16 Jul 2019  

KBH: Spredte skyer, 19 °C

Et socialt oprør mod den nyliberale kurs er på vej

Øget kampvilje og solidaritet

Et socialt oprør mod den nyliberale kurs er på vej

Vi kan se tilbage på et år med en række markante kampe. Meget tyder på, at danskerne er ved at have fået nok af den nyliberale nedskæringspolitik.

Ved forårets overenskomstkamp formåede arbejderklassen gennem sammenhold og aktiv kamp at bryde regeringens snævre lønramme og tvinge alle krav om nye forringelser af bordet.
FOTO: Aage Christensen
1 af 1

2018 har budt på en række markante kampe og modstandsbevægelser.

Befolkningen er ved at være klar til et socialt oprør nedefra med den neoliberale politik.
Henning Jørgensen, arbejdsmarkedsforsker

Mest centralt står forårets overenskomstkamp på det offentlige område, hvor arbejderklassen formåede gennem sammenhold og aktiv kamp at bryde regeringens snævre lønramme og tvinge alle krav om nye forringelser af bordet.

Fagforeningerne fremstod som kamporganisationer og nødvendigheden af faglig organisering blev meget tydelig.

>> LÆS OGSÅ: Stærkt sammenhold spændte ben for Sophie Løhdes plan

Der har også været en række andre faglige kampe som for eksempel de ansatte hos Canal Tours kamp for overenskomst, buschaufførernes landsdækkende bevægelse for ordentlige arbejdsforhold, blokader og aktioner mod social dumping og de DSB-ansattes kamp mod arbejdsgivernes diktat om forringelse af deres arbejdsforhold.

Og vi har set en organisation som Danske A-Kasser for første gang gå på gaden i protest mod forringelser af dagpengesystemet.

Også på andre områder end det faglige har året budt på aktiv modstand. Det gælder ikke mindst bevægelsen mod regeringens ghettoplan, den voksende klimabevægelse og de sociale modstandsbevægelsers fortsatte kamp. 

Senest var der i starten af december også kæmpestore demonstrationer i mange byer på 70-årsdagen for menneskerettighedserklæringen. Det er længe siden, at Københavns Rådhusplads har været totalt pakket til en politisk manifestation. Demonstrationerne vendte sig konkret mod regeringens finanslov. 

Voksende utilfredshed

Samlet set er alt det her udtryk for, at folk er ved at have fået nok af den nyliberalistiske nedskærings- og løntrykkerpolitik, der er blevet ført i både Danmark og andre lande gennem de sidste årtier, mener arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen. Han er professor på Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet.

Der er en udbredt forståelse af, at alle grupper bliver ramt af den samme nyliberale politik.

– Befolkningen er ved at være klar til et socialt oprør nedefra med den neoliberale politik, der har været ført de sidste 15-20 år. Det nye årtusind har været domineret af neoliberale strategier og løsningsmodeller. Vi er blevet banket på plads med alt muligt fra budgetlov til ghettoplaner, siger Henning Jørgensen til Arbejderen.

– Der er en stor utilfredshed med den politiske kurs. Det ser vi i Frankrig, rundt omkring i Sydeuropa og andre steder som i Danmark. Mange ønsker en helt anden politisk kurs. Derfor er er oprør nedefra på vej mod det neoliberale regime. Det er det, vi ser nu. Pludselig eksploderer det, tilføjer han.

I forhold til forårets overenskomstkamp peger Henning Jørgensen på betydningen af sloganet "Nok er nok". 

– Det vender sig imod hele den neoliberale politik og var med til at få mange fra den private sektor til at se, at de har en fælles interesse med de offentligt ansatte i at få ændret noget her, siger han.

Under og efter OK18 har vi oplevet en langt større solidaritet på medlemsplan mellem de forskellige faggrupper, mellem offentligt og privatansatte, mellem højtuddannede og ufaglærte eller kortuddannede. 

OK-kampen har betydet en langt mere udbredt forståelse af, at alle grupper bliver ramt af den samme nyliberalistiske nedskærings- og løntrykkerpolitik.

– Der er kommet en anderledes forståelse for andres arbejdskampe, for at det i dag kan være dig, der bliver ramt, mens det i morgen er mig. Og at gode forhold ikke er noget, man er sikret med den danske model, men noget der skal kæmpes for, konstaterer Henning Jørgensen.

Støtte til andre

Den styrkede solidaritet gav sig lige efter overenskomstkampen udtryk i, at grupper af lærere, pædagoger og andre offentligt ansatte deltog i den blokade foran Amagerforbrændingen, som stilladsarbejderne startede i protest mod dårlige løn- og arbejdsforhold under byggeriet af en ny kraftværksblok.

Mange forskellige faggrupper har deltaget i støtteaktioner for DSB-ansatte.

Senest har vi oplevet stor støtte og opbakning til de DSB-ansattes kamp mod forringelse af deres arbejdsforhold.

Mange forskellige faggrupper fra blandt andet 3F, FOA, Sygeplejerskerne og Lærerforeningen har deltaget i støtteaktioner og det er strømmet ind med støtteudtalelser.

En gruppe helt uden tradition for faglig kamp som ingeniørerne i Banedanmark erklærede i en udtalelse fra deres klubgeneralforsamling, at DSB's angreb på tillidsrepræsentanterne burde "få hele fagbevægelsen op af stolene." 

Ingeniørerne sætter også angrebet mod de DSB-ansatte ind i en sammenhæng med EU's nyliberale politik.

"Overalt i EU har privatiseringer og udliciteringer af jernbanerne været en smertelig og bekostelig affære for såvel ansatte, som passagerer og skatteborgere", står der i udtalelsen.

Også BUPL vedtog på sin kongres i slutningen af november en støtteudtalelse til de DSB-ansatte.

"BUPL har under OK18 oplevet støtte fra andre fagforeninger, som isoleret set ikke havde noget i klemme. Men som alligevel valgte solidariteten. Det gør BUPL også nu og i fremtiden. Skulder ved skulder", hedder det blandt andet i udtalelsen.

>> LÆS OGSÅ: Støtten vælter ind til DSB-ansatte

Nødvendigheden af solidaritet og sammenhold mellem de forskellige faggrupper og mellem offentligt og privat ansatte var også et tema, da Danmarks Lærerforening holdt kongres i oktober.

– Kollegaer på det private arbejdsmarked var ude og støtte os under forårets overenskomstforhandlinger. Det betød rigtig meget, men det forpligter os også, når de privatansatte skal ud og forhandle overenskomst i 2020, sagde Inge Margrethe Thomsen fra Københavns Lærerforening i et indlæg på kongressen.

Da ansatte på de nordjyske sygehuse i tirsdags protesterede mod nye nedskæringer, skete det også med opbakning fra fagforeninger, der har få eller slet ingen ansatte på sygehusene som for eksempel BUPL og Lærerforeningen. 

Solidaritet med flygtninge

Den styrkede solidaritetsfølelse rækker også ud over fagbevægelsens egen kreds. Det så vi, da 3F Aalborg, som var yderst aktiv i overenskomstkampen, efterfølgende satte fokus på støttearbejde i forhold til lokale flygtningegrupper.

Os, der ellers aldrig siger noget, tog pludselig bladet fra munden.
Gitte Højris, rengøringsansat

En gruppe rengøringsassistenter, der var med i overenskomstkampen, tog selvstændigt initiativ til en solidaritetsfest, hvor overskuddet gik til børn på et lokalt flygtningecenter.

Der er tale om en gruppe offentligt ansatte, der ikke tidligere har været synlige eller råbt højt.

– Os, der ellers aldrig siger noget, tog pludselig bladet fra munden i overenskomstkampen. Det var så godt at opleve, og det satte gang i masser af snak på arbejdspladserne, har Gitte Højris, fællestillidsrepræsentant for 300 rengøringsansatte på folkeskolerne i Aalborg, tidligere udtalt til Arbejderen.

Hun begrunder støtten til flygtninge med, at fagbevægelsen skal have en holdning til andre spørgsmål end de rent faglige.

I kamp for første gang

Ligesom de nordjyske rengøringsassistenter har mange andre grupper været i kamp for første gang i året der gik. Det gælder ikke mindst de mange akademikere, der blev aktive i OK-kampen.

"Akademikere har over en årrække oplevet et stigende pres på ansættelsesvilkår og løn. De tider er slut, da en akademikertitel i sig selv var garanti for sikkerhed i ansættelsen, gode arbejdsforhold, høj løn og samfundsmæssig status. I takt med det generelt stigende pres på den arbejdende befolkning er også akademikerne blevet ramt af den øgede profitmaksimering og de styringsregimer, som præger den moderne kapitalisme", skriver Louise Margrethe Pedersen, cand.psych. og AC-tillidsrepræsentant på Aarhus Universitet, i oktober en analyse i Arbejderen.

"Akademikerne har som gruppe været nogle af de sidste til at blive ramt af denne udvikling, og derfor siger det rigtig meget om arbejdsmarkedet som sådan, når denne gruppe i væsentlig grad proletariseres. Hvor akademikere som gruppe i årevis var yderste bastion, må vi se i øjnene, at denne bastion i dag også er indtaget, og at man som lønarbejder ikke er garanteret noget som helst, uanset om man hører under LO, FTF eller AC", konstaterer hun.

Det var den virkelighed, der fik magistre, DJØF'ere, læger og andre akademikere til at gå på barrikaderne under OK18 og stå skulder ved skulder med 3F'ere, SOSU'er, lærere, pædagoger og alle mulige andre faggrupper.

– Vi har ikke tidligere haft så bred en mobilisering. Den involverede også privat ansatte. Det var den mobilisering i medlemsbasis, der fik fagbevægelsens ledere og Sophie Løhde til at rykke sig. Havde der ikke været en medlemsmobilisering, var der ikke sket så meget, siger Henning Jørgensen.

Brug for ny taktik

Han ser OK18 som et wake up call for den fagtop, der i årevis har underskrevet overenskomster med meget ringe resultater. Men han savner, at toppen i fagbevægelsen tager konsekvensen af begivenhederne under OK18 og forbereder en ny fælles strategi op til OK21.

– Det undrer mig såre, at der ikke har været en stor fælles erfaringsopsamling fra OK18 på tværs af fagforbund. Hvis man ikke gør noget fælles, taber man det, der blev vundet i foråret, siger Henning Jørgensen.

Han understreger, at man ikke kan lave en gentagelse af forløbet under OK18. Det har arbejdsgiverne taget bestik af og lagt en ny strategi i forhold til. 

– Der er brug for at gennemføre et opbrud i forhandlingsfællesskaberne i den offentlige sektor. Der skal ske en sammenkædning af krav og forhandlinger for de forskellige faggrupper og på tværs af stat, regioner og kommuner. Der skal sikres fælles løsninger, ikke særordninger. Der er brug for en ret alvorlig omstilling, hvis lønmodtagerne skal stå stærkt overfor arbejdsgiverne, der står samlet, siger Henning Jørgensen. 

Han understreger, at den nyliberalistiske offensiv vil fortsætte. Der er ikke udsigt til et stop for de konstante krav om nedskæringer samt forringelse af løn og arbejdsforhold. 

Derfor er der brug for en offensiv kamp fra en samlet fagbevægelses side både ved overenskomstforhandlingerne på det private område i 2020 og det offentlige i 2021.

To valg i 2019

Inden de to store overenskomstkampe står vi i 2019 overfor to parlamentariske valg, dels et folketingsvalg i årets første halvdel og valget til EU-parlamentet i maj. 

I forhold til folketingsvalget bliver opgaven for alle dem, der ønsker en ny politisk kurs, at gøre det helt klart, at det ikke sikres alene ved et kryds i stemmeboksen. Uanset, hvem der får regeringsmagten efter et valg, vil det være nødvendigt med aktiv kamp, hvis der skal tvinges en anden politik igennem. Det viser de sidste mange års erfaring.

Der er en øget skepsis og utilfredshed med EU i den danske befolkning. EU-valget åbner en mulighed for at rejse debatter om EU ikke mindst ude på arbejdspladserne og i fagbevægelsen og skabe en forståelse for, hvad EU's indre marked og nyliberale politik betyder for velfærd, løn og arbejdsforhold.

>> LÆS OGSÅ: EU spænder ben for velfærd

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


21. dec. 2018 - 07:29   21. dec. 2018 - 07:30

Analyse

ur@arbejderen.dk
Klassekamp i 2018
  • Årets helt store begivenhed var forårets overenskomstkamp, der mobiliserede store grupper af offentligt ansatte, som fik støtte fra mange privat ansatte, studerende og brede dele af befolkningen. Mange grupper gik på barrikaderne for første gang nogensinde.
  • Året har også budt på en lang række andre faglige kampe blandt andet de ansatte i Canal Tours kamp for en overenskomst, en række aktioner og blokader mod social dumping, buschaufførernes landsdækkende kampagne for ordentlige arbejdsforhold og de DSB-ansattes kamp mod markante forringelser af deres arbejdsforhold.
  • Også på andre områder er der øget modstand: Klimabevægelsen er i vækst, mange unge engagerer sig, og der har været flere store protester blandt andet i september, hvor 15.000 deltog i klimamarchen. Med Almen Modstand har der rejst sig en landsdækkende bevægelse til forsvar for de almene boliger og imod regeringens ghettoplan. De sociale modstandsbevægelser fortsætter deres kamp mod konsekvenserne af reformerne af førtidspension, fleksjob og sygedagpenge. Og her i december gik titusindvis af mennesker på gaden til forsvar for menneskerettighederne og i protest mod regeringens nye udlændingestramninger.