16 Sep 2019  

KBH: Let skyet, 15 °C

Der var engang en Tarantino-film

Anmeldelse

Der var engang en Tarantino-film

Der er fuld knald på 60'er-æstetikken i det, der med garanti bliver sensommerens helt store blockbuster, "Once Upon a Time in Hollywood". Men er det en god film? Nja...

I sin grundessens handler Tarantinos film nummer ni om skuespilleren Rick Dalton og hans faste stuntmand Cliff Booth og deres forsøg på at manøvrere rundt i Hollywood anno 1969.
FOTO: SF Film
1 af 1

Det er som regel en ret stor begivenhed, hver gang den amerikanske instruktør Quentin Tarantino slipper en ny film løs i biograferne. Tarantino er nemlig ikke en hr. Hvem-som-helst. De fleste kender ham nok som ophavsmanden til blandt andet ‘Pulp Fiction’ (1994), de to ‘Kill Bill’-film (2003/04) eller ‘Inglorious Basterds’ (2009), der med årene alle har opnået kultstatus. Nogle ville endda kalde dem for klassikere. Det er derfor ikke så underligt, at anmeldere og fans verden over har ventet i spænding på den næste film i rækken.

Tarantinos nye film har momenter af skinnende guld, men det velgennemførte 60’er-look er desværre ikke nok til at redde filmen som helhed.

Once Upon a Time in Hollywood hedder den seneste og længe ventede tilføjelse til Tarantinos filmkatalog, og den minder på mange måder om det, man tidligere har set fra amerikaneren. Der er de lange scener med de lige så lange og snappy monologer og dialoger, direkte og indirekte referencer til film og genrer, overraskende og velvalgte musikindslag og endelig også vold. Sidstnævnte er der dog skruet ned for i ‘Once Upon..’, der også har en lidt mere afdæmpet grundhistorie end så mange andre af Tarantinos film, hvor nævekamp, mord og lemlæstelse, og udpenslingen af det, fylder en hel del mere.

At klare sig på trods

I sin grundessens handler Tarantinos film nummer ni om skuespilleren Rick Dalton og hans faste stuntmand Cliff Booth og deres forsøg på at manøvrere rundt i Hollywood anno 1969. Gamle navne som dem lider en langsom død, og nye ansigter begynder at storme frem. Sidstnævnte personificeret af den unge starlet Sharon Tate, der også har sin egen sideløbende historie i filmen. Hun spilles af Margot Robbie, der har en slående lighed med 60'er-stjernen.

Branchen skriger på nyt, og Rick og Cliff, spillet af henholdsvis Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, må se sig henvist til stadig mindre og mindre roller. Rick, der som en anden John Wayne svingede pistolerne som hovedrolleindehaver i sin egen tv-serie, lever nu som “has-been” og ernærer sig af ubetydelige skurkeroller.

Den ellers altid aktive og stuntvillige Cliff er derimod reduceret til at være en slags butler for Rick. Pitts karakter fremstår dog desværre lidt skabelonagtig og endimensionel i forhold til DiCaprios Rick. Det er der måske, måske ikke en pointe med. Lidt irriterende er det uanset hvad.

Med tømmermænd på settet

‘Once Upon..’ er først og fremmest en film om de to herrers venskab og parløb og de forestillinger og forventninger til livet, de begge hver især render rundt med i det altid solbagte Hollywood, der ikke er meget for at give folk en chance til. Men helt skidt er det ikke. Blandt andre Rick får ad uventede veje kravlet sig op igen, men med et eskalerende alkoholmisbrug i bagagen.

Præstationerne på filmsettet udfører Rick med dundrende tømmermænd, så sindssygt godt spillet af DiCaprio, at man næsten selv mærker halsbranden efter alle gårsdagens smøger og den alkoholforårsagede hovedpine helt ud i de røde, røde øjne. Hertil en lille note: Underligt nok er nogle af de scener, som Rick indspiller, nogle af de mest intense scener i filmen rent skuespilsmæssigt. Det er en lille behagelig og uventet overraskelse.

Det er nye tider for makkerparret, der hænger ved hinanden på trods af alt. “Hippiesvin” med sære rusmidler, som DiCaprios karakter kalder dem, hænger ud på gadehjørner, og Vietnamkrigen raser på et fjernt kontinent et eller andet sted i verden. Krigen får aldrig rigtig en plads i filmen ud over som skrattende lyd fra bilradioer, og det er der en god grund til. Det er deres egen selvudvikling, karaktererne er optaget af, og udviklingen i deres eget lille samfund, Hollywoodsamfundet, der paradoksalt nok også afspejler en udvikling i landet generelt.

Med Tarantino ind i 60'erne

De nye tider er også usikre tider. Ondskaben i form af kultlederen Charles Manson lurer i baggrunden hele filmen igennem, og hans morderisk manipulerede undersåtter ender til allersidst med at kickstarte et voldsorgie. Ikke på samme måde som det skete i virkelighedens verden, hvor de tog livet af højgravide Sharon Tate og flere af hende og ægtemanden, den kendte instruktør Roman Polanskis venner. Som i ‘Inglorious Basterds’ leger Tarantino kontrafaktisk kispus med publikum og lokker én med ned ad stien af hvad-nu-hvis. Det er sjovt tænkt og rejser en masse interessante spørgsmål om tiden dengang og nu. Og så slipper han overraskende godt fra det, Tarantino. Så er der ikke sagt for meget.

1960’erne fylder meget i ‘Once Upon..’, og det ikke kun i handlingen, selvom Rick og Cliffs forventningsforvirringer og midtvejskriseagtige kvababbelser skam er tidsløse nok. 60’erne fylder også meget visuelt. Der må have lagt et kæmpe arbejde bag sådan en iscenesættelse, og den detaljerigdom, man finder overalt i filmen, er imponerende. Lige fra cigaretpakkerne til dåsemaden. Tarantinos niende film er derfor også et eminent tidsstudie, som fortjener stor ros.

Godt selskab på trods af mangler

En skam er det desværre, at det flotte 60’er-sceneri flækkes af dialoger og monologer, der ikke har samme nerve, absurditet, spænding og humor som i nogle af Tarantinos forrige film. De bliver ganske enkelt for lange og trækkes i langdrag. Det hele bliver lidt for villet cool og ofte lidt kunstlet.

Sådan kan det være i en Tarantino-film, og for det meste lykkes han faktisk at slippe afsted med det, og man køber præmissen. Men i ‘Once Upon..’ løber irritationen af med én, og man ville ønske, at den ellers dialog- og monologskarpe instruktør havde set manuskriptet igennem en ekstra gang inden indspilningen og haft den store røde tusch fremme. Det er sådan noget, man aldrig må skrive i en anmeldelse, men ‘Once Upon..’ bliver i længden lidt kedelig.

Tarantinos nye film har momenter af skinnende guld, men det velgennemførte 60’er-look er desværre ikke nok til at redde filmen som helhed. Også på trods af at Rick og Cliff med deres fejl og mangler faktisk er delvist sympativækkende og godt selskab i de ellers alt for mange minutter, filmen varer.

Once Upon A Time… In Hollywood. Instruktør: Quentin Tarantino

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. aug. 2019 - 09:54   15. aug. 2019 - 11:14

Film

Philip Martinussen
Anmelder