16 Jul 2020  

KBH: Overskyet, 17 °C

Privatansatte forbereder OK20-aktiviteter over hele landet

Aktionsdag 14. februar

Privatansatte forbereder OK20-aktiviteter over hele landet

I de største byer er fagforeninger og fagligt aktive i fuld sving med at iværksætte markeringer fredag den 14. februar, der er udråbt til landsdækkende OK20-dag.

Siden overenskomstforhandlingerne startede, har de berørte medlemmer vist, at de bakker de faglige forhandlere op. Billedet er fra i mandags, hvor Malerforbundets forhandlere skulle mødes med arbejdsgiverne.
FOTO: Privat
Siden overenskomstforhandlingerne startede, har de berørte medlemmer vist, at de bakker de faglige forhandlere op. Billedet er fra i mandags, hvor Malerforbundets forhandlere skulle mødes med arbejdsgiverne.
FOTO: Privat

Om præcis en uge vil de igangværende forhandlinger om nye overenskomster få ekstra meget opmærksomhed. Fredag den 14. februar er nemlig landsdækkende aktionsdag for OK20 – en beslutning, der blev taget på en faglig konference i Odense i sidste måned.

Det her handler ikke kun om 3F. Det er jo alle på det private arbejdsmarked, der skal have nye overenskomster.
Brian Reichle, Havnearbejdernes Klub Esbjerg

Meningen med aktionsdagen er, at malere, murere, chauffører, it-folk, grafikere og alle andre privatansatte, som overenskomstforhandlingerne omfatter, kan synliggøre deres krav på deres egen måde.

Siden konferencen er der rundt om i de største byer arbejdet på højtryk for at sætte handling bag beslutningen, og nu tegner der sig en bred vifte af aktiviteter, viser en rundringning til de største byer, som Arbejderen har foretaget.

Vi lægger ud i København.

– Vi stiller os op med bannere og deler en flyer ud om morgenen fra klokken 7-9 på Hovedbanen og de største tog- og metrostationer, det vil sige på Nørreport, Valby og Nørrebro, siger Rasmus Gudmandsen fra 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der havde inviteret til et forberedelsesmøde i hovedstaden i onsdags.

Private og offentlige står sammen

På mødet deltog mange forskellige faggrupper, herunder også offentligt ansatte, der er klar til at bakke de privatansatte op.

Siden mødet har Rasmus Gudmandsen fået nogle tilbagemeldinger om en del arbejdspladsaktioner.

– På nogle arbejdspladser har de snakket om at bruge frokostpausen på at stå med banner ude ved hovedvejen, ved trafikknudepunkter og andre steder, hvor der kommer mange mennesker forbi. Andre vil hænge bannere med teksten 'Sammen om OK20' og konkrete krav til overenskomsterne som 'Hæv mindstelønnen' og 'Kædeansvar nu' op på stilladser eller andre egnede steder, forklarer Rasmus Gudmandsen.

Blik & Rørs kreds København er helt med på, at den 14. februar skal bruges til at slå et ekstra slag for OK20, siger formand Henrik Juul Rasmussen:

– Vores medlemmer har jo fri ved 14-tiden om fredagen, så vi opfordrer til at slutte dagen af ved at deltage i en fælles aktion, som 3F København holder fra 14-18 for at få Tivoli Food Hall til at tegne overenskomst. 

Jylland er også med

Aalborg inviterer LO-sektionerne og fagforeningerne i Nordjylland til demonstration om eftermiddagen. Her vil være talere fra blandt andre Dansk Metal Aalborg, FOA Nordjylland, HK og 3F.

I Esbjerg står LO Vest, der dækker Esbjerg, Vejen, Billund, Varde og Fanø, bag en demonstration på torvet/gågaden klokken 13-15. Den har havnearbejderne tænkt sig at ankomme til med manér:

– Vi serverer røde pølser i mønstringsstuen ved middagstid og går så i samlet flok op på torvet, fortæller Brian Reichle, formand for Havnearbejdernes Klub.

Han håber, at både løsarbejderne og nogle af de fastansatte på havnen deltager, så det kan skabe lidt opmærksomhed. Til anledningen har klubben bestilt et banner, som skal med i optoget sammen med fagforeningsfanerne. Når demonstrationen er slut, skal banneret op udenfor mønstringshuset, indtil OK20 er vel overstået.

– Vi synes, det er vigtigt, at vi gør vores forhandlere opmærksomme på, at vi står sammen. Derfor håber jeg da, at der kommer folk fra mange forskellige forbund. Det her handler ikke kun om 3F. Det er jo alle på det private arbejdsmarked, der skal have nye overenskomster, lyder det fra Brian Reichle.

På gaden fra morgenstunden

I Randers går faglige aktivister fra Metal, El-forbundet, Malerne og 3F helt sikkert på gaden, fortæller Flemming Otkjær, der er formand for byggegruppe i 3F Randers:

– Vi er på gaden fra klokken 7:00 til 9:00, hvor vi står ved store vejkryds og giver trafikanter en pose i hånden med blandt andet en flyer, nogle OK-bolsjer og andet.

Også i Aarhus er de klar tidlig morgen.

– Vi vil stå ved så mange indfaldsveje som muligt med bannere, der peger på kravene ved OK20 – løn, arbejdstid og social dumping, fortæller Anders Carlslund Larsen fra 3F Transport, Logistik og Byg.

Han håber, at alle andre fagforeninger i byen – både private og offentlige – tager imod opfordringen til at deltage om morgenen og igen om eftermiddagen, hvor der planlægges en tur gennem gågaden.

– Det skulle jo gerne se ud af noget, siger Anders Carlslund Larsen og fortsætter:

– Vi mødes på Store Torv klokken 14 og går så med fagforeningsfanerne i front gennem strøget og deler løbesedler ud til folk.

Der kommer løbende nye byer med på aktivitetskortet. Senest har Horsens meldt sig på banen. 

"Arbejdsgiverne og aktionærerne har i mange år holdt lønfest. Nu er det tid til at stå sammen og sikre, at de, der får hjulene i samfundet til at køre, også får en del af kagen!", skriver Solidariske arbejdere, der arrangerer demonstration i Søndergade ved det gamle rådhus. 

Demonstrationen i Horsens bliver støttet af LO Horsens Hedensted, Malernes Fagforening Midtjylland, Fødevareforbundet NNF Østjylland og tre brancheklubber. De står sammen om kravene: Stop for social dumping – blandt andet gennem en markant forhøjelse af mindstelønnen. Ordnede forhold til alle igennem en overenskomst. Bedre forhold for lærlinge. Kontrol med vores arbejdstid og bedre løn.

Fyn kommer måske senere

På Fyn sker der umiddelbart ikke noget på den landsdækkende aktionsdag. Nogle af fagforeningerne i Odense har henvendt sig til LO Fyn for at høre, om de, som andre steder i landet, vil tage teten.

Til Arbejderen siger formand Helle Nielsen:

– Vi har ikke besluttet at lave noget den 14. februar her på Fyn, men det er under overvejelse, om vi skal lave noget en anden dag, hvor vi kan vise, at vi bakker op om OK20.

Gemmer lidt af krudtet til senere

Der kan foregå faglige markeringer i andre byer. Fra dem, som Arbejderen har snakket med, lyder det, at de ikke vil brænde alt krudtet af i denne omgang, men er klar med flere aktiviteter, når der foreligger nogle konkrete resultater af forhandlingerne.

Alle venter på, at CO-industri og Dansk Industri snart melder noget ud. Kilder tæt på de toneangivende forhandlinger oplyser til Arbejderen, at der sandsynligvis kommer noget i næste weekend, det vil sige næsten sammenfaldende med aktionsdagen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. feb. 2020 - 11:26   07. feb. 2020 - 15:10

OK 2020

noc@arbejderen.dk