10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Planteskoleejer dropper løndumperfirma men beholder de ansatte

Reaktion på 3F-konflikt

Planteskoleejer dropper løndumperfirma men beholder de ansatte

Ejeren af Møllegårdens Planteskole har opsagt samarbejdet med polsk leverandør af underbetalte arbejdere. Arbejderne er fortsat på planteskolen, og i morgen til middag skal 3F have navn på det firma, der nu betaler deres løn.

3F Østfyn sætter nu hårdt mod hårdt for at få det grønne område dækket af fair forhold.
FOTO: 3F Østfyn
1 af 1

Den konflikt, som 3F mandag morgen iværksatte mod brugen af underbetalt arbejdskraft på Møllegårdens Planteskole, var ikke mange timer gammel, før planteskoleejer Lars P. Strarup meddelte, at han havde opsagt samarbejdet med firmaet 2TL IVS. Det fortæller Hanne Pedersen, der er faglig sekretær i 3F Østfyn til Arbejderen.

Arbejdsgiverne cykler rundt imellem de her firmaer, hver gang vi starter en lovlig konflikt.
Hanne Pedersen, 3F Østfyn.

Meldingen fra planteskoleejeren får imidlertid ikke 3F-afdelingen til at slække på opmærksomheden:

– Da det er de samme folk, der stadig går der, spørger jeg ham, hvilket firma han så bruger. Det vil han ikke svare på. Nu har han fået 72 timer – det vil sige til torsdag middag – og så skal vi have firmaets navn.

Indtil mandag var det firmaet 2TL IVS, der leverede og stod for lønudbetaling til de polakker, der i 2019 har arbejdet på planteskolen nord for Ringe på Midtfyn. Ifølge de lønsedler, som 3F Østfyn har fået udleveret af nogle af de ansatte, har timelønnen været på mellem 70 og 80 kroner. 

Lars P. Strarup udtaler til Fagbladet 3F, at han ikke har nogen kommentarer til, at de samme folk arbejder videre på planteskolen, og at han heller ikke vil fortælle, om han har indledt samarbejde med et nyt firma.

Klar med nyt konfliktvarsel

Møllegårdens Planteskole er som tidligere medlem af arbejdsgiverforeningen GLS-A stadig omfattet af overenskomsten på området, som betyder, at lønnen burde være mindst 143 kroner i timen, skriver Fagbladet 3F.

– 2TL IVS er et af 13 andre CVR-numre (selvstændige firmaer, red.), der tilhører den polskejede PF Gruppen. Ingen af dem overholder overenskomsten, og arbejdsgiverne cykler rundt imellem de her firmaer, hver gang vi starter en lovlig konflikt, siger Hanne Pedersen.

Viser det sig, at Lars P. Strarups nye leverandør af den polske arbejdskraft heller ikke har overenskomst, så kan 3F varsle ny konflikt, og så går der 14 dage, inden konflikten kan træde i kraft.

– Men nu vil alle CVR-numre i PF Gruppen snart være omfattet af vores konfliktvarsel, så vi forhåbentlig kan få sat en stopper for den grove løndumping, de medvirker til.

Sætter hårdt mod hårdt

3F har tænkt sig at sætte hårdt mod hårdt, både for at sikre de polske kolleger ordnede løn- og arbejdsforhold, men også fordi brugen af ikke-overenskomstdækket arbejdskraft er unfair over for planteskolens konkurrenter.

Midlerne, der tages i brug, bliver både lovlig konflikt med krav om overenskomst og 'synlighedsaktioner', som skal bruges til at forklare offentligheden, hvorfor 3F kræver fair forhold.

I forbindelse med at 3F Østfyn gik ind i sagen om underbetaling på Møllegårdens Planteskole, var Hanne Pedersen på besøg i et af de to huse, hvor de cirka 40 ansatte er indlogeret.

– De betaler leje til Lars P. Strarup, og vi ved, at eksempelvis to ægtepar bor i værelse med køjesenge. Det er altså ikke værdigt at bo sådan i et halvt eller helt år, lyder det forarget fra Hanne Pedersen.

Det ene hus er på 198 kvadratmeter og har syv værelser. Det andet hus har fem værelser fordelt på 163 kvadratmeter.

Gammel kending

Møllegårdens Planteskole bruger også polske arbejdere fra bemandingsfirmaet Goskov ApS. Både Goskov ApS og 2TL IVS har Przemyslaw Teclaw som direktør. Direktøren, der har adresse i Polen, ønsker ikke at udtale sig om konflikten på den fynske planteskole, skriver Fagbladet 3F.

Przemyslaw Teclaw er imidlertid en gammel kending i branchen, så tilbage i 2010, hvor han også pyntede sig med titlen som direktør for firmaet Poland Forest, sagde han følgende til Fagbladet 3F om polske vikarers løn for arbejde på det grønne område i Danmark:

– Det er i orden, at vikarerne får udbetalt 60 kroner i timen. Det er fire-fem gange så meget som i Polen.

Fagbladet kan også fortælle, at tidligere 3F-konflikter har fået arbejdsgivere til at droppe samarbejdet med 2TL IVS. I juni 2019 gjaldt det således for Hededanmark, Skandinaviens største servicevirksomhed inden for det grønne område. Det samme har Holdens Planteskole, Højgård Planteskole og Johansens Planteskole gjort.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. nov. 2019 - 09:10   14. nov. 2019 - 14:31

Løndumping

noc@arbejderen.dk