21 Nov 2018  

KBH: Spredte skyer, 6 °C

Fagtop og arbejdsgivere i fælles front for mere magt til EU

Vil afskaffe retsforbehold

Fagtop og arbejdsgivere i fælles front for mere magt til EU

Fagtoppen i LO, FTF og Akademikerne står last og brast med arbejdsgiverne i DA, når det gælder afskaffelsen af det danske retsforbehold. De ser tilsyneladende ingen fare ved at lægge mere dansk retspolitik ind under EU.

LO udsender et høringssvar om EU-retsforbeholdet, som ifølge 3F-fagforeningsfolk giver mere magt til EU.
FOTO: Andrea Sigaard
1 af 1

Fagtoppen i LO, FTF og Akademikerne giver sammen med Dansk Arbejdsgiverforening deres fulde støtte til "lovforslag om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning."

Det fremgår af et fælles høringssvar, som de har afleveret til Udenrigsministeriet den 28. september.

Før vi har haft den diskussion, kan 3F da vanskeligt have været med til at sanktionere det høringssvar.
Hans A. Sørensen, 3F Horsens

Forslaget bliver sat til folkeafstemning den 3. december, og de faglige hovedorganisationer, der tilsammen organiserer cirka 1,8 millioner lønmodtagere, og DA er ikke i tvivl om, hvor de står - det vil være til gavn for både lønmodtagere og virksomheder, hvis Danmark afskaffer EU-retsforbeholdet.

Høringssvaret giver en indikator på, at medlemsforbundene, vil anbefale sine medlemmer at stemme ja, når de står i stemmeboksen. LO-toppen har for længst meldt ud, at den anbefaler og håber på et ja.

– LO's holdning kommer desværre ikke bag på mig, men jeg er træt af, at vi den ene gang efter den anden oplever, at man hellere vil sidde i de fine kredse end sikre et reelt demokrati i forbundene og endda på så vigtigt et spørgsmål som EU, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens, til Arbejderen.

Diskussion til gode

3F er LO's største forbund, og hovedbestyrelsen har en diskussion til gode om, hvor forbundet stiller sig til afstemningstemaet den 3. december. Efter en "nødtvungen" og yderst kort debat på forrige hovedbestyrelsesmøde blev det besluttet at sætte spørgsmålet på dagsorden til næste hovedbestyrelsesmøde om godt tre uger, fortæller Hans A. Sørensen.

– Før vi har haft den diskussion, kan 3F da vanskeligt have været med til at sanktionere det høringssvar, mener den midtjyske 3F formand.

Hos LO forsikrer ekspert i EU-ret, advokat Jørgen Rønnow Bruun, at spørgsmål om retundtagelsen har været diskuteret i LO’s daglige ledelse og også i hovedbestyrelsen.

– Høringssvaret er underskrevet af LO’s formand, og det har været diskuteret, om man går ind for det her, siger LO-advokaten til Arbejderen.

Ole Nors Nielsen, næstformand i 3F Aalborgs transportgruppe sidder også i 3F's hovedbestyrelse og ser frem til diskussionen på næste møde.

Udemokratisk

– Jeg synes da, at det er hamrende udemokratisk, at LO tager medlemsforbundene til indtægt for den holdning, som gennemsyrer høringssvaret, siger Ole Nors Nielsen til Arbejderen.

Og skulle hans egen forbundsformand Per Christensen have nikket til svaret i LO's daglige ledelse, så er det en begmand til ham og daglig ledelse for ikke at have taget forbundene i ed inden.

Ole Nors NIelsen, der stillede op for Folkebevægelsen mod EU ved forrige EU-parlamentsvalg, undlader ikke at bemærke, at der sågar er faktuelle fejl i høringssvaret. Det gælder eksempelvis sætningen  "Danmark bliver heller ikke bundet af fremtidige ændringer til en tilvalgt retsakt."

– Det passer ganske enkelt ikke. Siger vi først ja, så kan Folketinget ikke efterfølgende sige noget andet. Uanset hvordan man vender og drejer det, handler den her afstemning, som de andre afstemninger vi har haft om EU-spørgsmål, om vi ønsker at afgive mere suverænitet til EU eller ej, mener Ole Nors Nielsen.

En meningsmåling fra Voxmeter, foretaget for Ritzau, viser, at holdningen hos fagtoppen og toppen af dansk erhvervsliv ikke harmonerer med vælgernes. Voxmeter har spurgt 1009 personer over 18 år. 37 procent af dem vil bevare retsforbeholdet, mens kun 26 procent angiver, at de vil stemme ja til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning. 36 procent er i tvivl.

01. okt. 2015 - 09:22   06. okt. 2015 - 15:38

Retsforbehold

noc@arbejderen.dk
Afstemning om retsforbeholdet
  • Den 3. december 2015 skal danskerne stemme om at afskaffe det såkaldte retsforbehold – også kaldet den danske retsundtagelse. 

  • Hvis danskerne stemmer ja til at afskaffe forbeholdet, bliver der indført en såkaldt tilvalgsordning. I første omgang er ja-partierne enige om at tilslutte Danmark til 26 konkrete retsakter. Men ordningen åbner samtidig op for, at et flertal i Folketinget kan tilslutte Danmark mere og mere af EU's retspolitik.

  • Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, Radikale og SF anbefaler at stemme ja til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning. Alternativet anbefaler også et ja, men mener, at retsforbeholdet skal afskaffes helt. Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti anbefaler at stemme nej.

  • Retsforbeholdet blev indført i forbindelse med Maastrich-traktaten, fordi et flertal af danskerne stemte nej til traktaten ved en folkeafstemning 2. juni 1992. Det betyder, at Danmark kan samarbejde med EU mellemstatsligt, men ikke overstatsligt, hvor Danmark mister sin vetoret.​

>> Læs mere på Arbejderens temaside her