20 Aug 2018  

KBH: Let skyet, 20 °C

Energiboost til fagbevægelsen

OK-kamp skaber stærkt sammenhold

Energiboost til fagbevægelsen

Mobiliseringen omkring OK18 er enorm og sammenholdet meget stærkt. Situationen er historisk og vil få betydning for fremtidige kampe, vurderer Thomas Enghausen fra LFS.

XL faneborg ved Forligsinstitutionen mandag.
FOTO: Aage Christensen
XL faneborg ved Forligsinstitutionen mandag.
FOTO: Aage Christensen
XL faneborg ved Forligsinstitutionen mandag.
FOTO: Aage Christensen
XL faneborg ved Forligsinstitutionen mandag.
FOTO: Aage Christensen
XL faneborg ved Forligsinstitutionen mandag.
FOTO: Aage Christensen

Siden fredag morgen klokken 9 har der været faneborg døgnet rundt foran Forligsinstitutionen. Om dagen deltager hundredvis af offentligt ansatte og deres støtter, om natten holder en mindre gruppe vagt.

 Det skaber en langt større bevidsthed om, hvad fagbevægelsen kan, når vi står sammen.
Thomas Enghausen, LFS

Mandag eftermiddag var der indkaldt til XL Faneborg, som blev et tilløbsstykke med mange deltagere, musik og talere.

– Faneborgen fortsætter, lige til der er en løsning, fortæller Thomas Enghausen, formand for almenområdet i LFS. Han er en af initiativtagerne og tovholderne på faneborgen.

– Det her er historisk. Dem, der har været fagligt aktive længere tid end jeg, siger, at det begynder at minde om den store overenskomstkonflikt i 1985, siger Thomas Enghausen.

Han oplever overenskomstkampen som et kæmpemæssigt energiboost til hele fagbevægelsen.

– Det skaber en langt større bevidsthed om, hvad fagbevægelsen kan, når vi står sammen. Vi bliver meget fasttømret faggrupperne imellem af at være sammen her. Det kan vi bygge videre på ved de næste budgetforhandlinger, næste gang regeringen skærer ned og ved kommende overenskostforhandlinger, siger Thomas Enghausen.

Enorm opbakning

Alle mulige faggrupper er med i faneborgen: Pædagoger, specialarbejdere, lærere, SOSU'er, præster, djøf'ere, jordemødre, dommerfuldmægtige, sygeplejersker og mange, mange andre.

Der er en enorm opbakning, oplyser Thomas Enghausen. Der er ingen problemer med at få vagterne besat, og alle fagforbund byder ind med hver deres bidrag. BUPL leverer gratis kaffe, andre kommer med vand, mad og frugt. Der er sat toiletvogne op, og nu er der organiseret en gasovn til de kolde nattevagter og nogle pavilloner, hvis det skulle blive regnvejr.

– Det er en stor støtte til vores forhandlere og et pres på dem i forhold til at holde fast i kravene, konstaterer Thomas Enghausen.

Et banner, der i weekenden blev hængt ud fra et af vinduerne i Forligsinstitutionen, viser tydeligt, at opbakningen er værdsat: "Tak. Vi får aldrig nok af jer", stod der.

I løbet af weekenden har der været musik, talere, kampråb, børneunderholdning og andre indslag i forbindelse med faneborgen. 

Fra hele landet kommer fagligt aktive rejsende for at være med i faneborgen. Dem, der ikke kan deltage, følger med på de sociale medier og spreder kendskabet til aktiviteterne. Også andre steder i landet har der været overenskomstaktiviteter. Blandt andet var der demonstration i Horsens mandag.

Flot folkefest

Weekenden bød også på en stor folkefest fredag på Blågårds Plads i København, hvor omkring 5000 deltog. Her var musik og en lang række talere.

Da festen var slut, gik omkring 1000 af deltagerne i fakkeltog til Forligsinstitutionen for at tilslutte sig faneborgen. Undervejs blev de hyldet af de københavnere, der var ude og nyde det dejlige sommervejr i byens parker og på fortovscaféerne. Folk langs hele ruten klappede i en spontan støtte til de offentligt ansattes kamp. Og beboere stak hovedet ud af vinduet og råbte med på kampråbene.

Udover faneborgen byder de kommende dage også på andre overenskomstaktiviteter. I København er der i løbet af hele ugen flere steder morgenaktioner, hvor offentligt ansatte står skulder ved skulder. 

I Aalborg står fagforeningerne tirsdag skulder ved skulder fra klokken 12 foran regionshuset, hvor regionsrådet skal holde møde, og torsdag hen over Limfjordsbroen fra klokken 15-17.

Tirsdag er der demonstration i Silkeborg, onsdag  i Hjørring og torsdag er der faneborg foran Gentofte Rådhus og Herlev Hospital. Derover er der andre aktiviteter rundt omkring i landet.

Forhandlerne på både det statslige, kommunale og regionale område er indkaldt til møde i Forligsinstitutionen tirsdag.

24. apr. 2018 - 12:14   24. apr. 2018 - 11:31

OK 2018

ur@arbejderen.dk
Solidaritetspagt
  • Solidaritetspagten eller musketéreden, som den også kaldes, blev indgået inden overenskomstforhandlingerne gik i gang.
  • Den betyder, at de faglige organisationer på både det statslige, kommunale og regionale område har givet hinanden håndslag på at stå sammen om at få indfriet tre krav: De offentligt ansatte skal have samme lønstigninger som de privat ansatte, lærerne skal have en forhandlet arbejdstidsaftale, og den betalte frokostpause skal indskrives i overenskomsten, der hvor den findes i dag.
  • Derudover er Forhandlingsfællesskabet, der forhandler på vegne af de kommunalt og regionalt ansatte, enige om, at der skal afsættes to særlige lønpuljer til at løfte henholdsvis kvindefagene og de lavtlønnede grupper.

Følg Arbejderens overenskomstdækning her