03 Apr 2020  

KBH: Let skyet, 4 °C

Nyt firma uden overenskomst på Dansk Boligbygs plads i Tikøbgade

Fortsat ballade i Tikøbgade

Nyt firma uden overenskomst på Dansk Boligbygs plads i Tikøbgade

Dansk Boligbyg har tilsyneladende hyret et murerfirma uden overenskomst til en opgave på det skandaleramte byggeri i Tikøbgade i København. Tirsdag skal firmaet stille til møde med 3F og bliver mødt med røde fagforeningsfaner.

Det udløste både et fysisk overfald på to faglige aktivister og et væltet stillads, at Dansk Boligbyg ikke har haft styr på forholdene på byggeriet af nye lejligheder i Tikøbgade på Nørrebro i København.
1 af 1

Den er gal igen i Tikøbgade, underforstået den byggeplads på Nørrebro i København, hvor der i december måned var omfattende ballade på grund af hovedentreprenøren Dansk Boligbygs brug af underentreprenøren DS Byggeri og rod med løn og arbejdsforhold.

Vi kan ikke leve med at skulle blive ved med at køre sager mod firmaer, som i virkeligheden bare er en tom skal. 
Jonas Andersen, klubformand 

Balladen og den enorme mediebevågenhed har imidlertid ikke fået Dansk Boligbyg til at bringe forholdene på byggepladsen i orden, konstaterer Rasmus Kreutzmann, faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF).

– Jeg var forbi pladsen med en tolk for at snakke med nogle rumænske gulvfolk. Det viste sig, at da vi gik ind ad den ene dør, forsvandt der et par murere ud ad den anden, fortæller den faglige sekretær til Arbejderen.

Indkalder til 48-timers møde

Hvilken nationalitet de to murere har, ved Rasmus Kreutzmann ikke, blot at det var udlændinge. BJMF har siden forsøgt at komme i kontakt med murernes firma, der er hyret ind på pladsen af Dansk Boligbyg – men uden held.

– Da det er Dansk Boligbyg, der har hyret murerfirmaet ind, har vi nu indkaldt dem til 48-timers møde.

Mødet med den danske hovedentreprenør er berammet til tirsdag klokken 14, men allerede ved 13-tiden vil Murer- og murerarbejdsmændenes faglige klub rulle de røde fagforeningsfaner ud og stå klar til at tage imod de faglige repræsentanter fra forbundets byggegruppe og BJMF.

– Det er med kort varsel, at vi har besluttet at lave den her velkomstkomité, men vi håber da, at der dukker andre faglige kræfter fra København op og viser, at vi ikke vil finde os i løndumping, siger Jonas Andersen, formand for murerne i København, til Arbejderen.

Redskaber mod dumping ved OK20

Han ser Dansk Boligbygs brug af ikke-overenskomstdækkede firmaer som endnu et blandt mange eksempler på, at der skal nye og mere effektive redskaber imod social dumping ind i byggeoverenskomsten. Det kan passende ske ved de igangværende OK20-forhandlinger, mener Jonas Andersen:

– Vi mener, det er nødvendigt med tredjepartsforpligtigelse, hvor virksomheder bliver forpligtet til at bruge underentreprenører med overenskomster. Og kædeansvar, så vi kan sende regningen til hovedentreprenøren, hvis en underentreprenør snyder og render fra regningen. Vi kan ikke leve med at skulle blive ved med at køre sager mod firmaer, som i virkeligheden bare er en tom skal. 

I byggebranchen er det en meget velkendt metode til brud på overenskomsten, som Dansk Boligbyg benytter sig af.

– De hiver et firma ind uden overenskomst. Der går et stykke tid, og så opdager vi det, indkalder til møde og kræver overenskomst. Nægter firmaet at tegne overenskomst, kan de være væk fra pladsen, inden vi får varslet og etableret konflikt, forklarer Jonas Andersen.

Unfair konkurrence

Når byggefagforeningerne fortsat tager kampen op mod de firmaer, der snyder, så er det fordi, de ved at benytte underentreprenører uden overenskomsten kan presse priserne. De underbyder firmaer, der følger regler og overenskomster, og det er unfair konkurrence.

– Fakta er, at konkret Dansk Boligbyg får udført arbejdet til billigere penge, og at de dumper forholdene, lyder det fra Jonas Andersen, der tilføjer, at hvis ikke underentreprenøren skriver under på overenskomsten på mødet tirsdag, vil virksomheden være omfattet af en lovlig blokade med omgående virkning.

Arbejderen har henvendt sig til Anton Nørgaard, direktør i Dansk Boligbyg, for at få hans forklaring på, hvorfor han har hyret et udenlandsk firma uden overenskomst til en mureropgave i Tikøbgade.

Han er endnu ikke vendt tilbage med sin forklaring.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


13. jan. 2020 - 15:39   14. jan. 2020 - 15:06

Social dumping

noc@arbejderen.dk