18 Jun 2019  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Anna Mosegaard – tobaksarbejder og forfatter

En af arbejderbevægelsens seje kvinder

Anna Mosegaard – tobaksarbejder og forfatter

Anna Mosegaard (1881-1954) kom fra barske kår, men arbejdede sig frem til en klar forståelse af samfundsforholdene og tog stilling for arbejderbevægelsens idealer.

Anna Mosegaard (1881-1954) boede det meste af sit liv i Haderslev, hvor hun var aktiv i Socialdemokratiet. Samtidig skrev hun livsnære realistiske fortællinger om arbejdernes liv og kamp.
FOTO: Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv
1 af 1

I 1906 kom en tobaksarbejder til Haderslev, som på daværende tidspunkt var en del af Tyskland.

Det var Anna Mosegaard (født Sachse). Hun kom fra byen Nordhausen i Harzen, der dengang havde en betydelig produktion af tobaksvarer og snaps.

Med åbnede øjne stod vi nu rustet, så at vi – når timen engang ville være inde – enige kunne gå ud i kampen.
Anna Mosegaard

Anna Sachses mor var jordemor og var blevet idømt 10 års tugthus, fordi hun havde udlagt en af de lokale præster som fader til et barn født udenfor ægteskabet. Det kunne naturligvis ikke passe, og hun blev dømt for injurier.

Da hendes mand, mureren Adolf Sachse, var død nogle år forinden, blev hendes to børn anbragt på et vajsenhus.

I hus og på fabrik i Nordhausen

Det var ikke en morsom eller kærlighedsfyldt opdragelse, Anna fik der. Hun var dengang cirka 10 år gammel, og efter fire år blev hun sendt ud at tjene. Hun var i forskellige huse, men efter tre år havde hun fået nok af ”borgerskabets diskrete charme” og blev fabriksarbejder i én af Nordhausens tobaksfabrikker.

Der mødte hun en ung udlært tobaksspinder, Johann Mosegaard, fra Haderslev. Det var i samtiden ikke ualmindeligt, at arbejdere efter udstået læretid ”tog på valsen” for at lære nyt i faget eller bare for at se en del af verden og måske få et fast arbejde et eller andet sted. Den konstant truende arbejdsløshed var en fast bestanddel af arbejdernes tilværelse.

De to tobaksarbejdere giftede sig i 1901 og blev i Nordhausen, hvor de ældste børn blev født. I 1906 flyttede de til Haderslev. Det var ikke let for den unge fru Mosegaard – ganske vist lå byen i Tyskland, men flertallet af befolkningen – især arbejderne – talte sønderjysk til hverdag, et sprog hun ikke kendte.

Begge fik arbejde på M. Hansens tobaksfabrik, Johann et fast arbejde, Anna med midlertidige ansættelser. Når hun ikke var på fabrikken, passede hun de efterhånden tre børn og udviklede et forfatterskab.

Medarbejder ved arbejderpressen

Det er gennem hendes forfatterskab, vi ved mest om Anna Mosegaard. Fra 1908 dukker hun dog op i den socialdemokratiske forenings protokoller, som politisk aktivist – protokollerne kaster nyt lys over hendes virke.

Først og fremmest er det dog gennem de noveller, hun skrev til forskellige tidsskrifter og aviser, at vi ved noget om hendes opvækst og ungdom. I novellerne, der i 1914 udkom i to bind, bearbejder hun sine erfaringer som vajsenhusbarn, ’pige i huset’ og på fabrikken. Det er livsnære, realistiske fortællinger, der ikke kun giver udtryk for social forargelse. Hun modnes undervejs, får en klarere forståelse af den politiske virkelighed og giver udtryk for den.

Hun har også forsøgt sig i andre genrer og har måske villet løse sig fra de forholdsvis enkle noveller, hun i øvrigt skrev. Men det er præcis dem, der havde betydning: i samtiden ved at vise arbejderne, at deres forhold var generelle, de var ikke en følge af deres egne valg, men skyldtes i meget høj grad samfundsforholdene.

Anna Mosegaard bliver ikke stående ved disse skildringer, men når langt frem i beskrivelsen af, hvad arbejdernes kamp betyder. I en fortælling eller måske snarere en reportage fra en strejke, hun deltog i, bliver det klart for læserne, at også en tabt strejke har en betydning udover det aktuelle mål, som strejken handlede om (beretningen er blandt andet blevet oversat til Tobakkens fagblad i 1970’erne). Som hun skriver:

"Ja, det var en tabt strejke. Men vi havde ikke bare tabt, vi havde også vundet noget. Nemlig erkendelse. Med åbnede øjne stod vi nu rustet, så at vi – når timen engang ville være inde – enige kunne gå ud i kampen".

Disse fortællinger har også appel i dag, fordi de lader os forstå samfundsforholdene omkring år 1900.

Hendes fortællinger og skitser udkom i forskellige arbejderaviser, for eksempel har Volkszeitung i Kiel og Vorwärts i Berlin været nævnt som aviser, der bragte hendes tekster.

Også til det navnkundige kvindetidsskrift Gleichheit, som blev redigeret af Clara Zetkin, har hun skrevet. Et af disse handlede om hendes oplevelser som "ung pige i huset". Også tidsskriftet Arbeiter-Jugend bragte ting, hun havde skrevet. Det er usandsynligt, at vi har fundet alle hendes fortællinger og artikler.

Det Røde Postbud

Socialdemokratiet i Slesvig-Holsten udgav i nogle år op til 1914 et dansksproget agitationsblad "Det Røde Postbud", hvori Anna Mosegaard skrev en historie om en ung dansk pige og en tysk arbejder, der mødes på Dybbøl Banke, for at mindes deres fædre som begge faldt i kampene i 1864.

I denne historie er budskabet, at de to unge når til en forståelse hen over de nationale skel i modsætning til nogle borgerlige unge, de møder. Måske har hun skrevet flere fortællinger dér, men der er kun bevaret to numre af bladet.

Hun blev anerkendt, for i familiens eje er der breve sendt til hende af fremtrædende socialdemokrater som Luise Kautsky og Lilly Braun, og man må gå ud fra, at hun også har korresponderet med Clara Zetkin. Men især blev Anna Mosegaard naturligvis kendt i Haderslev.

Aktiv i partiforeningen

I 1908 diskuteredes man i partiforeningen, om der burde oprettes en særskilt kvindeforening.

Indtil 1908 var det i Tyskland forbudt for kvinder at organisere sig i politiske foreninger. Efter at loven blev ophævet oprettede partiet i Haderslev en underafdeling for kvinder. Men en del kvinder med Anna Mosegaard som ordfører gik imod denne udvikling og fik ophævet underafdelingen i december 1908.

Kvinderne foretrak at være egentlige medlemmer af partiet på lige fod med mændene. Det var et stridsspørgsmål i den daværende arbejderbevægelse, om kvinder (og arbejderungdommen) skulle være ligeberettigede i partiafdelingen eller oprette selvstændige forbund.

For at sige det kort vendte indflydelsesrige medlemmer sig imod særorganisationer for unge som for kvinder, fordi det ville svække kampen mod det borgerlige samfund. Dette standpunkt fandt åbenbart tilslutning i Haderslev. Andelen af kvindelige medlemmer voksede da også i de kommende år, men var dog kun på 13.3procent, noget lavere end kvindeandelen i de nordslesvigske partiafdelinger som helhed (cirka 20 procent).

Verdenskrigen

I august 1914 udbrød verdenskrigen – for Socialdemokratiet betød det et brud med den hidtil førte politik. Partiet opgav sin hidtidige krigsmodstand og tilsluttede sig ”borgfredspolitikken”, der ifølge kejser Wilhelm II omfattede alle tyske.

Samarbejdet med det borgerlige samfund blev meget vidtgående. Udgangspunktet var, at der efter krigen ville være bedre muligheder for, at Socialdemokratiet kunne få indflydelse på den førte politik.

I Haderslev førte det blandt andet til, at Anna Mosegaard fik en plads i det kommunale priskontroludvalg. Det var en slags anerkendelse af hendes position i partiet, men også af hendes stilling som forfatter. Fællesorganisationen foreslog hende til en plads i levnedsmiddelkommissionen, men det passede ikke det borgerlige flertal.

Efter krigsudbruddet faldt partiets aktivitet voldsomt, mange af medlemmerne blev indkaldt til hæren, og medlemstallet faldt konstant.

Først i 1917 kunne Anna Mosegaard igen deltage i en kvindekonference i Kiel. I 1917/18 var der sultedemonstrationer i Haderslev – det startede småt, men i januar 1918 mødte der 300-400 kvinder op foran rådhuset. Bag disse demonstrationer stod de socialdemokratiske kvinder med Anna Mosegaard som talskvinde.

Opstilling til valg

Efter verdenskrigens afslutning blev der i januar 1919 afholdt valg til det preussiske parlament og den grundlovgivende tyske Nationalforsamling.

Ægteparret Mosegaard deltog i den partikongres, som Socialdemokratiet i Slesvig-Holsten afholdt i december 1918 for at opstille fælleslisten for Slesvig-Holsten. Anna Mosegaard blev opstillet som nummer tre på listen; som det skulle vise sig en sikker plads - som eneste kvinde og som eneste kandidat fra det nordlige Slesvig valgtes hun til det preussiske parlament.

Forud var gået en valgkamp, hvor hun optrådte i offentlige forsamlinger, blandt andet for at tale over emnet Socialdemokratiet og kvindernes valgret. Ved valgene i 1919 var det første gang, kvinderne i Tyskland havde stemmeret.

Opstillingen viser, at Anna Mosegaard var respekteredet i partiet. Hun havde skabt sig et navn både som politisk aktiv og som forfatter.

Den 10. februar fremlagde hun resultatet af valget på et medlemsmøde i Haderslev. Det var en succes, i byen blev Socialdemokratiet det største parti. Valgdeltagelsen var dog lav, fordi den danske vælgerforening havde opfordret til at boykotte valget,  Nordslesvig ville jo i løbet af kort tid overgå til dansk styre. Blandt kvinderne var stemmeprocenten særligt lav.

Anna Mosegaard indtog dog aldrig sin plads i Nationalforsamlingen. Hendes ældste søn bad hende om at lade være på grund af af de politiske uroligheder i Berlin, hvor Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht var blevet myrdet i januar. Mere vigtig var nok, at familien i april 1919 flyttede til Silkeborg, hvor Annas mand havde fået arbejde.

Til Silkeborg og tilbage

Flytningen isolerede Anna Mosegaard totalt. Hun kendte ingen i byen og kunne ikke dansk. Hun fik således ikke nogen forbindelse til det lokale partiliv, som i øvrigt var anderledes end det, hun kendte fra det tyske socialdemokrati.

Manden derimod havde det som en fisk i vandet, gik op i det faglige arbejde, og den ældste søn, Hans, blev aktiv i den nyoprettede DsU-afdeling. De to yngre børn, Hildegard og Heinrich, født i 1904 og 1913, kunne ikke erstatte et aktivt politisk liv og kontakten til andre forfattere.

I 1923 vendte familien tilbage til Haderslev, hvor Johann Mosegaard fik en stilling som skolepedel.

Anna Mosegaard genoptog efter nogle år sin aktivitet i partiet. Hun medvirkede fra 1927 igen ved partiets kvindeaftener, og det medførte en stigning i antallet af kvindelige medlemmer.

Alt i alt var Socialdemokratiet fra 1920 og frem i en kraftig udvikling i Sønderjylland. Der fandtes uoverensstemmelser i enkelte partiforeninger på grund af de nationale modsætninger – eller måske var det personlige modsætninger, der blev iklædt nationale gevandter? Disse modsætninger fandtes imidlertid ikke i Haderslev. De gamle socialdemokrater fra tiden før 1914 afviste at se nationale modsætninger som væsentlige.

Anna Mosegaard var med succes aktiv i partiforeningen, men også i det kulturelle liv blandt den tyske befolkningsdel. I det mindste ét af hendes skuespil blev opført på en amatørscene i 1920’erne. Stykket blev opført og anerkendt, til trods for at det litterært ikke kunne stå mål med professionel dramatik.

Arbeiter-Theaterverlag Alfred Jahn

Anna Mosegaard havde op gennem 1920’erne kontakt med Arbeiter-Theaterverlag Alfred Jahn i Leipzig, som udgav en lang række af hendes børneteaterstykker.

De er bygget op over emner uden et egentligt socialt indhold. De må alligevel have været en succes, i alt udkom der en 15-20 skuespil i tiden indtil 1933.

Selv om Anna Mosegaard var produktiv, var hendes stof ikke længere politisk. Hendes erfaringer var fra førkrigstiden, i og med at kontakten til det tyske arbejdermiljø blev mindre, forsvandt også hendes muligheder for at skrive tekster af betydning for arbejderne.

I 1932 flyttede hun - efter at være blevet skilt fra Johann Mosegaard - til Tyskland for igen at få kontakt med den verden, hun var vokset op i. I januar 1933 fik nazisterne imidlertid overdraget magten af borgerskabet, og året efter flyttede hun tilbage til Haderslev.

Med forfølgelsen af arbejderbevægelsens forsvandt hendes muligheder i Tyskland. Hun vendte tilbage til Haderslev, hvor hendes yngste søn boede. De sidste cirka 20 år levede hun i ubemærkethed i byen.

Man må have respekt for Anna Mosegaard: hvor mange mennesker har kunnet arbejde sig frem til en klar forståelse af samfundsforholdene, til en indstilling til det politiske arbejde, som i tiden før 1914 var arbejderbevægelsens opfattelse af en forestående samfundsændring?

Hun var næppe heller en forfatter af verdensformat, men som det fremgår af forskellige genoptryk, havde hun noget på hjerte, og hun forstod at udtrykke det.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. jul. 2013 - 09:15   04. mar. 2016 - 11:06

Historisk portræt

Gerd Callesen
Historiker
Arbejderbevægelsens kvindelige pionerer
  • Arbejderbevægelsens historie er fuld af seje kvinder, som tidligt gik imod både den herskende klasse og det herskende kvindesyn.

  • Arbejderen sætter i en række artikler fokus på nogle af disse kvinder fra ind- og udland.

  • Læs alle artiklerne på arbejderen.dk/kvindepionerer