20 Jul 2019  

KBH: Let skyet, 21 °C

Måske den mest marxistiske film nogensinde

Anmeldelse

Måske den mest marxistiske film nogensinde

Med “Sorry To Bother You” vil Boots Riley skabe en film, som sætter sig ud over kulturindustriens rolle som levende reklamesøjle og sprænger den kunstneriske forms lænker for at angribe og ikke blot skildre kapitalismens mekanik.

FOTO: Pete Lee/Annapurna Pictures
1 af 1

Hvis nogen har ventet med at læse Kapitalen – Karl Marx’ 2.500 sider lange hovedværk i tre bind – fordi de ville vente, til den kom som film, så har de utroligt nok nu fået deres ønske opfyldt.

Boots Rileys film Sorry to Bother You kan meget vel være den mest marxistiske film, der nogensinde er lavet.

Den bemærkelses-værdige måde, som plottet er skruet sammen på i “Sorry to Bother You”, følger Marx’ logik til punkt og prikke.

Rileys bemærkelsesværdigt ambitiøse film er mange ting på én gang: En kritik af “kulturindustriens” rolle som levende reklamesøjle for kapitalismen. En udfordring af aktivistiske subkulturers selvforståelse og selvfedme. Et forsøg på at skabe et drama om, hvordan arbejderklassebevidsthed skal forstås i en kultur, hvor 70 procent af amerikanerne ser sig selv som “middelklasse”.

En refleksion over det indviklede forhold mellem værdighed og både at optræde og nægte at optræde. Og en selvkritisk udforskning af, hvordan filmmediet frister til ukritisk at gentage den borgerlige ideologis “manuskripter” eller konventioner i stedet for at udstille deres løgnagtige og selvdestruktive karakter. Og meget mere.

På besøg i Marx’ Kapitalen

Her vil jeg imidlertid især fokusere på én dimension i denne komplekse, multidimensionale filmiske kraftpræstation: Filmens forsøg på at genformulere argumentationen i Marx’ Kapitalen.

Tænk ikke mindst på den metafor, der står helt centralt i Marx’ bog: Overgangen via en tærskel fra “omsætningens” overfladefænomen og ind i “det skjulte lønkammer” bag scenen – “produktionen”. Som Marx skriver:

“Denne larmende sfære, hvor alt er overflade og synligt for alle, forlader vi derfor nu, sammen med pengebesidderen og arbejdskraftbesidderen for at følge efter dem begge ind i produktionens lønkammer, over hvis dør der står skrevet “No admittance except on business” (Kun adgang i forretningsanliggender).

Her vil det vise sig, ikke blot hvordan kapitalen producerer, men også hvordan man selv producerer den, kapitalen. Hemmeligheden ved profitmageriet må endelig afsløre sig.” (Marx: Kapitalen, Rhodos 1970, 1. bog 1, s. 292)

Marx påpeger, at dette produktionens lønkammer ikke handler om “forbrugere”, der “vælger” eller personer, der søger “muligheder” for at opnå “tilfredsstillelse” ved at indgå i “kontraktlige aftaler” – kapitalismens smigrende selvforståelse. Næ, i dette lønkammer går vi fra overfladens valgfrihed og kontrakter til kapitalismens inderste struktur, som er tvang, dominans og udnyttelse.

“Når vi forlader denne sfære, den simple varecirkulation eller vareudveksling, hvorfra Frihandelsmand Vulgaris henter anskuelser, forestillinger og målestokke for sin bedømmelse af kapitalens og lønarbejdets samfund, så lægger vi mærke til, at vore optrædende personer allerede i nogen grad begynder at ændre udseende.

Pengebesidderen, som vi lærte at kende, skrider foran som kapitalist, arbejdskraftbesidderen følger efter ham som hans arbejder; den ene med et betydningsfuldt smil om munden, indstillet på forretning, den anden frygtsom og modstræbende, som en der har båret sit eget skind til marked og nu ikke har andet i vente end at få det – garvet.” (Samme, s. 293)

Systemets arbejdsheste

Den bemærkelsesværdige måde, som plottet er skruet sammen på i “Sorry to Bother You”, følger Marx’ logik til punkt og prikke, helt ned til at virkeliggøre Marx’ formulering om en forandring af udseendet hos vore optrædende personer. Marx’ metafor taler om skiftet fra frie og lige præferencemotiverede forbrugere, der træffer deres egne valg, til undertrykte arbejdere, som sættes i arbejde af magtfulde udbyttere.

I Rileys film forandres selve kroppen og det fysiske udseende på systemets arbejdsheste for øjnene af os, så skuespillerne (de optrædende personer) bliver til hestemennesker, reduceret til blot at være anvendelige som den kapitalistiske produktions lastdyr.

Det er værd at erindre, at Marx kalder fabrikkernes børnearbejdere “arbejdsheste” i Kapitalen (bind I, kapitel 8, 6. afsnit). Senere i bogen citerer han en historie om sydamerikanske minearbejdere, hvis ledere “behandler dem som heste”.

Riley gør helt sikkert rigtigt i at se denne metafor som den tankevækkende essens i Marx’ kritik af kapitalismen, i og med at den kombinerer ideen om arbejderne som både systemets ofre, der udnyttes for deres ydeevne, og som bærere af evnen til at sparke systemet til side. Derved besidder de en særlig ædelhed, endda en overmenneskelig styrke som drivkræfter for deres egen befrielse.

På flugt fra at være arbejder

Ligesom i Marx’ Kapitalen er klasse og klassekamp centralt placeret i verdensbilledet i Rileys “Sorry to Bother You”. Ikke mindst leverer den en måde at se på begrebet “klassebevidsthed”:

De fleste mennesker er ganske vist arbejdere, men de ser ikke sig selv som arbejdere. At tilhøre arbejderklassen er for dem snarere en fare, en trussel imod deres selvbillede og sociale aspirationer.

Mange arbejdere vil helst skjule for både sig selv og andre, hvis de tilhører arbejderklassen. Det er en både berømt og berygtet del af USA’s kultur, at det opfattes som en slags ydmygelse at blive regnet til arbejderklassen, hvorfor mange amerikanske arbejdere betragter sig selv som”middelklasse” i stedet.

I filmen forsøger de, der ikke ønsker at blive afsløret som arbejdere, sig med forskellige officielt godkendte flugtveje: Man kan prøve at “komme frem i livet”, gå efter “succes” og rigdom. Man kan gøre oprør ved at erklære sig som rebel og finde en unik rolle som modstander af systemet (“Left Eye”).

Eller man kan trække sig ind i kreativiteten og kunsten, som lokker med en uvirkelig ide om at frigøre sig fra den undertrykkelse, som ellers er alt for virkelig.

Filmens hovedroller prøver alle disse flugtveje. Men som Riley fremstiller dem, er de alle udflugter, drevet af den falske forestilling om, at man kan finde værdighed og beskytte sig mod ydmygelsen ved at tilhøre arbejderklassen, hvis man omhyggeligt følger en eller anden opskrift på, hvordan man skal leve som “noget særligt” for at få anerkendelse eller applaus.

Men igen og igen støder filmens personer ind i virkeligheden: Alle disse forestillinger om at være noget særligt ender ud i netop den samme ydmygelse, som de skulle have forhindret.

Hestemenneskenes værdighed

Til sidst indser filmens personer, at den eneste måde, hvorpå de kan sikre deres værdighed, er ved at være ærlige, holde op med at forstille sig og acceptere deres “umenneskeliggørelse” som en slags åbning mod et dialektisk omslag.

Ifølge Marx har arbejderne “en verden at vinde”, men verden kan kun vindes, hvis vi alle først forstår, at vi “ikke har noget at miste”. Marx prøvede at indfange dialektikken i dette penible forhold, arbejderklassens stilling, i ideen om “radikale lænker”:

En tilstand, “som har universel karakter på grund af dens universelle lidelse”, og som kun bliver helt menneskelig, hvor den begynder med et “totalt tab af menneskelighed”, således at arbejderklassens befrielse må blive en revolution, som forandrer alt. (De citerede stykker er fra Marxs “Kritik af den Hegelske Retsfilosofi”).

Peter Prato / Annapurna Pictures

Sådan er det også i denne film: Kun de mest ydmygede, de mest umenneskeliggjorte, men også de mest oprigtige personer – hestemenneskene – lever faktisk et værdigt liv. Men de udlever ikke deres værdighed, fordi “alt arbejde er værdigt”, som Martin Luther King ville sige.

De lever i værdighed, fordi deres oprør er ægte, det handler om magt, ikke om performance, og dermed muliggør det netop den form for frihed, solidaritet og selvstyre, som kapitalismens system af udnyttelse og undertrykkelse prøver at nægte dem.

“Hold dig til manuskriptet”

Man kan mene, at oprør mod kapitalismen har vist sig ganske vanskeligt, og at pro-kapitalistisk ideologi har tiltrukket arbejderne mere, end vi skulle tro, at Marx’ Kapitalen ville gøre. Af den grund har spørgsmålet om at være ideologisk knyttet til systemet været et centralt tema i marxismen i de sidste 100 år.

Også dette tema tager Rileys film op: Dens personer tilpasser sig modstandsstrategier, som kun synes at bekræfte deres stædige tilknytning til eller medskyldighed med det system, de skulle kæmpe mod.

Riley skildrer Left Eyes gruppe af “kulturelle støjsendere”, (der måske minder lidt om Banksy), som velmenende og for så vidt beundringsværdige, men samtidigt sørgeligt ude af stand til at undergrave det kapitalistiske diktatur, selvom de prøver på det.

Tværtimod udsøger filmens hovedskurk, Steve Lift, den typiske “disruptive iværksætter”, sig Left Eyes protestbilleder, som han udstiller som stærke kulturelle samlerobjekter på sit private slot.

I et parallelt forløb – endnu en fiasko – fatter aktivisterne ikke, at det ikke er deres inspirerende organiseringsarbejde, der får systemets arbejdsheste – hestemenneskene – til at bruge deres kræfter mod de politivogne, der ellers havde besejret den strejketaktik, som Cassius Green havde lanceret.

Detroit, som ind imellem er Cashs partner, går så langt som til at kalde Cash for geniet bag en sejr, som han ikke bare ikke har organiseret, men ikke engang så komme.

Men Riley ser egentlig ikke ned på disse fejlslagne oprør fra en bedrevidende position. Han siger endda til sig selv, som Marx skriver i Kapitalen: “De te fabula narratur”– Denne historie handler også om dig!

Riley er mest interessant og dyb, hvor han udsætter selve værket – hans egen film – for den selvsamme kritik, som han retter mod andre former for kulturel politik. “Hold dig til manuskriptet,” siger bosserne på call centret i “Sorry To Bother You” hele tiden til arbejderne.

Men i sidste ende er også dét jo en del af et manuskript: Endnu et af mange signaler til den, der ser “Sorry To Bother You”, om at forholde sig kritisk, ikke kun til filmens åbenlyse skydeskive – kapitalismen, liberalisme, håbet om at være andet og mere en bare arbejder – men også til selve kritikkens form og medium.

Faren for forstillelse

Det er ikke tilfældigt, at når filmens kapitalistiske skurk prøver at tale Cassius Green, (hvis navn udtales “cash is green”), fra at identificere sig med sine arbejdsfæller, (hestemenneskene), så gør han det ved at vise ham en film.

Livsnerven i Rileys film er virkelig en gennemtrængende selvfornægtelse af kunstnerisk form i sig selv: Kunst er i grunden at optræde, og ved at optræde – vil Riley sige – er man altid fristet til at slå over i frikadelleskuespil, hvor vi i sidste ende nedgør os selv ved at forestille noget, vi ikke er, eller rettere: Foregive at vi ikke er, hvad vi er: “Brug din hvide stemme”. “Jeg ved, du kan rappe”. “Du kan være en power caller”. Og så videre.

Kan en film være sand? Eller mere præcist: Kan en film om kapitalismen undgå at blive suget ind i systemet som blot endnu en vare, der skal lave penge til kulturindustrien?

Når vi udtrykker os ved at optræde, “lyder det som en voice over”, som en af personerne siger. Det henleder (på rå, Brecht-facon) vores opmærksomhed på, at når vi ser en film, lytter vi til voice-overs, men filmens voice-overs er ikke kun voice-overs, de lyder også som voice-overs, altså et skuespil om, hvordan skuespil skal være.

Det bliver igen og igen understreget, hvor svært det er for os at grave os ud fra al denne foregøglen og forklare den enkle sandhed, endda til os selv. Som Marx skriver i “Kapitalen”, er tingenes fremtrædelsesform ofte det stik modsatte af deres indhold.

Der er naturligvis en tredje, helt central film, Riley viser os. Ud over selve meta-filmen (“Sorry to Bother You”) og den kapitalistiske selvretfærdiggørelsesfilm, så er der også en afslørende video om hestemenneskene, optaget på en telefon.

På mange måder ligger nøglen til at forstå Rileys vision og hans begreb om forholdet mellem kunst, sandhed og forestilling, værdighed, ydmygelse og klasse i forholdet mellem de tre film: kunstværket selv, den kapitalistiske propaganda og proletariatets ærlige selvafsløring. (“Jeg lider!”). (...)

Arbejderklassens lidelser – der ubesmykket udstilles i telefonvideoen – er ikke kun en del af plottet, som påvirker de optrædende personer, de mere eller mindre fiktive roller. Tværtom er den lidelse, kapitalismen påfører os alle, alt for virkelig.

Baseret på en sand historie ...

I den forstand er Rileys fortælling om kapitalismens arbejdsheste, som lider og gør oprør, “baseret på en sand historie”. Eller rettere sagt: Den er i sig selv en sand historie. Men læg lige mærke til det paradoksale udtryk “en sand historie”.

Er det en historie, eller er det sandt? Kan den være begge dele? I Rileys film ligger der et håb om, at ja, man kan fortælle sandheden om kapitalismen på en måde, så de, der hører historien – med Marx’ ord – endelig bliver nødt til med åbne øjne at indse deres reelle livsvilkår og deres forhold til deres medmennesker.

I sidste ende er det Rileys mest vovelige ambition i “Sorry To Bother You”: At skabe en film, som bryder biografens vægge ned, som sætter sig ud over kulturindustriens rolle som levende reklamesøjle og “sprænger” den kunstneriske forms lænker for at angribe – ikke blot skildre – kapitalismens mekanik. Men denne ambition pålægger ham den opgave at forandre sit publikum, at åbne vores øjne.

Kan en film være sand? Eller mere præcist: Kan en film om kapitalismen undgå at blive suget ind i systemet som blot endnu en vare, der skal lave penge til kulturindustrien? Ganske forudsigeligt mener Riley som Marx, der skrev:

“Spørgsmålet om, hvorvidt det tilkommer den menneskelige tænkning objektiv sandhed, er ikke et teoretisk, men et praktisk spørgsmål ... Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”

“Sorry to Bother You” har haft premiere i Danmark. Den kan p.t. købes eller lejes på Blockbuster. Trailer ligger på YouTube. Steve Darcys anmeldelse er oprindelig publiceret på The Public Autonomy Project, 8. maj 2019.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. jun. 2019 - 13:35   27. jun. 2019 - 16:56

Film

af Steve Darcy
Sorry to Bother You

"Sorry to Bother You" er Boots Rileys debutspillefilm:

Den unge, afroamerikanske telefonsælger Cassius Green (Lakeith Stanfield), opnår tårnhøje salgstal, da han begynder at tale med sin "hvide sælgerstemme". Pengene flyder, og det tager ikke lang tid, før garagen til onklen i forstaden byttes ud med en lækker lejlighed i centrum. Men det pludselige opsving i Cassius' karriere får alle advarselslamper til at blinke hos kæresten Detroit  (Tessa Thompson), en fattig performancekunstner i et hemmeligt kunstnerkollektiv. Da der opstår en oprørsgruppe blandt de øvrige telefonsælgere, opstår der også en konflikt i Cassius: Skal han vælge succes og personlig udvikling eller integritet og systemændring? 

Instruktør: Boots Riley, USA, 2018

Medvirkende: Lakeith Stanfield, Tessa Thompson, Jermaine Fowler, Armie Hammer, Danny Glover 

“Sorry to Bother You” har haft premiere i Danmark. Den kan p.t. købes eller lejes på Blockbuster.