26 Oct 2020  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

20 år siden: Folket sagde nej til euroen og vandt over den samlede magtelite

Historisk tilbageblik

20 år siden: Folket sagde nej til euroen og vandt over den samlede magtelite

Gennem opbygningen af en bred, tværpolitisk bevægelse, der samlede alle nej-sigerne, lykkedes det for 20 år siden at sikre et nej til euroen, selvom modstanderne var oppe mod meget stærke kræfter.

FOTO: John Rasmussen
1 af 1

Det er i dag 20 år siden, at et flertal af den danske befolkning stemte nej til euroen og dermed trodsede den samlede magtelite, der havde kastet hele sin autoritet og store pengesummer ind i kampagnen for at få Danmark med i euroen.

Det var en kæmpe sejr for nej-bevægelsen og en begmand ud over alle grænser for ja-siden.
Karen Sunds, Folkebevægelsen mod EU

53,2 procent stemte nej til euroen, mens 46,8 procent satte kryds ved ja.

– Det var en kæmpe sejr for nej-bevægelsen og en begmand ud over alle grænser for ja-siden, siger Karen Sunds fra Folkebevægelsen mod EU. Hun var op til afstemningen en afgørende drivkraft i arbejdet med at få samlet alle euro-modstanderne i en slagkraftig nej-bevægelse.

Da afstemningen blev udskrevet i marts 2000, så det ellers sort ud for nej-sigerne. Der var et klart flertal i meningsmålingerne for at komme med i euroen, og den socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen følte sig sikker på en sejr.

Ja-partierne havde flertallet i Folketinget, og de havde hele eliten på deres side, de store virksomhedsejere, finansverdenen, stort set hele fagtoppen og så videre.

Skræmmekampagne

Der blev ført en intensiv skræmmekampagne, hvor befolkningen fik at vide, at det ville koste velfærd, arbejdspladser og lavere løn, hvis de stemte nej, forklarer Karen Sunds.

– Vi fik at vide, at finansmarkederne ville miste tilliden til dansk økonomi, renten ville stige helt vildt, folk ville blive arbejdsløse i massevis og gå fra hus og hjem. Vi var oppe mod, at folk blev truet på deres levebrød. I den situation valgte vi i Folkebevægelsen mod EU at samle alle euro-modstandere i en fælles nej-bevægelse på tværs af politisk tilhørsforhold og andre forskelligheder, siger hun.

Ja-partierne får fuck-fingeren ved valgaften på Nørrebro i København.
John Rasmussen

På det tidspunkt var der ud over Folkebevægelsen mod EU også andre EU-kritiske bevægelser som for eksempel Junibevægelsen og Nødvendigt Forum. Derudover var der EU-kritikere og modstandere i en lang række af ja-partierne.

Bred, tværpolitisk bevægelse

Alle de forskellige bevægelser, nej-partier og enkeltpersoner blev samlet i Euro-nej Kampagnen, som fik en stor slagkraft.

Fra nej-bevægelsens valgaften i medborgerhuset på Nørre Allé i København.
John Rasmussen

– Vi startede med at samle en personkreds på over 50 autoritative og kendte folk, der tilsammen tegnede bredden i initiativet. Der var fagforeningsfolk, folk fra forskellige politiske partier som for eksempel Konservative, Socialdemokratiet og Radikale, kunstnere, erhvervsfolk og mange andre. Det viste sig at være en rigtig god idé, siger Karen Sunds, der blev koordinator for kampagnen.

– Det lykkedes at få skabt en total samling på modstandssiden, hvor vi ikke var opdelt i alle mulige forskellige grupper. Det var helt afgørende for, at vi vandt afstemningen, tilføjer hun.

Fra valgaften i Nørre Allé, København.
John Rasmussen

Der blev efterfølgende dannet euro-nej-grupper i mange byer rundt omkring i hele landet. Det lykkedes at få en masse mennesker med i en aktiv bevægelse. Aktivister var på gaden og lavede et væld af forskellige aktiviteter og arrangementer i løbet af valgkampen. Mange steder var Folkebevægelsen mod EU drivkraften i bevægelsen, men mange andre var også med.

– En del mente, at det var en rigtig svær afstemning at vinde, fordi det med euroen var svært for folk at forstå. Men vi talte til folks sunde fornuft og tog udgangspunkt i, at selvfølgelig kunne danskerne forstå det her, hvis vi snakkede et sprog, der var til at forstå. Vi turde ikke på noget tidspunkt føle os sikre, men kæmpede med alt, hvad vi ejede og havde, lige til det sidste, siger Karen Sunds.

En gigantisk fest

Hun tilbragte selv valgaftenen på Christiansborg i Folkebevægelsen mod EU's lokale. 

– Det var nervepirrende ud over alle grænser. Men da det endelig stod klart, at det blev et nej, blev der stor jubel, folk tumlede ud på Christiansborg Slotsplads og festede helt vildt. Det var en fantastisk aften, som jeg aldrig vil glemme, konstaterer Karen Sunds.

Sækkepibespil foran Christiansborg på valgaftenen.
Jette Jacobsen

Over hele landet var Euro-nej Kampagnen samlet på valgaftenen for at følge resultatet. På Nørrebro i København holdt Folkebevægelsen mod EU, Folkebevægelsens Ungdom og Eurofri Zone Nørrebro et fælles valgarrangement i medborgerhuset på Nørre Allé.

Her var stuvende fuldt, og da resultatet stod klart, gik deltagerne i en spontan demonstration ind til Christiansborg Slotsplads, hvor hundredvis af mennesker festede det meste af natten. 

Der blev danset til harmonika og sækkepibemusik. Der blev skudt kanonslag og festfyrværkeri af. Begejstringen var enorm.

– Hele Overdanmark sagde ja, regeringen, Folketinget, virksomhedsejerne og fagtoppen anbefalede et ja. Men danskerne sagde nej. Det er fedt, udtalte en af festdeltagerne, murerarbejdsmand Claus Olsen, dengang til Arbejderen.

Ole Krarup, der var professor i retsvidenskab og medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, blev hyldet, da han kom ud på pladsen og holdt en tale til de mange glade mennesker.

– Det, vi har oplevet i aften, er et tegn på, at danskerne vil ud af dette bureaukratiske helvede, som EU er. Modsætningen står ikke mellem højre og venstre, men mellem EU-bureaukraterne på den ene side og befolkningerne på den anden, erklærede Ole Krarup.

Nej'et fejres på Christiansborg Slotsplads.
John Rasmussen

Folkebevægelsen mod EU så nej'et som en klar afvisning af udviklingen i retning af en stadig tættere politisk union.

Samme vurdering havde mange andre i nej-bevægelsen. 

– Det er meget betænkeligt, at en del af Folketinget har så lidt fornemmelse for, hvad der sker i befolkningen. De har ikke føling med, at befolkningen er imod en superstat, sagde for eksempel Marianne Egebrønd, der var aktiv i det socialdemokratiske EU-kritiske netværk SNE, til Arbejderen dagen efter afstemningen.

Fra nej-bevægelsen lød kravet om, at EU's nye Nice-traktat, der var på vej i 2000, skulle til folkeafstemning. Traktaten var endnu et skrift i retning af mere union og betød blandt andet farvel til vetoretten på flere områder.

Angreb på resultatet

Men regeringen turde ikke tage endnu en folkeafstemning så kort tid efter nej'et til euroen. Den erklærede, at den nye traktat ikke ville betyde yderligere afgivelse af dansk suverænitet og derfor ikke behøvede at komme til folkeafstemning. Derefter tilsluttede et flertal i Folketinget Danmark uden at høre befolkningen.

Mads Nikolai Nissen

Heller ikke den efterfølgende Lissabon-traktat kom til folkeafstemning. 

Derudover har de danske ja-politikere i årene efter euro-afstemningen knyttet den danske krone og den danske økonomiske politik tæt til EU, ikke mindst ved tilslutningen til EU's finanspagt i 2012, hvor danskerne heller ikke blev spurgt.

– De har på alle mulige måder forsøgt at underminere vores nej til euroen. Men alligevel vil jeg fastholde, at vores nej for 20 år siden har betydet og betyder utroligt meget. Vi er trods alt stadig ikke med i euroen. Og alt det vi sagde, om at euroen ville splitte EU og skabe store økonomiske uligheder mellem landene, har vist sig at være rigtigt. Det har haft voldsomme konsekvenser, at de enkelte lande ikke har kunnet føre deres egen økonomiske politik, konstaterer Karen Sunds.

Læren til næste gang

Hun tror, at vi inden særlig lang tid kan risikere at stå overfor en afstemning om enten euroen igen eller om forsvarsforbeholdet.

– Mange politikere ønsker det. Sker det, er det vigtigt, at vi husker læren fra euro-afstemningen. Hvis vi skal vinde en sådan afstemning, skal vi have samlet hele nej-bevægelsen og være i stand til at svare igen på ja-sidens argumenter, erklærer Karen Sunds.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. sep. 2020 - 07:52   28. sep. 2020 - 07:54

EU-stat

ur@arbejderen.dk
Folkeafstemning om euroen
  • Daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) besluttede i marts 2000 at gennemføre en folkeafstemning om dansk medlemskab af EU's fælles mønt, euroen. På det tidspunkt tydede meningsmålingerne på en sikker sejr til ja-partierne.
  • Efter et halvt års valgkamp var der folkeafstemning om euroen den 28. september 2000.
  • 53,2 procent stemte nej, mens 46,8 procent satte kryds ved ja. Stemmeprocenten var 87,6 procent.
  • De største nej-procenter var i arbejderkvarterer og arbejderbyer som for eksempel Sundby, hvor 63,9 procent stemte nej, samt Nakskov og Frederikshavn med henholdsvis 62,8 og 62,9 procent nej-stemmer. 
  • Kun i to amter var der et flertal af ja-stemmer. I alle de øvrige 12 amter og de tre københavnske storkredse var der nej-flertal.
  • De højeste ja-procenter var især i en række kommuner nord for København med mange velhavere, som for eksempel Hellerup og Hørsholm med 70,3 procent ja-stemmer og Gentofte, hvor 62,5 procent stemte ja.
  • En Gallupundersøgelse viste, at 51,3 procent af de socialdemokratiske vælgere stemte nej til euroen.
  • At Danmark ikke er med i euroen skyldes det danske nej til Maastricht-traktaten tilbage i 1992. For at få Danmark efterfølgende lempet med i traktaten fik ja-partierne lavet en aftale med EU om de fire danske EU-forbehold. Det betyder, at Danmark er undtaget fra den Økonomisk Monitære Union (ØMU'en) og dermed ikke er med i euroen. Ligeledes er Danmark undtaget fra det retslige og militære samarbejde samt unionsborgerskabet.
  • Ud over afstemningen om euroen i 2000 har der også været forsøg på at afskaffe det retslige forbehold. Ved en folkeafstemning den 3. december 2015 sagde danskerne nej til at droppe det retslige EU-forbehold. 53,1 procent stemte nej, mens der var 46,9 ja-stemmer.