10 Dec 2019  

KBH: Ingen skyer af betydning, 4 °C

Løstansatte er mere utrygge end arbejdsløse

Undersøgelse i Dansk Magisterforening

Løstansatte er mere utrygge end arbejdsløse

Ansættelse i tidsbegrænsede stillinger år efter år skaber utryghed. En ny undersøgelse blandt medlemmer af Dansk Magisterforening dokumenterer, at løstansatte føler sig mindre trygge end arbejdsløse.

Akademikere, der ryger fra den ene tidsbegrænsede stilling til den anden, er mindre trygge end arbejdsløse medlemmer af Dansk Magisterforening. Det viser en helt ny undersøgelse. Arkivfoto.
FOTO: Københavns Universitet
1 af 1

Det er velkendt, at arbejdsløshed skaber utryghed og kan give anledning til store bekymringer.

Nu viser en undersøgelse fra Dansk Magisterforening (DM), at medlemmer, der ryger fra den ene tidsbegrænsede ansættelse til den anden, er mere utrygge end de arbejdsløse akademikere.

Hvis man ligger og kæmper i de her tidsbegrænsede ansættelser, så ligger man tit i et grænsefelt mellem at være indenfor og udenfor.
Janne Gleerup, arbejdslivsforsker

Den nyeste udgave af Magisterbladet omtaler undersøgelsen, hvor 6.127 medlemmer har svaret på spørgsmål om deres tryghed i hverdagen. 46 procent blandt tidsbegrænset ansatte svarer, at de er trygge. Til sammenligning gæder det for 49 procent af de arbejdsløse. De mest trygge akademikere er måske ikke overraskende de fastansatte. 79 procent tilkendegiver at være trygge, mens sygemeldte akademikere indtager bundplaceringen med blot 36 procent, der føler sig trygge.

Indenfor eller udenfor?

Janne Gleerup, lektor ved Roskilde Universitet, forklarer til Magisterbladet den manglende tryghed med, at man som tidsbegrænset ansat ikke har følelsen af at høre til.

– Hvis man ligger og kæmper i de her tidsbegrænsede ansættelser, så ligger man tit i et grænsefelt mellem at være indenfor og udenfor. Det er en opslidende tilstand at være i, for det provokerer dig hele tiden på din identitet i forhold til, hvor du arbejder, og hvor længe du kan blive.

Janne Gleerup forsker i arbejdsliv og prekarisering, der viser sig på nutidens arbejdsmarked i form af et stigende antal lønmodtagere, der arbejder på tidsbestemte kontrakter som vikarer, på nedsat tid, ulønnet eller på såkaldte 0-timers kontrakter.

>>LÆS OGSÅ: 37 timers arbejdsuge er ikke spor normalt

Dansk Magisterforenings undersøgelse viser, at utrygheden er særlig udtalt i aldersgruppen 30-40 år. Det kan, ifølge Janne Gleerup, hænge sammen med, at mange i den alder har børn og familie, de skal tage sig af.

– Som tidsbegrænset ansat har du stadig en forhåbning om at kunne oppebære en højere indtægt. Derfor er du hele tiden presset af, om du har råd til din bolig og til at få børn. Du er afhængig af en blind makker – økonomien – og det er voldsomt opslidende, siger forskeren til Magisterbladet.

Loven skal strammes op

Dansk Magisterforening mener, at det er på tide at stramme op på lovgivningen om tidsbegrænset ansættelse, der ikke er blevet ændret i 11 år.

Magisterforbundet har et udspil på trapperne og lægger op til, at loven skal strammes, blandt andet med et krav om, at årsagen til tidsbegrænset ansættelse skal fremgå af ansættelseskontrakten.

– Det skal skabe refleksion og transparens om, hvad årsagen egentlig er, og det betyder også, at man senere vil kunne se på, om de forhold måske har ændret sig, og om det stadig er nødvendigt, at det er en midlertidig stilling, siger DM-formand Camilla Gregersen til Magisterbladet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. nov. 2019 - 08:51   19. nov. 2019 - 11:06

Arbejdsmarked

noc@arbejderen.dk