01 Mar 2021  

KBH: Spredte skyer, 7 °C

EU's direktiv om en mindsteløn – til gavn for hvem?

Nyhedskommentar

EU's direktiv om en mindsteløn – til gavn for hvem?

Blandt dele af de fagligt aktive græsrødder har der rejst sig den holdning, at det er usolidarisk og nationalistisk at gå imod en EU-mindsteløn. Men EU-kommissionen er i årevis gået i spidsen for at angribe løn- og arbejdsforhold i medlemslandene. En EU-mindsteløn vil være et nyt skridt i den retning.

Italienske metroarbejdere på arbejde i Danmark.
FOTO: Niels Gether Nielsen
1 af 1

Den 28. oktober sidste år åbnede EU-kommissionen sin procedure for at få vedtaget et direktiv om en lovbestemt mindsteløn i alle EU-lande.

EU har dikteret arbejdsmarkeds-reformer i en lang række lande, der har samme fællesnævner: Løndannelsen skal være mere fleksibel, fagbevægelsen og de kollektive aftalesystemer skal svækkes.

Det er et initiativ, som har ligget og rumlet i EU-systemet i adskillige år, til trods for at EU slet ikke har traktatmæssig hjemmel til det. Ifølge EU-traktaten, artikel 153, stk 5, har EU ikke adgang til at blande sig i forhold, der handler om løn, strejke, lockout og organisationsret. 

Men nu vurderer EU-kommissionen åbenbart, at den aktuelle "chok"-situation – med corona, arbejdsløshed, lønfald, og en fagbevægelse, der er presset op ad væggen – tilsammen giver mulighed for at komme igennem med det omstridte forslag.

Med sig har de ETUC, den europæiske fagbevægelse, der – på trods af stærk modstand fra de nordiske fagbevægelser – har insisteret på at støtte EU-kommissionens initiativ. Faktisk har ETUC leveret en stor del af formuleringerne til direktivforslaget, og de kommer derved til at fungere som EU-kommissionens figenblad.

Hvilke interesser tjener en EU-mindsteløn?

Et stort flertal i det danske Folketing har støttet, at EU-kommissionen fik det såkaldte "gule kort", det vil sige en advarsel om, at den har overtrådt nærhedsprincippet.

>> LÆS OGSÅ: Flertal i Folketinget rejser gult kort til EU-mindsteløn

Imidlertid er der kun to lande ud over Danmark, der har givet det gule kort, så det stopper på ingen måde processen. Det eneste, der kan stoppe EU's direktiv, er en bredt organiseret modstandsbevægelse med udgangspunkt i en mobilisering i fagforeninger og på arbejdspladser.

Blandt nogle dele af de fagligt aktive græsrødder har der imidlertid rejst sig den holdning, at det er usolidarisk og nationalistisk at gå imod en EU-mindsteløn. Vi skulle hellere se væk fra egne snævre interesser og støtte de dårligst stillede dele af arbejderklassen ude i resten af EU, lyder argumentet.

Så hvad er egentlig arbejderklassens interesser i Danmark og i andre EU-lande, og hvad er EU-kommissionens reelle intentioner?

Social dumping og working poor 

EU-kommissionens undskyldning for at fremsætte et direktiv om mindsteløn er, at det angiveligt skulle kunne afhjælpe de voksende problemer med social dumping og working poor i EU. 

Man kan sige, at djævlen ligger i detaljen ... EU får med sine mange formuleringer lirket døren op og åbnet en ladeport til områder, som den ellers ikke officielt kan blande sig i.

Denne begrundelse kan på overfladen se tilforladelig ud. For det er fænomener, der er eksploderet i alle højtudviklede kapitalistiske lande i takt med den kapitalistiske krise og globaliseringen. Kapitalen forsøger desperat at presse lønnen ned, arbejder sættes op mod arbejder på tværs af landegrænser – i et mega rush mod bunden.

Mest dramatisk har processen været i USA, hvor angrebene på arbejderklassen og dens rettigheder tog fart allerede i slutningen af 1980'erne (1).

>> LÆS OGSÅ: Fred Goldstein: Fremgang uden arbejde

I EU skal vi hen til 2004, før processen for alvor tager fart. Det er EU's østudvidelse, kombineret med reglerne for fri bevægelse i det indre marked, der dikterer, hvad der sker: Massiv vækst i antallet af "atypiske jobs", deltidsansættelse, nultime kontrakter, arme-ben-firmaer, omfattende brug af vikarbureauer med videre i hele EU, også i Danmark.

Resultatet har været et dramatisk fald i reallønnen og dermed en eksplosion i antallet af såkaldte working poor.

Hvad gør EU?

Men det spørgsmål, som vi må stille, er: Hvordan har EU stillet sig til dette? Har EU-kommissionen forsøgt at dæmme op for dette stormløb, eller har den tværtimod bidraget til den dramatiske udvikling?

Svaret er éntydigt: EU har fungeret som kapitalens forlængede arm og understøttet angrebene på løn, arbejdstagerrettigheder og fagbevægelse.

Det er EU's indre marked, der gør det fuldt lovligt at arbejde til polske eller rumænske lønninger i Danmark, for intet må jo stille sig i vejen for arbejdskraftens frie bevægelse. I denne første bølge er det arbejderklassen i de EU-lande, der har det højeste lønniveau, der rammes mest. 

Fagbevægelsen i de nordiske lande reagerer på denne løndumping med de sædvanlige velkendte kampmetoder for at forsvare overenskomstens lønniveau.

Men så viser EU sin sande natur. I 2007 kommer den såkaldte Laval-dom: Her afgør EU-domstolen, at den svenske fagbevægelse ikke har ret til at bruge sine traditionelle kampskridt over for firmaer, der underbetaler udenlandsk arbejdskraft, hvis disse er ansat under det såkaldte udstationeringsdirektiv.

Resten af historien kender vi alt for godt. Laval-dommen bliver imidlertid fulgt op af en række andre domme (2), der alle har det samme indhold: De anerkender ikke fagbevægelsens ret til at kæmpe for at forsvare sine kollektive overenskomster i de nordiske lande. Faktisk anerkender de dybest set ikke selve den nordiske arbejdsmarkedsmodel.

Argumentet er, at fagforeningerne i de nordiske lande ikke omfatter samtlige arbejdere og ikke sikrer overenskomster for samtlige arbejdere (det såkaldte erga omnes-princip).

Tommelskruer og reformer

I årene efter finanskrisens udbrud i 2008 viser Unionen endnu tydeligere, hvor den står i kampen mellem klasserne. Her sætter EU-kommissionen for alvor tommelskruerne på medlemslandene. Og nu er det især de sydeuropæiske landes fagbevægelser, der holder for.

Fra 2008 til 2018 gennemtvinger EU mere end 400 arbejdsmarkedsreformer i landene.

Det sker dels gennem massive nedskæringer i de offentlige udgifter, herunder de offentlige ansattes løn- og arbejdsvilkår. Men også gennem nedskæringer i overførselsindkomsterne, der jo fungerer som en bund for løndannelsen i et land.

Men ikke nok med det: EU dikterer også arbejdsmarkedsreformer i en lang række lande, der har samme fællesnævner: Løndannelsen skal være mere fleksibel, fagbevægelsen og de kollektive aftalesystemer skal svækkes. Fra 2008 til 2018 gennemtvinger EU mere end 400 arbejdsmarkedsreformer i landene (3).

De nordiske fagbevægelser beskriver i deres fælles høringssvar til EU-kommissionen situationen således: "Der er tilsvarende problemer i Sydeuropa, hvor de kollektive aftaler i mange tilfælde ikke længere spiller en nøglerolle som et resultat af de nedskæringsforanstaltninger, der blev iværksat efter den finansielle krise. Men også Vesteuropa, med dets ændringer i arbejdsmarkedet, står overfor store udfordringer med nultimekontrakter og falske selvstændige uden ret til social sikkerhedsnet."

Så når EU nu pludselig er blevet "bekymret" over den omfattende sociale dumping og fænomenet working poor, så er der kun én ting at sige: Det er en udvikling, som EU-kommissionen selv har dikteret og forceret hele vejen igennem.

Hvad opnår EU-kommissionen ved et mindstelønsdirektiv? 

EU-kommissionen er altså ude i et andet ærinde. Hvad er det mere præcist, EU får ud af at gennemføre et direktiv om en lovfæstet mindsteløn?

Man kan sige, at djævlen ligger i detaljen. EU-kommissionen forsikrer side op og side ned, at de ikke vil pille ved de kollektive overenskomster. Ovenikøbet vil de pålægge medlemslandene at fremme kollektive aftaler… Det er næsten for godt til at være sandt. 

Problemet er, at EU med sine mange formuleringer, der ser velmenende ud, i realiteten får lirket døren op og åbnet en ladeport til områder, som den ellers ikke officielt kan blande sig i.

Det er præcist, hvad Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, beskriver i sit høringssvar til EU-kommissionen:

"Direktivet betyder, at ansvaret for områder, der i Danmark hører under parternes kompetence, vil overgå til regeringen. Ud over disse åbenlyse og alvorlige problemer med direktivforslaget anvendes der i forslaget en række centrale begreber og definitioner – såsom "kollektive forhandlinger", arbejdstagerorganisationer med videre. Dels defineres flere af disse begreber nationalt i dag, og dels er flere uklart formuleret. Ved at de indgår i direktivet, vil det i tvivlstilfælde være op til EU-domstolen at fastslå definitionen."

Ifølge Rina Kari, tidligere EU-parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU, har EU-kommissionen flere gange tidligere forsøgt at få sneget formuleringer ind i en direktivtekst, som muliggør, at EU-domstolen kan få adgang til at dømme i danske arbejdsmarkedsforhold. Det er sket både i forbindelse med udstationeringsdirektivet og ansættelsesdirektivet. Men det er aldrig for alvor lykkedes. Hvis mindstelønsdirektivet vedtages, er døren sparket ind.

Dette er det helt grundlæggende problem. Det næste problem er selvfølgelig, hvad EU ville kunne finde på at bruge sin nyvundne magt til i en skærpet krisesituation.

Bente Sorgenfrey, næstformand i FH, giver et kvalificeret bud: "Jeg frygter sammen med andre, at en EU-mindsteløn bliver et værktøj for den europæiske centralbank. Vi har typisk set, hvordan den lovfæstede mindsteløn blev sænket i en række lande under krisen." (Arbejderen, 27. november 2019).

>> LÆS OGSÅ: Forslag om EU-mindsteløn skaber uro

Hele denne udvikling, hvor EU får adgang til at diktere løn- og arbejdsforhold direkte i landene, møder ikke kun modstand fra de nordiske fagbevægelser. Det har også fagbevægelsen i de sydeuropæiske lande bekæmpet gennem mange år. Belært af bitter erfaring.

De nordiske lande 

Endelig er der et problem ved direktivforslaget, som rammer særlig hårdt i de nordiske lande, fordi arbejdsmarkedet her er styret af kollektive overenskomster. EU bedyrer, at de ikke vil røre den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Men hvad er virkeligheden? 

Efter et stykke tid er EU's mindsteløn så blevet til "den normale løn" i branchen. Presset for at frigøre sig fra de kollektive overenskomster vil være enormt.

Hvis vi levede i en perfekt verden, hvor der i alle brancher var en organisationsgrad på 100 procent, ville det blive svært for EU at lirke døren op. Men det gør vi langtfra. Vi ved alle, at organisationsprocenten og overenskomstdækningen er under pres. Den gennemsnitlige organisationsprocent er i øjeblikket omkring 73 procent. Så hvad med de arbejdere som ikke er omfattet af overenskomsten? Hvad med de brancher som har en lavere organiseringsgrad? 

Direktivet siger udtrykkeligt, at medlemslandene skal sikre, at alle arbejdere er sikret en mindsteløn. Konsekvensen er indlysende, at der skal lovgives for de lønmodtagere, som ikke er omfattet af overenskomsterne.

Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, hvis EU vedtager et direktiv, der i Danmark vil fastsætte en lovbestemt mindsteløn langt under overenskomstens løn.

Hvis for eksempel en stor udenlandsk byggematador vælger at ansætte arbejdskraft på en stor dansk byggeplads på EU's mindstelønssats, og hvis fagbevægelsen vælger at reagere med konflikt, kan denne byggematador gå til EU-domstolen og få prøvet sin sag – og vil givetvis vinde sagen.

Og hvis en stor, betydningsfuld arbejdsgiver kan aflønne med EU's mindsteløn, vil han naturligvis opnå en betydelig konkurrencefordel overfor de andre byggefirmaer. Og ethvert byggefirma med ambitioner om at overleve i branchen vil snart være tvunget til at følge trop.

Efter et stykke tid er EU's mindsteløn så blevet til "den normale løn" i branchen. Presset for at frigøre sig fra de kollektive overenskomster, der er indgået indenfor den enkelte branche, vil være enormt. Og dermed er der skudt endegyldigt hul i den særlige "danske model" på arbejdsmarkedet.

Det er præcist dette scenarie, som de nordiske fagbevægelser peger på i deres høringssvar:

”Et direktiv, som påbyder lovgivning, der garanterer enhver lønmodtager en specifik beskyttelse, vil etablere en dual styring af vores nationale arbejdsmarked. Hvis den statslige lovgivning garanterer lønforhold i de ofte midlertidige huller, som opstår i den regulering, som arbejdsmarkedets parter fastlægger, vil en større gruppe af arbejdsgivere og arbejdere falde ud af overenskomstsystemet. Incitamentet til at organisere sig, på begge sider, vil blive stærkt svækket. Prisen for at afvise at tage ansvar og organisere og sikre kollektive aftaler vil falde. Hertil kommer, at den grad af beskyttelse, som staten vil sikre via EU-lovgivning, vil presse niveauet for den kollektivt aftalte løn ned. EU-mindsteløn vil risikere at underminere det sociale Europa via et mindre organiseret arbejdsmarked frem for at styrke det."

Solidaritet over grænser 

Der er ingen tvivl om, at arbejderklassen i de nordiske lande vil være dem, der mister mest, hvis en mindsteløn indføres. Det er selvfølgelig derfor, at modstanden er så éntydig her. Men EU's mindsteløn er ikke i nogen europæiske arbejderes interesse. For i alle landene vil direktivet være med til at svække fagbevægelsens mulighed for at organisere medlemmer og styrke sin slagkraft.

De nordiske fagbevægelser, herunder den danske, har en forbandet pligt til at kæmpe og forsvare de rettigheder og bastioner, som vi har brugt mere end 100 år på at bygge op. Det er faktisk vores internationalistiske pligt.

Hvis ikke arbejdere i hvert enkelt land kæmper for at forsvare egne positioner, kan kapitalen jo netop "lade skruen køre". Samtidig med at vi forsvarer egne bastioner, skal vi give solidaritet til arbejdere i andre lande, der gør det samme. Dén opgave er, i vores globaliserede verden, vigtigere end nogensinde.

Al erfaring siger, at vores eneste værn mod social dumping og lønpres er vores egen organisering, aktiviteter og kamp. Lovgivning er den direkte vej til at undergrave den faglige organisering. Derfor kan det aldrig blive vejen frem. Det er det ikke i Danmark, og det er det ikke i noget andet land.

NOTER

1) Fred Goldstein har beskrevet den udvikling, som er sket i USA, i bogen "Low-Wage Capitalism". Arbejderen har oversat uddrag, som kan læses her, her og her.

2) En af disse domme er den såkaldte Ruffert-dom fra 2008: EU-domstolen fastslår i dommen, at det er ulovligt, at den tyske delstat Niedersachsen har krævet, at firmaer, der arbejder for den offentlige sektor, skal følge gældende overenskomst.

3) Kilde: ETUI, Benchmarking working Europe, 2018.

Kilder: 

1.Det fælles høringssvar fra Fagbevægelsen i Danmark, Sverige, Norge og Island, 4. september 2020.
2. Høringssvaret fra FH, 16. november 2020.

Første del af artiklen kan downloades og printes i PDF her

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


23. feb. 2021 - 17:06   24. feb. 2021 - 09:32

Mindsteløn

Karen Sunds
Medlem af Kommunistisk Parti og aktiv i Folkebevægelsen mod EU
EU-mindsteløn
  • 22 af EU's nuværende 28 medlemslande har i dag en lovbestemt mindsteløn, mens Danmark, Sverige, Finland, Østrig, Italien og Cypern ikke har.

  • EU's kommissionsformand Ursula von der Leyen varslede ved sin tiltræden, at hun vil indføre en EU-mindsteløn. Det skete i udspillet "En mere ambitiøs Union. Min dagsorden for Europa"

  • Forslaget om en EU-mindsteløn blev fremlagt den 28. oktober 2020. EU-kommissionen lægger i sit forslag op til, at en lovbestemt EU-mindsteløn skal gennemføres som et direktiv, det vil sige en lov, der er juridisk bindende.

  • Direktivet lægger op til, at alle EU-lande, hvor andelen af lønmodtagere dækket af en kollektiv overenskomst er under 70 procent, skal gøre noget for at sikre en bedre mindsteløn. Det defineres ikke i direktivet, hvad mindstelønnen skal være. 

  • Da Danmark på nationalt plan har en overenskomstdækning på mere end 70 procent, vil vi ikke umiddelbart være forpligtet til at indføre en lovfastsat mindsteløn.

  • Både den danske regering, Dansk Arbejdsgiverforening og Fagbevægelsens Hovedorganisation frygter imidlertid, at hvis der rejses en sag ved EU-domstolen, vil Danmark alligevel ende med at være omfattet af direktivet.

  • Holdningen er, at en lovbestemt mindsteløn vil ødelægge den danske model, hvor lønforhold reguleres gennem kollektive overenskomster mellem arbejdsmarkedets parter.

  • Den danske regering og arbejdsmarkedets parter mener heller ikke, at EU har hjemmel til at blande sig i arbejdsmarkedsforhold. I Lissabontraktatens § 153, stk. 5 står der: "Bestemmelserne i denne artikel gælder ikke for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout".