22 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, 5 °C

Podcast med stilladsarbejderhistorier markerer 100 års klubjubilæum

Indblik i arbejderkultur og solidaritet

Podcast med stilladsarbejderhistorier markerer 100 års klubjubilæum

En podcast i anledningen af 100 års jubilæet for Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 kalder både på de brede grin og på tårer i øjenkrogen. I alt 26 afsnit giver indblik i et stykke stolt arbejderkultur og betydningen af at stå sammen i kampen for ordentlige løn- og arbejdsforhold.

Fra venstre er det Læreren, Klovnen og Slangen – tidligere stilladsarbejdere og klubmedlemmer – der sammen har lavet en podcast med titlen Stilladsarbejderhistorier. På dåbsattesterne står der Steen Larsen, Karsten Mathiasen og Peter Roholm.
FOTO: Privat
1 af 1

I første omgang er medlemmerne af Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 i København blevet snydt for en kæmpe fest i anledningen af klubbens 100-års jubilæum. Den fest har coronaen spændt godt og grundigt ben for.

Vi vil gerne hjælpe andre med, at de heller ikke finder sig i en skid.
Karsten Mathiasen, podcastredaktør

Men den verdensomspændende pandemi har imidlertid ikke kunnet forhindre tre tidligere stilladsarbejdere og klubmedlemmer i at lave en podcast, der bringer lytteren igennem både de muntre, triste og stolte sider af stilladsarbejdernes historie. 

– Den røde tråd er at fortælle om arbejderkultur og solidaritet. Det er alfa og omega at være med til at gøre en indsats for at fremme sammenholdet i borgerstuerne i stilladsbranchen – og gerne også i andre brancher, fortæller Karsten Mathiasen til Arbejderen.

Han har været redaktør på podcasten, som han har lavet sammen med Peter Roholm (også kaldet Slangen), Steen Larsen (med øgenavnet Læreren). Mathiasen bliver kaldt Klovnen.

Borgerstuernes betydning

Borgerstuerne er betegnelsen for det lokale/rum i firmaet, hvor stilladsarbejderne møder ind om morgenen. Her får de tildelt dagens arbejde og udveksler akkorder, og stilladsarbejderne slutter dagen i borgerstuerne med akkordsedler og røverhistorier.

– Det er også her, man "sidder på røven", altså strejker, hvis der er uoverensstemmelser, der ikke umiddelbart kan forhandles på plads. Sammenholdet i borgerstuen er noget helligt for solidariteten. Forhåbentlig bliver mange inspireret af podcasten til at gøre noget for sammenholdet, understreger Karsten Mathiasen og tilføjer:

– Styrken i en faglig klub og en fagforening udgøres 100 procent af medlemmernes aktivitet.

>>LÆS OGSÅ:  Aktivitet og solidaritet er varemærket for Stilladsarbejdernes Brancheklub

Den første af 26 episoder røg i luften den 27. november, og i den bliver lytteren taget med til 70-års jubilæum i klubben, hvor en ny "rigtig rød fane" bliver indviet med brandtaler og arbejdersange. Planen er, at en ny episode bliver introduceret hver uge det næste halve år. 

Illustrationen til podcastepisode om 'Nissebanden i Næstved' har stilladsarbejder 'Tim fra Aalborg' lavet..
Tim fra Aalborg

Karsten Mathiasen fortæller, at podcastgruppen har udvalgt nogle helt særlige historier til ugerne hen over jul og nytår:

– Som julespas kommer der en episode, der hedder Nissebanden i Næstved. Her fortæller vi historien, om dengang stilladsarbejderne rev et skruebrækkerstillads ned, mens en kollega, der udgav sig for at være journalist fra Regionalradioen, holdt vagtmanden og hans hund hen med snak.

Mens interviewet finder sted, kan man høre en del støj. Det er stilladsarbejdere, der piller stilladset ned. Vagten finder først ud af, at han var blevet taget ved næsen, da stilladsarbejderne næsten har fuldført deres aktion, hvorefter "journalisten" lister af. 

– De fleste stilladsarbejdere kender allerede historien, som de har grinet meget af, lyder det fra Mathiasen. 

– Den næste episode, vi har valgt ud, fortæller om en strejke, som kulminerede med, at stilladsmester Torben fra Viby Stilladser fik smæk i den bare mås af to raske stilladsarbejdere. Det skete midt på Stændertorvet i Roskilde, og hvad dermed fulgte. Det foregik i 1983-84, og det er selvfølgelig ikke noget, vi vil anbefale, at man gør i 2020, slutter podcastgruppen den episode.

Den historie bliver fortalt af Bjarne Høpner, tidligere formand for Stilladsklubben og 3F København. Han blev mistænkt af politiet for selv at have været med.

Illustration til podcast-episoden om stilladsmester Torben, der fik 'smæk i den bare mås', er lavet af Jonathan Mathiasen.
Jonathan Mathiasen

 

I introen til podcastserien bliver der sagt, at formålet er at "fordærve ungdommen til at tro på solidaritet". Karsten Mathiasen uddyber:

– Altså, det er jo en fordærvelse ud fra magthavernes synspunkt. Vi vil gerne være med til at få de unge op på mærkerne, så de kan blive fagligt aktive og kæmpe solidarisk imod udnyttelse og social dumping. Som Jens Flap siger i Stilladsbogen fra 2013: "Vi er et mærkeligt sammenrend af mænd, der ikke finder sig i en skid!" Vi vil gerne hjælpe andre med, at de heller ikke finder sig i en skid!

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. dec. 2020 - 14:30   28. dec. 2020 - 20:27

100-års jubilæum

noc@arbejderen.dk