23 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 10 °C

Hundredevis strejker i solidaritet med nordjyske skraldemænd

Remondis under pres

Hundredevis strejker i solidaritet med nordjyske skraldemænd

Flere hundrede skraldefolk har i dag nedlagt arbejdet eller holdt faglige møder i sympati med skraldemændene i Frederikshavn. Klokken 14:30 bliver der solidaritetsmarkering ved Arbejdsretten.

I dag har hundredevis af renovationsarbejdere nedlagt arbejdet i sympati med de strejkende skraldemænd ved Remondis i Frederikshavn.
FOTO: Privat
1 af 1

Stort set alle mand ved renovationsfirmaet Remondis har nedlagt arbejdet her til morgen i sympati med kollegerne i Frederikshavn. De 21 mand i Frederikshavn har strejket siden onsdag i sidste uge for at få en løsning på stort set dagligt overarbejde igennem nu otte måneder.

Det er ikke i orden, at man skal have advarsel for at sige nej til overarbejde.
Arne Finn Nielsen, tillidsrepræsentant, Urbaser

Ifølge Arbejderens oplysninger skal 600-700 ansatte alene ved Remondis have nedlagt arbejdet. Også skraldemænd i flere afdelinger ved firmaerne HC Svendsen og Meldgaard, der er nogle af de andre store aktører på renovationsfronten, har valgt at lade bilerne stå stille i nogle timer eller resten af dagen i sympati med de nordjyske kolleger. 

I Vordingborg var 18-20 skraldefolk fra renovationsfirmaet Urbaser Nordic AS, det tidligere Renonorden Danmark, lidt længere tid end ellers om at komme i gang med arbejdet her til morgen, fortæller tillidsrepræsentant Arne Finn Nielsen.

Strejker og faglige møder

– Vi holdt et fagligt møde i et par timer, hvor vi blandt andet snakkede om konflikten i Frederikshavn. Vi kan sagtens sætte os ind i deres problem, når man selv arbejder i branchen. Det værste er det med advarslerne. Det er ikke i orden, at man skal have advarsel for at sige nej til overarbejde, siger Arne Finn Nielsen til Arbejderen med lyden fra skraldebilen i baggrunden.

Skraldemændene i Frederikshavn strejker for en løsning på overarbejdet, ligesom de vil have Remondis til at trække de skriftlige advarsler tilbage til to kolleger, der ikke ville arbejde over. De havde begge i ugen inden advarslerne arbejdet 50 timer, har skraldemændene oplyst til Arbejderen.

Enige om at strejke videre

I morges besluttede de nordjyske skraldemænd at strejke videre.

Skraldefolkene siger: "Alle er med i 3F, derfor stemmer alle, og derfor er svaret tydeligt og klart til Remondis: Vi finder os ikke i jeres behandling af os!"

For at understrege deres utilfredshed tager de strejkende fra Frederikshavn med til København for at være ved Arbejdsretten, når den i eftermiddag behandler sagen.

"Hvis ikke Remondis vil komme til os, må vi jo opsøge dem," siger skraldefolkene.

Remondis har konsekvent afvist at mødes med de strejkende, og konflikten spidsede yderligere til, da firmaet tirsdag truede med at fritstille – det vil sige fyre – alle mand, hvis ikke de går i arbejde.

Fritstilling 

Udfaldet i Arbejdsretten i dag kan blive, at Remondis fritstiller alle ansatte og kun genansætter dem, de har lyst til at beholde.

>>LÆS OGSÅ: Renovationsfirma optrapper skraldekonflikt

Der er imidlertid pres på firmaet for at finde en løsning. Ikke kun skraldemændene fra Frederikshavn vil være at finde foran Arbejdsretten i eftermiddag klokken 14:30.

Kolleger fra andre steder i landet har også meldt deres ankomst, ligesom fagligt aktive opfordrer til at komme og bakke skraldemændene op i kampen for ordentlige forhold.

>>LÆS OGSÅ: Privat skraldefirma nægter at have truet med fritstilling

Måske er der opblødning på vej.

Remondis har indkaldt tillidsmanden for de strejkende kolleger i Frederikshavn, Palle Jørgensen, og repræsentanter for 3F til møde i eftermiddag, når Arbejdsretten har afsluttet sin behandling af den ugelange strejke.

– Det er glædeligt, at firmaet vil mødes med os. Det ser vi helt sikkert som en åbning, og så håber vi, at vi ved at sætte os ned kan finde en løsning på konflikten, siger Per Thorup, der er faglig sekretær i 3F Frederikshavn. 

Brug for støtte

De strejkende har brug for støtte, da de mister den daglige løn og samtidig skal betale bod for hver time, de har strejket.

Du kan støtte de strejkende med et beløb – stort som lille – ved at betale via MobilePay på 2680 4730. Mærk beløbet 'Støtte til de strejkende'. Eller indbetal på reg.nr. 8090 kontonr. 4012434. Også her bedes du bemærke, at beløbet er til støtte for de strejkende.

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. maj. 2019 - 08:59   16. maj. 2019 - 11:45

Strejke

noc@arbejderen.dk
Om Remondis A/S

REMONDIS er et familieejet internationalt selskab, der beskæftiger over 30.000 ansatte i mere end 30 lande verden over. REMONDIS’ internationale hovedkontor ligger i Lünen, Tyskland.

REMONDIS i Danmark er blandt de største aktører på markedet med over 800 ansatte og 400 biler, der tilhører afdelinger rundt i landet. Størstedelen af bilerne og de ansatte beskæftiger sig med håndtering af indsamlingsordninger, både for private og offentlige kunder.

Virksomhedens kernekompetence er bæredygtighed, håndtering af affald og genbrug. 

Kilde: Remondis.dk