04 Dec 2020  

KBH: Spredte skyer, 4 °C

Rejsen til Utopia: Drøm eller desperation?

Anmeldelse

Rejsen til Utopia: Drøm eller desperation?

Instruktør Erlend E. Mo har lavet en film om sin egen families drøm om at reducere deres negative indvirkning på klimaet. Filmen bruger desværre mere tid på at skildre familiens to års husvilde ventetid end på klimaspørgsmålet.

Permatopia under konstruktion.
FOTO: Erlend E. Mo
1 af 1

"Vi er jo velnærede vesterlændinge, som sidder på flæsket. Vi har ingen grund til at have ondt af os selv," siger dokumentaristens hustru, Ingeborg, mens tårerne løber ned ad kinderne på hende. Drømmen om at bosætte sig i en nybygget, bæredygtig landsby ved navn Karise Permatopia har lange udsigter.

Instruktør Erlend E. Mo har lavet en film om sin egen families drøm om at reducere deres negative indvirkning på klimaet. Erlend og danske Ingeborg har boet en del år på Erlends fars gamle gård i naturskønne Norge, hvor de har fået tre børn, hvoraf den ældste nu er teenager. Men den dårlige klimasamvittighed nager, for de pendler til og fra arbejde med fly (!), og til sidst beslutter de at omplante sig selv til et bæredygtigt landbrugsprojekt i Danmark.

Erlend og danske Ingeborg med deres tre børn.
Foto: Christian Geisnæs

To år som husvild

Men, den økologiske landsby er slet ikke bygget endnu, og konstruktionen bliver forsinket flere gange. Filmen bruger desværre alt for meget tid på at skildre familiens to års husvilde ventetid end på de klimaspørgsmål, som det hele egentlig skulle handle om.

Man undrer sig desuden en del over, hvordan det kan hænge sammen, at sådan en "totalt bæredygtig" landsby med grimme, kantede designerhuse til mange millioner (inklusiv egen kæmpevindmølle) skal bygges helt fra grunden inklusiv marker, der skal lægges helt om, i stedet for at vælge et sted, hvor der i forvejen er egnede huse og køkkenhaver.

Det lugter lidt vel meget af en naivistisk, naturromantisk og narcissistisk drøm for den velbeslåede middelklasse. Narcissismen er ikke bevidst, men et udtryk for desperation: Hvis man er klimadeprimeret, hvad kan man så reelt gøre ved verdenssituationen? Mange konkluderer – og støttes i denne konklusion af den borgerlige samfundsdebat – at det handler om at minimere sin egen personlige indvirkning på klimaet.

En dråbe i havet

Bare man reducerer sit individuelle kulstoffodspor, så har man da gjort sit. Og folk, der ikke kan se anden udvej end dette, flytter ud i denne type økolandsbyer. I stedet for at gøre hvad venstrefløjen finder indlysende: Bliv aktivist! Bidrag til at starte bevægelser, læg pres på politikere og erhvervsliv!

Retfærdigvis skal så også siges, at slutscenen i denne film viser familien til en miljødemonstration. Så tingene udvikler sig i den rigtige retning.

Det er heller ikke, fordi der er noget principielt galt med økolandsbyer; tværtimod. Hvis man kan få sådan nogle og en kollektiv livsstil til at fungere, så kan de være eksempler på en god og spændende vej frem. Men de bør være socialt og idealistisk og politisk drevet; ikke bygget på en motivation af dårlig samvittighed og desperation hos en middeklasse, der ikke har sat sig ordentligt ind i de dybere politiske og økonomiske årsager til den forværrende miljøkrise.

Film: Rejsen til Utopia. Instruktion: Erlend E. Mo. Dansk premiere den 3. september.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2020 - 11:44   07. sep. 2020 - 13:24

Dokumentarfilm

Tue Sørensen
Anmelder