18 Oct 2019  

KBH: Spredte skyer, 14 °C

Processen bag 3F's opgør med højere pensionsalder

Holdninger brydes i Danmarks største forbund

Processen bag 3F's opgør med højere pensionsalder

Fra 3F's nu overståede kongres er der sendt et signal fra et enigt forbund, der vil sætte stigningen i pensionsalderen i stå. Den beslutning kom efter heftig debat, hvor de gode argumenter vandt.

FOTO: Niels Aage Skovbo, Fagbladet 3F
1 af 1

3F, Danmarks største fagforbund, har lige afsluttet kongres i Aalborg.

729 delegerede fra hele landet har i seks dage diskuteret og truffet beslutninger, der har betydning både for forbundets arbejde de næste tre år, men også kan påvirke de politiske forhandlinger på Christiansborg.

Jeg er ikke her for at forsvare nationaløkonomiske regnemodeller lavet af DJØF'ere.
Dan Oxholm, a-kasseleder 3F Aalborg

Med godt 270.000 medlemmer er 3F en aktiv spiller, når det gælder udviklingen på arbejdsmarkedet og udviklingen i samfundet i det hele taget.

Medlemmerne, der arbejder som blandt andet håndværkere, chauffører, i rengøringsbranchen, landbruget og industrien, følger da også nøje med i, hvad forbundet melder ud. Det samme gør den øvrige fagbevægelse og beslutningstagerne i Folketinget.

Det besluttede kongressen

Derfor er det da heller ikke ligegyldigt, at 3F mandag aften klokken 22 kunne melde ud, at det vil arbejde for at sætte stigningen i pensionsalderen i stå og sende velfærdsforliget til et tiltrængt politisk eftersyn.

3F vil "ændre i velfærdsforliget således, at den planlagte stigning af pensionsalderen i 2035 suspenderes, så der er tid til at arbejde med eftersyn og justering af forliget," var den helt præcise ordlyd, som endte med at få opbakning fra alle delegerede.

>>LÆS OGSÅ: Enigt 3F vil sætte en stopper for stigning i pensionsalderen

Ifølge forliget fra 2006, indgået mellem den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale, skal pensionsalderen hæves fra 67 til 68 år i 2030 og herefter justeres op hvert 5. år. Og pensionsalderen skal fortsat stige, indtil en folkepensionist i gennemsnit kun har 14,5 år tilbage at leve i. Fortsætter udviklingen, kan unge, der i dag træder ind på arbejdsmarkedet, se frem til, at de skal arbejde, til de bliver 74 år – hvis de ellers lever så længe.

– Det rammer vores medlemmer hårdt, lød det gentagne gange fra talerstolen på kongressen.

3F'erne dør tidligt

Tallene taler for sig selv. Hvert 5. medlem af 3F er ikke på arbejdsmarkedet, når de fylder 60 år. De er døde, nedslidte eller på offentlige ydelser såsom førtidspension og ressourceforløb. Hver anden 3F'er har inden for det seneste år taget smertestillende medicin eller fået behandlinger på grund af smerte fra jobbet. 

At 3F skulle ende med en enig udmelding om at sætte pensionsalderen i stå var ikke givet på forhånd.

Forbundsformand Per Christensen konstaterede ganske vist i sin beretning, at forudsætningerne i velfærdsforliget ikke holder. Efterlønnen er i realiteten afskaffet, og der er skåret ned på både arbejdsmiljøet og uddannelserne. Men det er alt for dyrt at opsige velfærdsforliget, som flere 3F-afdelinger havde foreslået.

– I har min store støtte til hele diskussionen om at kigge på tilbagetrækningsalderen. Men vi skal tænke os rigtigt godt om. For hvis vi opsiger velfærdsforliget, mangler der altså 37 milliarder kroner i statskassen. Det svarer til at fyre 72.500 pædagoger eller 52.000 sygeplejersker for at få balance i regnskabet, sagde Per Christensen, da han mandag formiddag svarede på de mere end 70 indlæg, der havde været til hans beretning.

Tonen slået an

Med de økonomiske beregninger var tonen slået an til det punkt senere på dagsordenen, hvor forbundets faglige og politiske program skulle under behandling.

3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, 3F Aarhus-Rymarken og 3F Kastrup stod bag et forslag om, at 3F skal arbejde for, at velfærdsforliget afskaffes.

Hvis vi opsiger velfærdsforliget, mangler der altså 37 milliarder kroner i statskassen.
Per Christensen, 3F forbundsformand

Det indstillede et flertal i hovedbestyrelsen til forkastelse, og da forbundsformanden oveni kom med sine økonomiske beregninger, fornemmede forslagsstillerne, hvor det bar hen. De gik i stedet i gang med sammen med mange flere afdelinger at forberede et ændringsforslag, og klokken 21 blev der åbnet for debat herom.

Hovedbetyrelsen anbefalede at stemme imod.

– Vi har ikke brug for kongresbeslutninger, der uanset udfaldet rent faktisk vil fastlåse 3F's manøvremuligheder. Vi har derimod brug for at kunne gå efter de muligheder, der måtte opstå, og som måtte eventuelt invitere 3F med til forhandlingsbordet, argumenterede forbundssekretær Henning Overgaard.

Solidt forarbejde

Den efterfølgende time bliver et klasseeksempel på, hvordan et solidt forarbejde, koordinering og gode argumenter kan flytte holdninger.

– Jeg er ikke her for at forsvare nationaløkonomiske regnemodeller lavet af DJØF'ere. Jeg er her med rejepigerne på Grønlandshavnen, rengøringspigerne, der arbejder til takt 140, og alle de andre 3F'ere, der slider sig selv ihjel ude på det danske arbejdsmarked, sagde Dan Oxholm, der er a-kasseleder i 3F Aalborg.

Han anbefalede forbundet at se nærmere på den debat, der for tiden rører sig blandt forskere, der sår tvivl om, hvorvidt stigende levealder også betyder, at vi kan blive ved med at arbejde. 

– Regnemodellerne tager ikke hensyn til forskellen i levealder, der alene her i Aalborg viser, at folk i Hasseris lever otte år længere end folk, der bor i Aalborg Øst. Vi skal ikke udsætte vores medlemmer for et socialøkonomisk eksperiment. Vi skal stemme ændringsforslaget igennem, så vi kan se vores medlemmer i øjnene og sige: Vi har passet på jer.

3F er ikke et parti

3F er ikke et politisk parti istemte flere delegerede. De slog på, at forbundet er forpligtet til at stille de krav, som medlemmerne forventer og har brug for.

Beregningerne af omkostningerne ved at opsige velfærdsforliget fik flere bemærkninger med på vejen.

Vi må holde den nye regering op på at gøre noget ved det her. 
Maria Saust Andersen, 3F Frederiksborg

– Argumentationen med, at vi ikke har råd, køber jeg ikke. Vi i Danmarks stærkeste fagforening skal bruge vores indflydelse til at få ændret det her, sagde Jacob Lassen Meier fra 3F Esbjerg.

Formand for 3F Aalborg Allan Busk havde hørt vidt forskellige tal på prisen for at skrotte forliget. Egentlig ønskede han ikke at snakke tal, men gjorde det så alligevel:

– Vi mangler faktisk at indkræve 108,6 milliarder kroner i skat. Eksperter vurderer, at det er realistisk at inddrive 24,7 milliarder. Det er altså banditter i habitter, der er stukket af med alle de penge, så kan det ikke passe, at 3F'erne skal ligge på knæ for at komme på pension i værdig tid. Der er penge til det, hvis vi vil.

Som bonusinfo kunne han oplyse, at der i over 10 år er skønnet forkert på statsbudgetterne, og at der er kommet i alt 413 milliarder mere ind end forventet.

– De skal bruges på vores medlemmer, der hver dag knokler ude på arbejdspladserne.

Medlemmerne er vigtigst

Lene Krabbe Dahl, faglig sekretær i 3F Aalborg, har været i syv sind op til kongressen. Som socialdemokrat har hun haft svært ved forslaget om at opsige velfærdsforliget, som hendes eget parti er en del af.

Vores medlemmer kan simpelthen ikke holde til det her. 
Lene Krabbe Dahl, faglig sekretær 3F Aalborg

– Derfor er jeg glad for ændringsforslaget. Jeg synes, vi er nødt til at arbejde for en opbremsning i stigningen i pensionsalderen. 

Henvendt til Per Christensen sagde hun:

– Og Per, hvis du lytter til forsamlingen, så kan du også godt høre, at det er det, vi vil. Vores medlemmer kan simpelthen ikke holde til det her.

Formanden for 3F Ungdom, Morten Ryom, kunne fortælle, at forbundets unge er enormt bekymrede over den symbolpolitik, der ligger i velfærdsforliget: 

– Vi skal bruge en beslutning fra den her kongres til at gå til politikerne og sige: Vi har gjort vores pligt, nu kræver vi vores ret. Giv os en ordentlig pension!

Flere tillidsfolk fra arbejdspladserne gik på talerstolen og fortalte om kolleger, der slæber sig på arbejde hver dag og tager medicin for at klare dagen.

Med tårer i øjnene

– Jeg er en af dem, som vi snakker om i dag. Jeg er en dem, der dagligt tager smertestillende medicin for at kunne komme ud af sengen og varetage det arbejde, jeg har. Jeg kan ikke bære over fire kilo efterhånden, fordi min ryg er ødelagt, sagde Maria Saust Andersen fra 3F Frederiksborg fra talerstolen, inden hun måtte kæmpe med tårerne for at fortsætte:

– Det her er det vigtigste forlig, vi har. Jeg er ikke den eneste på mit arbejde. Der er så mange på mit arbejde, der går og kæmper med hofteproblemer, med knæproblemer og jeg ved ikke hvad. Jeg er kun 42 år – jeg kan sgu da ikke holde, til jeg er 71. Vi må holde den nye regering op på at gøre noget ved det her. Stem på forslaget, så bliver jeg sgu stolt af vores forbund!

Så skal det stemmes 

Klapsalverne i salen var steget i takt med antallet af delegerede, der indtog talerstolen og udtrykte ønsket om at kunne komme hjem fra kongressen og se kolleger og medlemmer i øjnene.

Efter en lille time blev kongressen kortvarigt suspenderet, mens hovedbestyrelsen holdt møde. 

Da forbundsformanden efterfølgende gik på talerstolen og meddelte, at "en enig hovedbestyrelse støtter ændringsforslaget," brød jubelen løs.

Der var en nærmest euforisk stemning, da dirigenten spurgte:

– Hvem kan stemme for?

Hvorefter alle rakte det røde stemmekort i vejret, rejste sig op og klappede taktfast.

I stedet for at være delt på holdningen til en egentlig skrotning af velfærdsforliget så står 3F nu enigt om at arbejde for et kvalitetstjek af forliget og for at suspendere næste års planlagte stigning i pensionsalderen fra 68 til 69 år med virkning fra 2035.

>>LÆS OGSÅ: Fagforeningsformænd kræver velfærdsforlig opsagt

>>LÆS OGSÅ: Store fagforeninger kræver velfærdsforliget opsagt

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. sep. 2019 - 10:35   30. sep. 2019 - 14:01

3F kongres 2019

noc@arbejderen.dk