Stormen på Børsen, hvor arbejdsløse syndikalister efter en demonstration gennem byen fordrev spekulanterne fra deres højborg midt i København. Henover sommeren suppleredes FS’ aktioner med en ivrig aktivitet fra det nyoprettede SAP, som fra 1. maj udgav bladet Klassekampen. De to organisationer kæmpede ved mange lejligheder side om side, men de stod også i et indbyrdes rivaliserende forhold. Da Klassekampen fra 1. oktober opgraderede til dagblad, gjorde Solidaritet det samme måneden efter. Man var overbevist om, at revolutionen stod for døren.

I løbet af sommeren satte statsmagten i stigende grad hårdt ind overfor den voksende bevægelse. Revolutionsfrygten havde grebet om sig i de borgerlige kredse, og efter et protestmøde på fælleden den 10. august fængslede politiet lederne af FS og SAP, Christian Christensen og Thøger Thøgersen, samt andre af mødets talere. Dette optrappede konflikten, og den revolutionære bevægelse arrangerede i efteråret de såkaldte Grønttorvsmøder med krav om løsladelse af de politiske fanger.

Det kulminerede den 13. november med Slaget på Grønttorvet, hvor en demonstration udviklede sig til voldsomme gadekampe mellem politi og demonstranter. Statsmagten besluttede herefter at give den revolutionære bevægelse dødsstødet ved at gå direkte efter de ledende kræfter i de to organisationer. En række centrale personer, heriblandt Marie Nielsen, blev i den efterfølgende tid arresteret og fængslet. Thøger Thøgersen var overbevist om, at han først ville blive løsladt efter revolutionen.

Set i bagklogskabens klare lys, kan man godt diskutere, om Danmark nu også var så tæt på revolutionen i efteråret 1918. En ting er dog sikkert – både forhåbningerne og frygten var til stede.

Uvirksomhedens straf

Marie Nielsen sad varetægtsfængslet (som dengang ikke blev trukket fra den endelige straf) fra december 1918 til maj 1919, hvor dommen på 18 måneders fængsel faldt på baggrund af artikler, hun havde skrevet i Klassekampen. Fra sin celle kunne hun "med vrede og sorg i sindet [høre uret&#93 forkynde time efter time svundet i uvirksomhed, mens hele den øvrige verden var i feberagtig bevægelse, om frem eller tilbage, det vil først tiden vise".

For statsmagten var tidspunktet velvalgt, for på trods af hastig vækst var den revolutionære bevægelse stadig sårbar. Fængslingen af dens ledere blev derfor et hårdt slag, og 1919 viste, at det kunne gå lige så hurtigt tilbage, som det var gået frem. Tilbagegangen ramte både FS og SAP, og i årets løb viste det sig mere og mere håbløst, at der eksisterede to revolutionære organisationer, som kæmpede for at holde hver deres dagblad kørende.

Den i januar 1919 nyoprettede Tredje Internationale, den kommunistiske internationale (Komintern), var opmærksom på samme problem, og herfra forsøgte man at sætte skub i enhedsforhandlinger, men det viste sig vanskeligt. I SAP udviklede der sig en i stigende grad antiparlamentarisk fløj, med Marie Nielsen i spidsen. Og da SAP i efteråret blev inviteret til at gå med i det nye VSP blev gruppen splittet. Marie Nielsens fløj gik nu ind i FS. Hun var løsladt i efteråret, fordi hun appellerede dommen. Og hun spildte ikke tiden, evigt aktiv i kampen. I november grundlagde hun Danmarks Kommunistiske Lærerklub som en faglig klub i FS og fortsatte skriverierne. Men i december faldt den endelige dom på seks måneders fængsel, og i februar 1920 måtte hun derfor atter bag tremmer.

En varig spaltning

Ernst Christiansen opfattede dannelsen af VSP som en samling af landets revolutionære socialister, idet størstedelen af SAP samt det mindre parti Det Uafhængige Socialdemokrati gik ind i partiet. Men der var stadig FS og dermed to grupper, som blandt andet kæmpede med at udgive hver deres blad.

Krisen i den revolutionære bevægelse fortsatte med flere forgæves forsøg på samling med Komintern som aktiv drivkraft. Det kostede flere års intern strid og magtkamp, før et samlet, men svækket DKP stod tilbage. 

Den revolutionære bevægelses svaghed blev for alvor udstillet i foråret 1920, da Christian den 10. afsatte den radikale regering og indsatte sit eget ministerium. Socialdemokratiet med Borgbjerg i spidsen forstod til fulde at udnytte den såkaldte Påskekrise til yderligere at svække især syndikalisterne, ved at bruge deres eget foretrukne våben og gå frem med truslen om generalstrejke. Syndikalisterne tøvede, kommunisterne vaklede. For at imødekomme venstrefløjen stillede Socialdemokratiet krav om løsladelse af de politiske fanger, hvilket blev efterkommet. Med udskrivelse af nyvalg samt fangernes frigivelse løb Borgbjerg og Stauning derfor med æren og fortjenesten i en af periodens mest højspændte politiske situationer.

Med Påskekrisen cementerede Socialdemokratiet sin rolle som arbejderbevægelsens absolut dominerende kraft. Den revolutionære trussel var drevet over for denne gang. Samtidig havde Socialdemokratiet fredet kongehuset som institution, og forløbet er et eksempel på partiets stadig dybere integration i og identifikation med den borgerlige stat, et forhold, som kendetegnede perioden. Denne udvikling fuldendtes, da partiet dannede sin første regering i 1924. På dette tidspunkt stod Borgbjerg i stigende grad i skyggen af Stauning, og han måtte "nøjes" med socialministeriet og undervisningsministeriet.

Krisen i den revolutionære bevægelse fortsatte med flere forgæves forsøg på samling med Komintern som aktiv drivkraft. Det kostede flere års intern strid og magtkamp, før et samlet, men svækket DKP stod tilbage. Marie Nielsen fik et anstrengt forhold til DKP og blev flere gange ekskluderet. Hendes politiske virke centrerede sig med tiden mere og mere om kvindekampen. Ernst Christiansen, DKP’s første formand, forlod partiet, da partiets venstrefløj mod sluningen af 1920’erne vandt flere års intern magtkamp. Han søgte tilbage til Socialdemokratiet, hvor han senere fik en central rolle, blandt andet som minister uden portefølje.

Den revolutionære bølge, som i kølvandet på Oktoberrevolutionen skyllede ind over Danmark, blev effektivt brudt. Men spaltningen i arbejderbevægelsen mellem reform og revolution trådte tydeligere frem. Og med dannelsen af DKP og Socialdemokratiets dybere integration i den borgerlige stat blev spaltningen institutionaliseret - også som et skel i dansk politik mellem en systembevarende fløj og en systemkritisk fløj. Det begyndte i Petrograd med ti dage, der rystede verden.

Litteratur

Bloch-Poulsen, Jørgen, Morten Thing: “Danmarks Kommunistiske Parti 1918-1941”, Politisk Revy, 1979.
Bryld, Claus: “Det danske socialdemokrati og revisionismen”, bd. 2, København: SFAH, 1976.
Bryld, Claus: “Evolution og grundtvigianisme” i: Socialdemokratiske tænkere, red. Anders Dybdal, København: Informations Forlag, 2014.
Christensen, Lars K. m. fl.: “Arbejdernes historie i Danmark 1800-2000”, København: SFAH, 2007.
Jacobsen, Kurt: “Mellem København og Moskva”, Forlaget Tiden, 1989.
Jensen, Bent: “Danmark og det russiske spørgsmål 1917-1924”, Aarhus: Jysk selskab for historie, Universitetsforlaget i Aarhus, 1979.
Nielsen, Marie: “Revolution - artikler om parti, klassekamp og kvindekamp”, udvalgt og kommenteret af Morten Thing, København: Tiderne skifter, 1975.
Sørensen, Lars Brønd: “Det danske socialdemokrati og Sovjetrusland 1917-1924 - Socialdemokratiet som internationalt parti, utrykt speciale, 1978.
Thing, Morten: “Portræt af 10 kommunister”, København: Tider skifter, 1996.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. nov. 2017 - 07:27   24. nov. 2017 - 11:33

Historie

af Rasmus Ravnholdt Johnsen, historiker
Oktoberrevolutionen 100 år
  • I år er det 100 år siden, de russiske arbejdere og bønder løb storm mod det feudal-kapitalistiske udbyttersystem i zarens Rusland. Den 7. november 1917 – den 25. oktober efter gammel russisk tidsregning – angreb revolutionære soldater Vinterpaladset i Petrograd. Det blev begyndelsen til den første arbejder- og bondestat, der slog ind på socialismens vej.

  • Oktoberrevolutionen satte ikke alene dybe spor i det tidligere russiske rige. Den gjorde det også i den øvrige verden. De erfaringer, bolsjevikkerne indhøstede i forbindelse med Oktoberrevolutionen, er stadig meget værdifulde som inspirationskilde for den revolutionære del af arbejderbevægelsen i alle lande.

  • Arbejderen sætter fokus på Oktoberrevolutionen med en række artikler.