22 Oct 2019  

KBH: Overskyet, 11 °C

Fuld opbakning til bagagearbejdere fra 3F-kongres

Organisering et hedt kongresemne

Fuld opbakning til bagagearbejdere fra 3F-kongres

Sagen fra Københavns Lufthavn om organisering fik en fremtrædende plads i beretning og den efterfølgende debat på 3F-kongressen. De delegerede står på retten til at organisere kollegerne i den overenskomstbærende fagforening.

"Det kunne være befriende, hvis medierne og borgerlige politikere ville bruge noget tid på de sager med vores medlemmer, der bliver udsat for dårligt arbejdsmiljø, truet og sågar slået", sagde Per Christensen.
FOTO: PN
1 af 1

Bagagefolkene i Københavns Lufthavn er med på 3F's igangværende kongres i Aalborg – i overført betydning.

Sagen om kuffertslæberne, der har krævet, at en kollega melder sig ind i den overenskomstbærende fagforening og i deres klub, har sendt fagforbundet ud i en sand mediestorm. Og det fik en fremtrædende plads i forbundsformand Per Christensens beretning og den efterfølgende debat.

Jeg har rigtigt meget respekt for de tillidsfolk, der inden for rammerne af love og overenskomster slås med at sikre organisering.
Per Christensen, forbundsformand 3F

– Hver eneste dag har vi sager med medlemmer, der bliver udsat for dårligt arbejdsmiljø, truet og sågar slået. Det kunne være befriende, hvis medierne og borgerlige politikere også ville bruge noget tid på dem, sagde Per Christensen, da han fremlagde sit syn på sagen for godt 700 lyttende delegerede.

3F har overenskomst med 12.000 virksomheder, og det kunne ikke lade sig gøre uden forbundets 11.500 tillidsfolk, der hver dag udfører et forrygende arbejde, fastslog formanden.

Tak til tillidsfolkene

– Jeg har rigtigt meget respekt for de tillidsfolk, der inden for rammerne af love og overenskomster slås med at sikre organisering og gode overenskomster. Til jer i Kastrup og ude i Danmark – tusind tak.

Per Christensen roste den nu tidligere næstformand for bagageportørerne hos SAS, Michael ”Pyrus” Marstrand, for at indrømme, at han begik en fejl, da han med store bogstaver sagde til en kollega, at han skulle melde sig ind i 3F, når han arbejdede ved SAS Cargo.

Og så lød det undrende:

– Det er nærmest som om, at dem, der er nederst i lønhierarkiet, dem der er nederst i jobhierarkiet, de skal omvendt proportionelt straffes hårdere, når der ryger en finke af panden. Hvad fanden er det for et svineri. 

Delegerede tager ordet

Retten til organisering blev kommenteret af flere af de delegerede.

– Vi har retten til at organisere og kæmpe for medlemmerne. Vi skal gøre det klogt – igen og igen, sagde Jakob Andersen fra 3F Københavns Chauffører.

Charlotte Vincent Petersen fra 3F Odense Gops roste Per Christensen for at sætte sagen fra Kastrup i perspektiv. 

– Vi skal ikke bøje os for hetz fra borgerlige medier. Vi vil fortsætte med at organisere.

Faglig sekretær Jonas Andersen fra Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening tog Pyrus fra lufthavnen i forsvar.

– I lufthavnen har de sådan set bare gjort det, vi i murerfaget har gjort de sidste 100 år. Når man er murer, så skal man være organiseret.

Flere roste forbundet for håndteringen af sagen. Det var Emil Olsen, murersvend fra 3F Aalborg, ikke ubetinget enig i.

– Jeg synes, at forbundet var alt for langsomme til at komme ud af røret og slå ring om bagagefolkene, sagde han fra talerstolen.

Formand for Grafisk Gruppe i 3F Randers Jan Guldmann ser en lige linje fra sagen i Kastrup til forbundets slogan '3F gør dig stærkere':

– Det, der er sket ude i Kastrup, er et eksempel på, hvordan medlemmerne er med til hver dag at gøre 3F stærkere.

Debatten om beretningen fortsætter søndag.

Artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. sep. 2019 - 12:40   23. sep. 2019 - 15:16

3F-kongres

noc@arbejderen.dk