03 Dec 2020  

KBH: Overskyet, 2 °C

Kampen for overenskomst på Jensens Bøfhus fortsætter

Reportage

Kampen for overenskomst på Jensens Bøfhus fortsætter

Der var et klart signal fra de 3F'ere, der torsdag demonstrerede foran Arbejdsretten: Kampen for overenskomst på Jensens Bøfhus fortsætter, om det så skal tage flere år. Samtidig med demonstrationen behandlede Arbejdsretten Jensens Bøfhus' overtrædelse af konfliktreglerne.

FOTO: Søren Danholm Andersen
1 af 1

Det er torsdag den 22. oktober. Klokken nærmer sig 13.30, og fagforeningsfolk med faner og bannere begynder at stimle sammen foran Arbejdsretten på Sankt Annæ Plads i København.

Problemet er de rigmænd, der udnytter andre menneskers nød for at spare en 20'er i timen til løn.
Sinem Demir, tidligere ansat i Jensens Bøfhus

Om en time skal Arbejdsretten behandle en sag mod Jensens Bøfhus for at overtræde konfliktreglerne. Virksomheden overholdt ikke reglerne, da de tidligere på året lockoutede ansatte for at frigøre sig fra overenskomsten med 3F.

For at slå fast at kampen for overenskomst ikke er opgivet har 3F Privat Service, har Hotel og Restauration indkaldt til demonstration foran Arbejdsretten.

Omkring 80 er mødt op. Nogle kommer langvejs fra. Blandt andet 3F Aalborgs beachflag pynter indgangen til Arbejdsretten. Mange bærer orange veste med sloganet for konflikten mod Jensens Bøfhus: "Store bøffer – små hjerter". Det hentyder til restaurantkædens eget slogan "Store bøffer – små priser".

Klar til langvarig kamp

Første taler er Tina Møller Madsen, gruppeformand for 3F Privat Service, Hotel og Restauration.

– Den her demonstration handler om forholdene for alle unge i restaurationsbranchen. Jensens Bøfhus er blevet et symbol på den måde, som hele branchen behandler unge på. Vi har her Danmarks største restaurantkæde ejet af nogle af Danmarks rigeste mænd, som midt under coronakrisen nedsætter lønnen for sine unge tjenere med 20 kroner i timen, siger Tina Møller Madsen.

– Der arbejder mellem 80.000 og 100.000 unge i den her branche. De skal behandles ordentligt. Vi er nødt til at trække en streg i sandet nu. Jeg håber, at 3F's brede skuldre kan være med til at løfte branchen og sikre, at Jensens Bøfhus igen får overenskomst. Det kan godt være, at det varer flere år, men vi giver ikke op, tilføjer hun.

Mange unge deltager i demonstrationen.
Søren Danholm Andersen

Den melding bliver modtaget med klapsalver.

Baggrunden for konflikten er et krav fra Jensens Bøfhus om en lønnedgang svarende til 3200 kroner om måneden for en fuldtidsansat tjener. Jensens Bøfhus vil have samme overenskomst som Restaurant Flammen, hvor såkaldte enhedsmedarbejdere får 132 kroner i timen, hvilket er 20 kroner mindre end, hvad tjenerne på Jensens Bøfhus tidligere fik.

Det krav har 3F afvist med henvisning til, at der er tale om forskellige jobfunktioner. På Flammen er der buffet, og enhedsmedarbejdernes job er afrydning, mens der modsat er servering ved bordene af tjenerne på Jensens Bøfhus.

Søren Danholm Andersen

– Det svarer til, at jeg går ned i Netto og tager en stor lækker skinke, som jeg kun vil betale 2,50 kroner for oppe i kassen, fordi det koster bananerne jo, og begge dele er madvarer, erklærer Morten Ryom, formand for 3F Ungdom i sin tale.

– Vi vil ikke acceptere arbejdsgivere, der dikterer løn- og arbejdsforhold efter forgodtbefindende for at polstre deres egne tegnebøger. Til Jensens Bøfhus vil jeg sige: Vi er langtfra færdige med jer. Vi er først lige begyndt, tilføjer han til stor begejstring for demonstranterne.

Mange unge er med

Mange unge er mødt frem foran Arbejdsretten. Det gælder blandt andre Absalon Billehøj og Thea Kjeldgaard.

– Det er vigtigere end nogensinde, at vi støtter op om hinanden. Unges arbejdsforhold er blevet presset i ekstrem grad, ikke mindst her under coronakrisen, siger Absalon Billehøj, der har et arbejde som fiskehandler.

Thea Kjeldgaard er sygeplejestuderende og har tidligere prøvet at arbejde som bartender uden overenskomst og under virkelig dårlige forhold.

– Vi fik 100 kroner i timen, og der var hverken aften- eller nattetillæg. Det er vigtigt, at vi støtter op om hinandens forskellige kampe, så ingen bliver løndumpet, siger hun.

Organiserede tjenere serverede kager og kaffe, da Arbejdsretten den 22. oktober behandlede en sag mod Jensens Bøfhus for at overtræde konfliktreglerne.
Søren Danholm Andersen

Det specielle ved restaurationsbranchen er, at næsten alle på et tidspunkt i deres liv har prøvet at arbejde på området eller kender nogen, der har, påpeger Julie Marie Brendstrup, formand for brancheklubben hotel og restauration 3F København i sin tale.

– Det er voldsomt konkurrenceforvridende, når nogle arbejdsgivere melder sig ud af det gode selskab og ikke vil tegne overenskomst. Hvis ikke vi siger fra, får vi et ræs mod bunden, som det er sket i Tyskland, hvor mange i dag ikke kan leve af et fuldtidsjob, men er nødt til at have to job. Det vil vi ikke være med til i Danmark, siger hun og opfordrer alle til at tjekke, om en restaurant har overenskomst, før de går ind og spiser der.

Det kan ske på hjemmesiden okforhold.dk eller ved at downloade 3F's app okforhold.

Talen bliver afbrudt af en høj dytten. Det er Cirkus Bella Donna, der kører forbi i deres varevogn med hornet i bund og en rød fane ud af vinduet for at vise støtte til den faglige kamp.

Pressede studiejobbere

Næste taler er Johan Hedegaard Jørgensen, formand for Danske Studerendes Fællesråd, der har omkring 160.000 medlemmer. Mange af dem har studiejob i restaurationsbranchen. 

Søren Danholm Andersen

– SU'en er blevet forringet, mens boligpriser især i de store byer stikker fuldstændigt af. Det betyder, at mange unge er enormt afhængige af et job ved siden af studierne. Det gør det svært at sige fra overfor dårlige forhold. Vi unge står yderst på arbejdsmarkedet og må leve med løse ansættelser, forklarer han.

Rundt mellem demonstranterne går organiserede tjenere og deler gratis kager og kaffe ud til alle.

Jette Jørgensen står tæt på scenen og er med til at holde et banner fra Snedker-Tømrernes Brancheklub i København. Hun er selv tømrer og med i BJMF-Ungdom.

– Det er stærkt, at restaurationsbranchen, som ikke er super godt organiseret, siger fra. Vi er nødt til at støtte op, når der er nogle, der forbryder sig mod vores overenskomster. De skal mærke, at det ikke går. Det er jo vores allesammens arbejdsmarked, som vi undergraver, hvis ikke vi siger fra. Jeg ville være ked af, at Dansk Byggeri tog ved lære af det, som Jensens Bøfhus gør, siger hun til Arbejderen.

Truet ud af 3F

Sidste taler bliver modtaget med store klapsalver. Det er Sinem Demir, der tidligere var tillidsrepræsentant i Jensens Bøfhus på Axeltorv i København. Nu er hun fyret.

– Jeg ville skrive en tale til i dag, men kunne ikke finde ord for, hvordan de sidste seks en halv måned har været. Jeg kunne ikke finde ord for, hvordan det har været at stå i den her situation, og derfor har jeg ikke skrevet noget ned, starter hun.

Sinem Demir, tidligere tillidsrepræsentant i Jensens Bøfhus på Axeltorv.
Søren Danholm Andersen

Men det går alligevel rigtig godt med at finde ordene, nu hvor Sinem Demir står på talerstolen.

– Det er overvældende at se, hvor mange der er her i dag fra mange forskellige brancher. Det viser, hvor stærke vi er, når vi står sammen. Tak fordi I efter så mange måneder stadig gider høre om den her sag, siger hun.

>> LÆS OGSÅ: Lisa og Sinem er lockoutet fra Jensens Bøfhus

Sinem Demir har stadig kontakt til tidligere kollegaer. Hun fortæller, hvordan flere har fået mundtlig besked fra chefen om, at hvis de stadig stod i 3F, når den af 3F bebudede strejke startede i september, ville de ikke have noget arbejde, når strejken var færdig.

– Derfor er der færre, som er organiserede i dag. Jeg har fået beskeder fra tidligere kollegaer, der siger undskyld, men jeg har ikke råd til at miste mit arbejde. Nogle står overfor at få permanent opholdstilladelse i landet, som de kan miste, hvis de bliver arbejdsløse. Andre kan ikke betale husleje, hvis de mister deres job. Man kan ikke bebrejde dem noget. Problemet er de rigmænd, der udnytter andre menneskers nød for at spare en 20'er i timen til løn, erklærer Sinem Demir.

Også hun understreger, at kampen fortsætter.

– Om det varer et halvt eller fem år mere, før vi får en overenskomst, er ikke afgørende. Det er en principiel kamp. Vi er nødt til at stå sammen og bekæmpe det prekære arbejdsmarked, som udvikler sig lige nu.

Strejke og sympatikonflikt

Sinem Demir er den eneste tidligere ansatte fra Jensens Bøfhus, der er mødt frem på demonstrationen.

– Mange af dem har brug for et pusterum. Det har været hårdt, og nu vil de bare gerne videre. Mange af os har været ansat hos Jensens Bøfhus i mange år. Det var en god og glad arbejdsplads. Det er svært at miste det fællesskab, vi havde, fortæller hun til Arbejderen. Selv har hun arbejdet hos Jensens Bøfhus i syv år.

Søren Danholm Andersen

Dem, der stadig er ansat, er heller ikke mødt frem. De frygter for deres job.

I dag er der kun få medlemmer af 3F tilbage i Jensens Bøfhus.

– Nogle er røget i lockouten, andre er blevet afskediget i fyringsrunden, og nogle har meldt sig ud, forklarer Sinem Demir.

Det betyder, at kun ganske få er omfattet af den strejke, som 3F igangsatte mod Jensens Bøfhus den 11. september.

Men fagbevægelsen har andre våben. Den 23. september iværksatte Fødevareforbundet NNF sympatikonflikt overfor Jensens Foods A/S i Struer, der leverer kød til Jensens Bøfhus.

>> LÆS OGSÅ: NNF iværksætter sympatikonflikt mod Jensens Bøfhus

19 ud af 27 ansatte hos Jensens Foods er medlemmer af NNF, og sympatikonflikten betyder, at de ikke må fremstille, pakke eller håndtere produkter til Jensens Bøfhus.

Der er lagt op til en lang og sej konflikt.

Afgørelse næste måned

Efter demonstrationen behandler Arbejdsretten Jensens Bøfhus' overtrædelse af konfliktreglerne.

– Dommeren sluttede med at sige, at der kommer en afgørelse i løbet af næste måned, siger Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær i 3F Privat Service, Hotel og Restauration efterfølgende til Arbejderen.

– Det handler alene om fastsættelse af bodens størrelse, idet direktør Anders Nikolaisen har indrømmet, at der er begået fejl i forbindelse med lockoutvarslet. Vi er meget spændte på afgørelsen. Der findes vist ikke tilsvarende sager, så derfor kan den komme til at danne præcedens, tilføjer han.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. okt. 2020 - 14:31   26. okt. 2020 - 12:00

Faglig kamp

ur@arbejderen.dk
Konflikten på Jensens Bøfhus
  • Den 1. juli 2019 meldte Jensens Bøfhus sig ud af arbejdsgiverforeningen Horesta og meddelte efterfølgende, at de ønskede at frigøre sig fra den gældende overenskomst med 3F. Siden har 3F forhandlet med bøfhuset for at få en ny overenskomst, men det er ikke lykkedes at få en ny aftale. 
  • Direktøren, Anders Nikolaisen, har krævet at få samme overenskomst som restaurant Flammen. Her bliver såkaldte "enhedsmedarbejdere" i restauranten aflønnet 20 kroner lavere i timen (132 kroner) end tjenerne på Jensens Bøfhus, som får 152 kroner. Til gengæld får enhedsmedarbejderen på Flammen lidt mere end gastronomerne på Jensens Bøfhus.
  • På restaurant Flammen er der buffet og ikke bordservering som på Jensens Bøfhus. Derfor har 3F holdt fast i, at tjenerarbejde skal aflønnes som tjenerarbejde – ikke som afrydder.
  • Den 28. februar i år afsendte Jensens Bøfhus sit første lockoutvarsel, og den 23. marts blev de ansatte 3F-medlemmer lockoutet. Formålet var med to ugers lockout at frigøre sig fra overenskomsten.
  • Den 6. april havde Jensens Bøfhus vredet sig ud af overenskomsten. Efterfølgende har 3F Privat Service, Hotel og Restauration (PSHR) varslet strejke og blokade mod restaurantkæden. Konflikten blev i første omgang udsat på grund af coronakrisen, men trådte i kraft den 11. september. 
  • Den faglige konflikt betyder, at Jensens Bøfhus ikke kan få del i regeringens særlige hjælpepakker under coronakrisen. Derfor meddelte Jensens Bøfhus den 14. april, at de fyrer 250 ansatte.
  • Den 23. september iværksatte forbundet NNF sympatikonflikt overfor Jensens Foods A/S i Struer, der leverer kød til Jensens Bøfhus. 
  • Jensens Bøfhus driver 23 restauranter i Danmark og har 700 ansatte – heraf mange på deltid. Restaurantkæden fik i oktober 2018 en helt ny ejerkreds bestående af otte fynske rigmænd.
  • Blandt ejerne er Torben Østergaard-Nielsen, der ejer olieforretningen Dan-Bunkering i Middelfart, og Hans Bøgh-Sørensen, som er indehaver af Orifarm, Nordeuropas største parallelimportør af medicin. De øvrige er Enrico Krog Iversen, Steen Haustrup og Jørn Bonnesen, alle fra Odense, Georg Gundersen, Assens, René Søgaard Larsen, Frørup, og Jørgen Lindegaard Hjort, Ringe, der deler sin part med Ole Pape Jensen, Odense.
  • Jensens Bøfhus har haft overenskomst med 3F i mere end 30 år, men det har de altså ikke mere.