16 Jan 2021  

KBH: Spredte skyer, -6 °C

Ned med pensionsalderen!

Unge afbryder Folketingsdebat

Ned med pensionsalderen!

Unge håndværkere gennemførte bannerdrop i Folketingssalen og afbrød kortvarigt debatten om forslaget om at hæve pensionsalderen til 69 år. Ned med pensionsalderen, lød kravet fra de unge.

Københavns Lærlinge foldede et banner ud, da Folketinget tog hul på debatten af forslaget om at hæve pensionsalderen til 69 år.
FOTO: Arbejderen.dk
1 af 1

"Ned med pensionsalderen!”

Sådan stod der på det tre meter lange banner, som blev rullet ud fra Folketingets tilhørerpladser, da politikerne kort efter klokken 16 begyndte førstebehandlingen af lovforslaget om at hæve folkepensionsalderen til 69 år.

Mange af mine kolleger kan ikke holde til pensionsalderen, som den er nu. Hvordan skal jeg så kunne holde, til jeg er 74 år?
Marius Uhd, tømrerlærling

Bag happeningen stod en gruppe unge håndværkere i arbejdstøj, der indtil da tålmodigt havde lyttet til den politiske debat om ret til tidlig pension - også kaldet Arne-pensionen. 

Selvom de unge, der på banneret underskriver sig med Københavns Lærlinge, kun lige nåede at folde banneret ud, inden vagter fik dem lempet væk fra tilhørerpladserne og ud af bygningen, så fik de unge vist deres uforbeholdne mening om lovforlaget. 

– Jeg synes, det er langt ude, at politikerne har tænkt sig at lade pensionsalderen stige endnu engang. Mange af mine kolleger kan ikke holde til pensionsalderen, som den er nu. Hvordan skal jeg så kunne holde, til jeg er 74 år, siger tømrerlærling Marius Uhd, der deltog i aktionen.

Velfærdsforliget 

Stigningen i pensionsalderen er en konsekvens af det såkaldte Velfærdsforlig fra 2006, som den daværende VK-regering vedtog sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. I henhold til aftalen skal pensionsalderen stige, i takt med at den gennemsnitlige levealder stiger, og Folketinget skal hvert femte år beslutte, om pensionsalderen skal hæves yderligere med 15 års varsel. Det skete senest i 2015, hvor forligspartierne fik følgeskab af Liberal Alliance, der vedtog at hæve pensionsalderen til 68 år fra 2030.

"Med velfærdsforliget blev det blandt andet bestemt, at arbejderklassen skal betale for fremtidens velfærd gennem at give flere år af sit liv på arbejdsmarkedet," skriver de aktionerende lærlinge i en pressemeddelelse.

Lærlingene kritiserer, at Socialdemokratiet på trods af, at partiet gik til valg på slagord om en fair pensionsalder, og at det nu var Arne og andre fra den fag- og ufaglærte arbejderklasses tur til at nyde sit otium, så står de bag Velfærdsforliget og pensionsstigningerne.

Der er penge nok

– Vi ved, at der er råd til, at vi kan få en pensionsalder, vi kan holde til. De skiftende regeringer har både før, og siden Velfærdsforliget blev indgået, lavet skattelettelser for mange milliarder kroner. Der er intet velfærd over at skulle arbejde sig selv ihjel på værkstederne og stilladserne, for at de rigeste bliver rigere, siger tømrerlærlingen Viggo Bro.

Han og andre unge arbejdere har udsigt til at skulle arbejde, til de er 71-72 år, og det problem løser retten til tidlig tilbagetrækning, som ligger i Arne-pension, ikke, lyder kritikken. 

– Det får da mig til at overveje, om jeg har lyst til at blive ved med at være i tømrefaget. Eller om jeg kan holde til det. Jeg har jo set, hvordan kolleger har problemer, der begynder mange år før, de har ret til pension, uddyber Viggo Bro.

Det handler om politisk prioritering

Med dagens protest kræver Københavns Lærlinge, at pensionsalderen sættes ned. De mener, at spørgsmålet om, hvor pensionsalderen skal ligge, er et spørgsmål om politiske prioriteringer, og om hvad, vi som samfund mener, er værdigt.

– I stedet for at lade pensionsalderen stige, burde man sætte den ned, så vi er sikre på, at flest muligt kan holde til pensionsalderen og få en værdig alderdom uden at være slidt ned. Det er et spørgsmål om prioritering, mener murersvend Peter Christensen, der fortsætter:

– Det er alle os arbejdere på gulvet, som skaber den værdi, der er  grundlaget for den velfærd, vi har i dag. Pengene kan findes, hvis man er villig til at rulle de asociale skattelettelser tilbage, som kun er kommet de rige til gode.

Masser af protester

I løbet af dagen for førstebehandlingen af det upopulære forslag foregik der masser af aktiviteter. Klokken 11 dannede fagforeninger fra hele landet faneborg. 5 minutter i tolv gennemførte arbejdspladser, lokale fagforeninger og forbund en protest på de sociale medier.

>>LÆS OGSÅ: Arbejdspladser siger stop for pensionsalder på 69 år

Og nogenlunde samtidig med at de unge håndværkere gennemførte aktion i Folketingssalen, rullede fagforeninger og faglige klubber bannere ud foran Christiansborg i protest mod lovforlaget om højere pensionsalder. De kræver ret til et liv efter arbejdslivet, og at pensionsalderen stopper ved 68 år. 

[[{"fid":"42631","view_mode":"100_procent","fields":{"format":"100_procent","field_file_image_alt_text[und][0][value]":"","field_photo_author[und][0][uid]":"","field_fotograf_fritekst[und][0][value]":"Privat","field_photo_tag[und]":"Bannerdrop Folketinget 1. december 2020","field_copyright[und]":"1"},"type":"media","attributes":{"height":525,"width":700,"class":"media-element file-100-procent"},"link_text":null}]]

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2020 - 11:12   02. dec. 2020 - 08:42

Pensionsalder

noc@arbejderen.dk