01 Mar 2021  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

Wolt-bud fik 2606 kroner i erstatning for smadret albue

Falske selvstændige

Wolt-bud fik 2606 kroner i erstatning for smadret albue

3F København vil nu køre en prøvesag mod Wolt for at få slået fast, hvad man kan tillade sig i forhold til at hyre såkaldte “selvstændige” og dermed nægte dem adgang til den beskyttelse, danske lønmodtagere ellers har på arbejdsmarkedet.

FOTO: Klaus-Henrik Andreasen
1 af 1

2606 kroner. Det var, hvad Wolt-budet Rodrigo Perea fik i erstatning, efter at han den 8. maj styrtede på cykel og ødelagde sin albue – sandsynligivs permanent – og efterfølgende havde flere måneder uden indtægt, skriver Fagbladet 3F.

Det er vigtigt for os at få slået fast, hvad man kan tillade sig i forhold til at hyre såkaldte “selvstændige”.
John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København

Det argentinske bud havde en stor Wolt-kasse på ryggen, og det tror han selv er en af årsagerne til, at bruddet blev så voldsomt.

– Jeg tror, at kassen, vi har på ryggen, ikke ville lade mig rulle, og derfor blev slaget så hårdt, siger Rodrigo Perea til Fagbladet.

Styrtet resulterede i et kompliceret brud på albuen og to operationer, der har betydet, at han ikke kunne arbejde i flere måneder, og at han ikke længere kan bruge sin arm fuldt ud.

Selvstændige kurerpartnere

Wolt-budene lønnes efter, hvor meget mad de bringer ud. Og Wolts særlige koncept består i, at budene ikke er ansatte, men selvstændige og bliver kaldt "kurerpartnere".

Som selvstændig er budene hverken sikret pension, feriepenge eller løn under sygdom. Og de er heller ikke omfattet af den arbejdsskadeforsikring, som det er lovpligtig for arbejdsgivere i Danmark at tegne for sine ansatte.

Det har mødt voldsom kritik, og i november 2019 meddelte Wolt, at de ville tegne en forsikring.

"Som en dansk virksomhed med finsk hovedkontor udspringer vores værdier af den nordiske måde at leve på. Derfor har vi også i sinde at tage ansvar for vores kurérpartnere", skrev Wolt i en såkaldt blog.

Samtidig annoncerede Wolt, at "vi starter med forsikring til alle kurérpartnere i løbet af første kvartal i 2020. Det betyder, kort sagt, at Wolt betaler ulykkes- og ansvarsforsikring for alle kurérpartnere".

>> LÆS OGSÅ: Wolt og de flammegrillede fristelser

Kritik af forsikring

Det viste sig dog, at den lovede forsikring havde en yderst begrænset dækning, og det bekræfter den aktuelle sag med Rodrigo Perea.

Ifølge advokat Bjørn Elling, som har undersøgt forsikringen for fagforbundet 3F, er der tale om en forsikring på "så aparte og ufordelagtige vilkår, at det ikke er teknisk muligt som privatperson at købe en ulykkesforsikring hos et dansk forsikringsselskab, der kommer i nærheden af at have samme ringe dækning, skrev Fagbladet 3F i juni sidste år.

I 3F's juridiske afdeling er vurderingen, at Wolts forsikring, som er tegnet hos Lloyd Insurance Company i Belgien, kun vil udløse erstatning i 1,5 procent af de tilfælde, som ville udløse erstatning gennem den lovpligtige arbejdsskadeforsikring, som danske arbejdsgivere skal tegne.

>> LÆS OGSÅ: Wolts ulykkesforsikring har ringe dækning

Social dumping

Fagforbundet 3F har længe haft kig på de blå bude. Her mener man, at det er et stort problem, at Wolt ikke vil påtage sig et arbejdsgiveransvar. Herved kommer arbejdet i praksis til at fungere som social dumping.

Faglig sekretær i 3F København, Caja Bruhn, har i flere år arbejdet med at organisere cykelbude, og fagforeningen har for år tilbage tegnet overenskomst med de grønne cykelbude, nu Bring Ekspres, og andre firmaer. Hun så gerne, at Wolts cykelbude kom til at arbejde på tilsvarende vis.

– Vores absolutte hovedkrav er, at der skal være ordnede forhold på alle arbejdspladser med atypiske eller særlige arbejdsforhold, sagde Caja Bruhn til Arbejderen sidste år.

Fagforeningen ser gerne, at budene bliver organiseret og får en overenskomst, og har derfor valgt at åbne dørene for Wolt-budene.

– Wolt-ansatte har selv lavet en gruppe, som kaldes Wolt Workers Group. Det er med vilje, at de kalder sig "workers", fordi de betragter sig som arbejdere.

3F vil prøve sagen

Ifølge Fagbladet 3F har den københavnske 3F-afdeling nu valgt at anmeldt Rodrigo Pereas skade til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) for at prøve sagen.

– Det er vigtigt for os at få slået fast, hvad man kan tillade sig i forhold til at hyre såkaldte “selvstændige” og dermed nægte dem adgang til den beskyttelse, danske lønmodtagere ellers har på arbejdsmarkedet, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.

Søren Kjær Jensen, som er partner i Elmer Advokater, vurderer, at Rodrigo Pereas har en god sag.

– Hvis han hovedsageligt arbejdede som cykelbud for Wolt og udførte sine opgaver efter instruktion af Wolt, så er der stærke argumenter for, at AES vil betragte Wolt som arbejdsgiver, siger han til Fagbladet 3F.

Søren Kjær Jensen har tidligere vundet lignende sager for personer, der formelt var betegnet som selvstændige, men reelt udførte lønarbejde for én arbejdsgiver.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. jan. 2021 - 10:54   18. jan. 2021 - 14:15

Arbejdsmarked

bi@arbejderen.dk
Wolt
  • Wolt blev grundlagt i Finland i 2014 og har i dag over 700 administrativt ansatte. Firmaet hører hjemme i Helsinki og ledes af Miki Kuusi, medstifter og administrerende direktør. 

  • Wolt har i dag aktiviteter i 20 lande og 80 byer og sælger mad via deres app fra over 9.000 restauranter, som bringes ud af mere end 20.000 såkaldte kurérpartnere (bude).

  • Wolt har hentet investeringer for mere end 150 millioner euro fra investorer, som blandt andre tæller ICONIQ Capital, Highland Europe, 83North, EQT Ventures, Inventure, Lifeline Ventures.

  • Wolt kom til Danmark i 2017 og har 53 administrativt ansatte på det danske kontor. Landechef er Søren Meier Svendsen.

  • Wolt er p.t. i syv danske byer: København, Aalborg, Aarhus, Odense, Lyngby/Gentofte, Roskilde og Esbjerg.

  • Wolt samarbejder med mere end 700 restauratører i Danmark. Københavnske restauranter har omsat for 250 millioner kroner på Wolt de seneste 12 måneder.

  • På Wolts platform i Danmark er der 3500 tilmeldte "kurerpartnere". Cirka 1200 var ude at køre i oktober måned. Omkring 50 procent er danskere, 30 procent kommer fra øvrige EU-lande og 20 procent fra resten af verden. Wolt tjekker, at alle bude har en gyldig opholds- og arbejdstilladelse.

  • De såkaldte "kurérpartnere" arbejder som bude med madudbringning. For at blive "kurerpartner" kræves, at man har eget transportmiddel såsom cykel, knallert, bil eller scooter samt mobiltelefon.

  • Budene har ikke noget ansættelsesforhold, men er selvstændige. I gennemsnit tjente budene 137 kroner i timen i 2019. Lønnen skal vurderes i forhold til, at de hverken får pension, feriepenge eller løn under sygdom. Og der er naturligvis heller ingen tillæg for at arbejde om aftenen eller på søn- og helligdage. Budene er ikke omfattet af nogen forsikring, når de er på arbejde, men ifølge Wolt.com vil der snart komme en forsikring.

  • Wolt indberetter til Skat hver måned, hvad de har udbetalt i løn eller honorar. Wolt er i dialog med Skattestyrelsen for at finde en model, så Wolt kan indbetale skat for deres bude, som de gør i Finland. Lige nu er det ikke muligt.

Kilde: Wolt.com (februar 2020) m.fl.