24 Nov 2020  

KBH: Overskyet, 7 °C

Skraldemænd nedlægger arbejdet i sympati med kolleger i hovedstadsområdet

Strejke ved Remondis breder sig

Skraldemænd nedlægger arbejdet i sympati med kolleger i hovedstadsområdet

De 100 skraldemænd, der fredag nedlagde arbejdet, fordi Remondis nægter at godkende den tillidsrepræsentant, de har valgt, bredte sig onsdag til hele Sjælland og en enkelt kommune i Nordjylland.

Onsdag morgen besluttede de 100 strejkende ved Remondis i hovedstadsområdet at fortsætte den strejke, de indledte fredag i sidste uge. Skraldemænd over hele landet har nu nedlagt arbejdet i sympati, og de mødes først igen torsdag morgen.
FOTO: Privat
1 af 1

Tidligt i morges besluttede de 100 skraldemænd ved Remondis i hovedstadsområdet at fortsætte den strejke, de indledte fredag i sidste uge. De strejkende står imidlertid ikke alene. Kolleger over stort set hele Sjælland og i Jammerbugt Kommune i Nordjylland nedlagde onsdag arbejdet i sympati.

Remondis har afvist vores forslag om at acceptere den person, som medarbejderne har valgt og lade ham udføre sit hverv, indtil voldgiften har truffet en afgørelse.
Mike Sterling, 3F Kastrup

Strejken er startet, fordi renovationsfirmaet ikke vil godkende den tillidsrepræsentant, som skraldemændene i hovedstadsområdet har valgt ved en demokratisk afstemning på arbejdspladsen.

– Der er ikke nyt siden i går. Vi har holdt et par møder med Remondis i løbet af dagen, men der er ingen løsning på konflikten, fortæller fællestillidsrepræsentant Bjørn Lütjens til Arbejderen.

Han forsøgte igen her til morgen – uden held – at overbevise kollegerne om, at de skulle genoptage arbejdet. 

>>LÆS OGSÅ: Remondis vil ikke anerkende skraldemænds valg af tillidsrepræsentant

Ingen kommentarer

Arbejderen har ringet til pressechef i Remondis Pernille Andersen, men hun ønsker ikke at svare på spørgsmål, der drejer sig om tillidsrepræsentantvalget. I stedet henviser pressechefen til firmaets hjemmeside, hvor man kan læse, at "virksomheden har benyttet sig af arbejdsmarkedsmodellens mulighed om at gøre indsigelse mod valget af en ud af de i alt to valgte tillidsrepræsentanter. Det arbejdsretlige system er i gang, og vi har tillid til, at det system, som arbejdsmarkedets parter arbejder ud fra, vil være med til at håndtere den ulovlige arbejdsnedlæggelse."

Det kan imidletid vare måneder, inden firmaets indsigelse mod den ene af to valgte tillidsrepræsentanter bliver behandlet i en faglig voldgift, forklarer Mike Stirling. Han er faglig sekretær i 3F Kastrup, hvor skraldemændene, der startede strejken, er organiseret.

Remondis: Nej til forslag til løsning

Han ærgrer sig over, at Remondis ikke accepterede det forslag til løsning, som blev lagt på bordet på et møde i mandags.

– Vi forslog som en midlertidig løsning på konflikten, at firmaet accepterer den person, som medarbejderne har valgt, og lader vedkommende udføre sit hverv, indtil voldgiften har truffet en afgørelse, siger Mike Sterling til Arbejderen.

Ifølge den faglige sekretær er der tidligere faldet dom i lignende sager, hvor den valgte tillidsrepræsentant har kunnet varetage sin funktion, indtil en voldgift eventuelt siger noget andet.

Nu er konflikten låst fast, og en løsning ligger ikke lige for, vurderer Bjørn Lütjens:

– I morgen tidlig samles de strejkende rundt om på de forskellige lokationer. Så bliver de briefet om, hvad der er sket i dag. Jeg vil gentage min opfordring til, at de indstiller strejken, og så må vi se, hvad folkene siger.

Arbejdsretten torsdag

Såfremt strejken fortsætter, bliver den behandlet i Arbejdsretten torsdag klokken 14:30. De strejkende vil få besked om, at de skal genoptage arbejdet, ellers vil de blive pålagt en bod.

Ifølge Arbejderens oplysninger er fagligt aktive lige nu i sving med at stable støtteforanstaltninger på benene i form af strejkestøtte og støtteudtalelser.

Onsdag eftermiddag var følgende kommuner ramt af skraldemændenes arbejdsnedlæggelse: Brøndby, Gladsaxe, Rudersdal, Lyngby, Egedal, Gentofte, København, Næstved, Slagelse, Ringsted, Sorø og Jammerbugt. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. nov. 2020 - 14:12   12. nov. 2020 - 08:58

Strejke

noc@arbejderen.dk
Om Remondis A/S

REMONDIS er et familieejet internationalt selskab, der beskæftiger over 30.000 ansatte i mere end 30 lande verden over. REMONDIS’ internationale hovedkontor ligger i Lünen, Tyskland.

REMONDIS i Danmark er blandt de største aktører på markedet med over 800 ansatte og 400 biler, der tilhører afdelinger rundt i landet. Størstedelen af bilerne og de ansatte beskæftiger sig med håndtering af indsamlingsordninger, både for private og offentlige kunder.

Virksomhedens kernekompetence er bæredygtighed, håndtering af affald og genbrug. 

Kilde: Remondis.dk