31 May 2020  

KBH: Skyfrit, 18 °C

Region Midtjylland opgraderer coronasikkerhed på sygehusbyggeri

Efter ugers tovtrækkeri:

Region Midtjylland opgraderer coronasikkerhed på sygehusbyggeri

Siden coronakrisen ramte Danmark, har midtjyske fagforeninger kæmpet for at få Region Midtjylland til at tage ansvar for håndværkernes sundhed og sikkerhed på sygehusbyggeriet i Gødstrup. Nu sker der endelig noget.

Gødstrup Sygehus på i alt 145.000 kvadratmeter skal være klar til at tage imod den første patient i første kvartal 2021. Byggeriet har stået på siden 2012.
FOTO: Region Midtjylland
1 af 1

Siden midten af marts måned har de midtjyske fagforeninger – Malerforbundet, Blik & Rør, Dansk El-Forbund og 3F – bokset for at få forsvarlige sundheds- og sikkerhedsforhold for de hundredvis af håndværkere på byggeriet af Gødstrup Sygehus.

Vi har haft svært ved at komme igennem med vores krav, men nu lader det til, at regionen er begyndt at lytte og har taget vores kritik til sig.
Jørgen Nielsen, 3F Midtjylland

Region Midtjylland, der er bygherre på projektet, levede nemlig ikke op til myndighedernes skrappe krav om at holde afstand og sikre en grundig hygiejne for at undgå smitte af corona, lød kritikken fra fagforeningerne.

– Der er sket små forbedringer, siden vi startede med at sætte fokus på coronasikkerheden, men det gik bare for langsomt efter vores opfattelse. Nu tyder det på, at der kommer mere skred i tingene, siger Jørgen Nielsen, næstformand i 3F Midtjylland, til Arbejderen.

Han deltog sammen med kolleger fra de andre fagforeninger i et møde torsdag den 30. april med byggeledelsen på Gødstrup og Anders Kühnau (S), der er regionsrådsformand.

Jørgen Nielsen er tilfreds med udfaldet af mødet:

– Det var et positivt og konstruktivt møde, hvor vi fik vendt de kritikpunkter, som fagforeningerne har på byggepladsen. På mødet blev der givet tilsagn om, at der kommer flere toiletter, håndvaske, omklædningsfaciliteter og spiserum.

Utrygge medlemmer

Manglende velfærdsfaciliteter, som det også hedder, gjorde det svært for de 400-500 håndværkere at efterleve myndighedernes anvisninger for at undgå coronasmitte. Fagforeningerne har fortalt, hvordan det gjorde medlemmerne utrygge, at de hver dag var mange personer, der tog fat i de samme håndtag, konstant mødte hinanden på gangene, på trapper og i de rum, hvor de arbejdede og holdt pauser, når de samtidig oplevede, at rengøringen haltede, og at der var langt til håndvask og afspritning.

>>LÆS OGSÅ: Fagforeninger kritiserer sikkerheden på sygehusbyggeri i Gødstrup

At der manglede velfærdsfaciliteter, som det også hedder, får man en klar fornemmelse af i det brev, som byggeledelsen sendte til entreprenørerne den 13. marts. Heri skrev projektdirektør Carsten Kronborg, at "frokostpauser mv. må holdes under andre forhold end de sædvanlige. Frokostpauser bedes man holde fx. i bilerne eller i byggeriet tæt på sit arbejdssted – naturligvis på et egnet sted til dette herunder i nærhed af vaskefaciliteter..."

– Nu bliver der etableret flere spiserum, så alle firmaer får sit eget. Indtil nu er det nogle få entreprenører, der har haft faciliteter med hyppig rengøring, hvor deres medarbejdere har kunnet sidde og spise med god afstand. Alle andre har siddet rundt omkring i bilerne, eller hvor de nu kunne finde en plads i bygningerne, forklarer Jørgen Nielsen.

Toiletter – men ingen adgang

Byggeledelsen har indtil det nyligt afholdte møde stået fast på, at der var tilstrækkeligt med toiletter på pladsen. Det har fagforeningerne afvist med henvisning til, at flere toilet- og badefaciliteter var forbeholdt bestemte firmaer og derfor aflåst. Det gjaldt således cirka halvdelen af de 60 toiletter, der var spredt ud over den gigantiske byggeplads. Endelig var syv af toiletterne forbeholdt de administrativt ansatte, som håndværkerne heller ikke måtte benytte. 

Med 60 toiletter fordelt over den gigantiske byggeplads – og hvor cirka halvdelen er aflåst og forbeholdt bestemte firmaer – kan man komme til at bruge lang tid på at komme til og fra et toilet.
Region Midtjylland

Arbejderen har set brevveksling mellem byggeledelsen og nogle af entreprenørerne på pladsen. Den 18. marts klager firmaet Bravida til Carsten Kronborg og forlanger ekstra skure, ekstra toiletvogne og ekstra rengøring. Til det svarer Carsten Kronborg, at regionen ikke kommer til at opstille ekstra skurfaciliteter, da man mener, at det forværrer situationen, og at flere toiletter bare vil gøre udfordringen med rengøring større.

Nu lytter regionen

– Vi har haft svært ved at komme igennem med vores krav, men nu lader det til, at regionen er begyndt at lytte og har taget vores kritik til sig. På mødet i sidste uge blev der også givet tilsagn om, at der bliver bedre skiltning både til toiletter og til flugtveje. Før skulle man ind i en elevator for at finde ud af, hvor det nærmeste toilet er.

Sikkerheden på den gigantiske byggeplads er ikke det eneste, som de midtjyske fagforeninger har været utilfredse med.

De har også været ude med riven i forhold til Arbejdstilsynet. For hvorfor kunne den statslige myndighed ikke gennemføre tilsyn med byggepladsen af frygt for coronasmitte, når håndværkerne hver dag skulle møde ind på arbejdspladsen.

>>LÆS OGSÅ: Fagforeninger: Arbejdstilsynet begrænser indendørs tilsyn, hvor vores medlemmer arbejder

Stadig ingen test af de udenlandske håndværkere

Det har forstærket frygten og usikkerheden for coronasmitte, at mellem en tredjedel og halvdelen af håndværkerne på Gødstrup Sygehus er udlændinge. For ifølge Arbejderens oplysninger kører flere af dem hjem hver eller hver anden weekend. Når de kommer tilbage, kan de gå direkte ind på byggepladsen og arbejde uden først at have været i karantæne i de 14 dage, som sundhedsmyndighederne anbefaler danskere, der har været på udlandsrejse. 

– Det er der stadig ikke lavet om på, men fremover kommer Arbejdstilsynet på byggepladsen i Gødstrup hver uge, og så forventer vi, at de griber ind, hvis der er noget at komme efter, slutter Jørgen Nielsen.

Torsdag den 14. maj er der aftalt nyt møde og fælles tjek af, om der er fulgt op på beslutningerne fra mødet den 30. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. maj. 2020 - 16:00   06. maj. 2020 - 16:17

Arbejdsmiljø

noc@arbejderen.dk