20 Aug 2018  

KBH: Let skyet, 20 °C

Studerende støtter velfærdsdemo

Skulder ved skulder i København

Studerende støtter velfærdsdemo

Studerende på Københavns Universitet opfordrer til solidaritet med offentligt ansatte og støtter kravet om seks milliarder kroner ekstra til velfærdsområdet.

I morgen får københavnske fagforeninger opbakning fra studerende fra Københavns Universitet. De kræver seks milliarder kroner ekstra til velfærd. Billedet er fra Velfærdens dag i oktober måned 2017.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

Når medlemmerne af 14 københavnske fagforeninger i morgen deltager i velfærdsdemonstration på Rådhuspladsen, så kommer de til at stå skulder ved skulder med studerende fra humaniora ved Københavns Universitet.

Sagen er den, at der forventes meget mere service, end der er personale til, og den kamp er ikke slut.
Winnie Axelsen, HK Kommunal Hovedstaden

HUMrådet, det fælles råd for 11.000 humaniora studerende, har nemlig besluttet at bakke op om demonstrationen og fagforeningernes krav om seks milliarder kroner ekstra på landsplan til velfærden ved de igangværende budgetforhandlinger mellem staten og kommunerne.

"Vi støtter kampen for en ordentlig velfærd for alle. Det gør vi, fordi vi bliver stærkere, når vi står sammen og solidarisk støtter hinandens kampe, og det gør vi, fordi vores studieforhold også påvirkes af velfærden i kommunerne," skriver rådet i en pressemeddelelse og forklarer, at studerende også har børn, der skal afleveres i en vuggestue eller børnehave hver dag. De bruger veje og den offentlige transport, svømmehaller, sportsklubber og mange andre ting, der er afhængige af den kommunale økonomi.

En udløber OK18

Endelig peger HUMrådet på problemerne med mangel på boliger, der er til at betale: "Kommunerne er blandt de vigtigste leverandører af billige lejligheder, og vi har brug for at der sættes flere penge af til kommunalt boligbyggeri."

HK Kommunal Hovedstaden er med til at arrangere torsdagens velfærdsdemonstration. Fagforeningen har rundt regnet 20.000 medlemmer.

>>LÆS OGSÅ: Demo for velfærd

Afdelingssektorformand Winnie Axelsen glæder sig over opbakningen fra de studerende. Hun ser det som en udløber af den bevidsthed og solidaritet, der blev bygget op og voksede under OK18- forhandlingere.

– Overenskomsterne handlede ikke bare om løn, men også om, hvad medlemmerne oplever i den offentlige sektor. Det var som om proppen røg af. De venlige offentligt ansatte fik mulighed for at vise deres utilfredshed og fortælle om deres dagligdag. Sagen er den, at der forventes meget mere service, end der er personale til, og den kamp er ikke slut, siger Winnie Axelsen til Arbejderen.

Som eksempel på de horribe forhold, offentligt ansatte arbejder under, nævner hun de seneste 15 års krav om effektiviseringer:

– De har betydet, at en sygeplejerske yder 40 procent mere - er blevet 40 procent mere effektiv end for 15 år siden. Nu er der forhandlinger med regeringen om næste års budgetter, og den offentlige sektor kan ikke klare flere nedskæringer. Det er vi nødt til at sige højt. Vi er nødt til at sige fra.

Regeringens strategi

Også uddannelsesområdet har i årevis været udsat for massive nedskæringer og forringelser i politikernes iver efter at finde penge til finansiering af skattelettelser. Og HUMrådet peger på nødvendigheden af stærkere alliancer for at modstå nye angreb.

"En del af regeringens strategi har været at spille forskellige grupper ud mod hinanden, at fortælle os at der ikke er penge nok, og at forbedringer for én gruppe kræver forringelser for én anden. Men erfaringer viser, at når vi kæmper alene, når vi står splittet hver for sig eller endda imod hinanden, så taber vi," lyder det i HUMrådets pressemeddelelse.

HUMrådet opfordrer til at møde op til demonstrationen torsdag klokken 17 på Rådhuspladsen i København. Man kan også ved Torvet på KUA2 klokken 16.30 og gå i samlet trop til Rådhuspladsen.

De 14 fagforeninger, der står bag velfærdsdemonstrationen, er samlet i initiativet København for Velfærd, der er en del af den landsdækkende bevægelse – Danmark for Velfærd.

15. maj. 2018 - 10:59   15. maj. 2018 - 17:07

Velfærd

noc@arbejderen.dk
Danmark for velfærd
  • Danmark for velfærd gik i luften den 30. august 2017.

  • Velfærdsinitiativet er startet som et samarbejde mellem LO Storbyerne og fagforbundene 3F, HK, FOA, Danmarks Lærerforening, BUPL, Dansk Socialrådgiverforening, PROSA og Uddannelsesforbundet. Siden er der kommet flere fagforbund med.

  • Fagforbundene kommer primært fra de to hovedorganisationer LO og FTF.

  • LO Storbyerne består af LO Hovedstaden, LO-Aarhus, LO-Fyn, LO-Aalborg, LO-Vest og LO-Randers.

  • Du kan læse mere om Danmark for velfærd på Facebook.

  • Du kan læse mere om og støtte velfærdsinitiativets underskriftindsamling her.